• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Marinas mad

Opskrifter fra mit årstidskøkken

  • Opskrifter
  • Mormor mad
  • Hyldeblomstsaft

Æblekage med farin og kanelkrydrede æbletern

2019-10-10 by Marina 22 kommentarer

Gå til opskrift Udskriv
Opskrift på æblekage med farin og kanelkrydrede æbletern
Den lækre æblekage er fyldt med æbletern, der er vendt i kanel og krydret brunt sukker.

Her er en nem og dejlig æblekage til smukke efterårsdage. Æblekagen er fyldt med æbletern, der er krydret med farin og kanel og den dufter af alt det bedste ved efteråret.

Æblekage med brunt sukker, kanel og æbletern
Æblekage med brunt sukker, kanel og æbletern. Nem at bage og dejlig på kagebordet.

JEG ELSKER ÆBLER – OG ÆBLEKAGER

Der er slet ingen ende på min kærlighed til danske æbler. Jeg spiser dem direkte af træerne i min have, jeg koger dem til æblemos og jeg bager og spiser nærmest uendelige mængder af æblekager. Efterhånden har jeg så mange forskellige lækre æblekager jeg bare skal have bagt hvert efterår at jeg har svært ved at holde mig til kun at bage en enkelt kage hver uge.

Og sådan er reglen ellers! Sund mad med masser af grønt for det meste og så ét sødt og dejligt hjemmelavet indslag til humøret. Kager og desserter skal man spise for glæden og de skal være en fest, ikke noget man spiser hver dag. Til gengæld gider jeg slet ikke høre om alt det med at kager skal være kaloriefattige eller bagt med mærkelige erstatninger. Kager skal smage så dejligt som de overhovedet kan. Det er meningen med dem og jeg vil hellere spise ét dejligt stykke kage end 10 halvgode.

Kage med æblestykker, kanel og farin
En nem og dejlig efterårskage til skønne efterårsdage.

SUES ÆBLEKAGE: “EASY APPLE FRITTER BREAD”

Det er kort sagt ingen mangel på æblekager i mit liv. Alligvel var det kærlighed ved første blik da jeg kastede et blik på denne opskrift over hos dejlige Sue fra madbloggen The View From Great Island. Jeg kunne med det samme se at selve sukker-kanel marineringen af æblerne mindede om en af min barndoms æblekager, men at kagen alligvel var tilpas anderledes til at være noget nyt for mig. Derfor måtte jeg selvfølgelig prøve den og Sue tilbød med det samme venligt at jeg gerne måtte dele opskriften her på bloggen.

Det med at jeg gerne må låne af hendes opskrifter har hun faktisk tilbudt før. Sue har nemlig en gang lånt en af mine opskrifter og havde den gang klasse nok til ikke bare at skrive venligt til mig, men også at krediterer mig for opskriften. Se den slags tror jeg faktisk aldrig jeg glemmer, for det er detsværre ikke almindeligt blandt danske madbloggere. At det så tilmed var en madblogger i verdensklasse, der kunne bruge en af mine opskrifter var selvfølgelig endnu bedre.

Æbletern krydret med farin og kanel
Det dejlige fyld i kagen består af æbletern vendt i farin, muscovadosukker og kanel.

Den stående invitation til at låne opskrifter har jeg dog fået for lidt ud af. Jeg har simpelthen allerede lister så lange over alt det jeg gerne vil dele og jeg er jo også uendeligt længe om at teste og genteste og så lige teste én gang til for prins Knud og hans lillebror. Måske bliver man mere selvsikker med årene, men jeg er jo stadig ny som madblogger og indtil videre tager det mig lang tid fra jeg ser en god opskrift og til jeg er klar til at dele med jer. Jeg når kun én opskrift om ugen og så må jeg jo prioriterer min tid.

Derfor troede jeg faktisk ikke at jeg ville kunne nå at få min version af Sues æblekage på bloggen i år. Men altså kagen er så god at jeg synes I skal have den i år, så nu har jeg sparket en anden æblekage ud af planlægningen og bagt Sues “Easy Apple Fritter Bread” fire gange, hver gang med mindre tilpasninger til jeg nu har ramt hvad jeg selv synes er en fin dansk oversættelse.

