Nemme lynsyltede rødløg. Opskrift fra Marinas Mad

Opskrift på syltede rødløg: skønt og nemt tilbehør

Syltede rødløg smager fantastisk og er så nemt at lave. Derfor er de lynsyltede rødløg en ting jeg laver hele året og med glæde bruger i burgere, pitabrød, sandwich og salater. Jeg foretrækker smagsmæssigt denne meget nemme lynsyltningsmetode, fremfor den lidt mere besværlige hvor rødløgene overhældes med kogende eddike. 

Lynsyltningen går hurtigere og giver dejligt friske og sprøde rødløg. Lader man rødløgene stå et døgn i lagen bliver de bløde som ved den anden metode. 

Det tager 20 minutter fra du begynder at lave de lynsyltede rødløg og til du kan sætte dem på bordet. Rødløgene har dog kun godt af at stå noget længere.

Ret Tilbehør
Køkken Dansk mad
Keyword Burger, Nemt, Rødløg, Salat, Sandwich
Forb. tid 1 minute
Tilb. tid 4 minutter
Lynsyltning 15 minutter
Samlet tid 5 minutter
Antal 1 lille glas
Forfatter Marina

Ingredienser

Syltede rødløg

  • 1 dl eddike
  • 1 tsk fint salt
  • 1 tsk rørsukker (eller almindeligt sukker)
  • Lidt krydring fx dild, knust sort peber, citronskal eller en stump chili (kan udelades)
  • Lidt koldt vand
  • 1 lille rødløg

Sådan gør du

FORBEREDELSER

  1. Find et lille og meget rent glas med skruelåg.

  2. TIP: Hvis du vil gemme dine rødløg i mere end et døgn er det en god ide at skolde både glas og låg med kogende vand. 

SYLTEDE RØDLØG

  1. Put eddike, salt og sukker i glaset. Skru låget på og ryst det hele grundigt sammen.
  2. Skær bunden af løget. Halver rødløget. Pil skrællen af og skær hver halvdel i meget fine skiver. Er dit løg lidt større end lille, skal du måske kun bruge det halve.

  3. Læg de halve skiver af rødløg ned i lagen.
  4. Tilsæt eventuel krydring.
  5. Hæld lidt koldt vand i til glasset er næsten fyldt.
  6. Ryst glasset og sæt det på køl til du skal bruge de lynsyltede rødløg. De skal helst stå i køleskabet i mindst 15 minutter, men har kun godt af at stå lidt længere.

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Jeg har set metoden med at sylte rødløg uden at koge eddike først på en amerikansk blog for år tilbage. Jeg har brugt denne metode til at lave syltede rødløg lige siden. Detsværre kan jeg ikke huske præcis hvilken blog.

HVAD GØR DU VED RESTERNE?

De syltede rødløg holder sig ca. en uges tid i køleskabet og kan bruges til mange typer salat, sandwich og burger. Bare sørg for at den gaffel du bruger til at fiske rødløgene op med er ren. Eddiken kan bruges i salatdressing og hvor du ellers bruger eddike. Ofte laver jeg lige et lille glas syltede rødløg når jeg har et halvt rødløg tilbage fra en anden opskrift. 

Hvis du bruger hvidløg bør du kun gemme de syltede rødløg i et døgn. Har du brugt friskplukkede grønne krydderurter er holdbarheden ca tre dage.

KOM PÅ FORKANT

De lynsyltede rødløg kan laves op til tre dage før de skal bruges første gang. Vil man gerne have at de stadigt er sprøde skal de dog ikke laves mere end ca tre timer inden servering. 

OPSKRIFTEN ER SENEST TESTET OG REVIDERET 20/8/18