
Sauteret ramsløg smager virkeligt dejligt og i denne opskrift bliver der også en dejlig citron-ramsløgs sovs der smager fantastisk til meget dansk mad. Utroligt nemt tilbehør du kan have på bordet på minutter.

Sauteret ramsløg
Ramsløgspesto og ramsløgssmør går deres sejrensgang over Danmark i foråret. Begge dele er dejligt, men der er også mange andre skønne måder at bruge ramsløg. I dag får du en virkelig nem og utrolig lækker lille ret, der egner sig godt som tilbehør.
Jeg er helt vild med sauteret ramsløg og skrev allerede om det sidste år. Når ramsløg steges kortvarigt mister det den skrappe smag og bliver mere mildt, men stadigt med lidt bid og hvidløgssmag. Det er jo ikke overraskende for sådan opfører de andre medlemmer af løg familien sig jo også. Alle har de denne dobbelte personlighed hvor de er skrappe og klare i smagen som rå eller halvrå og helt milde og cremede når de har fået varme og mild kærlighed.

Nem lille ret med ramsløg – velegnet som en slags sovs
I mit køkken bruger jeg sauterede ramsløg på utroligt mange forskellige måder så det var ikke helt nemt at vælge hvilken opskrift jeg ville bruge til at formidle ideen bedst. Valget er faldet på denne utroligt nemme lille tilberedning af flere grunde.
For det første smager det dejligt. Det er selvfølgelig altid den vigtigste grund! Piskefløden får den skønne smag af ramsløg og citron og piskeflødens fedme passer godt til den lille skarpe smag af ramsløg. Jeg tror mange af dem der ellers er lidt skeptiske når de bliver præsenteret for ramsløg vil holde af denne ret.
For det andet synes jeg opskriften demonstrere hvad sauteret ramsløg kan. Sidste år brugte jeg sauteret ramsløg i selvskab med ramsløgspesto og andre ingredienser. Her ville jeg gerne have en opskrift hvor den sauterede ramsløg stod næsten alene, men hvor der alligevel skete en lille smule mere end bare at stege ramsløgene.
For det tredje er denne servering med ramsløg i citron fløde utrolig nem og utrolig anvendelig i det klassiske danske mormor køkken. Den lille nemme ret passer godt til alle de danske klassikere som hakkebøf, frikadeller og hamburgerryg. Den passer også perfekt som tilbehør til påskens lammesteg og det er jo heldigt fordi ramsløg altid har sæson i påsken. Den lille ret med sauteret ramsløg er selvsagt også god i et mere moderne dansk køkken og kan fint fungerer som lille sovs til rene grøntsagsretter eller til et stykke hvid fisk. Mulighederne er mange, valget er dit.

Alt det du skal vide om ramsløg
Denne opskrift er en del af mit tema om ramsløg hvor jeg bla. forsøger at vise forskellige måder man kan bruge den dejlige og alsidige plante.
Hvis du er ny i ramsløgs plukningen eller bare almindeligt nysgerrig efter facts og andre opskrifter end denne vil jeg gerne anbefale min meget grundige ramsløgsguide. Her finder du masser af billeder af planten på forskellige stadier så du nemt kan kende den når du kikker efter den i skoven.

Sæson
Dette er selvfølgelig en ret man laver når ramsløg er i sæson og helst når bladene har fået en god størrelse. Det har de (afhængigt af vejret og voksested) fra marts og til hen i maj. Læs mere om ramsløg og om sæsonen for ramsløg her i min grundige råvare guide.
Tips og tricks
Ramsløg bliver meget mildere når de bliver stegt og derfor skal der bruges mange til en opskrift som denne, mens der skal bruges langt færre når man fx laver ramsløgspesto hvor bladene bruges rå.
Man kan lave retten med ramsløg fra de er helt små, men der skal mange til og derfor foretrækker jeg at vente til bladene har fået en god størrelse.
Brug meget gerne friskplukkede ramsløg, der smager bedst. Til en opskrift som denne hvor ramsløgene sauteres er det dog også fint at bruge ramsløg, der har været opbevaret en dag eller to og har mistet lidt af spænstigheden. Det forudsætter dog selvfølgelig at du har opbevaret dine ramsløg korrekt. Læs mine gode råd til opbevaring i denne guide.
Opskriften er skrevet med ret meget piskefløde så du kan bruge den som en slags sovs. Du kan dog nemt regulerede og stege flere ramsløg med mindre fløde sovs. Så fungerede retten mere som et grønt tilbehør.
Når man bruger citronskal SKAL man altid bruge økologisk citronskal. De stoffer der bruges til at sprøjte citroner er ikke bare giftige, de smager også grimt og kan ikke vaskes væk. Når du køber økologiske citroner køber du både skal og saft og faktisk er der mere citronsmag i skallen end i saften. Citronskal er en af mine absolute yndlings smagsgivere.
Her skal du være opmærksom
Det er utroligt nemt at lave sauterede ramsløg i citron fløde. Vær opmærksom når du sanker så det rent faktisk er ramsløg du har plukket. Vask ramsløg omhyggeligt og lad være med at overstege dem.

