Opskrift på hjemmelavet hønsesalat med friske grønne asparges og bacon
4.75 fra 12 stemmer
Udskriv

Opskrift på hjemmelavet hønsesalat med friske grønne asparges og bacon

Denne nemme hønsesalat smager forrygende dejligt. De friske grønne asparges, forårsløgene og purløgene får hønsekødssalaten til at smage dejligt friskt, så det er en frokostret der passer særligt godt til forårets mange hyggelige frokoster. Samtidigt er der selvfølgelig bacon i hønsekødssalaten for det smager bare fantastisk og jeg tror mine gæster ville blive skuffede hvis det manglede.

Server hønsekødssalaten på ristet rugbrød eller hvidt brød, eventuelt med et lille sprødt salatblad for ekstra knas og friskhed.

Hønsekødsalaten rækker langt som frokostret og selvfølgelig knap så langt hvis du server den som aftensmad. 

Har du allerede kogt hønsekød kan hønsekødssalaten laves på under 10 minuter, men ellers skal du selvfølgelig bruge tid på at koge kyllingelårene. 

Ret Frokostret
Køkken Dansk mad
Keyword Asparges, Bacon, Frokost, Hønsesalat, Kylling
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet tid 35 minutter
Antal 8 personer som frokostret
Forfatter Marina

Ingredienser

Kogt kyllingekød

  • 5-6 kyllinge overlår

Kogelage til kyllingekød

  • 1 liter vand
  • 1 løg
  • 2 laurbærblade
  • 1 kvist timian
  • 1 stilk løvstikke
  • 10 sorte peberkorn
  • 1 tsk groft havsalt
  • asparges ender den gode del bruges i hønsesalaten.

Dressing til hønsesalaten

  • 4 spsk majonæse
  • 4 spsk cream fraise
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 nip karry

Øvrige ingredienser til hønsesalaten

  • 1 bundt asparges den nederste del bruges til kogelagen
  • 1 pakke bacon
  • 4 forårsløg
  • Lidt purløg

Eventuelt pynt på hønsesalaten

  • Skovsyre
  • blomster fra purløg
  • ærteskud

TIL SERVERING

  • ristet brød
  • eventuelt salatblade

Sådan gør du

  1. Hvis du allerede har kogt kyllingekød springer du bare første del af opskriften over. 

Kogelage til kyllingelår

  1. Put vand i en gryde og tilsæt laurbærblade, timian, løvstikke, salt  og sorte peberkorn.

  2. Skyl asparges og bræk den nederste træede ende af. Kom endestykkerne i kogelagen og gem resten af aspargesene til salaten.

  3. Skær løget i kvarte og tilsæt dem til kogelagen.

  4. TIP: Hvis skallen på løget er pæn behøver du ikke fjerne den. Den giver lidt smag og farve til kogelagen. 

  5. Kom kyllingelår i kogelagen.

Kogt kyllingekød

  1. Bring kogelage med kyllingelår i kog. Når vandet koger skal kyllingelårene simre i ca 20 minuter.

  2. Tag kyllingelårene op og læg dem til afkøling på en tallerken.

  3. Når kyllingelårene er til at røre ved piller du kødet af og kasserer skind og ben.

Hønsefond

  1. TIP: Din kogelage er nu blevet til den skønneste hønsefond som du kan bruge i mange andre opskrifter. 

  2. Sigt hønsefond gennem en sigte og kasser urter, løg og aspargesender.

  3. Hæld hønsefond tilbage i gryden. Du skal nemlig bruge den til at koge asparges.

Asparges

  1. Skær asparges i mundrette bidder. 

  2. Blancer aspargesstykkerne i hønsefond. De skal ca koge 2-3 minutter afhængigt af tykkelse. 

Bacon

  1. Steg bacon på en pande til det er sprødt og lækkert. Læg det til afdrypning på køkkenrulle. 

Dressing til hønsesalat

  1. Bland ingredienserne til dressingen i en skål med plads til hønsekødssalaten.

  2. TIP: Jeg plejer at lave salaten i en skål og så bagefter flytte den til en serveringsskål. Det sviner nemlig ret meget op på kanterne når man vender det hele rundt og derfor ser det pænere ud at putte hønsesalaten i en ren skål.

Hønsesalat

  1. Riv kyllingekødet i mundrette stykker og put dem i dressingen.

  2. Tilsæt aspargesstykkerne, men gem aspargeshovederne til pynt på toppen.

  3. Vask forårsløg og skær dem i helt fine tynde skiver. Tilsæt dem til skålen.

  4. Vask purløg og klip det meste ned i salaten. Gem lidt til pynt på toppen.

  5. Gem de pæneste stykker bacon og knus resten ned i skålen.

  6. Vend det hele rundt og rundt til alle ingredienser er dækket af dressing.

Servering

  1. TIP: Flyt eventuelt forsigtigt hønsesalaten til en ny skål. Jeg synes det er pænest hvis salaten når helt op til kanten. Hønsesalat ser måske lidt kedeligt ud og derfor pynter jeg gerne lidt. Her har jeg pyntet med aspargeshoveder, bacon, rød skov syre og purløgsblomster. 

  2. Server med ristet brød. Meget gerne rugbrød men godt fransbrød er også godt. Jeg synes også det klæder salaten med et salatblad. 

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Hønsesalat er en af de klassiske danske frokostretter. Oprindeligt opfundet dengang der skulle mange retter på bordet hver dag og hvor det var vigtigt at kunne lave noget af resterne fra dagen før. 

Hønsesalat er en af mine yndlinge på frokostbordet og jeg har lavet den i mange forskellige variationer gennem tiden. Jeg har selvfølgelig set en opskrift et eller andet sted da jeg først lavede hønsekødssalat, men jeg kan ikke huske hvor.

KOM PÅ FORKANT

Hønsekødssalaten har kun godt af at stå i en times tid eller længere i køleskabet. Vent dog til sidste øjeblik med at tilsætte bacon så det stadigt er sprødt når I skal spise.

Vil du gerne i gang dagen før kan du sagtens koge kyllingelår og pille dem fri for kød. Du kan også blancerer asparges. Put kyllingekød og asparges i hver sin beholder og sæt dem i køleskabet. Nu kan resten af salaten laves med ganske få øjeblikkes indsats.

HVAD GØR DU VED RESTERNE

Hønsesalat smager forrygende dagen efter.

Den hønsefond som du får hvis du koger kyllingelår smager virkeligt godt og kan bruges alle de steder hvor en opskrift anbefaler hønsefond. Jeg gemmer min hønsefond i fryseren i 1/2 liters flasker. Fordi det er kyllingeoverlår der bruges i opskriften er hønsefonden lidt fed, men i mange opskrifter gør det ikke noget og hvis jeg synes det det bliver for meget blander jeg bare med noget mindre kraftfuldt.