
Champagnesorbet er altid festlig og i denne version med hindbær også en meget smuk lille dessert, der gør sig godt fx til nytårsaften eller en romantisk aften for to.
…Opskrifter fra mit årstidskøkken
Julesmåkager er noget af det dejligste ved den danske jul. Her får du alle mine bedste opskrifter på lækre julesmåkager og andet julebag. De fleste af småkage opskrifterne er nemme, men der er også et par dejlige luksus opskrifter imellem.
Under opskrifterne på julesmåkager får du et par opskrifter på andet uundværligt julebag som luciaboller, juleboller og æblekager, der smager af jul.
Til sidst deler jeg en håndfuld gode råd til småkagebagningen.
Min populære opskrift på vanilje småkagedej er utrolig alsidig og kan bruges på så mange dejlige måder. Dejen er genial til udstikssmåkager hvor de færdige småkager står knivskarpt og den er dejlig nem at arbejde med – også når man har børn i køknet:
Else skriver om opskriften: “Som Bedstemor skal der ske noget sammen med børnebørnene. Jeg har søgt efter en nem bageopskrift, hvor kagerne også smagte af noget. Jeg har nu prøvet din opskrift på nemme vanilliekager flere gange – og de er uovertrufne”
Udstikssmåkagerne kan selvfølgelig pyntes med den lækre glasur med æggehvide:
Kanelsmåkagerne er super nemme at bage og står virkeligt flot og skarpt hvis man gerne vil have smukke småkager med det klassiske kanelsukker.
Hvis du gerne vil bage en julesmåkage med chokolade er disse nemme Chokosmåkager et godt bud. De er en af favoriterne blandt mange børn i vores familie og det er virkeligt super nemt, fordi dejen rulles til en pølse og skæres i skiver. Den flotte kant med de knasede “snefnug” som på billedet får man hvis man ruller dejpølsen i svensk perlesukker.
Her er en småkage til dig der elsker lakrids! Min populære opskrift på lakridssmåkager med tranebær er lige så nem at bage som chokosmåkagerne, men smager selvfølgelig anderledes. Ofte bager jeg lige en rulle af både chokosmåkagerne og lakridssmåkagerne og så er alle glade.
Om opskriften skriver Lone: “Supergode småkager ! Elsker man lakrids …. så er det skønne helårs småkager.”
Hvis du gerne vil have en nem udstikssmåkage med klassisk brunkage smag kan du lave denne småkagedej:
Endelig vil jeg lige nævne at såvel den klassiske lyse vaniljedej som den brunkagekrydrede er meget velegnede som stempelsmåkager hvor man bruger et småkagestempel eller små bogstaver:
Klassiske jødekager har en helt særlig porøs og luftig struktur som du kan se på billedet herover.
Min opskrift på jødekager er udviklet med udgangspunkt i min farmors kogebog fra 1932 og de er et kæmpe hit hos alle jeg bager småkager til.
Jeg gjort mig umage med at udvikle en nem opskrift hvor dejen kan rulles til en pølse og skæres i skiver. Når man gør det på den måde får man bedre småkager end når dejen rulles og udstikkes. Man undgår nemlig ekstra mel og bevarer bedre den luftige struktur.
Og JA småkagerne må gerne hedde jødekager – du kan læse mere om hvorfor i opskriften.
Håkonskager med marcipan og vanilje er en meget populær luksus småkage, der også nogle gange kaldes Marcipan specier. Selvom det er en luksus småkage er det også en dejlig nem småkage.
Jeg kan bedst lide at dele nemme opskrifter på småkager. Med vaniljekransene gør jeg en undtagelse og deler min opskrift med hjemmelavet mandelmel og masser af vanilje. Det er ikke den nemmeste opskrift på vaniljekranse, men opskriften har vundet en stor konkurence hvor de blev kåret til Danmarks bedste. Derfor synes jeg de er umagen værd.
Ingefær er et rigtigt julekrydderi og derfor synes jeg disse nemme og lækre ingefærcookies passer super godt ind mellem julens andre gode småkager.
Havregrynskager er en af de nemmeste og lækreste småkager jeg kender. Perfekt når man bager med børn og gerne vil have småkager til julehyggen hurtigt. Hvis du gerne vil give dem ekstra god julesmag kan jeg anbefale at putte appelsinskal i dejen og måske også bruge appelsinchokolade i striber oven på.
Opskriften på nemme nøddesmåkager har jeg fra min svigermor og det er virkelig en super nem småkage at bage.
