
Chokoladescones er bare geniale! De nemme og lækre scones med smeltende chokoladestykker gør altid lykke og bliver endnu bedre af det knasende karamelisede rørsukkerdrys. Få alle mine tips og tricks til de allerbedste chokoladescones i denne nemme opskrift.

Idag fylder min lille madblog tre år og det er blevet en tradition at fejre fødselsdagen med en af de kager vi holder mest af i vores familie. Det første år fejrede jeg min gamle blogs 8 års fødselsdag med brownie, ét års dagen her på Marinas Mad blev fejret med den elskede pavlova og sidste år fejrede jeg to års dag med chokolade cookies.
I år havde jeg faktisk planer om at blogge opskriften på en forrygende nøddelagkage som min mor altid bagte da jeg var barn. Den opskrift må I så vente med at få til næste år. Jeg kom nemlig i tanke om at mine chokolade scones nok er det bagværk der er tættest forbundet med fødselsdags fejring i vores familie. De andre kager kan varier afhængigt af fødselsdagsbarnets ønsker, men det er helt fast tradition at der altid skal være chokolade scones på morgenbordet!

MIN OPSKRIFT PÅ CHOKOLADE SCONES
Jeg har bagt chokolade scones fra før jeg fik børn og mine børn kan slet ikke huske en tid hvor de ikke fik chokolade scones til fødselsdage eller når der lige opstår et helt akut behov for hverdagsforkælelse. Det er jo nemlig så dejligt praktisk med scones at de kan bages på knap en halv time og at der faktisk ikke skal bruges andet end ingredienser jeg altid har i huset.
Kort sagt perfekt til uventede gæster og til de der dage hvor humøret har brug for et skud chokolade!
Helt tilbage i 2010 delte jeg opskriften på chokolade scones på min gamle familie blog Badut. Det var en af de første opskrifter jeg delte og det kom bag på mig hvor elsket og populær opskriften blev. I mange år blev jeg simpelthen nød til at have linket til opskriften i sidebaren eller i toppen af bloggen. Når mine læsere ikke havde direkte adgang til opskriften skrev de nemlig frustrerede efter det. Derfor er der selvfølgelig også læsere der har skrevet og spurgt hvornår opskriften på de elskede scones med chokolade blev flyttet herover på madbloggen.

Og nu er den her, opskriften på mine populære chokoladescones, let forbedret og gennemtestet så jeg ved at det virkeligt er den opskrift på scones som jeg allerhelst vil kendes på!
KLASSISKE SCONES UDEN KÆRNEMÆLK
Mine scones er klassiske i den forstand at de smager af engelske scones og ikke af bolle som man nogle gange ser det i Danmark. Det gør de fordi de er bagt uden æg og med bagepulveret som eneste hævekilde. Nogle gange oplever man at det giver ret tunge og triste scones, men det er fordi nogle mennesker tror de skal ælte en dej til scones. Det skal man ikke! Med en scones dej skal man være så nænsom som man overhovedet kan og dejen skal ikke æltes men kun samles.
Desuden er det vigtigt at scones rammer en varm ovn så hurtigt som overhovedet muligt efter at bagepulveret er kommet i dejen. Man skal altså ikke stå og fedte for meget med at forme sine scones og man kan hellere ikke være meget på forkant med tingene. Overholder man de to enkle regler er det lynhurtigt og nemt at bage lækre scones med den helt rigtige og klassiske krumme.
Som med så meget andet findes der en heftig debat om definition på den helt rigtige klassiske scones. Nogle mener de skal udstikkes, andre at de skal bages med kærnemælk. Jeg har altid bagt mine chokoladescones med mælk og nænsomt formet en dejpølse som jeg har skåret ud til scones. Selvfølgelig kan man forme pæne scones med en udstikker og det kan jeg også godt finde på. Disse scones er dog helt ærligt sådan en opskrift hvor jeg gerne vil gøre tingene så let og hurtigt som muligt. Desuden er det velkendt at de scones der formes af resterne når man udstikker ikke bliver ret pæne. Sådan er det fordi dejen til scones ikke er ret vild med at blive håndteret for meget så det med at blive formet og udstukket for anden gang er ikke noget en scones dej er glad for.
Når det kommer til spørgesmålet om kærnemælk er jeg mindre skråsikker. Mange af de klassiske engelske opskrifter anbefaler kærnemælk, andre anbefaler mælk og nogle foreslår fløde. I forbindelse med at jeg skulle genudgive opskriften har jeg prøvet det hele og haft testspisere ind over afgørelsen. Alle er enige om at disse chokoladescones er bedst med helt almindelig minimælk (eller det du nu har i køleskabet). Til andre scones kan det være fint med kærnemælk, men smagsindtrykket er simpelthen bedre når der bruges mælk.
I forhold til den gamle opskrift fra Badut er opskriften selvfølgelig lidt mere uførligt beskrevet og med flere tips og tricks så du ved hvorfor jeg anbefaler at gøre som jeg skriver i opskriften. Desuden har jeg tilsat lidt citronsaft til mælken hvilket får scones til at hæve lidt bedre. Vigtigst er det imidlertid at jeg nu ruller mine chokoladescones i rørsukker, der giver en virkelig dejlig karamelliseret overflade. Ideen til det har jeg fra nogle scones jeg smagte i New York for snart længe siden. Hvor den oprindelige opskrift til mine scones stammer fra ved jeg derimod ikke længere. Jeg har som sagt bagt dem i mere end 20 år og selvom jeg jo helt sikker har været inspireret af en anden opskrift så kan jeg slet ikke huske hvilken og jeg ved hellere ikke hvor meget jeg gennem årene har ændret i min egen opskrift.