Æblekage med glasur
Til sidst overhældes kagen med en tynd hvid glasur af flormelis og vand.

Det er stadigt Sues kage og jeg har holdt mig fra mange af de mere vilde ideer jeg havde til at lege med opskriften (for jeg skal jo altid lige pille ved opskrifter og finde på og lave om…). Alligevel har jeg selvfølgelig ændret nogle ting. Amerikanske råvarer er anderledes end danske og skal behandles anderledes. Deres æbler er større og sødere, deres vaniljeessens skal tilsættes på et andet tidspunkt og deres smag for sukker er langt mere udtalt end vores.

Især det sidste er karakteristisk for amerikanske kager. De er simpelthen meget sødere end vores og jeg har da også valgt at reducerer sukkermængden betragteligt. Det er stadigt en sød og dejlig kage og jeg har gjort lidt ekstra ud af valget af sukker for at understrege kagens karakteristiske farinsmag. I Sues kage bruges almindeligt hvidt sukker og almindeligt farin. Jeg har valgt rørsukker og min yndlingsblanding af farin og muscovadosukker (i ved ligesom i mine populære opskrifter på amerikanske chokolade cookies og den dejlige danske drømmekage). Lige den sukkerkombination synes jeg nemlig giver et ualmindeligt dejligt resultat og sådan er det også i denne skønne og meget nemme æblekage.

Æblekagen smager dejligt nybagt men holder sig også rigtigt godt og kan med fornøjelse spises over flere dage. Desuden fryser kagen rigtigt godt og jeg har selv haft meget glæde af at have kagestykker i fryseren som lige kunne tages ud på en eftermiddag hvor familien fik spontan kagelængsel.

Sådan laver du æblekage med æbletern der har været vendt i kanel og farin

SÆSON

  • I princippet kan du bage æblekagen året rundt men jeg synes alligevel at det er en rigtig efterårskage. Den er bedst fyldt med friske og lidt syrlige æbler og den dufter simpelthen så hyggeligt af efterår.

TIPS OG TRICKS TIL ÆBLEKAGEN

  • Vælg gode aromatiske og gerne lidt syrlige æbler til kagen. Der er nemlig brug for modspil til sødmen fra farin og muscovadosukker.
  • Der bruges lidt friskrevet muskatnød i kagen og det tænker du måske er lidt underligt. Mange danskere forbinder mest muskatnød med lasagne, men amerikanerne bruge det ofte sammen med kanel og det er virkeligt dejligt og anbefalesværdigt. Og ja du kan også bruge pulver hvis det er det du har, men friskrevet er bedre (også i lasagne).
  • Køb ordentlig kanel. Der er helt utrolig stor kvalitetsforskel på kanel og en god kanel skal simpelthen dufte dejligt. Det gør de billigste ikke. Jeg anbefaler de store bøtter økologisk kanel fra Urtekram som det billigste kvalitets alternativ. Du kan også få langt mere kostbart kanel, men det er meningsløst i en kage som denne.
  • Til gengæld er det helt fint med billigt vaniljesukker i denne kage. Den smager af så meget andet at det er synd at bruge de kostbare vaniljestænger til kagen.
  • Det eneste sted hvor jeg gerne ville have beholdt Sues sukkermængde var på glaseringen til slut. Det ser simpelthen fint ud med dobbelt mængde glasering, men det er jo også sødt så jeg vil lade valget være op til dig. Sukkerglaseringen løber lidt ind i kagen så hvis du bruger dobbelt mængde bliver den sødere.

SVÆRHEDSGRAD – HER SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM

Kagen er nem. Det eneste sted du skal være opmærksom er at du skal piske smør og sukker grundigere end du måske tror. Bliv simpelthen ved i fem minutter så bliver kagen skøn, saftig og luftig.

