Nem opskrift på æbleskiver
0 fra 0 stemmer
Udskriv

Opskrift på lækre runde æbleskiver

Vores populære opskrift på lækre æbleskiver bliver i dag bagt over hele verden og det er med stor stolthed at jeg kan sige at denne opskrift gang på gang bliver rost både for den gode smag og for konsistensen, der gør det let at bage dejlige runde æbleskiver.

I opskriften indgår en hemmelig ingrediens nemlig det lækre citron vaniljesukker. Det er super nemt at lave selv og kan holde meget længe. Jeg bruger det mange steder i det søde køkken. Hvis du ikke har lyst til at lave citron vanilje sukker kan du erstatte det med 1 spsk. sukker, 1 tsk god vaniljesukker og lidt frisk reven økologisk citronskal. 

Du kan sagtens tilsætte lidt kardemomme hvis du godt kan lide det. 

Ret Dessert
Køkken Dansk mad
Keyword Dansk julemad, julemad, Mormormad
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 25 minutter
Antal 35 styks
Forfatter Marina

Ingredienser

ÆBLESKIVER

  • 3 æg
  • 1 lille nip salt
  • 1 1/2 spsk citron vaniljesukker kan erstattes af: 1 spsk. sukker, 1 tsk god vaniljesukker og lidt reven citronskal
  • 125 g hvedemel
  • 2 dl kærnemælk
  • 1 tsk bagepulver

TIL STEGNING AF ÆBLESKIVER

  • smør

TILBEHØR TIL ÆBLESKIVER

  • Flormelis
  • Syltetøj Hindbær eller jordbær er det klassiske valg

Sådan gør du

ÆBLESKIVEDEJ

  1. Del æggene i hvider og blommer. Kom blommerne i én røreskål og hviderne i en anden. Pas på at der ikke kommer æggeblomme i hviderne.

  2. Tilsat et lille bitte nip salt til hviderne og pisk dem helt stive med en elpisker. Stil til side. 

  3. Et lille tip: Når du pisker hvider inden blommer behøver du ikke vaske piskerisene af efter at have pisket hvider. Gør du det omvendt skal piskerisene være helt rene. Gælder de fleste opskrifter.

  4. Tilsæt citronvaniljesukker (eller sukker, vaniljesukker og citronskal) til æggeblommerne. Det er også nu du tilsætter kardemomme hvis du godt kan lide det. Pisk æggeblommerne helt skummende. Dette er vigtigt for æbleskiverne. 

  5. Tilsæt mel, kærnemælk og bagepulver til de piskede æggeblommer og pisk det hele hurtigt sammen.

  6. Vend forsigtigt, men omhyggeligt æggehviderne ind i din dej. Ikke noget med at piske her for så pisker du luften ud af dejen. Jo mere luft du kan beholde jo bedre æbleskiver.

BAGNING AF ÆBLESKIVER

  1. Varm din æbleskivepande op og tilsæt en lille smørklat til hvert hul. Ligesom når man bager pandekager skal der bruges rigeligt med smør første gang og mindre ved de næste portioner. 

  2. Tilsæt dej til hvert hul. Jeg bruger en sovseske og fylder hullerne næsten helt op. Hvis du ikke er meget hurtig på fingerne kan det være en ide ikke at putte dej i det midterste hul der tit bliver varmere end de andre.

  3. Når dejen i bund og sider er fast, men ikke færdigbagt vendes æbleskiven sådan at dejen i midten løber ud og danner bund og sider i den anden halvdel af æbleskiven. Vent et øjeblik til den udflydte dej er stivnet og vend herefter ofte til æbleskiverne er færdigbagt. Jeg bruger små grilspyd af træ til at vende mine æbleskiver.

    Alternativt er der mange der er glade for kun at vende æbleskiven en halv omgang, lade lidt dej løbe ud  og så lukke æbleskiven med det sidste dej et øjeblik senere.

    Find den metode der virker bedst for dig.

  4. Tjek om dine æbleskiver er færdigbagt ved at stikke et træspyd eller en kødnål ind i æbleskiven. Der må ikke følge noget dej med ud og hvis du bruger en kødnål af metal skal den være lun på spidsen. 

Servering

  1. Server æbleskiverne straks med flormelis og syltetøj.

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Æbleskiver er en dansk opfindelse. De er omtalt i Peters jul i den form vi kender, men har en forhistorie der går tilbage til før 1616 hvor de omtales første gang. Oprindeligt var æbleskiver nemlig ikke de runde bagte pandekageligende lækkerier vi kender idag, men i stedet tynde stykker æble vendt i mel og æg og stegt på en pande. Fra Frøken Jensens opskrifter i 1850'erne ved vi at der nogle gange kom æblestykker eller æblemos i midten af de runde æbleskiver. 

Der findes i hundredevis af opskrifter på æbleskiver. Dette er min egen som jeg i 2009 delte på min gamle blog Badut. Siden er æbleskiverne bagt i hele verden og har fået meget ros. Jeg kan derfor trygt anbefale opskriften.

KOM PÅ FORKANT/HOLDBARHED

Æbleskiver er bedst helt friskbagte. Om nødvendigt kan de dog holde sig i nogle timer. Jeg putter dem i en lille kobbergryde efterhånden som de er færdigbagt. Den holder dem dejligt varme.