
Her er en nem og lækker broccolisalat med masser af smag og dejligt meget knas. Broccolisalaten er uden bacon og smager fantastisk året rundt. Den er perfekt som tilbehør fx til grillmad, men også skøn som måltidssalat til frokost.

En broccolisalat jeg bliver glad af at spise
Alle kender den klassiske broccolisalat med bacon og rosiner vendt i en cremet dressing. Den er selvfølgelig også god.
Alligevel må jeg personligt indrømme at jeg er fuldstændigt vild med denne variant uden bacon og med masser af krydret smag og gode strukturer. Ligesom klassikeren har denne broccolisalat alle de forskellige smags elementer. Der er noget salt, noget surt og noget sødt. Desuden har denne broccolisalat også noget styrke fra den særlige dressing.
Både min mand og jeg er vilde med den. Både som tilbehør og som selvstændigt let måltid fx til frokost. Ud over den oprindelige opskrift laver jeg salaten i en række varianter og lidt længere nede får du to gode bud.
Opskriften stammer oprindeligt fra mit yndlings madmagasin Bon Appétit hvor den kaldes “Broccoli Spoon Salad With Warm Vinaigrette“. I det øjeblik jeg først læste opskriften vidste jeg at det ville være et hit i mit køkken og det viser sig at jeg ikke var alene om at tænke sådan, for salaten er netop kåret som en af årets mest populære BA opskrifter (og der skal meget til!). Flere kommenterer og skriver at det er den bedste salat de har lavet og at der ikke er grund til nogensinde at spise broccoli på andre måder!

En salat du kan lege med
I respekt for den originale opskrift har jeg valgt topbilleder, der ligger ret tæt på originalen, men jeg laver faktisk meget ofte broccolisalaten i variationer alt efter hvad jeg har lyst til og alt efter hvad jeg sådan lige har i skabe og køleskab. Her er foreløbigt to eksempler:
Broccolisalat med appelsin, tranebær og pistacienødder
Den originale opskrift er født med letristede pistacienødder og det er super godt. Jeg synes dog pistacienødder er lidt kostbare, så i min daglige omgang med broccolisalaten har jeg udskiftet dem med peanuts, der også bidrager med salt som klæder salaten.
I denne variation er der tilføjet en stor saftig appelsin skåret i fileter samt tranebær i stedet for dadler og pistacienødder i stedet for peanuts. Da appelsinerne er saftige er det ikke nødvendigt at tilføje yderligere dressing.
Denne broccoli salat er dejlig frisk og jeg føler mig vildt sund og glad når jeg spiser den.
Hvis man synes pistacienødder er for dyre er denne variant også god fx med ristede mandler eller med honningglaserede valnødder. Peanuts synes jeg ikke passer.

Broccolisalat med edamamebønner, honningglaserede valnødder og avocado
I denne skønne måltidsvariant laver jeg dobbelt portion dressing så der også er nok til edamamebønner og avocado. Trods det er det stadigt en lidt mildere og mere cremet variant.
Start med at lave honningglaserede valnødder og læg dem til afkøling.
Hæld kogene vand over ca 100 g kogte og pillede edamamebønner fra frost. Dryp af.
Lav salaten efter opskriften, men vend edamamebønnerne sammen med broccolien inden du hælder dressingen over. Gem en smule dressing.
Skær avocado i fine både og vend dem forsigtigt i dressingen. Anbring dem øverst på salaten og drys med de honningristede valnødder.

Sæson
Broccolisalaten kan spises hele året og tilpasses sæsonen. Den er skøn til grillmad og dejlig når man trænger til noget sundt og grønt i januar.
Tips og tricks
Jeg anbefaler på det varmeste at bruge Ras el Hanout i dressingen. Man kan godt lave dressingen med andre krydderier, men den bliver bare ekstra særligt god med Ras el Hanout. Du kan købe Ras el Hanout færdigblandet eller du kan lave en hjemmelavet version efter min opskrift.
Men altså står du en tirsdag og har lyst til salaten uden at have Ras el Hanout så har jeg med succes også lavet den med andre krydderier.
Her skal du være opmærksom
Det er vigtigt at broccolien er skåret i meget små buketter og at du kun bruger den møre del af stokken. Bruger du i stedet den skønne aspargesbroccoli kan du bruge det hele.
Vær opmærksom på dressingen. Krydderierne skal have varme og hvidløget blive gyldent, men ingen af delene skal have for lang tid i varmen. Tilsæt med det samme de kolde elementer så du undgår at brænde din krydring på.