%C3%86blekage med farin og kanelkrydrede %C3%A6bletern opskrift

Opskrift på æblekage med farin og kanelkrydrede æbletern

En dejlig nem og meget lækker æblekage der simpelthen dufter af efterårshygge. Kagen er fyldt med æbletern, der har marineret i en krydret sukkerblanding af farin og kanel. Skær den i tykke skønne stykker og spis den til effermiddagshyggen eller brunch.
Kagen er nem at lave men skal bage længe og have tid til at køle af. Start derfor helst fire timer inden du vil server kagen.
4.34 fra 27 stemmer
Udskriv
Forb. tid 15 min
Tilb. tid 1 t 20 min
Samlet tid 1 t 35 min
Antal 8 skiver kage

Ingredienser

Æblefyld

  • 3 æbler - (ialt ca 6 dl æbletern)
  • 50 g brun - farin
  • 50 g mørk dememacra rørsukker - (kan eventuelt erstattes af mere almindelig brun farin)
  • Lidt friskrevet muskatnød
  • 2 spsk kanel

Æblekage

  • 125 g rørsukker - (kan erstattes af hvidt sukker)
  • 200 g smør
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 3 æg
  • 225 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1,5 dl sødmælk

Glasur

  • 100 g flormelis
  • 2 spsk vand

Sådan gør du
 

Forberedelser

  • Tag smør ud af køleskabet og skær det i tern så det kan nå at blive blødere.
    DIY til Chokolade cookies
  • Tænd ovnen på 175 C. Jævnvarme.
  • Smør en rugbrødsform og for den med bagepapir. Klip bagepapiret til så du stadigt har papir til at løfte kagen ud af formen.
    TIP: Min form på billederne er på 1,5 liter.

Kanel krydrede æbletern

  • Put de to slags brunt sukker, kanel og lidt reven muskatnød i en skål stor nok til at rumme æbleternene. Bland omhyggeligt sammen og sørg for at alle klumper af sukker opløses.
    Opskrift på æblekage med kanel
  • Vask æblerne omhyggeligt og skær dem i tern. Kasser kernehuset og put æbletern op i skålen til kanelsukkeret.
    TIP: Æblerne skal ikke skrælles.
    Æbletern til opskrift på æblekage
  • Bland sammen og lad stå mens du laver dejen til æblekagen.
    TIP: Æblerne vil safte lidt mens de står i sukkeret. Det er meningen og med til give æblestykkerne dejlig smag. Rør gerne rundt en gang eller to.
    Æbler med kanel og brunt sukker

Dej til æblekagen

  • Rør smør, rørsukker og vaniljesukker creamet. Pisk i 5 minutter til det er lyst og let.
    NB: Dette punkt er meget vigtigt. Din kage bliver kun god hvis sukker og smør er pisket omhyggeligt. Stil gerne en timer så du er sikker på at afsætte nok tid. Det er nemt at gøre dette i en røremaskine, men du kan også fint bruge en håndmikser. Start på lav kraft og arbejd herefter på høj hastighed.
    Sådan piskes smør med sukker. Opskrift
  • Tilføj æg et af gangen og pisk mellem hver gang.
    TIP: På dette tidspunkt kan dejen godt se ud som om den skiller når du tilsætter æggene. Det gør den ikke og dejen skal nok blive fin.
  • Tilføj mel og bagepulver og pisk det ind i dejen med lav hastighed.
    TIP: Nu skal du ikke piske for meget.
  • Tilføj mælk lidt af gangen og pisk med lav hastighed til dejen netop er samlet og ensartet.

Æblekage

  • Fordel halvdelen af dejen i rugbrødsformen og glat den lidt ud så den fordeler sig jævnt.
  • Hæld halvdelen af æbleternene ud oven på dejen. Fordel dem så de ligger i et jævnt lag.
  • Hæld resten af dejen over og fordel den i et jævnt lag.
  • Rør forsigtigt lidt rundt med en spisepind eller ligende så de tre lag blander sig lidt.
    TIP: Du ved lidt på samme måde som når der laves marmorkage.
    Sådan laver du æblekage med æbletern
  • Fordel resten af æbleternene ud over toppen af kagen.
    Æblekagen er klar til at komme i ovnen

Bag æblekagen

  • Sæt æblekagen i ovnen og bag den i ca 1 time og 20 minutter.. Tjek om kagen er færdig med et grillspyd af metal. Der må ikke hænge dej på og når du holder grillspydet op mod din overlæbe skal det være brandvarmt.
    TIP: Det lyder af lang bagetid, men passer til denne kage og det er måske endog muligt du skal give den en smule længere. Hold godt øje efter 1 time. Som altid afhænger den præcise bagetid af din form, din ovn og i dette tilfælde dine æbletern. Hvis toppen ser ud til at blive mørk dækker du den med et stykke sølvpapir.
  • Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af. Lad den køle næsten helt af før du løfter den ud af formen, sætter den på en bagerist og overhælder den med glasur.

