Opskrift på kanelsnegle med æblemos og marcipan
4.94 fra 16 stemmer
Udskriv

Opskrift på kanelsnegle med marcipan og æblemos

Disse skønne kanelsnegle bliver ekstra lækre og saftige, fordi de er fyldt med et dejligt fyld af æblemos, marcipan og traditionel remonce.  

Kanelsneglene er nemme at bage, men da dejen skal hæve og kanelsneglene bages, skal du starte ca tre timer inden du vil sætte kanelsneglene på bordet. 

Ret Kage
Køkken Dansk mad
Keyword Æblemos, Kanelsnegle
Forb. tid 25 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Hævetid (af to omgange) 1 time 50 minutter
Samlet tid 45 minutter
Antal 14 styks
Forfatter Marina

Ingredienser

Dej til kanelsnegle

  • 1 dl mælk (Brug bare den du har i køleskabet)
  • 25 g gær
  • 1 æg
  • 250 g hvedemel (+ ekstra til bordet når du ælter og udruller dejen)
  • 1 tsk. vaniljesukker (Kan erstattes med korn af en halv vaniljestang)
  • 75 g smør
  • 1 nip fint salt
  • 25 g rørsukker (kan erstattes af almindeligt hvidt sukker)

Fyld til kanelsneglene

  • 125 g smør
  • 75 g rørsukker (kan erstattes af almindeligt hvidt sukker)
  • 1 spsk. kanel (køb en god kanel. Man kan godt smage forskel)
  • 75 g marcipan
  • 100 g æblemos

Desuden

  • Lidt groft rørsukker
  • 225 g flormelis
  • 3 spsk. vand

Sådan gør du

Dej til kanelsnegle

  1. Varm mælken til den er lillefinger varm.

    TIP: Jeg synes det er nemmest at varme halvdelen op til den er ret varm og herefter tilsætte den anden halvdel. På den måde passer temperaturen med det samme. Ellers synes jeg tit mælken bliver for varm. Hvis mælken er for varm dræber den gæren.

  2. Udrør gæren i den lune mælk.

  3. Tilsæt æg og rør det hele sammen. Stil til side.

  4. Put mel og vaniljesukker i en skål. Bland sammen.

  5. Tilsæt smør og smuldere smørret ind i dejen til det ligner grove brødkrummer.

    TIP: Hvis du har et skarpt microplane rivejern kan du rive iskoldt smør ned i dejen. Det giver det bedste resultat. Ellers kan du skærer smørret i små tern og lade det stå lidt på køkkenbordet til det er lidt blødere.

  6. Tilsæt rørsukker og salt og bland det hele godt sammen.

  7. Tilsæt mælkeblandingen og rør det hele godt sammen.

  8. Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den til den er blank og lækker. Det tager ca 5 minutter.

    TIP: Dejen er dejlig at arbejde med, men meget blød så du skal ikke ælte den hårdt som en brøddej. I stedet ælter jeg den nænsomt ved at at køre den fra hånd til hånd til den er lækker og blank. Herefter slår jeg den hårdt ned i bordet et par gange.

  9. Put dejen i en ren skål og lad den hæve under låg til dobbelt størrelse. Det tager ca 1 1/2 time.

    TIP: Jeg anbefaler altid skåle med låg til hævning af gærdeje. Har du ikke et låg kan du filme skålen med husholdningsfilm.

Fyld til kanelsnegle

  1. Lav eventuelt æblemos og lad det køle af. Se opskrift her.

  2. Put smør, rørsukker, kanel og marcipan i en skål og bland det godt sammen.

    TIP: Jeg bruger bare fingrene, men hvis du ikke kan lide det kan du også bruge en elpisker. Start i så fald for nedsat hastighed og brug en ret stor skål. Ellers får du let svinet hele køknet til!

  3. Tilsæt æblemos og bland det hele godt sammen.

Ovn og forberedelser.

  1. Tænd ovnen på 200 C (jævnvarme). Sæt en bageplade frem med bagepapir på. Find muffinsforme frem og sæt dem klar.

Kanelsnegle

  1. Drys mel ud på bordet og din kagerulle.

  2. Pres forsigtigt dejen ud i en pæn rektangel form med hænderne. Løft dej stykket og kom mere mel på bordet under dejen. Læg dejstykket ned igen.

    Rul nu forsigtigt dejen ud med en kagerulle til det er ca. 20x40 cm.

    TIP: 

    Når jeg anbefaler denne dobbelte metode er det for at få den pæneste dej firkant. Jo mere ensartet dit dejstykke er jo pænere bliver dine kanelsnegle.

    Vær hele tiden nænsom. Det er en blød dej og hvis man er brutal hænger den fast i bordet.

  3. Fordel fyldet over hele dejen.

  4. Rul dejen stramt sammen på den lange led.

  5. Skær skiver af rouladen på ca 3 cm.

  6. Anbring hver skive i en muffinform. Pres den lidt ned og ret den lidt til så den bliver rund. Gentag med alle skiverne.

    TIP: Jeg anbefaler muffinsformene fordi det holder på det lækre fyld.

  7. Sæt kanelsneglene til efterhævning i 20 minutter

  8. Drys lidt groft rørsukker oven på kanelsneglene. 

    TIP: Det danske rørsukker er udemærket, men det svenske der knaser er endnu bedre.

Bagning af kanelsnegle

  1. Sæt pladen med kanelsnegle i ovnen og bag dem i ca. 20 minutter til de er gyldne på toppen, men ikke overbagte. 

  2. Stil kanelsneglene til afkøling på en rist. 

Glasur

  1. Pisk flormelis og vand sammen til en tyk glasur. Put glasuren i en sprøjtepose og dekorerer kanelsneglene.

    Lav glasuren mens kanelsneglene køler lidt ned. Du kan godt dekorerer dem mens de stadigt er lune, men ikke når de er brandvarme.

Servering

  1. Spis kanelsneglene, mens de stadigt er lune. Mums!

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Opskriften på kanelsnegle med æblemos stammer fra det tema om kager med æblemos jeg havde på min gamle blog Badut. Opskriften blev publiceret i 2014 og er meget populær. Inden jeg publicerede opskriften havde jeg bagt dem i årevis så jeg huske ikke med hvilket udgangspunkt jeg eksperimenterede mig frem til opskriften på dejen.  

KOM PÅ FORKANT

Som andre kanelsnegle smager disse kanelsnegle med æble og marcipan bedst når de er lune og nybagte. De kan dog godt bages nogle timer i forvejen. 

Det er oplagt at lave æblemosen på forhånd.

HVAD GØR DU VED RESTERNE.

Kanelsneglene smager også skønt dagen efter både som de er og let lunet. Opbevar dem i en kagedåse ved stuetemperatur. Kanelsneglene fryser også udemærket og kan tages direkte ud af fryseren og puttes kortvarigt i microovnen. Perfekt til uventede gæster eller morgen brunch. 

HAR DU PRØVET OPSKRIFTEN?

Fortæl mig meget gerne hvad du synes. Jeg elsker kommentarer og bliver også glad hvis du tager dig tid til at bedømme opskriften med stjerner. På forhånd TAK.

OPSKRIFTEN ER SENEST GENNEMTESTET OG LET REVIDERET 10/9/19