
Her er en nem og dejlig æblekage til smukke efterårsdage. Æblekagen er fyldt med æbletern, der er krydret med farin og kanel og den dufter af alt det bedste ved efteråret.

JEG ELSKER ÆBLER – OG ÆBLEKAGER
Der er slet ingen ende på min kærlighed til danske æbler. Jeg spiser dem direkte af træerne i min have, jeg koger dem til æblemos og jeg bager og spiser nærmest uendelige mængder af æblekager. Efterhånden har jeg så mange forskellige lækre æblekager jeg bare skal have bagt hvert efterår at jeg har svært ved at holde mig til kun at bage en enkelt kage hver uge.
Og sådan er reglen ellers! Sund mad med masser af grønt for det meste og så ét sødt og dejligt hjemmelavet indslag til humøret. Kager og desserter skal man spise for glæden og de skal være en fest, ikke noget man spiser hver dag. Til gengæld gider jeg slet ikke høre om alt det med at kager skal være kaloriefattige eller bagt med mærkelige erstatninger. Kager skal smage så dejligt som de overhovedet kan. Det er meningen med dem og jeg vil hellere spise ét dejligt stykke kage end 10 halvgode.

SUES ÆBLEKAGE: “EASY APPLE FRITTER BREAD”
Det er kort sagt ingen mangel på æblekager i mit liv. Alligvel var det kærlighed ved første blik da jeg kastede et blik på denne opskrift over hos dejlige Sue fra madbloggen The View From Great Island. Jeg kunne med det samme se at selve sukker-kanel marineringen af æblerne mindede om en af min barndoms æblekager, men at kagen alligvel var tilpas anderledes til at være noget nyt for mig. Derfor måtte jeg selvfølgelig prøve den og Sue tilbød med det samme venligt at jeg gerne måtte dele opskriften her på bloggen.
Det med at jeg gerne må låne af hendes opskrifter har hun faktisk tilbudt før. Sue har nemlig en gang lånt en af mine opskrifter og havde den gang klasse nok til ikke bare at skrive venligt til mig, men også at krediterer mig for opskriften. Se den slags tror jeg faktisk aldrig jeg glemmer, for det er detsværre ikke almindeligt blandt danske madbloggere. At det så tilmed var en madblogger i verdensklasse, der kunne bruge en af mine opskrifter var selvfølgelig endnu bedre.

Den stående invitation til at låne opskrifter har jeg dog fået for lidt ud af. Jeg har simpelthen allerede lister så lange over alt det jeg gerne vil dele og jeg er jo også uendeligt længe om at teste og genteste og så lige teste én gang til for prins Knud og hans lillebror. Måske bliver man mere selvsikker med årene, men jeg er jo stadig ny som madblogger og indtil videre tager det mig lang tid fra jeg ser en god opskrift og til jeg er klar til at dele med jer. Jeg når kun én opskrift om ugen og så må jeg jo prioriterer min tid.
Derfor troede jeg faktisk ikke at jeg ville kunne nå at få min version af Sues æblekage på bloggen i år. Men altså kagen er så god at jeg synes I skal have den i år, så nu har jeg sparket en anden æblekage ud af planlægningen og bagt Sues “Easy Apple Fritter Bread” fire gange, hver gang med mindre tilpasninger til jeg nu har ramt hvad jeg selv synes er en fin dansk oversættelse.

Det er stadigt Sues kage og jeg har holdt mig fra mange af de mere vilde ideer jeg havde til at lege med opskriften (for jeg skal jo altid lige pille ved opskrifter og finde på og lave om…). Alligevel har jeg selvfølgelig ændret nogle ting. Amerikanske råvarer er anderledes end danske og skal behandles anderledes. Deres æbler er større og sødere, deres vaniljeessens skal tilsættes på et andet tidspunkt og deres smag for sukker er langt mere udtalt end vores.
Især det sidste er karakteristisk for amerikanske kager. De er simpelthen meget sødere end vores og jeg har da også valgt at reducerer sukkermængden betragteligt. Det er stadigt en sød og dejlig kage og jeg har gjort lidt ekstra ud af valget af sukker for at understrege kagens karakteristiske farinsmag. I Sues kage bruges almindeligt hvidt sukker og almindeligt farin. Jeg har valgt rørsukker og min yndlingsblanding af farin og muscovadosukker (i ved ligesom i mine populære opskrifter på amerikanske chokolade cookies og den dejlige danske drømmekage). Lige den sukkerkombination synes jeg nemlig giver et ualmindeligt dejligt resultat og sådan er det også i denne skønne og meget nemme æblekage.
Æblekagen smager dejligt nybagt men holder sig også rigtigt godt og kan med fornøjelse spises over flere dage. Desuden fryser kagen rigtigt godt og jeg har selv haft meget glæde af at have kagestykker i fryseren som lige kunne tages ud på en eftermiddag hvor familien fik spontan kagelængsel.

