• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Marinas mad

Opskrifter fra mit årstidskøkken

  • Opskrifter
  • Mormor mad
  • Madplaner
  • Varme hveder
  • Ramsløg

Porresild: nem og lækker sildesalat med porre

2020-04-04 by Marina 6 kommentarer

Pin
Share
Email
Gå til opskrift Udskriv
Opskrift på porresild

Porresild er en utrolig nem og meget lækker favorit på forårets og påskens frokostborde.

Sildesalat med porre

BODILS PORRESILD

Min opskrift på porresild har jeg fra den bedste, nemlig min dejlige tante Bodil. Bodil er sådan et menneske man bare må elske. Glad og energisk og med et kæmpestort hjælpsomt hjerte.

Bodil var ikke bare min mors svigerinde, men også hendes ven og fortrolige og de to talte om mangt og meget og delte desuden opskrifter og køkkentips som man gør med ens bedste venner.

Efter mine forældre døde, har Bodil og Ebbe været ekstra søde ved mig og min familie. Og det betyder utroligt meget at have dem i vores liv med alt deres humor, optimisme og glæde.

Opskrift på sildesalat med porre

Nu er det jo mad, det skal handle om her på madbloggen og derfor hopper jeg direkte videre til Bodils dejlige porresild, der er et hit på hendes skønne frokostborde. Da jeg sad og planlagde årets opskrifter omkring jul skrev jeg porresilden på her ved påsketid og skrev til Ebbe for at bede om opskriften. 5 minutter efter lå opskriften i min indbakke. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har bedt om dén opskrift for den lå simpelthen klar i et praktisk dokument på Ebbes skrivebord sammen med et par af de andre efterspurgte opskrifter fra Bodils køkken.

Og her får du den så! Jeg har ikke rettet en eneste ingrediens i opskriften for så god er den nemlig! Der er bare lige sat lidt flere ord på og jeg har taget en håndfuld billeder. Ellers er æren for opskriften helt og fuldt Bodils!

Opskrift på sild til påske
Den dejligste sild til påskefrokosten er Bodils porresild. I baggrunden æggesalat og et hårdkogt æg farvet med løgskaller.

TIL PÅSKEFROKOSTEN

I virkeligheden smager sådan en sildesalat jo dejligt hele året, men der er alligevel ingen tvivl om at danskerne med særlig glæde samles om frokostbordet i påsken og til jul. Mange af favoritterne som frikadeller, leverpostej og fiskefilet serveres både til jul og påske. Alligevel synes jeg der er noget særligt dejligt over de versioner af frokost klassikerne, der er lavet så de er sæson aktuelle. Jeg elsker at sætte æbleflæsk og julesild på bordet til julefrokosten mens jeg her i foråret rigtigt gerne vil have retter der er friskere og lettere i smagen.

Netop her synes jeg at porresilden er et utroligt godt bud. Den smager fantastisk, let og lækkert og som en rigtigt gode bonus er sildesalaten nem at lave og kan gøres klar på forhånd. Perfekt hvis man gerne vil lave flere retter til påskefrokosten.

Ingredienser til porresild
Her er fleste af de ingredienser der skal bruges til porresild. Som du kan se er det nemt at handle ind til sildesalaten for det er få, men gode råvarer

DET SKAL DU BRUGE NÅR DU VIL LAVE SILDESALAT MED PORRE

Det vigtigste når du vil lave sildesalat er at få fat i en rigtig god sild. Hellere lidt mindre, men til gengæld bedre sild. Bodil understreger i den kortfattede opskrift at det SKAL være gammeldags modnede sild og jeg er helt enig. Min mor, der også var glad for at lave forskellige sildesalater insisterede også altid på gammeldags modnede sild.

Det skal stå direkte på etiketten at silden er gammeldags modnet for det er en noget mere bekostelig metode end den moderne metode hvor silden modner på et par uger, men slet ikke får samme runde og fyldig smag.

