Lady og Vagabondens spaghetti med kødboller i tomatsovs. En opskrift fra Marinas Mad

Opskrift på saftige kødboller med tomatsovs som i Lady og Vagabonden

Alle elsker den romantiske scene i Lady og Vagabonden hvor de to spiser spaghetti med italienske kødboller. Her får du opskriften på en nem og lækker udgave af retten, der vil vække lykke i familien. Retten er nemlig en rigtig børnelivret!

Opskriften er nem, men det er alligevel en god ide at starte ca en time inden spisetid så kødbollerne kan nå at simre i tomatsovsen. Det giver langt det lækreste resultat. 

Dette er en ret jeg ofte laver med min hjemmelavede tomatsovs. Se min opskrift på tomatsovs i link under denne opskrift. Hvis du bruger den hjemmelavede tomatsovs får du flere grove grønsager ind i retten.  Jeg har dog også inkluderet en nem opskrift på tomatsovs i denne opskrift hvis du starter fra bunden. Mine børn elsker begge versioner af retten.

Ret Aftensmad, Børne livretter
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 35 minutter
Samlet tid 45 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

NEM TOMATSOVS

  • 1 mellemstort løg
  • 2 fed hvidløg
  • lidt olivenolie
  • 2 dåser flåede tomater
  • 1 tsk tørret basilikum
  • 1 tsk sukker
  • 1/2 tsk groft salt
  • friskkværnet peber
  • stilke fra persille hvis du bruger det i kødbollerne.

ELLER HJEMMELAVET TOMATSOVS MED MASSER AF GRØNSAGER

  • 1 liter færdig tomatsovs

KØDBOLLER

  • 75 g brød uden skorpe
  • 1 dl mælk
  • 400 g hakket oksekød
  • 1 æg
  • 2 fed presset hvidløg
  • 1 spsk friskhakket persille
  • 25 g friskrevet parmasan
  • 1 tsk groft salt
  • friskkværnet peber

TIL SERVERING

  • spaghetti
  • frisk høvlet parmasan
  • frisk basilikum
  • friskkværnet peber

Sådan gør du

NEM TOMATSOVS

  1. Hak løg og hvidløg fint.

  2. Steg løg og hvidløg i lidt olie i en gryde med god plads til både sovs og kødboller.

  3. Tilsæt resten af ingredienserne og lad tomatsovsen simre mens du laver kødbollerne. De må rigtigt gerne simre i 20 minutter, men hvis du har travlt kan mindre også gøre det. 

  4. TIP: Hvis du bruger persille eller andre krydderurter i kødbollerne er det en god ide at bruge stilkene til at give god smag i tomatsovsen. Bind evt persillestilkene sammen med en køkkensnor så du let kan fikse dem op igen. NB: Brug kun køkkensnor beregnet til madlavning! 

  5. Inden du kommer kødbollerne i tomatsovsen skal du huske at smage tomatsovsen til. Mangler den sødme fra sukker? Salt? Peber? Eller måske lidt syre (som du kan få fra eddike)?

  6. NB: Der er virkeligt stor forskel på dåsetomater så det er meget vigtigt at smage tomatsovsen godt til.

ALTERNATIVT: FÆRDIG HJEMMELAVET TOMATSOVS

  1. Smag tomatsovsen til inden du tilsætter kødbollerne.

ITALIENSK INSPIREREDE KØDBOLLER

  1. Læg brødet i en dyb tellerken med mælk og lad det suge mælk op til det bliver blødt.

  2. Kom imens de øvrige ingredienser i en stor skål.

  3. Tag brødet op af tallerknen og knug det let så det meste af mælken presses ud. Kasser mælken.

  4. Riv brødet i mindre stykker og put dem op i skålen til de øvrige ingredienser. 

  5. Bland farsen godt sammen. 

  6. NB: Det går nemmest at samle dejen med hænderne, men du kan også bruge en elpisker. Pas i så fald på ikke at piske for længe.

  7. Form ca 16 kødboller. 

  8. TIP: Det er nemmest at forme kødboller med en våd ske. Stil et glas frem med vand og dyp skeen i vandet mellem hver kødbolle. Form kødbollerne mellem din håndflade og skeen. Jeg foretrækker at bruge en isske til at forme kødbollerne. Se billede længere oppe i indlægget. 

  9. Steg kødbollerne på en pande i lidt olivenolie. De skal ikke gennemsteges men bare have en sprød og lækker stegeskorpe. 

  10. TIP: På denne måde får tomatsovsen smag af kødboller og kødbollerne smag af tomatsovs. 

  11. Put kødbollerne op i tomatsovsen og lad dem koge færdige her. Afhængigt af størrelse tager det ca 15 minutter. 

  12. Rør forsigtigt en gang eller to.

SERVERING

  1. Kog spaghetti i rigeligt vand efter tidsanvisning på pakken. Lige inden spaghettien er færdig tilsætter du lidt af kogevandet fra spaghettien til tomatsovsen med kødboller. 

  2. TIP: Dette er det klassiske italienske råd til stort set alle pastaretter. Pastakogevandet får tomatsovsen til at hænge bedre fast på spaghettien. Brug så meget som du synes er nødvendigt for at få en god konsistens på tomatsovsen (afhænger lidt af mærke) men ikke mindre end 5 spsk pastakogevand til 2 dåser tomater. 

  3. Server på "italiensk vis" ved at blande spaghetti med tomatsovs og kødboller eller på dansk vis ved at putte spaghetti i tallerkner og toppe med kødboller i tomatsovs.

  4. Lad alle selv pynte retten med frisk høvlet parmasan og frisk basilikum. En omgang friskkværnet peber er også tit dejligt. 

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Lad os slå fast med det samme at spagetti med kødboller ikke er en italiensk ret. Som så mange andre populære fortolkninger af det Italienske køkken er dette en amerikansk opfindelse, der blev et kæmpe hit da Lady og Vagabonden spiste spaghetti med kødboller i den nok mest ikoniske scene i filmen.

Min version af retten er inspireret af italienske opskrifter på kødboller og tomatsovs, men er allermest tro mod Disney filmens univers. Dette er en let forbedret version af en opskrift jeg delte på min gamle blog tilbage i 2014. Jeg har først og fremmest gjort retten mere børnvenlig ved at skrue lidt ned for krydringen. Til de der holdt af den gamle opskrift kan jeg foreslå at krydre med lidt chili.

Til en Lady og Vagabonden opskrift skal der selvfølgelig serveres spaghetti, men prøv også gerne retten med andre typer pasta, kartofler eller kartoffelmos. 

KOM PÅ FORKANT

Retten har kun godt af at blive lavet i god tid. Varm kødbollerne i tomatsovsen forsigtigt op så kødbollerne ikke går i stykker. Kog spaghetti i sidste øjeblik.

HVAD GØR DU VED RESTERNE

Kødbollerne i tomatsovsen smager næsten endnu bedre dagen efter og fryser også ganske udemærket. Holdbarhed i køleskabet ca 1 døgn. Holdbarhed i fryser ca 2 måneder.