Glasur

  • Rør flormelis med vand til en glat glasur.
    TIP: Hvis du er vild med glasur kan det være at du skal lave den dobbelte mængde. Dette er et af de steder jeg har skåret ned på mængden af sukker og i den oprindelige bruges det dobbelte. Bemærk at det er den dobbelte mængde jeg hælder over kagen på billedet.
  • Hæld glasuren over kagen så den fordeler sig jævnt og måske løber lidt ned af siderne.
    TIP: Noget af glasuren vil måske løbe mellem æblerne og ind i kagen. Det er helt fint.
    DIY glasur p%C3%A5 %C3%A6blekagen
  • Lad kagen køle af og server!

Noter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA
Opskriften er min danske oversættelse af “Appel Fritter Bread“ fra den amerikanske madblog “The View from Great Island”. Jeg har tilpasset til danske råvarer og skåret en del ned for mængden af sukker. Desuden har jeg ændret på forslag til sukker så det bliver mere aromatisk. Æren for den dejlige kage tilfalder fuldt ud Sue Moran.
KOM PÅ FORKANT/HOLDBARHED
Kagen er en af dem der sagtens kan bages dagen før den skal spises. Opbevar godt indpakket i staniol ved stuetemperatur. 
Kagen kan holde sig i nogle dage og kan også fryses. Hvis du fryser ned i skiver kan du tage en skive op og varme den hurtigt i microovnen. Perfekt til efterårsdage med pludselig kagelængsel. 
HAR DU PRØVET OPSKRIFTEN?
Så vil jeg gerne høre fra dig. Jeg bliver altid glad for kommentarer og du kan også vælge at bedømme opskriften med stjerner. 
Del gerne et billede på InstagramNævn @marinas_mad eller tag #marinas_mad. Jeg bliver så glad når jeg kan se mine opskrifter i brug.

Lige nu på Instagram. Klik og læs med:

Sea kissed in Skagen today. MARINEREDE JORDBÆR LØVSTIKKESALT

Lidt om Marinas Mad

Marinas Mad er en madblog med fokus på de danske årstider. Året rundt deler jeg opskrifter med årstidsaktuelle råvarer. Jeg skriver desuden hver uge en madplan med fokus på årstiden og de aktuelle mærkedage.

Alle opskrifter på bloggen er gennemtestede og med masser af tips.

Madplanerne er mere end en opremsning af opskrifter. Her finder du fx baggrunds information om alle danske mærkedage, årstidsinspiration og råd om brug af rester fra det ene måltid til det næste.

Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester før jeg deler. Alligevel er det jo først når opskriften virker hjemme i dit køkken at den er en succes. Derfor vil jeg virkeligt gerne høre fra dig og lære af dine erfaringer. Skriv meget gerne en kommentar, som selvfølgelig besvares. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.

Bloggen har desuden et stjernesystem hvor du kan trykke på det antal stjerner du synes den fortjener. Det gør mig altid meget glad når jeg ser at nogen har givet en opskrift en top vurdering. TAK.

Jeg er ikke aktiv på Facebook, men jeg skriver et nyhedsbrev og deler bag om bloggen glimt mm på Instagram.

TAK fordi du læser med.

Flere lækre æblekager:

Opskrift på gammeldags æblekage med rasp

Gammeldags æblekage – mormors opskrift med rasp

Opskrift på æblekage med marcipan og valnødder

Æblekage med kanel, marcipan og valnødder

Pin
Share
Tweet
Email

Skrevet i: Æblekage, Æbler, Kage, Opskrift Tags: Kage med æbler, opskrifter med æbler

Previous Post: « Oktober hverdagsmad
Next Post: Masser af børnevenlig mad til efterårsferien »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Elsebeth skriver

    2019-10-11 kl. 19:56

    Her kommer et godt råd! For at undgå at skulle rende rundt med et rødt brændemærke på læben, så afprøv ‘metaldimsen’ på håndryggen først – der er huden ikke nær så sart …

