Opskrift på hjemmelavet æblemos
4.8 fra 44 stemmer
Udskriv

Opskrift på æblemos

Æblemos smager vidunderligt og er et virkeligt godt sted at bruge efterårets dejlige æbler.

Den hjemmelavede æblemos kan bruges som den er til æblegrød eller som ingrediens i mange kager og desserter. Se links til kager der kan bages med æblemos under opskriften. Det er nemt at lave æblemos og du kan krydre den som du synes. Desuden er det ret genialt at æblemos kan fryses ned. På den måde kan du gemme overskuddet af din æblehøst til vinteren.

Da alle æblesorter er forskellige vil mængden af vand og sukker varierer lidt fra sort til sort. Prøv dig frem. Du kan altid tilsætte mere vand hvis der ikke er nok til at få æblerne til at koge ud og er der for meget væske kan du lade æblemosen simre lidt længere til den får den  får den helt rigtige konsistens. Denne opskrift plejer dog at passe til de fleste æblesorter!

Ret Tilbehør
Køkken Dansk mad
Keyword Æble, Æblemos, Mormormad, Sylte
Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 30 minutter
Antal 1000 g æbler
Forfatter Marina

Ingredienser

Æblemos

  • 1 kg æbler
  • 1/2 vaniljestang (eller et helt stykke kanel, eventuelt begge dele. Kan også helt udelades eller du kan erstatte med vaniljesukker)
  • Lidt økologisk citronskal (kan eventuelt udelades)
  • 75 g rørsukker (kan erstattes med almindeligt hvidt sukker)
  • 1/2 dl vand
  • eventuelt lidt citronsaft

Glas eller fryseposer til opbevaring hvis æblemosen skal gemmes

Sådan gør du

Forberedelser

  1. Vask æblerne i koldt vand. 

  2. Skær top og bund af æblerne og skræl dem. 

  3. Skær æblekødet i tern og kom efterhånden æbleternene op i en gryde. Kasserer æbleskrogene. 

Æblemos

  1. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud med en skarp kniv og tør kniven af på et æblestykke. Kom den tomme vaniljestang og vaniljekornene op i gryden til æblerne. 

    TIP: Erstat eventuelt vanilje med vaniljesukker eller et stykke kanel. Du kan også vælge at krydre både med kanel og vanilje.

  2. Riv lidt citronskal ned over æblestykkerne. 

  3. Hæld rørsukker over.

  4. Tilsæt vand og lad det hele simre under låg i ca 5 minutter til æblerne er mørnet. Rør eventuelt rundt en gang eller to.

    TIP: 

    Kogetiden afhænger lidt af æblesort, men de skal være så møre at du kan mose dem. Det er let at mærke med en gaffel.

    Hvis du har blandet æblesorterne kan der være lidt forskel på kogetiden. Det gør ikke noget, bare sørg for at alle æblestykkerne er møre.

  5. Mos æblerne ud med en gaffel eller endnu bedre med en gammeldags kartoffelmoser. 

  6. Smag æblemosen til og tilsæt eventuelt lidt mere sukker eller lidt citronsaft.

  7. Lad æblemosen simre stille uden låg til den får den rette tykke konsistens. Det tager ca 5 minutter afhængigt af sort.

Opbevaring

  1. Hæld den varme æblemos direkte i skoldede glas. Kom også vaniljestangen (eller kanelstykket) i glasset.

    FRYSETIPS:

    Hvis du vil fryse æblemosen venter du til den er kølet lidt ned før du fordeler den i fryseposer med passene portioner og presser dem flade. Flade pakker fryser hurtigere ned, tør hurtigere op og er nemmere at opbevarer i fryseren. Husk mærkat med dato og indhold. Jeg fryser oftest ned i portioner der passer med de kager vi godt kan lide at lave. 

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Jeg har boet på Fejø hvor jeg havde masser af æbletræer så jeg har slet ikke tal på hvor meget æblemos jeg har lavet. Denne opskrift virker hver gang! Siden udgav jeg opskriften på min gamle blog hvor mine læsere har været virkeligt glade for den. Det er derfor en virkeligt godt gennemprøvet opskrift.

HOLDBARHED AF ÆBLEMOS

Æblemos kan holde sig ca 1 år i fryseren og ca 2 uger i glas i køleskabet. Dette forudsætter selvfølgelig at dine glas er helt rene og at du bruger rene redskaber til at tage med.

HAR DU PRØVET OPSKRIFTEN?

Fortæl mig meget gerne hvad du synes. Du er altid velkommen til at skrive en kommentar eller vurderer opskriften med stjerner. På forhånd TAK!

OPSKRIFTEN ER SENEST GENNEMTESTET OG LET REVIDERET 16/9/19