
Få ting smager så grønt og dejligt af forår som ramsløg man selv har plukket i skoven. Her får du opskriften på en dejlig nordisk pesto med ramsløg, hasselnødder og raspolie. Den smager skønt og er nem at lave.

GODE RÅD TIL PLUKNING AF RAMSLØG
Ramsløg er en af de allerførste ting vi danskere kan høste og da planten tilmed smager virkeligt dejligt er det intet under at ramsløg år for år bliver mere og mere populær. Ramsløg kan købes, men det er selvfølgelig både hyggeligere, friskere og billigere at plukke sin egen. Ramsløg spreder sig nemt og hvor planten findes er der derfor ofte masser. Kik i lyse, let fugtige bøgeskove, i lunde og i vilde områder i parker.

Ramsløg har, som man kan se på billederne, karakteristiske lancetformede blade. Desværre kan bladene forveksles med liljekonval og høsttidsløs, der begge er giftige. Det er dog nemt at kende forskel hvis man er lidt opmærksom. Først og fremmest dufter ramsløgs karakteristisk af hvidløg, hvilket de andre planter ikke gør. Duften kan fornemmes i hele området og kommer tydeligere frem når man gnider på bladene. Husk at tjekke bladene på hver enkelt plante da ramsløg særligt i parker og områder, der tidligere har været haver, kan vokse sammen med de andre planter. Det er en overkommelig opgave da ramsløg smager stærkt og der ikke skal bruges ret mange. Pluk ikke flere end du har brug for.
Tidligt på sæsonen er der endnu ingen blomsterknopper og så må man stole på lugtesansen alene. Senere på sæsonen kommer først blomsterknopperne (der sidder gemt mellem bladene) og senere blomsterne og så er der ingenting at tage fejl af. Jeg har taget en blomsterknop med på billederne her så I kan se den. Senere på sæsonen vil jeg fotograferer en blomst. Ramsløg smager bedst inden blomstringen, men hvis du er i tvivl om et område er fyldt med ramsløg eller andre grønne blade kan du vente til blomstringen og huske stedet til året efter. Læs flere gode råd om plukning af ramsløg her hos altid dygtige Karna Maj.

MIN OPSKRIFT PÅ NORDISK RAMSLØGS PESTO
Ramsløgspesto er selvfølgelig inspireret af den klassiske italienske pesto af basilikum, pinjekerner, hvidløg, parmesanost og olivenolie. Mange af de opskrifter man kan finde på ramsløgspesto bytter sådan set bare ramsløg ud med basilikum, men jeg synes at det er sjovere at lave en helt nordisk pesto når nu vi laver den på ramsløg. Derfor bruger jeg udelukkende nordiske råvare i min opskrift på ramsløgspesto (med undtagelsen af en lille smule peber). De forskellige nordiske smage klæder også hinanden rigtigt godt så det bliver en meget velsmagende pesto. Jeg synes ramsløgen smager helt perfekt af hvidløg som den er og har derfor ikke behov for at tilsætte mere hvidløg.

SÅDAN KAN DU BRUGE RAMSLØGSPESTO
Ramsløgs pesto kan bruges alle de steder hvor du ellers ville bruge den traditionelle pesto på basilikum. Du skal bare være opmærksom på at ramsløgspestoen smager stærkt. Det er dejligt, men det er muligt du skal bruge lidt mindre end du ellers ville bruge.
Noget af det dejligste jeg ved er kartofler vendt i ramsløgspesto. Det er simpelthen smagen af dansk forår på en tallerken og hvis man så tilmed kan koge kartoflerne med løvstikkesalt bliver det ikke bedre.

Den nordiske ramsløgspesto smager også fantastisk med æg og ricotta som i denne forårs frokost mad. Lav dem eventuelt mindre som forrets hapsere til gæster.
Ramsløgspesto fryser iøvrigt udemærket. Frys ned i små fødevare godkendte plastik poser. Ramsløgspestoen afgiver nemlig smag til isterningebakker mm så det er en dårlig ide at bruge dem.

SÆSON
Ramsløgspesto kan man lave når der kan plukkes friske ramsløg. Ramsløg er en ægte sæsonvare med højsæson i april. I lune år kan man nogle gange plukke de første blade sidst i marts og bladene kan bruges helt til planterne afblomstre, det vil som oftest sige til midt i maj. Både blade, stængler og blomster kan spises, men bladene smager bedst før planten blomstre.
TIPS OG TRICKS TIL RAMSLØGSPESTO
- Vær opmærksom og omhyggelig når du plukker ramsløg. Læs gode råd til plukning af ramsløg højere oppe i indlægget.
- Ramsløg er bedst helt nyplukkede, men kan om nødvendigt holde sig i ca 3 dage. Læg dem køligt og luftigt med lidt fugtigt køkkenrulle ligesom du ville gøre med salatblade. Kasser dem hvis de ikke længere er friske.
- Min ramsløgspesto bruger nordiske råvarer, men du kan selvfølgelig erstatte de forskellige elementer med de traditionelle istedet hvis det er det du har i køkkenskabet.
- Vær opmærksom på om din olie er frisk. Olie der er blevet harsk smager frygtelig og ødelægger hele smagen. Lugt til olien og smag måske en lille smule hvis du er i tvivl.
SVÆRHEDSGRAD – HER SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM
Det er virkeligt nemt at lave ramsløgspesto. Hold øje med konsistensen du kan lave pestoen så fin eller grov som du nu synes.