SÆSON
- I princippet kan du bage æblekagen året rundt men jeg synes alligevel at det er en rigtig efterårskage. Den er bedst fyldt med friske og lidt syrlige æbler og den dufter simpelthen så hyggeligt af efterår.
TIPS OG TRICKS TIL ÆBLEKAGEN
- Vælg gode aromatiske og gerne lidt syrlige æbler til kagen. Der er nemlig brug for modspil til sødmen fra farin og muscovadosukker.
- Der bruges lidt friskrevet muskatnød i kagen og det tænker du måske er lidt underligt. Mange danskere forbinder mest muskatnød med lasagne, men amerikanerne bruge det ofte sammen med kanel og det er virkeligt dejligt og anbefalesværdigt. Og ja du kan også bruge pulver hvis det er det du har, men friskrevet er bedre (også i lasagne).
- Køb ordentlig kanel. Der er helt utrolig stor kvalitetsforskel på kanel og en god kanel skal simpelthen dufte dejligt. Det gør de billigste ikke. Jeg anbefaler de store bøtter økologisk kanel fra Urtekram som det billigste kvalitets alternativ. Du kan også få langt mere kostbart kanel, men det er meningsløst i en kage som denne.
- Til gengæld er det helt fint med billigt vaniljesukker i denne kage. Den smager af så meget andet at det er synd at bruge de kostbare vaniljestænger til kagen.
- Det eneste sted hvor jeg gerne ville have beholdt Sues sukkermængde var på glaseringen til slut. Det ser simpelthen fint ud med dobbelt mængde glasering, men det er jo også sødt så jeg vil lade valget være op til dig. Sukkerglaseringen løber lidt ind i kagen så hvis du bruger dobbelt mængde bliver den sødere.
SVÆRHEDSGRAD – HER SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM
Kagen er nem. Det eneste sted du skal være opmærksom er at du skal piske smør og sukker grundigere end du måske tror. Bliv simpelthen ved i fem minutter så bliver kagen skøn, saftig og luftig.

Opskrift på æblekage med farin og kanelkrydrede æbletern
Ingredienser
Æblefyld
- 3 æbler - (ialt ca 6 dl æbletern)
- 50 g brun - farin
- 50 g mørk dememacra rørsukker - (kan eventuelt erstattes af mere almindelig brun farin)
- Lidt friskrevet muskatnød
- 2 spsk kanel
Æblekage
- 125 g rørsukker - (kan erstattes af hvidt sukker)
- 200 g smør
- 1 tsk vaniljesukker
- 3 æg
- 225 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1,5 dl sødmælk
Glasur
- 100 g flormelis
- 2 spsk vand
Sådan gør du
Forberedelser
- Tag smør ud af køleskabet og skær det i tern så det kan nå at blive blødere.
- Tænd ovnen på 175 C. Jævnvarme.
- Smør en rugbrødsform og for den med bagepapir. Klip bagepapiret til så du stadigt har papir til at løfte kagen ud af formen.TIP: Min form på billederne er på 1,5 liter.
Kanel krydrede æbletern
- Put de to slags brunt sukker, kanel og lidt reven muskatnød i en skål stor nok til at rumme æbleternene. Bland omhyggeligt sammen og sørg for at alle klumper af sukker opløses.
- Vask æblerne omhyggeligt og skær dem i tern. Kasser kernehuset og put æbletern op i skålen til kanelsukkeret. TIP: Æblerne skal ikke skrælles.
- Bland sammen og lad stå mens du laver dejen til æblekagen.TIP: Æblerne vil safte lidt mens de står i sukkeret. Det er meningen og med til give æblestykkerne dejlig smag. Rør gerne rundt en gang eller to.
Dej til æblekagen
- Rør smør, rørsukker og vaniljesukker creamet. Pisk i 5 minutter til det er lyst og let.NB: Dette punkt er meget vigtigt. Din kage bliver kun god hvis sukker og smør er pisket omhyggeligt. Stil gerne en timer så du er sikker på at afsætte nok tid. Det er nemt at gøre dette i en røremaskine, men du kan også fint bruge en håndmikser. Start på lav kraft og arbejd herefter på høj hastighed.
- Tilføj æg et af gangen og pisk mellem hver gang.TIP: På dette tidspunkt kan dejen godt se ud som om den skiller når du tilsætter æggene. Det gør den ikke og dejen skal nok blive fin.
- Tilføj mel og bagepulver og pisk det ind i dejen med lav hastighed. TIP: Nu skal du ikke piske for meget.
- Tilføj mælk lidt af gangen og pisk med lav hastighed til dejen netop er samlet og ensartet.
Æblekage
- Fordel halvdelen af dejen i rugbrødsformen og glat den lidt ud så den fordeler sig jævnt.
- Hæld halvdelen af æbleternene ud oven på dejen. Fordel dem så de ligger i et jævnt lag.
- Hæld resten af dejen over og fordel den i et jævnt lag.
- Rør forsigtigt lidt rundt med en spisepind eller ligende så de tre lag blander sig lidt.TIP: Du ved lidt på samme måde som når der laves marmorkage.
- Fordel resten af æbleternene ud over toppen af kagen.
Bag æblekagen
- Sæt æblekagen i ovnen og bag den i ca 1 time og 20 minutter.. Tjek om kagen er færdig med et grillspyd af metal. Der må ikke hænge dej på og når du holder grillspydet op mod din overlæbe skal det være brandvarmt. TIP: Det lyder af lang bagetid, men passer til denne kage og det er måske endog muligt du skal give den en smule længere. Hold godt øje efter 1 time. Som altid afhænger den præcise bagetid af din form, din ovn og i dette tilfælde dine æbletern. Hvis toppen ser ud til at blive mørk dækker du den med et stykke sølvpapir.
- Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af. Lad den køle næsten helt af før du løfter den ud af formen, sætter den på en bagerist og overhælder den med glasur.
Glasur
- Rør flormelis med vand til en glat glasur.TIP: Hvis du er vild med glasur kan det være at du skal lave den dobbelte mængde. Dette er et af de steder jeg har skåret ned på mængden af sukker og i den oprindelige bruges det dobbelte. Bemærk at det er den dobbelte mængde jeg hælder over kagen på billedet.
- Hæld glasuren over kagen så den fordeler sig jævnt og måske løber lidt ned af siderne.TIP: Noget af glasuren vil måske løbe mellem æblerne og ind i kagen. Det er helt fint.
- Lad kagen køle af og server!
Noter
Lige nu på Instagram. Klik og læs med:
Lidt om Marinas Mad
Marinas Mad er en madblog med fokus på de danske årstider. Året rundt deler jeg opskrifter med årstidsaktuelle råvarer. Jeg skriver desuden hver uge en madplan med fokus på årstiden og de aktuelle mærkedage.
Alle opskrifter på bloggen er gennemtestede og med masser af tips.
Madplanerne er mere end en opremsning af opskrifter. Her finder du fx baggrunds information om alle danske mærkedage, årstidsinspiration og råd om brug af rester fra det ene måltid til det næste.
Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester før jeg deler. Alligevel er det jo først når opskriften virker hjemme i dit køkken at den er en succes. Derfor vil jeg virkeligt gerne høre fra dig og lære af dine erfaringer. Skriv meget gerne en kommentar, som selvfølgelig besvares. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.
Bloggen har desuden et stjernesystem hvor du kan trykke på det antal stjerner du synes den fortjener. Det gør mig altid meget glad når jeg ser at nogen har givet en opskrift en top vurdering. TAK.
Jeg er ikke aktiv på Facebook, men jeg skriver et nyhedsbrev og deler bag om bloggen glimt mm på Instagram.
TAK fordi du læser med.
Flere lækre æblekager:

