• Skip to primary navigation
  • Skip to main content
  • Skip to primary sidebar

Marinas mad

Opskrifter fra mit årstidskøkken

  • Opskrifter
  • Juleopskrifter
  • Mormor mad
  • Nem småkagedej
  • Instagram

Brombærdessert med sprød filodej og mascarponecreme

2019-09-26 by Marina 2 Comments

Pin
Share
Tweet
Email
Gå til opskrift Udskriv
Opskrift på brombærdessert med mascarponecream
De skønne skæve filotårne er en god gæstedessert, fordi det hele kan gøres klar på forhånd.

Uimodståelig brombærdessert med knasende sprøde filoflager og luksuriøs blød mascarponecream. En rigtig hyggelig og uformel sensommer dessert der altid vækker lykke.

Opskrift på brombærdessert med sprød filodej
En dejlig skødesløs sensommer dessert med syltede brombær og mascarponecream.

DET SKØNNE SKÆVE FILOTÅRN MED MASCARPONECREAM OG SYLTEDE BROMBÆR

Denne dejlige brombærdessert går i vores familie også under kælenavnet “Det skønne skæve filotårn“. Alligevel har jeg valgt en lidt mere sigende (og kedelig) overskrift til opskriften, simpelthen for at give dig en bedre ide om hvad du kan forvente dig af desserten.

Men ja, desserten er sådan et hyggeligt og lidt uformelt tårn bygget af knasende sprøde filoflager, skøn mascarponecream marmoreret med brombær og selvfølgelig syltede brombær, masser af brombær. Jeg har lavet desserten i mere end 10 år og den er altid i et hit! Tilpas usædvanlig, meget lækker og rigtig hyggelig at spise.

Desuden er der selvfølgelig altid bonus for at server noget man selv har været ude og plukke og sylte og det er sådan jeg altid har brugt desserten. I mange år med brombær som på billederne her, men de sidste år meget gerne med min syltetøj af hedebær. jeg har valgt at give dig desserten med brombær, fordi jeg tænker du sikkert har bedre adgang til at plukke brombær end til at plukke vilde bær på heden. Der er vi nemlig meget heldige her i Vestjylland og da jeg har boet mange andre steder i landet ved jeg godt at det er usædvanligt. Du kan iøvrigt bruge alle mulige andre dejlige bær så længe de har god syre og du kan også bruge frosne bær hvis du ikke har adgang til friske.

Opskrift på lækker dessert med brombær
En dejlig uformel og skøn sensommer dessert med brombær.

EN UFORMEL SENSOMMER DESSERT

Jeg elsker uformelle desserter! Ofte frygtes dessert køknet, fordi der er en eller anden idé om at alle desserter skal være vanskelige og stå snorlige.

Men det er da noget vrøvl! For mig skal en dessert være sanselig og det sanselige er netop ofte hyggeligt og lidt uperfekt eller flygtigt.

Lige præcis sådan vil jeg så gerne have de desserter jeg laver og som jeg giver dig opskrifterne på. I opskriften på blommedessert opstår dessert magien fx der hvor isen smelter sammen med saften fra de bagte blommer. På samme måde er min opskrift på pavlova en grundopskrift der altid lykkes og som altid kan styles til at se smuk ud, netop fordi det er pavlovaens natur at være gavmild og overdådigt skødesløs. I elsker begge opskrifter og derfor tror jeg også at I kommer til at elske denne dejlige uformelle sensommer dessert.

Ja, for det er jo en anden ting med desserter! Desserter er allerdejligst når de er helt sæsonaktuelle og der er nok ikke noget tidspunkt der er smukkere at lave desserter end netop sensommeren og det tidlige efterår. Der er her vi har de dejligste bær og frugter og derfor også her vi kan få alt sanseligheden og sødmen fra naturen ind i vores desserter. Chokoladedesserter (der også er skønne!) venter jeg med til den mørke tid!