Opskrift på nordisk ramsløgspesto
Ingredienser
Ramsløgspesto
- 20 blade ramsløg
- 60 g hasselnødder
- 60 g vesterhavsost – kan erstattes af parmesanost
- 1 dl rapspolie – af god koldpresset kvalitet
- 1/2 tsk saltflager
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Vask og tør ramsløgsbladene omhyggeligt. TIP: Læs gode råd om plukning og kontrol af blade over opskriften.
- Put ramsløg, hasselnødder og vesterhavsost i mindre stykker i en lille foodprocessor. Tilsæt lidt af rapsolien og kør til du har findelt blade, nødder og ost.
- Tilsæt lidt mere olie og kør igen til du har en passende pestokonsistens. TIP: Hvor meget olie du helt præcis skal bruge afhænger af størrelsen på dine blade, så det kan godt være at du ikke skal bruge det hele.
- Tilsæt salt og friskkværnet peber og kør kortvarrigt. Smag til. Måske du gerne vil have lidt mere salt, lidt mere peber eller måske lidt citronsaft?
- Brug pestoen eller put den i et skoldet henkogningsglas og sæt på køl.
Noter
OPSKRIFTEN ER SENEST GENNEMTESTET OG REVIDERET 15/3/20
DERFOR ER DIN MENING VIGTIG
Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester dem før jeg deler. Alligevel er det jo først når du bruger opskriften i dit køkken at jeg for alvor kan vide om opskriften virker.
Derfor vil jeg rigtigt gerne høre fra dig!
Du er altid velkommen til at skrive en kommentar og jeg har stort udbytte af dine erfaringer når jeg udvikler og reviderer opskrifter. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.
Bloggen har også et stjernesystem hvor du kan rate opskrifterne. Jeg er ikke tilhænger af at alt skal rates hele tiden, men det giver faktisk mening med opskrifter at man kan se om andre bruger dem og er glade for dem. Derfor bliver jeg virkelig glad hvis du vil bruge et øjeblik på at vurderer opskriften ved at trykke på det antal stjerner du synes den fortjener.
På forhånd MANGE TAK!
HAR DU MANGE RAMSLØG?

Prøv min lækre opskrift på ramsløgssmør.
OPSKRIFT PÅ RAMSLØGSSMØR

Mmm… den ser GO’ ud!! ❤️
Det smager bare fantastisk og skaber forårshumør. Og så er det også ret fint at man selv kan gå ud og plukke sin aftensmad hvis man kender et godt sted med ramsløg. Alligevel heldigt nok at man ikke skal brødføde familien med det man kan hitte i skoven og haven, for så ville vi nok blive ret sultne ret hurtigt…
Har lige lavet din Ramsløgspesto og den er bare mums.
Kom både hasselnødder og valnødder i.
Tak for dejlig inspiration.
Hej Bente
Hvor er jeg glad for at høre at ramsløgspestoen var en succes i dit køkken. Jeg er selv så glad for den og bruger den til alt muligt dejligt her i det tidlige forår. Da jeg i sin tid lavede opskriften testede jeg med alle slags nødder og syntes at hasselnødder var de bedste. Valnødder alene var som jeg husker det lidt voldsomt, men en blanding af hasselnødder og valnødder er skønt. I det hele taget kan man jo bytte ud som man synes og efter hvad man nu har i køknet. Husk at pestoen fryser super godt hvis du har mere end du får spist. Jeg fryser hvert år et par portioner så jeg har til de nye kartofler og andre lækkerier i sommeren.
Mange forårshilsner og tak for tilbagemeldingen
Marina
Tak for en meget dejlig pesto. Perfekt balanceret i styrke. Jeg vil lave et glas mere til påskebordet i dag. God påske.
Hej Katrine
Hvor er det dejligt at høre at du blev glad for styrken i ramsløgspestoen. Det var netop en af de ting jeg arbejdede med da jeg lavede opskriften, for nogle versioner kan godt blive lidt for skrappe efter min smag. Og ramsløgspesto er bare så skønt til påske synes jeg. Elsker selv ramsløgs til æg og dem er der jo typisk masser af på påskebordet. Rigtig god påske til dig og tak fordi du gav dig tid til at skrive en kommentar.
Påskehilsner
Marina