    Svar
    • Marina skriver

      2019-10-13 kl. 13:41

      Kære Elsebeth

      Du er som altid vågen. ?Jeg tester simpelthen altid mod overlæben så det er derfor jeg skriver det, men du har da ret det lyder måske voldsomt ? og der er selvfølgelig ingen der skal brænde sig. Det synes jeg nu hellere ikke jeg plejer men det kan jo være andre har mere følsomme overlæber end mig ? Jeg retter lidt til i opskriften når jeg får åbnet computeren (opskrifter kan Ikke rettes fra iPad). Endnu engang tak fordi du er så opmærksom og god til at dele dine råd. Hav en skøn uge

      Svar
  2. Ebba skriver

    2020-02-02 kl. 22:31

    En frygtelig lang opskrift, når man gerne vil printe den.
    Kunne den ikke forklares”lidt kortere”??

    Svar
    • Marina skriver

      2020-02-04 kl. 13:41

      Kære Ebba

      Din besked var havnet i spam af grunde jeg ikke lige kan gennemskue. Det er derfor jeg først ser den nu.

      Du har helt ret i at mine opskrifter bliver lange pga billederne og de mange tips. Det er upraktisk når man vil printe og når jeg selv bruger opskrifterne foretrækker jeg da også at bruge dem på siden med minuturet osv. Jeg overvejer tit om jeg kunne gøre det på en smartere måde så jeg sætter meget pris på din feedback. Jeg har overvejet at have to forskellige opskrifter eller at holde alle opskriftstips i selve blogteksten. Jeg har også prøvet begge dele af i lille skala. Alligevel er det denne måde at skrive opskrifter på som de fleste af mine læsere ser ud til at foretrække. Jeg vil gerne have alle tipsene med til de der ikke er så køkkenvante, men prøver at holde det adskilt ved at sætte tipsene i kursiv. Når mine egne børn bruger opskrifterne kan jeg se at de virkeligt sætter pris på dem.

      Håber du alligevel blev glad for opskriften på æblekagen

      Mange varme februarhilsner

      Marina

      Svar
      • Ebba skriver

        2020-04-06 kl. 11:09

        Der står ikke noget om hvor mange gr kagen skal bages ved ??

        Svar
        • Marina skriver

          2020-04-06 kl. 13:33

          Hej Ebba

          Punkt 2 under forberedelser: tænd oven på 175 C jævnvarme.

          God fornøjelse med kagen, der er mange der er glade for den og det håber jeg også du bliver.

          God påske

          Marina

          Svar
  3. Tanja skriver

    2020-04-02 kl. 9:26

    Kan man rive æblerne i stedet for at skære dem i tern, og så bare blande dem med dejen inden det hæles i formen? Jeg har nogle herhjemme der ikke er så vilde med konsistensen af varm frugt, men godt kan lide smagen ?.

    Mvh Tanja

    Svar
    • Marina skriver

      2020-04-02 kl. 11:38

      Hej Tanja

      Det har jeg ikke prøvet men det er da absolut et forsøg værd. Sørg for at der ikke er alt for meget væde ved de revne æbler for så bliver dejen klæg. Hvis de safter meget når du river dem kan du eventuelt presse lidt af væden af.

      Rigtig god bagelyst

      Marina

      Svar
  4. Sanne skriver

    2020-09-25 kl. 14:30

    Dejlig kage, lidt “brødet”, jeg vil lave den igen og gå lidt op i æblemængde. Måske var mine æbler lidt for små sidst… Men et klart hit hos manden min.

    Svar
    • Marina skriver

      2020-09-25 kl. 14:46

      Hej Sanne

      Dejligt at du og din mand var glade for æblekagen. Jeg synes ikke at den er sådan “brødet” selvom jeg godt forstår udtrykket. Men ja, med æbler er der jo både forskel på størrelse og på hvordan de opfører sig i kagen. Håber du får lyst til at prøve den igen med flere æblestykker. OG så rigtig god weekend. Jeg sidder selv og glæder mig sådan!

      Mange æbleglade efterårshilsner

      Marina

      Svar
  5. Irene skriver

    2020-12-04 kl. 10:31

    We are making the cake the second time already. Yammy!

    Svar
    • Marina skriver

      2020-12-04 kl. 19:09

      Dear Irene

      I am so happy to hear you love the cake. I really like it too and it is very nice as an alternative Christmas cake with the warm spices.