OPskrift på dessert med syltede brombær
De syltede brombær smager fantastisk og passer utroligt godt med den bløde mascarponecream

HVAD OPSKRIFTSKASSEN GEMTE

Jeg har lavet denne dessert i mere end et årti og det har hele tiden været meningen at I en dag skulle have opskriften. Det går bare ikke sådan lynhurtigt her på madbloggen med at få udgivet opskrifter. Jeg vil nemlig helst holde et tempo hvor jeg kan følge med. Få opskrifterne gennemtestet, få taget ordentlige billeder, få skrevet opskriften med så mange tips og tricks som muligt. Alt det tager tid og derfor bliver jeg nok aldrig sådan en der kan udgive tre forskellige opskrifter om ugen. Og det gør mig ikke noget! Jeg vil hellere kunne stå inde for den ene opskrift jeg udgiver om ugen end udgive fem, jeg ikke stoler på bliver en glæde i dit køkken.

Mascarponecream med brombær
I BO Bedres opskrift er den dejlige mascarponecream ikke med, den må jeg så være blevet inspireret af et andet sted.

En anden ting jeg prøver på er at give kredit til de opskrifter jeg er inspireret af. I dette tilfælde vidste jeg, at jeg engang havde set opskriften i min mors Bo Bedre og havde også en vag anelse om at en kopi af opskriften måske nok var i min kasse med opskrifter. I ved den der kasse med opskriftslapper som alle har og som jeg ihvertfald ikke får kikket i så tit igen. Derfor havde jeg faktisk en vildt hyggelig eftermiddagssund hvor jeg sad og baldrede alle de gamle lapper igennem. Mange med min mors smukke håndskrift og mange med hendes små råd og rettelser i kopier af opskrifter hun har sendt mig. Jeg fik lyst til fiskesuppe, grydesteg og julekonfekt og jeg genså min svigermors opskrift på rugbrødslagkage og tænkte at dén må jeg da også snart se at få lavet igen.

Mellem alt det andet var ganske rigtigt opskriften på “Karamelliseret filodej med creme og bær” som det viste sig at opskriften hedder. Derfor kan jeg nu sige at den stammer fra nr 9, 1998, for det står nemlig nede i hjørnet. Til gengæld var jeg ret overrasket over hvor meget jeg gennem årene har ændret på den oprindelige opskrift. Jeg har altid husket det som om jeg lavede den efter den oprindelige opskrift, men det gør jeg ikke. Min creme er anderledes, mine syltede brombær er anderledes og jeg bruger meget mindre smør til min karamelliserede filodej. Derfor kan man måske godt tillade sig at sige at det efterhånden er blevet min egen opskrift som jeg nu videregiver til dig. Må den bringe dig dessertglæde og skønne stunder.

Sådan laver du dessert med brombær og filodej

SÆSON

  • Brombær har en lang og dejlig sæson i sensommeren og det tidlige efterår. Uden for brombærsæsonen kan desserten meget fint laves med frosne bær eller med andre syrlige bær.

TIPS OG TRICKS TIL DESSERT MED BROMBÆR

  • Filoflagerne og mascarponecreamen er søde og derfor er det en dessert der kræver noget syre og modspil. Blåbær og brombær er fantastiske, jordbær vil blive for sødt, mens ribs og solbær sikkert også vil være fine. Køber du frosne bær tror jeg den pose der hedder skovbær kan være god.
  • Filodej har ry for at være lidt bøvlet at arbejde med det. Det er måske et levn fra den tid hvor man købte det frosset? Den ferske filodej du finder ved siden af de andre færdigdeje i køledisken er nem og taknemmelig at arbejde med.
  • Du har brug for syltelage. Derfor er marmelade eller meget stivnet syltetøj mindre velegnet end tyndt syltetøj. Det kan godt lade sig gøre men det bedste resultat fås når syltelagen ikke er helt stiv.

SVÆRHEDSGRAD – HER SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM

Sværhedsgraden er MELLEM, fordi man lige skal forstå princippet i filoflagerne. Ellers er det hele super nemt! Måske tager det et forsøg eller to at finde den helt rigtige mængde smør og sukker og det helt rigtige tidspunkt at tage filoflagerne ud af ovnen. Bare roligt de skal nok blive gode alligevel, men de bliver måske endnu bedre når du har lavet dem før.