Gammeldags modnede sild er modnet som man har gjort det i generationer ved at lægge sildene i tønder sammen med salt, sukker og krydderier. Her ligger de i et halvt til et helt år og udvikler masser af smagsnuancer.

Gammeldags modnede sild

I Bodils opskrift på porresild bruges der kun Creme Fraiche og ingen mayonnaise. Det synes jeg passer utroligt fint til den friske og lækre porresild. Det kræver til gengæld en rigtig god og fast Creme Fraiche og her anbefaler jeg altid (og uden at være betalt for det) den ualmindeligt lækre og smagfulde 18% Creme Fraiche fra Thise.

Porre i tynde skiver til porresild

Til slut skal du selvfølgelig bruge porre og lidt hvidløg.

Porre er en på alle måder fantastisk og lidt underkendt råvare med mange talenter. Tilberedt bliver porren så sød mild og brugt rå som i denne opskrift bliver den frisk og sprød. Simpelthen den perfekte smag af frisk forår.

Porren skal skæres i helt tynde skiver. Har du en mandolin er den et godt valg her, men du kan selvfølgelig også bare bruge en kniv. Bodil understreger i opskriften at man bruger den hvide del af porren til selve sildesalaten og lidt af den mørkegrønne del som pynt ovenpå salaten. Vælg om muligt friske tynde porre til sildesalaten.

Nem sildesalat med porre og hvidløg

SÆSON

I princippet kan man lave porresild året rundt for man kan altid få fat i ingredienserne. Vi synes bare at den friske skønne smag af porreskiver passer bedst til foråret.

TIPS OG TRICKS

Det er svært at sige præcist hvor meget porre du skal bruge for det afhænger af størrelsen på porren. Hvis din porre er lidt tyk skal du kun bruge en, ellers halvanden.

*

Jeg foretrækker altid at lave mine frokostsalater i en køkkenskål med god plads. Herefter flytter jeg salaten over i en serveringsskål, der passer i størrelsen så salaten ikke ligger og forsvinder i et hjørne.

*

Porresild smager dejligt i sig selv men kan også serveres med hårdkogte æg eller æggesalat.

SVÆRHEDSGRAD – HER SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM

Det er utroligt nemt at lave Bodils porresild og så længe du har gode sild og renser din porre godt er der ikke noget der kan gå galt.

Porresild opskrift

Opskrift på Porresild

De dejlige porresild er nemme at lave og smager formidabelt. Sæt dem på påskens frokostbord eller nyd dem en dejlig forårsdag i haven.
Sildesalaten er hurtigt lavet og kan serveres med det samme. Den har dog rigtigt godt af at stå i nogle timer eller natten over.
Det er svært at sige præcist hvor mange personer en frokostret rækker til. Det afhænger jo i høj grad af hvor meget andet du sætter på bordet. Her er til fire hvis det er den eneste sild du server og til 8 hvis du har flere slags sild på bordet.
4.86 fra 14 stemmer
Udskriv
Forb. tid 5 min
Tilb. tid 5 min
Samlet tid 10 min
Antal 6 personer

Ingredienser

Sild

  • 1 glas gammeldags modnede sild - (af ca 400g. Det er fint hvis det er lidt mere eller mindre)

Porre marinade til sild

  • 1-2 tynde porre - (hvor meget du skal bruge afhænger af størrelsen på porren)
  • 2 dl Creme Fraiche
  • 1 fed hvidløg - (eller to hvis du er glad for hvidløg)
  • 1/2 tsk fint salt
  • friskkværnet peber

Sådan gør du
 

Sild

  • Læg dine sildefileter til afdrypning i en sigte.
    TIP: De skal ikke skylles for marinaden smager godt, men de skal ikke være våde når du skal bruge dem.

