Opskrift på dulche de leche

Opskrift på Dulche De Leche - lækker karamel af kondenseret mælk

Man kan fremtrylle den lækre karamelsmag på mange måder, men en af de nemmeste er simpelthen ved at koge mælken fra en dåse kondenseret mælk. Dåserne fås i større supermarkeder og består af mælk, der er inddampet og sødet med masser af sukker. Når man koger mælken fra dåsen i et tætsluttende glas forvandles den tykke søde mælk til karamel. Arbejds indsatsen er ganske lille, men kogetiden er knap 3 timer og afkølingstiden ca. 1 time. Start derfor i god tid.

Hvis man er ligeglad med de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger kan man bare koge dåsen som den er. Se gode råd over opskriften. 

Vil man i stedet være på den sikre side anbefaler jeg at man koger karamellen i et sylteglas med tætsluttende låg. Det er selvfølgeligt vigtigt at glasset kan tåle kogende vand. Jeg synes de bedste glas er brede glas med skruelåg. Glasset skal være fyldt helt op med karamel. Når man koger karamellen i et sylteglas kan man følge med undervejs og har allerede karamellen i et rent glas når man er færdig. Perfekt!

Ret Tilbehør
Køkken Sydamerika
Keyword Karamel
Forb. tid 2 minutter
Tilb. tid 2 timer 30 minutter
Afkølingstid 1 time
Samlet tid 2 timer 32 minutter
Antal 1 dåse
Forfatter Marina

Ingredienser

Dulche de leche

  • 1 dåse kondenseret mælk
  • Flagesalt til tilsmagning

Eventuelt andre smags tilsætninger. Se tips og tricks under opskriften

Sådan gør du

Glas til kogning af karamel

  1. Skold et sylteglas og hæld mælken fra dåsen i. Skru låget fast.

Kogning af karamel

  1. Læg en ren klud ned i en tykbundet gryde, sæt glasset i gryden ovenpå kluden og hæld vand op til kanten af glasset. Læg låg på gryden og bring vandet i kog. Når vandet koger skruer du ned for blusset så vandet netop simre.

    TIP: Det er vigtigt med låget, fordi der i teorien kan ske uheld så dit glas springer under kogningen. Jeg har aldrig oplevet det, men vil helt klart foretrække at glasskår bliver i gryden hvis det skulle ske! Tilsvarende mindsker kluden risikoen for uheld.

  2. Kik af og til glasset. Der skal stå vand godt op af siden under hele kogningen så det kan være nødvendigt at tilsætte mere vand undervejs. 

    TIP: Du kan også tage glasset op og kikke til karamellen undervejs. Jeg røre det gerne sammen ved samme lejlighed. 

  3. Efter knap 2 timer og 30 minutter tages glasset op af vandet og der kikkes til karamellens konsistens. Hvis den ser fin ud røres karamellen sammen og glasset stilles til afkøling i en time

    TIP: Når man koger karamellen i glas afhænger den nøjagtige kogetid af det valgte glas. Mangler karamellen stadigt lidt i at blive fast nok koger du den bare lidt længere. Skriv kogetiden ned så du husker den næste gang du bruger det samme glas.

  4. Rør den afkølede karamel helt klumpfri og tilsmag med flagesalt og eventuelle andre smagsstoffer til karamellen smager som du kan lide den.

  5. Opbevar i tætsluttende glas i køleskabet.

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Dulche De Leche er en sydamerikansk opfindelse. Karamellen spises både som den er og indgår som element i masser af desserter.

Jeg delte oprindeligt opskriften på min gamle blog i 2014. Denne opskrift er dog revideret sådan at jeg i dag anbefaler at koge karamellen i glas fremfor dåse. Det gør jeg på anbefaling af sundhedsmyndighederne. I opskriften deler jeg mine personlige erfaringer med at koge den kondenserede mælk på glas. 

HOLDBARHED AF DULCHE DE LECHE

Endnu en fordel ved at koge karamellen i glas er at man bare kan lade den blive i de glas man har kogt den i. Koger man i stedet en dåse er det meget vigtigt at flytte karamellen ud af dåsen og over på et glas med tætsluttende låg.

I køleskab kan karamellen fint holde sig i tre uger hvis man bruger rene redskaber til at tage med. Hvis du tilsætter ting som citronskal kan holdbarheden nedsættes. 

OPSKRIFTEN ER SENESTE GENNEMTESTET OG REVIDERET 29/11/18