Mascarpone cremen skal være stiv med ikke ende med at skille. Det er nemt at se og er nærmest ligesom når du pisker flødeskum.

Opskrift på brombærdessert med sprød filodej og mascarponecream

Opskrift på brombærdessert med sprød filodej og mascarponecream

Ret: Dessert
Køkken: Dansk mad
Keyword: Brombær, Filodej, Gæstemad
Forb. tid: 23 minutter
Tilb. tid: 12 minutter
Samlet tid: 35 minutter
Antal: 6 personer
Forfatter: Marina

Uimodståelig brombærdessert med knasende sprøde filoflager og luksuriøs blød mascarponecream. En rigtig hyggelig og uformel sensommer dessert der altid vækker lykke.

Jeg forudsætter at du allerede har syltet brombær. Link til opskriften finder du nedenfor. Første gang du laver desserten er det nok en god ide at starte i god tid så du lige fanger principet med filoflagerne. Når du først har lavet dem en gang er det ikke svært.

Udskriv

Ingredienser

NÆNSOMT SYLTEDE BROMBÆR

  • brombærsyltetøj (Der bruges både lage og syltede brombær. Brombærsyltetøj kan erstattes med andre typer syltetøj med god syre og god syltelage)

SPRØD KARAMELISERET FILODEJ

  • 1 rulle fersk filodej (du skal måske ikke bruge det hele)
  • 50 g smør
  • 25 g rørsukker (gerne groft)

MASCARPONECREME

  • 250 g mascarpone
  • 2,5 dl piskefløde
  • 1 vaniljestang (kan eventuelt erstattes med vaniljesukker, men det er ikke lige så godt)
  • 2 spsk flormelis
  • Lidt reven citronskal (kan eventuelt udelades)
  • 8 spsk lage fra brombær (bruges af to omgange)

Sådan gør du

Syltede brombær

  1. Lav det gammeldags brombærsyltetøj efter denne opskrift. Lad det køle ned.

    TIP: Hvis du vælger at ofre ægte vanilje på desserten har du en vaniljebælg i overskud. Brug meget gerne den tomme vaniljebælg til at lave de syltede brombær. Opbevar i så fald vaniljekornene i lidt rørsukker i en tætsluttende lille bøtte til de skal bruges.

Sprøde filo flager

  1. Tænd ovnen på 200 C jævnvarme og gør to bageplader klar med bagepapir.

  2. Smelt smør og lad det afkøle lidt. Stil rørsukkeret frem.

    TIP: Smør kan smeltes i microovnen. I min microovn tager det 20 sec på høj effekt. Hold øje din microovn er måske anderledes.

    Sådan laver du sprøde filoflager
  3. Klip filodejen i firkanter på ca. samme størrelse.

    TIP:

    Jeg synes 10x5cm er en god størrelse. Lav eventuelt en skabelon i karton du kan klippe efter.

    Det er nemt at klippe i filodej og du kan godt klippe gennem alle lagene i rullen med filodej på en gang. På den måde går det hurtigere.

    Det gør ikke så meget hvis firkanterne er i lidt forskellig størrelse. Det er en skødeløs dessert du bygger og ikke et atomur! Hvis du har behov for at desserten står snorlige kan du ligge firkanterne oven på hinanden og rette til når du har klippet dem alle sammen.

    Det er ikke sikkert du skal bruge alt filodejen. Det afhænger af størrelsen på dine firkanter og af om du vælger fire eller fem lag til hver filoflage.

    Filodej kan tørre ud hvis den står for længe udækket. Rul den sammen og put den tilbage i embalagen når du er færdig med den eller skal have en pause.