Opskrift på broccolisalat med krydret vinaigrette
Ingredienser
Broccoli salat
- 1 lille lynsyltet rødløg - (kan erstattes af et finthakket skalotteløg)
- 1 mellemstort broccoli - (ca 500 g før tilberedning. Kan erstattes af ca 400 g aspargesbroccoli)
- 75 g dadler uden sten - (kan erstattes med anden tørret frugt)
- 50 g peanuts - (kan erstattes med andre nødder)
- 1 lille bundt korianter - (kan erstattes med andre krydderurter fx mynte eller helt udelades)
Varm krydder vinagrettte
- 6 spsk vindruekerne olie - (eller anden smags neutral olie)
- 2 tsk Ras el Hanout - (Se eventuelt opskrift her. kan erstattes med fx karry, spidskommen eller garam masala men Ras el Hanout er bedst)
- 1 stort fed hvidløg - (eller to mindre)
- 2 spsk limesaft - (kan erstattes med citronsaft)
- 1 1/2 spsk hvidvinseddike - (kan erstattes med fx æbleeddike)
- 1 spsk honning
- 1 lille nip salt - (lidt mere hvis du bruger usaltede nødder)
- friskkværnet peber
Sådan gør du
Lynsyltede rødløg
- Lav de lynsyltede rødløg efter denne nemme opskrift.TIP: Klar til brug efter kun 15 minutter. Lav dem først så er de klar når salaten er færdig. Lader du broccolisalaten stå og trækker kan du med fordel også lade rødløgene trække lidt længere i lagen.
Broccoli
- Vask broccoli. Skær helt tæt på hovdet så du får en masse små bitte broccolibuketter. Skær større buketter i mindre stykker. TIP: Hvis du bruger det skønne aspargesbroccoli skal du kun skære de yderste ender af. Alt resten kan bruges og skal bare skærres i passende små stykker.
- Skræl den nederste del af broccoliens stængel og skær den møre del i små tern.
- Skær den øverste møre del af broccoliens stængel i helt tynde skiver.
- Kom alt broccolien i en skål.
Øvrige ingredienser
- Skær dadler i mindre stykker. Skyl korianter. TIP: Hvis du bruger andre nødder end peanuts er det en god ide at riste dem let på en pande. Gør også øvrige suplerende ingredienser klar hvis du bruger dem. Se forslag over opskirften.
Krydderet vinagrette
- Find alle ingredienser frem og pres limesaft.
- Put 6 spsk olie og 2 tsk krydderier i en lille gryde og varm op. Lad stege ca 1 minut tild et begynder at dufte. Tilsæt presset hvidløg og steg yderligere 1/2 – 1 minut til hvidløg dufter. Træk straks af varmen.
- Tilsæt 2 spsk friskpresset lime, 1 1/2 spsk eddike og 1 spsk honning samt et nip salt og lidt friskkværnet peber. Rør rundt. TIP: Det er ikke nødvendigt at måle honning nøjagtigt op i denne opskrift. Hvis du bruger flydende honning tager du det på øjemål. Bruger du en fast honning kan du lægge skeen på den varme pande. Her vil honningen hurtigt smelte så du kan hælde den af.
- Hæld straks den varme krydrede vinagrette over broccolien og rør rundt så broccolien dækkes af et tyndt lag.
Broccoli salat
- Bland lynsyltet rødløg, dadler og peanuts med broccoli.
- Flyt over på et serveringsfad og fordel korianter over salaten.
Noter
Netop nu på Instagram. Klik og læs med:
DERFOR ER DIN MENING VIGTIG
Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester dem før jeg deler. Alligevel er det jo først når du bruger opskriften i dit køkken at jeg for alvor kan vide om opskriften virker.
Derfor vil jeg rigtigt gerne høre fra dig!
Du er altid velkommen til at skrive en kommentar og jeg har stort udbytte af dine erfaringer når jeg udvikler og reviderer opskrifter. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.
Bloggen har også et stjernesystem hvor du kan rate opskrifterne. Jeg er ikke tilhænger af at alt skal rates hele tiden, men det giver faktisk mening med opskrifter at man kan se om andre bruger dem og er glade for dem. Derfor bliver jeg virkelig glad hvis du vil bruge et øjeblik på at vurderer opskriften ved at trykke på det antal stjerner du synes den fortjener.
Skriv et svar