Porre

  • Vask porren omhyggeligt og skær den i fine tynde skiver. De mørkegrønne skiver skal bruges som pynt.
    TIP: Hvis din porre er meget snavset kan du få jorden væk ved at skærre et snit forneden og lade porren stå i et glas vand. Er porren ikke ret snavset er det fint bare at skylle porreringene i koldt vand.

Porremarinade til sild

  • Put Creme Fraise i en skål med plads til hele sildesalaten. Kryd med salt og peber og tilsæt presset hvidløg. Rør rundt og smag til.
  • Skil porreringene ad og tilsæt dem til Creme Fraise blandingen. Rør rundt.

Porresild

  • Skær sildefileterne i mundrette bidder og tilsæt dem til porremarinaden. Rør rundt til silden er helt dækket med porremarinaden og flyt herefter sildesalaten over i en serveringsskål. Drys med lidt af de mørkegrøne porreringe på toppen.

Noter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA
Denne opskrift har jeg fået af Bodil. Læs mere om Bodil i blogteksten.
KOM PÅ FORKANT/HOLDBARHED
Porresild kan holde sig i ca to dage i køleskabet. De er gode at lave nogle timer inden du vil sætte dem på frokostbordet.
HAR DU LAVET BODILS PORRESILD?
Så vil det glæde mig meget hvis du skriver en kommentar eller giver dig tid til at bedømme opskriften med stjerner. Jeg sender alle hilsner videre til Bodil.
Del gerne et billede på InstagramNævn @marinas_mad eller tag #marinas_mad. Jeg deler hver uge billeder i stories og bliver så glad når jeg kan se mine opskrifter i brug.

Lige nu på Instagram. Klik og læs med:

PÅSKE LEGE 🐣 🐥

DERFOR ER DIN MENING VIGTIG

Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester dem før jeg deler. Alligevel er det jo først når du bruger opskriften i dit køkken at jeg for alvor kan vide om opskriften virker.

Derfor vil jeg rigtigt gerne høre fra dig!

Du er altid velkommen til at skrive en kommentar og jeg har stort udbytte af dine erfaringer når jeg udvikler og reviderer opskrifter. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.

Bloggen har også et stjernesystem hvor du kan rate opskrifterne. Jeg er ikke tilhænger af at alt skal rates hele tiden, men det giver faktisk mening med opskrifter at man kan se om andre bruger dem og er glade for dem. Derfor bliver jeg virkelig glad hvis du vil bruge et øjeblik på at vurderer opskriften ved at trykke på det antal stjerner du synes den fortjener.

På forhånd MANGE TAK!

Opskrift på sild med porre dressing
Her er de lækre porresild sat på frokostbordet med en æggesalat i baggrunden.

Pin
Share
Email

Skrevet i: Fisk, Frokostretter, Opskrift, porre, Sild Tags: påske, påskefrokost, porre, Sild

Previous Post: « Æg farvet med løgskaller
Next Post: Mad til påsken »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Ebbe skriver

    2020-04-14 kl. 12:01

    Kære Marina,

    Flot sat op og tak for sød omtale.

    God senpåske.

    ? ? Ebbe

    Svar
    • Marina skriver

      2020-04-14 kl. 14:05

      Kære Ebbe og Bodil

      Jeg tænker så meget på jer i øjeblikket og var så glad for at kunne dele Bodils lækre silde opskrift med tak og mange tanker til jer ?Dejligt at I er tilfredse med billederne. Jeg valgte et af min mors sildefade og den lille grønlandske sildegaffel, fordi jeg ved I sammen har siddet så mange gange omkring frokostbordet med netop de ting på bordet.

      Kæmpe kram. Jeg glæder mig til at se jer når vi igen får lov

      Marina

      Svar
  2. Lizzi skriver

    2020-12-16 kl. 10:03

    Der står “Et glas modnede sild” Men, hvor stort hvor mange g. ca. der er jo mange forskellige størrelser 😉

    Svar
    • Marina skriver

      2020-12-16 kl. 11:59

      Hej Lizzi

      Det har du fuldstændigt ret i. Beklager! Det må jeg have rettet næste gang jeg kan tilgå opskriften på min computer.