Opskrift på sauteret ramsløg i citron fløde
Ingredienser
Ramsløg
- 125 g ramsløgsblade - (Se billedet for at se hvor meget det er i fysik form. Det behøver ikke være nøjagtigt. Brug de ramsløg du har og tilsæt piskefløde til du synes det passer. Tip: du kan fint bruge de små blomsterknopper der sidder mellem bladene)
Iøvrigt
- 50 g smør
- 1 1/2 dl piskefløde
- reven skal af ca 1/2 citron - (SKAL være økologisk, ellers smager den ikke godt)
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Ramsløg
- Vask din ramsløg meget omhyggeligt så du er sikker på at der ikke sidder jord på bladene.TIP: Det nemmeste er at lægge blade og knopper i koldt vand i fx en salatslynge eller stor skål. Er de blevet lidt triste kan det hjælpe at lade dem ligge her lidt længere. Husk du fint kan bruge de blomsterknopper der sidder mellem bladene når du plukker dem. På billedet kan du se den mængde ramsløg jeg har brugt til disse billeder.
- Ryst bladene fri for det meste vand. De behøver ikke være helt tørre.
Sauteret ramsløg
- Smelt smørret på en sauterpande eller i en wok. Tilsæt ramsløg og lad dem sauterer i et minut eller to til alle bladene er sunket sammen og er blevet bløde. Vendt rundt så alle bladene får varme. Pas på de ikke får for meget. TIP: Ramsløgsblade puffer ofte op og bliver helt fyldt med luft når de sauteres herefter bliver de bløde. Rå ramsløgsblade fylder meget mere end sauterede ramsløg. Derfor skal der bruges en forholdsmæssigt stor pande med høje sider. Laver du en stor portion kan du eventuelt sauterer af flere omgange. De sauterede ramsløg kan fint spises sådan gerne krydret med lidt salt og peber.Panden på billederne er valgt fordi den er lys så du kan se farven på retten. Den er ok men det er endnu bedre at bruge en rigtig sauterpande med høje lige sider.
Citron fløde
- Hæld piskefløden på panden, riv citronskal ned i retten og kryd med salt og peber. Lad det hele simre nogle minutter mens du passer det lidt. Smag til ved at smage på fløden.
Servering
- Server gerne med det samme og gerne direkte fra panden. Alternativt kan du server i en varm skål eller dyb tallerken.
Noter
Netop nu på Instagram. Klik og læs med:
Lidt om Marinas Mad
Marinas Mad er en madblog med fokus på de danske årstider. Året rundt deler jeg opskrifter med årstidsaktuelle råvarer. Jeg skriver desuden hver uge en madplan med fokus på årstiden og de aktuelle mærkedage.
Alle opskrifter på bloggen er gennemtestede og med masser af tips.
Madplanerne er mere end en opremsning af opskrifter. Her finder du fx baggrunds information om alle danske mærkedage, årstidsinspiration og råd om brug af rester fra det ene måltid til det næste.
Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester før jeg deler. Alligevel er det jo først når opskriften virker hjemme i dit køkken at den er en succes. Derfor vil jeg virkeligt gerne høre fra dig og lære af dine erfaringer. Skriv meget gerne en kommentar, som selvfølgelig besvares. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.
Bloggen har desuden et stjernesystem hvor du kan trykke på det antal stjerner du synes den fortjener. Det gør mig altid meget glad når jeg ser at nogen har givet en opskrift en top vurdering. TAK.
Jeg er ikke aktiv på Facebook, men jeg skriver et nyhedsbrev og deler bag om bloggen glimt mm på Instagram.
TAK fordi du læser med.
RAMSLØG

Ramsløg: sæson, fakta og opskrifter

Ramsløgssmør

Ramsløgspesto: nordisk pesto med ramsløg og hasselnødder





Endelig en ny opskrift med ramsløg! Den blev vi glade for ar prøve til et stykke stegt laks. Vi har forstegt et par portioner – så kan de fryses til senere på året!
Marina, jeg tænker tit på, hvordan I har det ovre på Frederiksberg. Forhåbentlig er du og din datter faldet godt til. Dejligt må det dog være for jer alle, at I nu er sammen igen. Men hvor I dog savne haven og åen i denne tid.
Der skulle stå “Men hvor i dog må savne haven og åen i denne tid,”
Kære Elsebeth
Mange, mange TAK for din dejlige hilsen der varmede meget og gjorde mig så glad.
Og tak, ja jeg er ved at falde på plads på Frederiksberg selvom jeg savner min have og min Å så utroligt meget. Til gengæld er vi jo så heldige at parkerne her omkring er helt fortryllende. Det er ikke det samme som at have sin egen have, men så kan det noget andet og det er en kæmpe glæde og stor luksus.
Vores yngste datter er på efterskole i år så hun er kun på Frederiksberg i nogle weekender og er ikke rigtigt hjemme her endnu. Men hun har valgt at gå på gymnasistet på Frederiksberg fremfor i Holstebro og det betyder at vi nu langt om længe kan begynde at planlægge hvad vi skal fremover. Jeg vil ikke ligge skjul på at jeg gerne vil have en ide om hvad jeg skal og hvor jeg skal bo og derfor er det også for mig meget dejligt at vi nu kan blive sammen på Frederiksberg.
Det har været en stressende periode men nu håber jeg der falder ro på det hele og at jeg kan finde ud af at arbejde på bloggen i de nye rammer.
Så dejligt at høre at I holdt af opskriften på de sauterede ramsløg. Jeg er selv utroligt glad for den ide.
Håber også du og dine har det godt og ser ind i sommeren med glæde.
Mange varme forårshilsner
Marina