Opskrift på hyldebærsaft

Opskrift på hyldebærsaft

Hyldebærsaft er nemt at lave og smager virkeligt dejligt, især varmt med en skive citron. Saften er springfyldt med vitaminer og et klassisk værn mod vinterforkølelser. Start minst en time inden du vil bruge den varme saft og længere hvis saften skal være kold.

Hyldebærsaften drikkes let fortyndet varm. Allerbedst med en skive citron (og gerne et skvæt rom). Den kan også drikkes kold som saftevand og skal her fortyndes noget mere. Hvis du vil lave hyldebærsuppe bruges færdig hyldebærsaft.

Ret Hjemmelavet saft
Køkken Mormors sylte opskrifter
Keyword hyldebær, Mormormad, sylte opskrift
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet tid 40 minutter
Antal 800 g hyldebær
Forfatter Marina

Ingredienser

  • 800 g hyldebær uden grove stilke og blade
  • 1 økologisk citron
  • 2 æbler gerne syrlige
  • 1 vaniljebælg hvor alle kornene er brugt til noget andet dejligt. Kan erstattes af 1 spsk hjemmelavet vaniljesukker.
  • 1 1/2 liter vand
  • 500 g rørsukker NB: Læs opskriften og tips og tricks over opskriften. Mængden af rørsukker afhænger af hvor meget saft du får ud af dine bær. Rørsukker kan erstattes med almindeligt hvidt sukker.

Sådan gør du

  1. Skyl hyldebærene omhyggeligt i koldt vand.

  2. Rip alle bærene ned i en gryde. 

  3. TIP: Det går let med en gaffel. Se eventuelt billede over denne opskrift. Det gør ikke spor at der kommer vand med så du behøver ikke tørre de skyllede hyldebær.

  4. Vask citronen og skær den i tynde skiver med skal og det hele. Put citronskiverne ned i gryden ovenpå hyldebærene.

  5. Skær æblerne i grove tern. Tilsæt æbletern til gryden. Kasser kernehusene.

  6. Tilsæt vand og den tomme vaniljebælg eller vaniljesukker. 

  7. Varm hyldebærblandingen op til kogepunktet, skru ned for varmen og lad blandingen simre i 30 minutter

  8. Hæld saften gennem en finmasket si eller endnu bedre en spidssigte ned i en anden gryde eller skål. Mas hyldebærkvaset godt med bagsiden af en grydeske så alt saften kommer ud.

  9. Mål saften for at finde ud af præcis hvor meget sukker du skal tilsætte. Der skal bruges 50g rørsukker pr. 1 dl. saft.

  10. Hæld saft og rørsukker tilbage i gryden. Varm op til kogepunktet og lad det koge et par minutter til alt sukkeret er opløst. Smag til om saften smager som du kan lide den og juster eventuelt med lidt mere sukker eller citronsaft.

  11. Hæld saften på rene skoldede flasker eller i beholdere til fryseren. 

  12. TIP: Det er risikabelt at bruge poser da hyldebærsaft sviner utroligt meget hvis der går hul på posen.

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Denne populære opskrift på hyldebærsaft stammer fra min gamle blog hvor jeg udgav den i 2011. Det er min egen opskrift som jeg har eksperimenteret mig frem til på baggrund af gamle kogebøger. Det var i sin tid min egen opfindelse med citron og vanilje. Når jeg googler hyldebærsaft kan jeg se at der nu er flere der bruger det og det er også bare godt. Se andre forslag til smagstilsætninger over opskriften under tips og tricks.

HOLDBARHED AF HYLDEBÆRSAFT

Jeg er gladest for hyldebærsaft om vinteren og har den derfor i fryseren i passene små flasker (dem på billederne er perfekte). I fryseren holder hyldebærsaft 1 år. I køleskabet bør hyldebærsaften kunne holde i nogle uger hvis dine flasker er skoldede og helt rene.

PS: Man må faktisk ikke fryse glas da det kan springe, men jeg har gjort det i årevis og aldrig haft uheld. Husk at flasken ikke må fyldes helt op da væsker udvider sig når de fryser.

KOM PÅ FORKANT

Det er bedst at lave hyldebærsaften så snart man har plukket hyldebærene. Alternativt kan du fryse hyldebærene skyllede og ribbede.