Hjemmelavet hønsekødssuppe. Opskrift

Opskrift på hjemmelavet hønsekødssuppe

Det er ikke svært at lave en klassisk klar hønsekødssuppe, men det tager lidt tid, fordi smagen skal koges ud af kyllingen. Start gerne fire timer inden du vil server hønsekødssuppen. 

Ret Aftensmad, Danske retter, Suppe
Antal 10 personer hvis man spiser det hele med det samme
Forfatter Marina

Ingredienser

Til selve hønsekødsuppen (nok til 10 mennesker)

  • 1 stor kylling se tips og tricks over opskriften.
  • 1-2 kraftben fra kalv eller okse. Hvis du har dem. Se ellers tips og tricks over opskriften.
  • 2 løg
  • 2 porre
  • 2 små pastinakker
  • 2 gulerødder
  • 150 g selleri
  • 2 laurbærblade
  • 3 nelliker
  • 1 kvist timian
  • 8 hele sorte peberkorn
  • salt

Suppefyld til 4 personer

  • halvdelen af suppen
  • Noget af det kogte kyllingekød
  • 2 porre
  • 2 gulerødder
  • Eventuelt kød og mel boller Hvis man holder af det. Min svigermor siger jeg skal lære at lave dem selv...
  • lækkert brød til servering

Redskaber

  • Stor gryde med god plads til kyllingen. Den skal kunne dækkes helt med vand. Har du ikke så stor en gryde kan du skære kyllingen midt over.
  • Redskaber til at skumme suppen. Se tips og tricks over opskriften.
  • kniv og skærebræt
  • Spidssigte eller si til at si suppen
  • mindre gryde til at koge suppen færdig og servering

Sådan gør du

Arbejdsgang til klassisk hønsekødssuppe

  1. Start med at rense kyllingen og få den og kraftbenene langsomt i kog i vandet. Så kan du nemlig skumme suppen, mens du ordner grønsager. Når kyllingen er mør tages den op. Lad den køle af, mens hønsekødssuppen koger ind. Når kyllingen er kold er den nemmere at pille. Lav suppen helt færdig ca 15 minutter inden du vil server den.

Grundsuppen

  1. Rengør kyllingen omhyggeligt og skyld den indvendigt og udvendigt.
  2. Læg kylling og kraftben i en stor gryde. Hæld vand i gryden så det godt og vel dækker. Bring langsomt vandet i kog. Når vandet nærmer sig kogepunktet begynder du at skumme suppen. Se anvisninger over opskriften. Pas på at vandet ikke kommer til at koge for voldsomt.
  3. Rens alle grønsagerne og skær dem i grove stykke. Udseenet er ikke vigtigt da grønsagerne bliver kasseret når suppen er færdig. Du kan sagtens bruge det hele fra porren bare du sørger for at porren er helt ren.
  4. Halver løgene og stik nellikkerne ind i dem.
  5. Hvis du vil kan du også ordne grønsagerne til suppefyldet på dette tidspunkt. Porrene skal renses og skæres i tynde skiver. Gulerødderne skal vaskes, skrælles og skæres i tynde skiver. Put suppegrønsagerne i en overdækket skål og stil dem til side til de skal bruges.
  6. Når du er færdig med at skumme suppen tilsætter du grønsager og krydderier. Tilsæt også 1 spsk groft salt. Det er vigtigt ikke at tilsætte for meget salt på dette tidspunkt da suppen koges ind. Salt er let at tilsætte senere, men kan ikke fjernes så hellere for lidt end for meget.
  7. Lad nu suppen simre til lårkødet på kyllingen er mør. Det tager ca en time for en almindelig kylling og 1 1/2 for en meget stor kylling eller en høne. Tag fjerkræet op og lad det køle af på en tallerken.

  8. Når fjerkræet er afkølet og til at håndterere uden at brænde fingrene piller du det for alt det lækre kød. Kasser skrog og skind. Stil det pillede kyllingekød i køleskabet i en overdækket skål.
  9. Fortsæt imens med at koge suppen ind i yderligere 20-30 minutter. Når du tænker at suppen har fået en god grundsmag slukker du for blusset, men lader grønsagerne blive i gryden. Lad det hele stå til suppen er lunken eller kold som det nu passer dig bedst.

  10. Si suppen gennem en spidssigte eller en fintmasket si. Kasser grønsager og krydderier. De er på dette tidspunkt kogt tomme for smag.
  11. Hæld suppen tilbage i gryden. Smag på suppen. Smager den ikke af nok må du koge den lidt mere ind. Når den smager som du kan lide den tilsætter du salt lidt af gangen til den smager som du kan lide det. Du kan eventuelt også give den lidt friskkværnet peber. Nu er suppen klar til at fryse eller gøre færdig.

Hønsekødssuppe

  1. Tag den suppe fra du vil server og kom den i en passende gryde. Til dagligt gerne en gryde der kan gå direkte på bordet når suppen skal servers.
  2. Tilsæt fintsnittet gullerod og porre og kog til grønsagerne netop er møre. I en varm suppe tager det ca 10 minutter men tjek. De må endelig ikke få for meget.

  3. Tilsæt kyllingekød i mindre stykker. Du kan enten rive kødet i stykker med fingrene (det er det nemmeste) eller skære det i stykker. Varm op.
  4. Vil du gerne have kød og melboller i din suppe tilsætter du dem når grønsagerne er knap møre. Det er meget vigtigt at suppen ikke koger da melbollerne i så fald vil koge ud. Tilsætter du kød og melboller kan du eventuelt skære ned på mængden af kyllingekød.
  5. Server suppen rygende varm og med lækkert brød.

Opskriftsnoter

HUSK AT TJEKKE TIPS OG TRICKS TIL HJEMMELAVET HØNSEKØDSSUPPE OVER OPSKRIFTEN

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Denne opskrift har jeg flyttet fra min årstidsblog: Badut. Billedet af den dampende suppe betyder noget særligt for mig. Det var nemlig første gang det lykkes mig at indfange dampende suppe på et billed. Hønsekødssuppe laver man over hele verden. Den klassiske danske hønsekødssuppe er lavet som jeg beskriver det i virkeligt mange år. Lige nu sidder jeg fx med en arvet udgave Ingeborg Suhrs grundkogebog "MAD" fra 1931 og der er opskriften næsten identisk.

HVAD GØR DU VED RESTERNE

Hønsekødssuppe smager næsten endnu bedre dagen efter. Husk bare at du ikke må efterlade kød og melboller i suppen. De går i opløsning og ødelægger suppen. Pil dem op inden du sætter suppen i køleskabet. Rester af suppen og af det møre kyllingekød kan bruges til mange retter. Det er virkeligt guld!

KOM PÅ FORKANT

Suppen kan laves længe i forvejen og fryses eller den kan laves dagen før. Gør du det skal du bare tilsætte pillet kylingekød og friske sprøde grønsager umiddelbart inden suppen servers.