      Hope you and your family are doing well and that you will have a lovely and cozy Christmas

      December greetings

      Marina

      Svar
  6. Jeannett skriver

    2021-06-28 kl. 15:52

    Super god kage. Jeg er vild med den.
    Følger din gode vejledning – kommer dog lidt mere æble i.

    Svar
    • Marina skriver

      2021-06-28 kl. 16:17

      Hej Jeannett

      Hvor er det dejligt at høre at du er glad for opskriften på æblekagen – og for min måde at skrive opskrifter på. Jeg bliver simpelthen så glad når jeg får sådan en dejlig tilbagemelding. Man kan selvfølgelig sagtens juster med mere eller mindre æble. Det der jo det gode ved de fleste opskrifter at man kan tilpasse og gøre dem til sine egne.

      Rigtig god sommer

      Marina

      Svar
  7. Birthe Hedegaard skriver

    2021-10-21 kl. 9:51

    Dejlig kage! I mangel af smør brugte jeg i stedet rapsolie med smørsmag – 85% af den angivne mængde. Jeg prøvede desuden også at putte lidt hakkede mandler i – ikke smuttede – det kan også anbefales.

    Venlig hilsen
    Birthe

    Svar
    • Marina skriver

      2021-10-23 kl. 12:12

      Hej Birthe

      Hvor er det bare godt at høre og tak for de gode råd om rapsolie og mandler. Jeg kan godt forestille mig at begge dele er godt og det er dejligt for mine andre læsere at du vil dele dine erfaringer.

      Jeg synes det er dejligt når læsere leger videre med mine opskrifter og på den måde blev kagen jo også din helt egen.

      Mange varme efterårshilsner

      Marina

      Svar
  8. Eva Pernille Jørgensen skriver

    2021-11-30 kl. 22:19

    Super lækker æblekage 👏 tak for den 😊 Jeg kom hakkede pecannødder i og udskiftede det halve af kanelen med “brunkagekrydderier” for en mere julet version 🎄 Den vakte jubel ved kagebordet!

    Svar
    • Marina skriver

      2021-11-30 kl. 22:54

      Hej Eva

      Tak for din skønne kommentar og virkeligt gode råd til at gøre kagen endnu mere julet. Det er sjovt for jeg sidder og skriver på en lille liste med gode småkager og kager til juletiden og har denne med på listen. Dit råd om brunkagekrydderiet og pekannødder er spot on. Det vil jeg selv have testet ved lejlighed og jeg tager det med som et råd i anbefalingen.

      Rigtig god december til dig

      Marina

      Svar
  9. Elsebeth skriver

    2021-12-08 kl. 16:22

    Da jeg var 10 år begyndte jeg at hjælpe min mor i køkkenet, når hun skulle bage. sandkage som regel. Dengang var de eneste hjælpemidler en træske og muskler i overarmen, som jeg ikke havde mange af. Sukkeret skulle røres med smørret, indtil det var helt opløst. Derefter ‘hed det’ 100 slag mellem hver æggeblomme; det var hårdt, så jeg talte dem! Det sigtede mel skulle røres i, stille og roligt, MEN kun indtil dejen var jævn. Det vil blive en dårlig kage, HVIS man rører kraftigt OG længe, som når man laver en brøddej! Der kom ikke bagepulver i dengang, så derfor var det hårdt kun at røre æggeblommer i smør- og sukkerblandingen. De fire hvider skulle piskes stive med piskeris (her måtte jeg have hjælp!)- de agerede hævemiddel, og de skulle vendes i til sidst, MEGET forsigtigt og kun til der ikke var små klumper at se. Blev hviderne slået i stykker, ville kagen falde sammen – det kan stadig snyde mange amatørbagere.
    Det må være svært at skulle beskrive en opskrift, så alle kan få et godt resultat. En helt uerfaren, skal kunne læse den nøjagtige fremgangsmåde. En erfaren bager kan derimod straks se, hvilken type kage, det drejer sig om og kan klare sig uden beskrivelse. Sandkager var de første, jeg aldrig var i tvivl om, da jeg fik min egen husholdning (og heldigvis også en el-pisker). Mine egne børn var med på køkkenbordet fra helt små og er i dag dygtige og meget erfarne i køkkenet. det gør mange ting meget lettere.

