Opskrift på pandekager med oksekød

Opskrift på pandekager med oksekød og hvidkål

Disse skønne hyggelige rodfrugtpandekager smager skønt og er samtidigt fyldt med gode grøntsager. De er derfor en dejlig forkælelse på dage hvor man trænger til et hyggeligt, børnevenligt måltid.

Retten er ikke svær at lave, men den tager lidt tid, fordi der skal bages tykke gode pandekager og retten skal gratinerer i ovnen. Start gerne halvanden time inden I skal spise, så har du god tid til at få maden på bordet.

Ret Aftensmad
Køkken Dansk mad
Keyword Børnevenlige opskrifter, Hvidkål, oksekød, Pandekager
Forb. tid 40 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 1 time
Antal 4 personer
Forfatter Marina

Ingredienser

Rodfrugtpandekager

  • 6 æg
  • 50 g grahamsmel (eller anden fuldkornsmel)
  • 175 g hvedemel
  • 1 tsk groft havsalt
  • 4 dl minimælk (eller anden mælk)
  • 100 g gulerod (eller anden rodfrugt)
  • 100 g pastinak (eller anden rodfrugt)
  • smør til stegning

Pandekagefyld af oksekød og hvidkål

  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 porre
  • 150 g hvidkål (kan erstattes med spidskål)
  • 500 g hakket oksekød
  • 1 tsk spidskommen
  • 1/2 tsk stødt korianter
  • 1 dåse tomatkoncentrat (Den store dåse på 150g)
  • 1 tsk stærk chilisovs
  • 1/4 tsk sukker
  • salt og friskkværnet peber
  • olie til stegning

Til gratinering

  • 100 g ost med god smelteevne

Sådan gør du

RODFRUGTPANDEKAGER I

  1. Pisk æggene ganske let med en elpisker. 

  2. TIP: En pandekagedej skal aldrig overpiskes, men kun piskes lige netop nok på hvert trin.

  3. Tilsæt de to slags mel og pisk til massen er ensartet.

  4. Tilføj salt og mælk og pisk igen kortvarigt til pandekagedejen er ensartet.

  5. Stil dejen i køleskabet mens du tilbereder pandekagefyldet.

  6. TIP: Pandekagedejen har godt af at hvile og det kan den passende gøre mens du laver fyldet færdig og river rodfrugterne til pandekagedejen.

PANDEKAGEFYLD MED OKSEKØD OG HVIDKÅL

  1. Tænd ovnen på 200 C så den er klar når du skal bruge den.

  2. Hak løg og hvidløg fint.

  3. Rens porren og skær den i fine tynde skiver. 

  4. Skær hvidkålen i fine tynde strimler. 

  5. TIP: Hvis du har en kålskærer går dette lynhurtigt (se evt billede lidt nede i collagen dette indlæg). Ellers bruger du bare en stor tung kniv.

  6. Hæld lidt olie på en pande og steg løg, hvidløg og porre til løgene bliver bløde og klare. Det tager ca et par minuter.

  7. Tilsæt hvidkål og steg i nogle minutter til hvidkålen falder sammen og fylder mindre.

  8. Tilsæt kød samt spidskommen og koriander. Kryd med friskkværnet peber og lidt groft salt. Lad det hele stege til kødet er brunet. Vend jævnligt rundt og bræk store kødklumper i stykker. Dette tager ca 5-10 minutter.

  9. TIP: Hvis du er køkkenvant kan du nå at skrælle og rive rodfrugterne til pandekagerne mens oksekødet steger.

  10. Tilsæt tomatpure, sukker og chilisovs til panden. Rør rundt og lad det hele få et par minutter på panden. 

  11. Stil fyldet til side mens du bager pandekagerne.

  12. TIP: Når fyldet får lov at stå og hvile lidt samler det smag og bliver nemmere at arbejde med når du skal fylde pandekagerne.

RODFRUGTPANDEKAGER II

  1. Skræl gulerødder og pastinakker. Riv rodfrugterne groft.

  2. Bland de revne rodfrugter i pandekagedejen.

  3. Steg pandekagerne på en pande i lidt smør til de er lysebrune og gennembagte på begge sider. 

  4. TIPS

    Rodfrugterne gør dejen ret tyk, sørg for at fordele de revne rodfrugter ud over hele pandekagen.

    Pandekagerne skal selvfølgelig være gennembagte men de skal ikke have for meget, så bliver de nemlig vanskeligere at rulle om fyldet.

    Hvis du har to pander af samme størrelse går det lidt hurtigere.

PANDEKAGER MED KØDFYLD I OVN

  1. Smør et ovnfast fad med smør.

  2. Når pandekagerne er færdige fordeler du fyldet på pandekagerne og anbringer de fyldte pandekager helt tæt i dit ovnfaste fad.

  3. TIP: Jeg tæller hvor mange pandekager jeg har og deler fyldet i lige store bunker på panden. Så kommer der lige meget i hver pandekage!

  4. Riv ost ud over pandekagerne.

  5. Sæt fadet med pandekagerne i ovnen og bag dem i ca 20 minutter til osten er gylden.

SERVERING

  1. Sever de varme pandekager som de er. Man behøver ikke noget tilbehør men en grøn salat smager dejligt til. Salaten på billederne er en grønkålssalat med creamet valnøddedressing. Se evt opskriften i link under denne opskrift. 

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Denne opskrift har jeg hentet fra min gamle blog Badut hvor jeg udgav den i 2015. Den oprindelige opskrift indeholdt ca dobbelt så mange rodfrugter i pandekagerne og det smager virkeligt dejligt, men giver meget tykke pandekager. Fra tilbagemeldinger ved jeg at andre foretrækker lidt færre rodfrugter i pandekagedejen så jeg har tilpasset opskriften. Ellers er opskriften som den oprindelige. 

KOM PÅ FORKANT

Man kan sagtens forberede det hele og så bare sætte fadet i ovnen 20 minutter inden spisetid.

Det er også en ret der egner sig til de dage hvor familien ikke kan spise sammen fordi alle kan tage en færdig pandekage og varme den et par minutter i microovnen. 

HVAD GØR DU VED RESTERNE

Man kan sagtens varme de færdige pandekager enkeltvis og de smager skønt dagen efter. Mine børn elsker desuden at få dem kolde med i skole.

OPSKRIFTEN ER SENEST GENNEMTESTET OG REDIGERET 25/8/18