      Der er flere billeder af glasset med sild og det er med vilje så man kan se at det er et lille glas. Der er 400 g i det jeg har på billederne. Om det er lige lidt mere eller lidt mindre gør ikke så meget men det går selvfølgelig ikke hvis der fx er dobbelt så meget.

      Tak fordi du skrev, god fornøjelse med opskriften og god jul.

      Mange december hilsner

      Marina

      Svar
  3. Lizzi skriver

    2020-12-20 kl. 12:54

    Tak for svar. Har lavet dem og mums de var rigtig gode. SÅ der er igen i dag lavet et nyt glas. Tak for du ville dele denne vidunderlige opskrift 😀

    Svar
    • Marina skriver

      2020-12-20 kl. 13:30

      Hej igen Lizzi

      Hvor er jeg glad for at porresilden var et hit hos dig. Det er min søde tante Bodils opskrift og den vil jeg ikke tage æren for men jeg er så glad for at den vækker lykke. Jeg ved det også vil glæde hende.

      Mange varme december hilsner

      Marina

      Svar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Primær Sidebar

VELKOMMEN TIL MIT ÅRSTIDSKØKKEN

Her på Marinas Mad deler jeg ud af mine yndlingsopskrifter på dejlig hverdagsmad. Jeg tror det er vigtigt at spise både til helbredet og humøret og deler alle slags opskrifter fra de super sunde til de syndigt dejlige. Velkommen.

Varme hveder til store bededag

Opskrift på varme hveder

Min opskrift på skønne hveder er med omhyggelige DIY fotos og masser af gode tips

Sæson for ramsløg

Fakta om ramsløg

Læs hele mit store nye tema om ramsløg. Masser af billeder og fakta om sæson, voksested og plukning

Opskrift på ramsløgspesto

Min opskrift på ramsløgspesto er med hasselnødder og får meget ros for at have en afbalanceret og dejlig smag.

Opskrift på ramsløgssmør

Ramsløgssmør er fantastisk til brød, til grillmad og til at stege forårsgrøntsager. Få den nemme opskrift her

Fiskefrikadeller

Opskrift på Fiskefrikadeller

Min bedste opskrift på dejlige gammeldags fiskefrikadeller.

SØG I ALLE INDLÆG

FÅ NYT FRA MARINAS MAD

Marinas Mail

Få det hele med! Hver søndag formiddag udsender jeg et nyhedsbrev. Foruden besked om nyt indhold på bloggen får du fx køkkentips, liste med danske mærkedage og årstidsrelevant råvarer information.

HER SKER NOGET NYT

Jeg tester og reviderer bloggens opskrifter løbene.  Nedenfor kan du se de senest opskrifter jeg har tilføjet nye fif.

Opskrift på lasagnesuppe

Min opskrift på lasagnesuppe er nu opdateret med meget omhyggelige DIY billeder og en lidt mere børnevenlig beskrivelse. Tanken er at min datter og andre børn selv skal kunne lave suppen.

Opskrift på gammeldags frikadeller

Min populære opskrift på gammeldags frikadeller er gennem redigeret med masser af DIY billeder. Få alle mine tips og tricks.

Min bedste opskrift på hjemmelavede pommes frites

Min populære opskrift på super lækre, sprøde ovn pomfritter har fået DIY billeder og lidt flere tricks.

Glasur til småkager

Min populære opskrift på glasur til småkager er opdateret med DIY billeder og masser af gode små tips.

Opskrift på gastrik

Gastrik er den rene sovsmagi og dejligt nemt at lave selv. Få alle mine tips i den nemme opskrift der har fået lidt mere tekst og et nyt billede.

Copyright på billeder, tekst og opskrifter Marina Starcke 2019. Del venligst ikke indhold uden tilladelse.