Ægte svenske luciaboller er en af mine yndlings jule opskrifter. Min danske opskrift har jeg udviklet med udgangspunkt i populære svenske opskrifter og jeg har gjort mig rigtig meget umage med at skrive en opskrift hvor luciabollerne ikke bliver tørre. Jeg viser dig trin for trin hvordan du bager de smukke brød i mange traditionelle former og også hvordan du får mest muligt smag ud af den dyre safran:
Denne smukke luciakrans af lussekatter kan man bage til luciadag eller ved andre lejligheder i julen. Jeg bager den altid til morgenmaden selve juledag.
Mine dejlige juleboller er helt uundværlige i december og på morgenbordet julemorgen.
Opskriften er helt ny på bloggen, men den er skrevet med udgangspunkt i min meget populære opskrift på luftige boller så jeg håber denne opskrift vil være med til at sprede juleglæde i mange familier.
Denne lækre æblekage er med marcipan, valnødder og kanel. Det er en af mine yndlingskager og en kage jeg synes smager SÅ dejligt og julet. Det er en kage der fryser godt og som jeg ofte kan finde på at server til juelbrunch eller eftermiddagshygge.
Om kagen skriver Anette: “Nu har jeg bagt æblekagen med marcipan og valnødder 2 gange, og det må være min absolut favorit efterårskage fra nu af. Den er nem at lave og smager fantastisk!
Kagen bliver ikke tør, og er ligeså god dagen efter den er bagt”
Jeg vil tilføje at den også fryser virkeligt godt og er en kage jeg ofte har brugt til julebrunch.
Et andet godt bud på en juleskære kage er denne æblekage med farin og kanelkryderede æbler.
Til kagen har Eva dette gode råd hvis du bager den som julekage: “Super lækker æblekage 👏 tak for den 😊 Jeg kom hakkede pecannødder i og udskiftede det halve af kanelen med “brunkagekrydderier” for en mere julet version 🎄 Den vakte jubel ved kagebordet!“
Julen slutter til Helligtrekonger og her kan man bage og spise den franske helligtrekongerskage med frangipane og indbagt bønne (figur eller mandel). Den yngste i selvskabet skal sidde under bordet og bestemme hvem der får hvilket stykke kage. Den der får bønnen bliver konge for en aften. Det er herfra vores tradition med mandel i risalamande stammer.
Jeg bager virkeligt mange småkager hvert år i december og synes også jeg laver meget konfekt. Alligevel var det som om dåserne var tomme inden vi nåede frem til juleaften.
Derfor begyndte jeg at sætte bånd om de dåser, der var reserveret til juleaften og nogle år senere lavede jeg de små skilte som er lige til at sætte på de dåser jeg vil gemme. De små skilte med teksterne: “Småkager“, “Juleaften” og “Konfekt” kan printes af læsere af min nyhedsbrev. Kodeordet er det samme som til årets øvrige juleprint og er oplyst i flere af julens nyhedsbreve. Som medlem af mailinglisten kan du udskrive fra denne side. Hvis du ønsker at være medlem af min mailingliste kan du skrive dig op her. Du modtager mail med kodeordet i morgen. De små skilte er også søde når jeg giver småkagerne væk som gaver.
Jeg synes de julepyntede kagedåser er super hyggelige og ideen dur jo også fint selvom du selv skriver din seddel eller nøjes med fine gavebånd og pynt.
Mange julesmåkager bages med stødte krydderier og særlige ingredienser. Tjek at dine krydderier er friske og stadigt har den smag de skal have. Tjek også at ting som hjortetakssalt og potaske er virksomt. Småkagerne får ikke den rigtige smag og konsistens hvis smag og virkning er forsvundet. Tørrede krydderier holder ikke ret godt når posen først er åbent, så hvis din åbne pose er fra sidste jul, skal du købe en ny. I de fleste opskrifter er det fint at bruge vaniljesukker. Brug ægte vanilje de steder hvor det virkeligt kan smages! Har du vaniljebælge i overskud anbefaler jeg mit elskede citron vanilje sukker som jeg ofte bruger i småkager.
Langt de fleste småkager skal bages med smør og ikke med blandingsprodukter eller margarine. Det skyldes både den gode smag og det at smør giver sprøde småkager. Smørret skal være køleskabskoldt, med mindre andet er oplyst. I gamle opskrifter står der ofte at der skal bruges usaltet smør, men i dag er det almindeligt at bage med saltet smør. I de fleste opskrifter skærer jeg det køleskabskolde smør i små tern inden det smuldres i mel.
Man skal aldrig arbejde længere med en småkagedej end nødvendigt. Til mange opskrifter kan man fint bruge en foodprocessor, men man skal ikke køre mere end nødvendigt på hvert trin i opskriften. Jeg foretrækker altid at afslutte med at tage dejen ud på bordet og gøre den færdig der.