    Svar
    • Marina skriver

      2021-12-08 kl. 16:54

      Kære Elsebeth

      Tak for endnu en dejlig beskrivelse af tidernes forandring og alle dine fantastiske køkken erfaringerne.

      Du har helt ret det er en balance når jeg skriver opskrifter. På den ene side vil jeg gerne have en masse tips med så alle får svar på deres spørgsmål og får held med opskriften. På den anden side gør det jo også opskrifterne lidt lange og måske uoverskuelige. Jeg arbejder med den balance og prøver at formidle både i billeder og med ord. Med tiden håber jeg at jeg bliver dygtigere.

      Jeg håber din december er god ved dig og at du får en dejlig jul.

      Mange hilsner

      Marina

      Svar
  10. Elsebeth skriver

    2021-12-08 kl. 21:32

    Marina, jeg synes, du ER dygtig. Du har mange kunder i butikken med forskellige behov. Jeg skriver andres opskrifter ned i hånden. Oftest kun ingredienserne. Er jeg i tvivl, skriver jeg metoden ned. Du forlanger jo ikke, at man skal skrive noget ned, man IKKE behøver. Men det er vigtigt, at man som uerfaren læser en opskrift grundigt og til slut husker at løbe ingredienslisten igennem for at sikre sig, at man har fået det hele med. Dét var noget af det første, jeg lærte mine børn. da de oftest bagte helt på egen hånd. Det allerførste var, at de skulle sikre sig, at vi havde alle ingredienser, FØR de gik i gang. Anne-Mette ringede engang til mig på arbejdet: “Undskyld jeg forstyrrer, mor. Jeg glemte at sikre mig – for vi har altså ikke noget stødt melis!” Hun var i gang med en opskrift fra en gammel kogebog, hun havde fundet. Jeg kunne berolige hende, før i tiden sagde man stødt melis; nu siger man sukker – så det havde vi. Da var hun også kun 12 år, men hun havde bagt den fineste kage, da jeg kom hjem!

    Tak Marina. Jeg ønsker for jer, at det bliver en særlig dejlig jul, netop fordi det bliver den sidste ved åen!

    Svar
    • Marina skriver

      2021-12-11 kl. 12:35

      TAK Elsebeth

      Det betyder meget at du synes jeg gør det godt nok. Især fordi du ved så meget og har et helt liv med masser af mad at vurderer ud fra. Derfor betyder din mening meget, men jeg kan nu selv mærke at der er mange ting jeg kan forbedre og blive skarpere på. Og det er jo dejligt. Det er en kæmpe ære at så mange bruger mine opskrifter, men jeg vil selvfølgelig gerne gøre det endnu bedre og det arbejder jeg hele tiden på.

      Det er så sjovt med gamle kogebøger. Jeg bruger mine nedarvede fra begge sider af familien rigtigt meget. Til inspiration og til at se hvordan traditionerne har udviklet sig. For 100 år siden var betegnelserne nogle andre og også (i mine ældste kogebøger) målene. Dertil kommer beskrivelse af opskriften som er helt kortfattet i mange tilfælde nærmest kun stikord. Man kan se hvordan brugerne af bøgerne i forvejen vidste hvad de skulle gøre. Min farmors kogebog fra 1932 er særlig sjov, fordi den også har de der afsnit hvor man skal lære husførelse og fordi hun har lagt udklip ind med opskrifter fra aviser og blade. Jeg har også en virkelig gammel syltebog som jeg ikke ville ture lave meget fra. De bruger ting og kemikalier som jeg ikke ville spise eller bare have i mit køkken.

      Tak endnu engang og hav en god weekend

      Marina

      Svar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Primær Sidebar

VELKOMMEN TIL MIT ÅRSTIDSKØKKEN

Her på Marinas Mad deler jeg ud af mine yndlingsopskrifter på dejlig hverdagsmad. Jeg tror det er vigtigt at spise både til helbredet og humøret og deler alle slags opskrifter fra de super sunde til de syndigt dejlige. Velkommen.

