Det har været nogle iskolde uger og næste uge ser desværre også kold og vinterlig ud. Jeg har vintergækker på mit bord og det pipper i trætoppene udenfor mit vindue. Alligevel er det endnu ikke rigtigt vejr til kun at spise forårsmad. Alt den kulde og sjap kalder på dage med hyggemad og derfor bliver det endnu en uge hvor jeg blander forårsretter med hyggelige retter af den slags som alle elsker.
Det bliver samtidigt den sidste madplan i et stykke tid for jeg har besluttet at holde meget tidlig sommerferie i år. Om ikke så længe er vi så heldige at flyve til Japan og jeg har “to do lister” så lange med alt det jeg skal nå at få i orden inden vi kan rejse. Der er rejseaktiviteter at planlægge, almindelige opgaver der skal overstås og ikke mindst et hus der skal gøres klar så det kan lånes ud mens vi er væk. Især det sidste er bøvlet for det er som om jeg ikke kan vende ryggen til et ellers rengjort rum før det igen sander til. Min mand er stort set væk til vi rammer afrejsedagen så jeg kan ikke rigtigt udelegerer til ham. Jeg orker ikke at få stress over listerne og derfor har jeg besluttet at det bliver til en pause på bloggen. Måske når jeg en enkelt påskeopskrift hvis alt det andet flasker sig, men ellers ses vi først omme på den anden side af vores Japan tur. Forhåbenligt kommer jeg hjem med masser af lyst til at blogge opskrifter og måske også med en håndfuld japanske retter jeg har lyst til at dele.
…