    Klip i filodej
  4. Der skal bruges fire sprøde filoflager til hver person. De laves sådan:

    Hver filoflage laves ved at pensle et stykke filodej med smør og herefter drysse med lidt rørsukker. Læg et nyt stykke filodej ovenpå og drys med sukker. Gentag med sukker og uden smør til du har tre-fire lag. Pensl herefter det øverste stykke med smør, drys med sukker og læg endnu et dejstykke ovenpå. Slut af med smør og sukker.

    Tryk lidt sammen i kanten.

    TIP:

    Det går nemmest at lave filoflagerne ved at bruge samlebånds metoden: Læg første lag klar på bagepladerne, smør med smeltet smør, drys med lidt rørsukker og læg næste lag ovenpå. Fortsæt sådan til alle de små stakke af filodej er samlet og klar.

    Det er mest præcist at doserer sukkeret med fingerspidserne og der må helst ikke komme rørsukker helt ud til kanten. På den måde er det nemmere at få stykkerne til at hænge sammen.

    Det er ikke svært når du først har prøvet det og det gør ikke så meget hvis dine filoflager ikke hænger helt sammen. Det ses ikke når tårnet er samlet.

    filodej i lag
  5. Bag filoflagerne midt i ovnen i ca 6 minutter til de er blevet gyldne og sprøde. Hold godt øje så de ikke brænder på. Du kan kun bage en pladefuld af gangen.

    TIP: Hvis din ovn varmer ujævnt kan nogle af flagerne blive færdige før de andre. Tag dem ud og bag resten til de er klar.

  6. Læg filoflagerne til afkøling til de skal bruges.

    Bagte filodej flager

Mascarponecreme

  1. Put piskefløde, mascapone, korn fra vanilje, lidt reven citronskal og flormelis i en skål og pisk til en tyk cream.

    Det skal du bruge til mascarponecream
  2. Rør det meste af syltelagen fra brombærene ind i cremen og smag til. Pisk eventuelt igen hvis creamen er blevet for tynd.

  3. Rør til sidst den sidste del af syltelagen forsigtigt ind i mascarponecreamen så du opnår en marmoreret effekt.

    Sådan laver du mascarponecream

Servering

  1. Saml de små skønne filotårne sådan:

    Put en lille klat mascarponecream på tallerknen til at holde på den nederste filoflage. Læg en filoflage ovenpå, put mascarponecream på og lidt syltede brombær, læg en ny filoflage ovenpå og gentag med cream og bær. Fortsæt sådan til tårnet er bygget. Arranger eventuelt lidt ekstra syltelage og lidt syltede brombær rundt om tårnet.

    Server straks og sæt glasset med syltede brombær på bordet så gæsterne kan øse mere op på tallerknene hvis de har lyst.

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Jeg har set ideen til desserten i et Bo Bedre (Nr 9. 1998). Siden har jeg lavet den utallige gange og undervejs ændret en del i den oprindelige opskrift.

KOM PÅ FORKANT

De sprøde filoflager kan gøres klar tre dage inden de skal bruges. Opbevar i tætsluttende kagedåse når de er kølet af.

Brombærsyltetøj kan laves uger i forvejen.

Mascarponecreamen kan laves ca 3 timer inden du skal bruge den. Opbevar i køleskabet.

HVAD GØR DU MED RESTERNE

Når de skønne filotårne først er samlet skal de spises med det samme. Rester af mascarponecreamen kan godt holde sig til dagen efter. Dagen derpå kan man lave sådan en lille reste dessert i et glas med lidt mascaponecream og lidt brombærsyltetøj. Server med en sprød filoflage!

HAR DU PRØVET OPSKRIFTEN

Fortæl mig og andre hvad du synes om den. Alle kommentarer bliver besvaret og du kan også vælge at rate opskriften med stjerner. På forhånd TAK for din hjælp.

DERFOR ER DIN MENING VIGTIG

Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester dem før jeg deler. Alligevel er det jo først når du bruger opskriften i dit køkken at jeg for alvor kan vide om opskriften virker.

Derfor vil jeg rigtigt gerne høre fra dig!

Du er altid velkommen til at skrive en kommentar og jeg har stort udbytte af dine erfaringer når jeg udvikler og reviderer opskrifter. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.