Lemonade

Opskrift på lemonade

Få hemmeligheden til den bedste lemonade jeg kender

Glas med rabarberlemonade på en bakke: Man kan se citron og isterninger

Rabarber lemonaden er noget af det bedste man kan lave i rabarber sæsonen.

Jordbær lemonade

Dejlig forfriskende jordbær lemonade

Opskrift på hyldeblomstsaft

Hyldeblomstsaft er ren sommermagi. Få alle mine bedste tips til den bedste hyldeblomstsaft. Masser af billeder og gode råd.

Havregrynskager

Opskrift på gammeldags havregrynskager

Nemme og lækre havregrynskager. Perfekte at bage med børn

Udrul småkagedej til udstikssmåkager

Nem småkagedej - perfekt til udstik og vinterferie hygge

Sommer frokostretter

Opskrift på hønsesalat med grønne asparges

Hønsesalat med friske grønne asparges er en dejlig frokostret.

Fiskefrikadeller

Opskrift på Fiskefrikadeller

Min bedste opskrift på dejlige gammeldags fiskefrikadeller.

Æggesalat

Opskrift på æggesalat

Min populære opskrift på hjemmelavet æggesalat har fået DIY billeder.

SØG I ALLE INDLÆG

FÅ NYT FRA MARINAS MAD

Marinas Mail

Få det hele med! Hver søndag formiddag udsender jeg et nyhedsbrev. Foruden besked om nyt indhold på bloggen får du fx køkkentips, liste med danske mærkedage og årstidsrelevant råvarer information.

HER SKER NOGET NYT

Jeg tester og reviderer bloggens opskrifter løbene.  Nedenfor kan du se de senest opskrifter jeg har tilføjet nye fif.

Opskrift på mormorsalat

Mormorsalat er den bedste danske sommersalat fra mormorkøknet. Opskriften har fået DIY billeder og svar på lidt spørgsmål

Sorbet af hyldeblomstsaft og jordbær

Opskrift på jordbær hyldeblomst sorbet

Sorbet af hyldeblomstsaft med jordbær er en nem og lækker sommerdessert

Agurkesalat

Agurkesalat opskrift

Mormors opskrift er den bedste og hurtigste måde at lave agurkesalat. Nu med trin for trin billeder.

Smørstegte nye gulerødder

Opskrift på smørstegte gulerødder

Smørstegte nye gulerødder er noget af det bedste tilbehør til sommermaden.

CHOKOLADE COOKIES

Opskrift på amerikanske chokolade cookies med chokolade

Min opskrift på chokolade cookies er de bedste cookies vi kender i vores familie. Opskriften er nu opdateret med DIY billeder så de bliver nemme at bage for børn.

Copyright på billeder, tekst og opskrifter Marina Starcke 2022. Del venligst ikke indhold uden tilladelse.

Godkend cookies
På Marinas Mad deler jeg opskrifter med masser af tips. Opskrifterne formidles i et brugervenligt format, der forudsætter at du godkender cookies.

Cookies anvendes hos mig primært til at forbedre din oplevelse når du bruger opskrifterne. Jeg bruger desuden anonym statistik.

Se cookiepolitik for flere informationer. (Scroll ned til bilag og se hvilke oplysninger der gemmes og hvorfor).

Cookies er anonyme og jeg kan ikke spore din adfærd tilbage til dig. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

God læselyst og tak fordi du læser med
Funktionsdygtig Altid aktiv
Den tekniske lagring eller adgang er strengt nødvendig med det legitime formål at muliggøre brugen af en specifik tjeneste, som abonnenten eller brugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller udelukkende med det formål at overføre en kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet.
Præferencer
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for det legitime formål at lagre præferencer, som abonnenten eller brugeren ikke har anmodet om.
Statistikker
Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til statistiske formål. Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til anonyme statistiske formål. Uden en stævning, frivillig overholdelse fra din internetudbyders side eller yderligere optegnelser fra en tredjepart kan oplysninger, der er gemt eller hentet til dette formål alene, normalt ikke bruges til at identificere dig.
Marketing
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for at oprette brugerprofiler med henblik på at sende reklamer eller for at spore brugeren på et websted eller på tværs af flere websteder med henblik på lignende markedsføringsformål.
Vælg muligheder Manage services Vælg forhandler Læs mere om disse formål
Se præferencer
{title} {title} {title}