SÆSON FOR CHOKOLADESCONES
- Det korte svar på hvornår der er sæson for chokoladescones er: ALTID!
TIPS OG TRICKS TIL DE BEDSTE CHOKOLADE SCONES
- Du skal altid være nænsom med en sconesdej. Kort fortalt handler det om at arbejde så lidt som muligt med dejen for på den måde får du de allerbedste scones.
- Bagepulveret giver sig til at arbejde lige så snart du aktiver det med mælken. Derfor gælder det om at din ovn er klar og din bageplade er forvarmet. På den måde får du den maksimale effekt af bagepulveret. Det er af samme grund jeg bruger let varmet mælk.
- Der skal helst tilsættes iskoldt smør som smuldres let ind i melet. Det skal ikke indarbejdes alt for grundigt.
- Hak din chokolade i grove stykker. Det er de store lommer af smeltet chokolade som alle er vilde med. Hvis du bruger chokolade knapper eller finthakket chokolade får du ikke den effekt.
- Der er citron i dejen både fordi jeg synes det smager godt og fordi det hjælper med at få scones til at hæve på den allerbedste måde. Ofte har jeg brugt citron-vanilje sukker istedet for vaniljesukker, men med de nuværende priser på ægte vanilje gør jeg ikke det længere. I stedet tilsætter jeg lidt citronskal der giver en dejlig kontrast til chokoladen. Det er ikke så meget at man ligger mærke til smagen af citron men dog sådan at det tilføjer lidt friskhed der er kærkommen. Jeg har stort set altid citroner i huset, men hvis du ikke har det når trangen til chokoladescones kommer over dig kan det godt undlades.