Fra efteråret 2019 har min blog desuden haft et stjernesystem hvor du kan rate opskrifterne. Jeg er ikke tilhænger af at alt skal rates hele tiden, men det giver faktisk mening med opskrifter at man kan se om andre bruger dem og er glade for dem. Derfor bliver jeg virkelig glad hvis du vil bruge et øjeblik på at vurderer opskriften.

Hvis du vil vurderer med stjerner skal du trykke på det antal stjerner du ønsker at tildele opskriften og herefter på “udskriv”. Du behøver ikke at printe opskriften, men systemet registrer ikke altid din vurdering hvis du ikke har klikket på “udskriv”. Det er fjollet at det skal være sådan, men jeg kan ikke gøre noget ved det!

På forhånd MANGE TAK!

Smuk og nem sensommerdessert med brombær

SYLTEDE BROMBÆR

Der bruges gammeldags brombærsyltetøj med hele bær i opskriften

Opskrift på brombærsyltetøj
OPSKRIFT PÅ
BROMBÆRSYLTETØJ
med nænsomt syltede bær og lækker syltelage

MERE SULTEN EFTER SENSOMMER DESSERT?

Bagte blommer opskrift

Prøv min dejlige og meget nemme dessert med bagte blommer

OPSKRIFT PÅ
DESSERT MED BAGTE BLOMMER
Nem og sensommer skøn
Opskrift på hindbær brownie

Den altid lækre brownie toppet med lækker hindbær ganache og friske hindbær. Super fin som gæste dessert.

OPSKRIFT PÅ
HINDBÆR BROWNIE
med ualmindelig dejlig hindbær ganache
Brombærkage med groft malet mandelmel

Prøv min meget roste kage med brombær og groftmalet mandelmel

OPSKRIFT PÅ
MANDELKAGE MED BROMBÆR
-også meget fin som dessertkage, måske med en kugle is?
Pin
Share
Tweet
Email

Filed Under: brombær, Dessert, Opskrift Tagged With: brombær, Dessert

Previous Post: « Efterårsjævndøgn og dejlig hverdagsmad
Next Post: Mad til de første dage i oktober »

Reader Interactions

Comments

  1. Bodil Yttesen says

    2019-09-29 at 12:05

    Fantastik skøn brombær dessert. Lavede den til gæster i går til eftermiddagskaffe. Gjorde stor lykke og jeg henviste til din side. Tak for mange skønne opskrifter. 🙂 Bodil Holling

    Svar
    • Marina says

      2019-09-29 at 12:47

      Kære Bodil

      Hvor er jeg glad for at du blev glad for opskriften på brombær dessert. Jeg har jo selv lavet den i mange år og er glad for den så det betyder rigtigt meget at høre at desserten også kan vække glæde hos dig og dine gæster ❤️

      Og så selvfølgelig MANGE TAK for de søde ord om min lille madblog og fordi du er så sød at henvise til mig ❤️ Du gjorde lige min søndag meget bedre dér. TAK

      Hav en rigtig skøn søndag og mange efterårshilsner fra

      Marina

      Svar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Primary Sidebar

VELKOMMEN TIL MIT ÅRSTIDSKØKKEN

Her på Marinas Mad deler jeg ud af mine yndlingsopskrifter på dejlig hverdagsmad. Jeg tror det er vigtigt at spise både til helbredet og humøret og deler alle slags opskrifter fra de super sunde til de syndigt dejlige. Velkommen.

FÅ NYT FRA MARINAS MAD

Marinas Mails

Få det hele med! Hver søndag formiddag udsender jeg et nyhedsbrev. Foruden besked om nyt indhold på bloggen får du fx køkkentips, liste med danske mærkedage og årstidsrelevant råvarer information. Her i juletiden også med ting du kan printe.