Hvis småkager eller boller skal drysses med flere slags pynt skal man altid starte med det største pynt. Gør man det modsat vil det største pynt ikke hænge ordentligt fast.
I mange af mine opskrifter tilføjer jeg en lækker og smuk kant eller top. Det er blevet en slags signatur for de småkage opskrifter jeg selv udvikler. Når man gør det må man gerne trykke lidt til så pynten kommer godt ind i småkagedejen.
Jeg laver mange småkager hvor dejen formes til en dejpølse og hviler i køleskabet før den skæres i skiver. Her kan man være opmærksom på at dejen er blød når den kommer i køleskabet og derfor bliver flad på den side den ligger på. Hvis man gerne vil have runde småkager får man det helt enkelt ved at vende dejpølsen et par gange mens den køler ned. Når den først er kold tager den ikke længere form. Er man mere optaget af at reducerer pladsforbruget i køleskabet kan man lægge dejpølserne tæt i bøtter af passende størrelse. Disse kan stables i køleskabet.
Småkager skal anbringes på kolde bageplader så smørret ikke begynder at smelte før småkagerne er i ovnen. Helt lavpraktisk gør jeg det ved at jeg sætter bagepladerne udenfor et øjeblik i vinterkulden. Så er de hurtigt klar til næste hold småkager.
Lad småkagerne køle helt ned på afkølingsrist før du flytter dem til tætsluttende kagedåser. Da kagedåser ofte bliver skæve i brug, er det en god ide at lægge et stykke bagepapir ned i dåsen inden man kommer småkagerne i dåsen. Når man sætter låget på vil det slutte tæt.
Opbevar forskellige typer af småkager i hver sin dåse. Så tager de ikke smag af hinanden.
Hvis du har forslag, gode tips eller ønsker til fremtidige opskrifter må du meget gerne skrive en kommentar. Gode råd og ideer fra mine læsere er i høj grad med til at gøre mig klogere når jeg udvikler opskrifter.
Når man langtidsteger andelår i ovnen bliver de dejligt møre og fremgangsmåden er så nem! Få minutters arbejde med at lave krydderiblandingen og så i ovnen hvor andelårene passer sig selv. Perfekt i juletravlheden.
December er dejlig, men det er også en virkelig travl tid hvor vi gerne vil nå så meget hygge og julestemning som muligt. Netop derfor er det så dejligt med meget nemme og stadigt meget julelækre måltider.
De langtidstegte andelår er et rigtigt godt eksempel. Det er så utroligt nemt at lave den lækre krydderiblanding, gnubbe den ind i andelårene og sætte fadet i ovnen. Her passer andelårene fuldstændigt sig selv, mens huset langsomt fyldes med duften af and og julekrydderier. Her skal ikke engang hældes stegevæde over andelårene, fordi krydderiblandingen holder dem saftige og er med til at gøre dem sprøde.
Javist det tager tid at langtidsstege, men det er jo ovnen der gør arbejdet for dig. Alt hvad du skal gøre er at hygge dig og lave noget tilbehør.
Andelårene er altså dejligt nemme at lave, men de er alligevel en festlig og meget julet servering. Derfor synes jeg de er perfekte til en hyggelig adventsmiddag eller som en af retterne til julefrokosten.
Du kan selvfølgelig også server de langtidstegte andelår juleaften.
Det kunne fx være du gerne vil have flere andelår på bordet sammen med den klassiske andesteg. Det ved jeg er et ønske i mange børnefamilier.
Det kunne også være at du er på team flæskesteg, men alligevel gerne vil have en andeservering. Sådan ved jeg også at der er mange familier der har det.
Endeligt kan det jo være I kun er få mennesker om bordet juleaften og at I bedst kan lide andelår. Andelårene kan meget fint serveres med alt det klassiske tilbehør. På billederne er de serveret med en nem rødkålsalat og brunede kartofler, men de kan også fint serveres med klassisk julerødkål, halve æbler med gelé og den festlige udgave af rødkålssalaten.
Langtidsstegte andelår kan selvfølgelig laves på utroligt mange forskellige dejlige måder. I denne opskrift har jeg lagt særligt vægt på at andelårene skal smage af jul. Derfor ligger de på et lag af appelsinskiver og er gnedet ind i en krydderiblanding der smager og dufter af jul.
Man kunne godt have puttet flere krydderier i krydderiblandingen og jeg har også arbejdet med det under testningen af opskriften. Men konklusionen blev at jeg faktisk synes at denne ret enkle blanding smager så skønt og så har den enkle blanding den store fordel at det er meget nemt at handle ind til andelårene.