Opskrift på chokolade scones
Disse lækre og meget nemme chokoladescones er særligt gode fordi de er fyldt med groft hakekt chokolade og rullet i rørsukker der giver en lækker knasende og karameliseret overflade. Alle jeg kender elsker dem!
Start 30 minutter før du vil sætte chokoladescones på bordet!
Ingredienser
- 250 g hvedemel
- Lidt økologisk citron (Både reven skal af ca. 1/2 citron og lidt citronsaft. Citron kan eventuelt udelades se mere under tips og tricks over opskriften)
- 1 1/2 dl mælk
- 1 tsk vaniljesukker
- 75 g chokolade
- 50 g smør
- 1 spsk. rørsukker (plus mere til at rulle scones til sidst)
- 1 spsk bagepulver
Sådan gør du
Forvarm ovnen
-
Tænd ovnen på 200 C jævnvarme. Sæt din bageplade i ovnen så den er varm når du skal bruge den.
TIP: Ovnen skal være varm når du er klar med dine scones. Vent eventuelt lidt med at lave dejen hvis din ovn er længe om at varme op.
Dej til scones
-
Mål mel op og tilsæt lidt fintreven skal af citron samt vaniljesukker. Rør rundt.
-
Mål mælken op og varm den kortvarigt i microovnen til den er lillefingervarm (ca. 40 sec i min micoovn).
Tilsæt et lille skævt citronsaft til mælken. Lad stå til du skal bruge den om lidt.
TIP: Mælken vil se ud til at skille ganske lidt. Det er lige som det skal være.
-
Hak chokoladen groft. Stil til side.
TIP: Hak endeligt ikke chokoladen for fint. Du vil have store chokoladestykker i dine scones.
-
Skær iskoldt smør i små stykker og fordel det ind i melet med fingrene. Der skal stadigt være små smørklumber når du er færdig.
TIP: På denne måde vil smørret smelte inde i din scones under bagningen. Det får dem til at hæve bedre og giver en mere sprød skorpe.
-
Tilsæt sukker, hakket chokolade og bagepulver og rør rundt.
-
Tilsæt mælken og rør rundt.
TIP: Der må endelig ikke komme for meget mel i dejen og du må ikke overforarbejde dejen. Er dejen meget våd og usammenhængende kan du tilsætte en lille smule mere mel til konsistensen er rigtig.
-
Drys rørsukker ud på bordet og hæld dejen ud ovenpå rørsukkeret. Saml den hurtigt til en aflang dejpølse.
TIP: Man må aldrig arbejde for meget med en bagepulver dej så du skal være hurtig og forsigtig.
-
Skær dejpølsen i 8 stykker og vend hvert stykke hurtigt rundt i rørsukkeret.
Bag chokolade scones
-
Tag den varme bageplade ud af ovnen. Læg et stykke bagepapir på og herefter dine scones. Sæt tilbage i ovnen.
-
Bag dine chokolade scones i ca 20 minuter til de er lysebrune og gennembagte.
Opskriftsnoter
HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA
Scones er britiske og dette er en klassisk scones med chokolade. Jeg delte opskriften på disse scones på min gamle blog i 2010 og dette er en let forbedre version af den meget populære opskrift. Læs mere i teksten.
KOM PÅ FORKANT
Man kan ikke rigtigt komme på forkant med scones. De skal nemlig helst bages så snart dejen er samlet og spises så snart de er bagt. Man kan dog godt veje de fleste tørre ingredienser af, blande dem med smør og stille det klar i køleskabet dagen før. Husk først at tilsætte bagepulver og mælk i sidste øjeblik.
HVAD GØR DU VED RESTERNE
Scones smager bedst friskbagte, men man kan faktisk få samme gode resultatet ved at fryse dem ned når de er helt friskbagte og herefter varme dem i ovnen direkte fra fryseren. Scones kan også varmes på brødristeren på et lille stykke staniol. Genialt til den lille lækkersult!
VILD MED CHOKOLADE? PRØV VORES ANDRE FAVORIT OPSKRIFTER MED CHOKOLADE:

OPSKRIFT PÅ AMERIKANSKE CHOKOLADE COOKIES

OPSKRIFT PÅ ÆGTE AMERIKANSK CHOKOLADE BROWNIE

Der var opskriften jo! Vi har bagt dine scones med chokolade i mange år efter den gamle opskrift på Badut. Nu skal jeg have prøvet at rulle i rørsukker. Det ser ihvertfald lækkert ud på billederne. Tak for alle dine skønne opskrifter vi bager både brownie. pavlova og cookies efter dine opskrifter.
Kære Tina
Hvor er det dejligt at høre at I er glade for mine opskrifter. Det er jo også nogle af vores egne yndlingskager I bager så det er ekstra skønt at høre de også vækker lykke i din familie.
Vi synes rørsukkeret gør min gamle opskrift på chokolade scones endnu bedre og håber også I vil synes om den skønne karameliserede skorpe. Ellers er opskriften meget som den plejer for vi synes simpelthen at det er de bedste scones.
Mange sensommer hilsner
Marina