Du finder mig som noget nyt også på Instagram

  • Instagram
  • Pinterest

SØG I ALLE INDLÆG

SMÅKAGER

Opskrift på børnevenlig småkagerdej

Nem og lækker småkagedej der kan bruges til udstikssmåkager. Perfekt til en hyggedag med børnene

Småkager med lakrids og tranebær

Jeg er fuldstændigt pjattet med disse småkager med lakrids og tranebær. MUMS!

Småkager til Mortens aften

Nemme nøddesmåkager. Få min svigermors hemmelige opskrift.

Opskrift på håkonskager

Håkonskager bagt med marcipan og vanilje. Smager så juleenglene synger!

EFTERÅRS HYGGE

Opskrift på chokolade scones

Lækre chokolade scones. Perfekte til brunch eller eftermiddags hygge

Opskrift på chokolade cookies

De lækreste chokolade cookies som børnene selv kan være med til at bage

DEJLIG MAD I NOVEMBER

Opskrift på andebryst á l'orange

Andebryst á l'orange er et godt bud på hovedret Mortens aften hvis man ikke ønsker at stege en hel and.

Opskrift på kyllingelår med rosmarin, citron og hvidløg

Super nem og dejlig kylling med rosmarin, hvidløg og citron til de dage hvor det skal være nemt.

Opskrift på fried rice

Jeg elsker fried rice og den Indonesiske version Nasi Goreng er måske min favorit. Nemt og lækkert og altid et hit hos børn og voksne.

Opskrift på ovnbagt hamburgerryg

Hamburgerryg lavet i ovnen fra først til sidst! Så nemt og lækkert.

Marinas bedste opskrift på Chili Con Carne

Chili Con Carne med chokolade og varme krydderier.

Opskrift på hakkebøffer med svampesovs

Hakkebøffer med skøn svampesovs.

Opskrift på hjemmelavede burgerboller

Lækre bløde burgerboller gør din hjemmelavede burger endnu bedre.

Opskrift på fiskefrikadeller

Den bedste opskrift på fiskefrikadeller. Masser af tips og tricks

JULEOPSKRIFTER

LANGTIDSSTEGT AND MED TILBEHØR

Opskrift på andesteg

Få min gennemprøvede opskrift på langtidsstegt andesteg. Masser af tips og tricks så du bliver en succes juleaften.

Opskrift på brunede kartofler

Perfekt brunede kartofler. Lykkes hver gang og får så meget ros.

Opskrift på hjemmelavet rødkål

Dejlig opskrift på hjemmelavet rødkål

HER SKER NOGET NYT

Jeg tester og reviderer bloggens opskrifter løbene.  Nedenfor kan du se de senest opskrifter jeg har tilføjet nye fif.

Lav din egen hindbæreddike

Jeg har testet opskriften på hindbæreddike med frosne bær og det fungerer glimrende. Derfor er opskriften nu rettet så du kan bruge hindbæreddiken i alle julens kålsalater. Dér er den nemlig også genial!

Drømmekage med ekstra dejlig topping. En kage opskrift fra Marinas Mad

Efter opfordring er der nu kommet DIY billeder til opskriften på drømmekage

Marinas opskrift på kartoffelmos i ovnen

Min populære opskrift på ovnbagt kartoffelmos er gennemredigeret med nye DIY billeder og lidt flere billeder i selve indlægget. -PÅ opfordring fra min ældste datter der gerne vil se konsistensen af kartoffelmosen i de forskellige stadier

Opskrift på hindbær brownie

Fuldstændigt gennemrevideret opskrift på hindbærbrownie så hindbærganachen nu laves fra bunden med saft fra bær så vi undgår varriationer i den købte hindbærsaft. Der er også kommet masser af billeder fremfor de to der tidligere var. Nu kan du se kagen fra alle tænkelige vinkler...

Marinas Mad bruger selvfølgelig cookies, både dem vi spiser og dem som får bloggen til at fungerer for dig som besøgende. Ved at fortsætte på bloggen accepterer du brug af disse cookies. Cookie Policy

Copyright på billeder, tekst og opskrifter Marina Starcke 2019. Del venligst ikke indhold uden tilladelse.