Ved servering skal man endelig huske både stegeskyen der kan bruges som en lille sovs samt appelsinskiver og rosmarinkviste. Jeg spiser med stor glæde både appelsinskiverne der er blevet møre og rosmarinkvistene. Personligt synes jeg nemlig at det giver friskhed til anden. Har du det ikke sådan er appelsinen og rosmarinen ikke spildt for de er med til at give virkeligt god smag til andelårene.
I denne opskrift er andelårene julekrydrede og det er derfor en servering jeg foreslår i juletiden. Se hele mit store tema med flere juleopskrifter her:
Det er en virkelig nem opskrift og med langtidsstegning går man i det hele taget sjældent galt. Du skal dog selv holde lidt øje med tilberedningstiden, da der er forskel både på ovne og andelår. Det er nemt at mærke hvornår andelårene er færdige.
Marinas Mad er en madblog med fokus på de danske årstider. Året rundt deler jeg opskrifter med årstidsaktuelle råvarer. Jeg skriver desuden hver uge en madplan med fokus på årstiden og de aktuelle mærkedage.
Alle opskrifter på bloggen er gennemtestede og med masser af tips.
Madplanerne er mere end en opremsning af opskrifter. Her finder du fx baggrunds information om alle danske mærkedage, årstidsinspiration og råd om brug af rester fra det ene måltid til det næste.
Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester før jeg deler. Alligevel er det jo først når opskriften virker hjemme i dit køkken at den er en succes. Derfor vil jeg virkeligt gerne høre fra dig og lære af dine erfaringer. Skriv meget gerne en kommentar, som selvfølgelig besvares. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.
Bloggen har desuden et stjernesystem hvor du kan trykke på det antal stjerner du synes den fortjener. Det gør mig altid meget glad når jeg ser at nogen har givet en opskrift en top vurdering. TAK.
Jeg er ikke aktiv på Facebook, men jeg skriver et nyhedsbrev og deler bag om bloggen glimt mm på Instagram.
TAK fordi du læser med.
Få alle mine bedste juleopskrifter her:
Sukkerkogte æbler med gelé er klassisk tilbehør især til andestegen, men også til flæskesteg og andre retter fra mormorkøknet. Få mine tips til halve æbler, der ikke koger ud og smager dejligt af vanilje.
…Jeg elsker påsken. Påsken har dybde og poesi, den har ældgamle rødder, men kan nu i vores dage formes præcis som man har lyst til i den enkelte familie. Påsken er forårsfin med sine mange smukke blomster, æg på grene og påskeharens besøg. Samtidigt er påsken også fra oldgammel tid symbolet på på håb, genfødsel og fornyelse.
Af alle disse grunde og mange flere er påsken blandt mine absolutte favoritter når det kommer til de mange dejlige danske højtider, fester og mærkedage. Jeg er selvfølgelig ikke alene om at være påskebegejstret, men jeg synes alligevel at påsken er mindre påskønnet blandt danskerne end den fortjener. Påskepynt har fx lidt et dårligt image og er også indskrænket til et lille udvalg i forhold til alt det alt for meget pynt, der rulles ud hvert år i oktober i anledning af julen.
I år havde jeg sat mig for at gøre lidt mere ud af påsken og havde også sat tre uger af til at nå nogle opskrifter. Det var især opskrifter med vilde urter jeg havde sat mig for at dele. Fra gammel tid har vi danskere nemlig spist syvkål i påsken og den symbolisme der ligger heri havde jeg drømt om at udfolde i et par påskeopskrifter. Hvad jeg bare ikke havde kalkuleret med var at den usædvanligt kolde vinter i år simpelthen ikke har fået nok til at spirer og gro i min skovhave. Jeg har helt enkelt ikke vilde urter i et omfang så jeg kan teste og fotograferer de opskrifter jeg havde planlagt. Ja faktisk kommer jeg nok kun lige til at kunne plukke til min egen syvkål.
I stedet for opskrifter med vilde urter har jeg hygget mig med at udfolde et helt lille grafisk univers til påsken. Sådan et grafisk univers har jeg på sigt planer om at lave til alle de danske mærkedage hvor det giver mening. Mit beskedne håb er at det vil inspirerer til at holde fast i alle de danske fester og mærkedage som jeg elsker.
Til påsken har du nu fået en invitation du selv kan tilpasse med påskekort formet som æg, påskebordkort og flaskeetiketter der fx kan limes på sodavand og pynte i madkurven eller på påskebordet.
Jeg er tilbage på bloggen i uge 15 og det vil sige at den næste madplan først udkommer 18 april. Indtil da håber jeg du passer godt på dig selv og humøret. Vi ses når Danmark for alvor er forårsfint.
…