Opskrift på frittata med porre, squash og ærter
5 fra 7 stemmer
Udskriv

Opskrift på frittata med porre, squash og ærter

Frittata er en italiensk æggekage. I denne opskrift er den lækre ovnbagte æggekage fyldt med grøntsager og det er virkeligt sådan et dejligt nemt og lækkert hverdags måltid. Som en bonus smager frittata dejligt koldt og rester er super lækkert til frokost.

Hvis du starter 40 minutter inden du vil sætte frittaen på bordet har du god tid.

Ret Aftensmad
Køkken Italiensk
Keyword Æg, Frittata, Hverdagsmad, Vegetarisk
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet tid 35 minutter
Antal 4 personer
Forfatter Marina

Ingredienser

Grøntsager

  • 3 mellemstore løg
  • 2 store porrer
  • 1 lille squash (ca 350 g)
  • 2 fed hvidløg (store ellers flere)
  • 1/2 tsk fint salt
  • friskkværnet peber
  • 150 g frosne ærter

Fritatta

  • 12 æg
  • 1 1/2 dl mælk (sødmælk er bedst, men du kan bruge alt andet end skummemælk)
  • 1 tsk fint salt
  • friskkværnet peber
  • 1 tsk tørret oregano
  • Lidt olivenolie
  • 50 g cheddarost (Riv det helst selv af en god smagfuld ost)

Eventuelt

  • parma skinke (kan fint undlades hvis du vil have en helt vegetarisk fritatta)
  • friske krydderurter

Sådan gør du

Ovn og forberedelser

  1. Varm ovnen op til 175°C vekselvarme. Find en skål samt en passende pande frem.

    TIP: Den pande du bruger er afgørende for en god frittata. Denne opskrift passer til en højsidet pande på ca 26 cm. Tilpas opskriften hvis din pande har en anden størelse. Læs mere under tips og tricks.

Gør grøntsager og ost klar

  1. Hak løg.

    Hakkede løg til frittata
  2. Vask porrer, skær i skiver.

    TIP: Hvis dine porre er fyldt med jord kan du lægge porreskiverne i koldt vand mens du forbereder resten.

    porre til fritatta
  3. Vask og skræl squash. Skær i små terninger.

    Squash til frittata
  4. Pil hvidløg. Skær i små tern.

    Hakkede hvidløg til frittata
  5. Riv ost.

    TIP: Osten skal give smag til din frittata så den skal smage dejligt og kunne smelte. Man får den bedste kvalitet når man selv river.

    ost til frittata

Æggemasse

  1. Put æg, mælk, oregano, salt og peber samt ca halvdelen af den revne ost i skålen og pisk det hele sammen med et piskeris til massen er ensartet.

    æggemassen til frittata

Steg grøntsager

  1. Steg løgene for mellem varme i ca 3 minutter til de begynder at blive bløde. Tilsæt porre og hvidløg og steg et par minutter. Tilsæt squash og steg til alle grøntsagerne er møre, ca 5 minutter[/timer]. Undervejs røres der af og til rundt så grøntsagerne ikke brænder på og der krydres med salt og peber.

    stegte grøntsager til frittata
  2. Tilsæt de frosne ærter og rør rundt til ærterne tør op og de øvrige grøntsager køler ned.

    TIP: Blandingen må ikke være varmere end håndvarm når du fortsætter.

    grøntsager med ærter til frittata

Fritatta

  1. Bland grøntsagerne i æggemassen.

  2. Put lidt olie på panden og hæld æggemassen på. Lad fritattaen stege for mellemvarme i ca. 5 minutter til kanterne begynder at sætte sig lidt.

    TIP: Du kan fint bruge den samme pande men der må ikke være rester af grøntsager. Tør den eventuelt af med et stykke køkkenpapir inden du hælder æggemassen i.

    Frittata klar til ovnen
  3. Fordel resten af den revne ost over frittataen og sæt panden i ovnen. Bag fritattaen i ca 15-20 minutter til den netop er gennembagt, men ikke overbagt.

    TIP: Hold godt øje. Den præcise tilberedningstid vil afhænge af din pande og ovn. Frittaten må ikke få for meget, men det er let at se hvornår alt æggemassen er stivnet.

Servering

  1. Tag fritattaen ud af ovnen og fordel eventuelt parmaskinken og/eller de friske krydderurter på toppen.

  2. Server straks, meget gerne med groft rugbrød.

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Frittata er italiensk. Denne opskrift er min egen, udviklet på baggrund af mange års kærlighed til frittata. Igennem årene har mange forskellige opskrifter gjort mig klogere.

KOM PÅ FORKANT

Man kan fint bruge rester af bagte eller stegte grøntsager i sin frittata. Hvis du vil lave denne opskrift kan du derfor godt lave grøntsagerne på forhånd.

HVAD GØR DU VED RESTERNE

Frittata smager fremragende kold og eventuelle rester er derfor skønne som frokost dagen efter.

HAR DU PRØVET OPSKRIFTEN PÅ FRITTATA?

Så vil jeg meget gerne høre din mening. Jeg bliver altid glad for kommentarer og det er også skønt hvis du vil bruge et lille øjeblik på at rate opskriften med stjerner.