Gammeldags æblekage – mormors opskrift med rasp

Her kommer et godt råd! For at undgå at skulle rende rundt med et rødt brændemærke på læben, så afprøv ‘metaldimsen’ på håndryggen først – der er huden ikke nær så sart …
Kære Elsebeth
Du er som altid vågen. ?Jeg tester simpelthen altid mod overlæben så det er derfor jeg skriver det, men du har da ret det lyder måske voldsomt ? og der er selvfølgelig ingen der skal brænde sig. Det synes jeg nu hellere ikke jeg plejer men det kan jo være andre har mere følsomme overlæber end mig ? Jeg retter lidt til i opskriften når jeg får åbnet computeren (opskrifter kan Ikke rettes fra iPad). Endnu engang tak fordi du er så opmærksom og god til at dele dine råd. Hav en skøn uge
En frygtelig lang opskrift, når man gerne vil printe den.
Kunne den ikke forklares”lidt kortere”??
Kære Ebba
Din besked var havnet i spam af grunde jeg ikke lige kan gennemskue. Det er derfor jeg først ser den nu.
Du har helt ret i at mine opskrifter bliver lange pga billederne og de mange tips. Det er upraktisk når man vil printe og når jeg selv bruger opskrifterne foretrækker jeg da også at bruge dem på siden med minuturet osv. Jeg overvejer tit om jeg kunne gøre det på en smartere måde så jeg sætter meget pris på din feedback. Jeg har overvejet at have to forskellige opskrifter eller at holde alle opskriftstips i selve blogteksten. Jeg har også prøvet begge dele af i lille skala. Alligevel er det denne måde at skrive opskrifter på som de fleste af mine læsere ser ud til at foretrække. Jeg vil gerne have alle tipsene med til de der ikke er så køkkenvante, men prøver at holde det adskilt ved at sætte tipsene i kursiv. Når mine egne børn bruger opskrifterne kan jeg se at de virkeligt sætter pris på dem.
Håber du alligevel blev glad for opskriften på æblekagen
Mange varme februarhilsner
Marina
Der står ikke noget om hvor mange gr kagen skal bages ved ??
Hej Ebba
Punkt 2 under forberedelser: tænd oven på 175 C jævnvarme.
God fornøjelse med kagen, der er mange der er glade for den og det håber jeg også du bliver.
God påske
Marina
Kan man rive æblerne i stedet for at skære dem i tern, og så bare blande dem med dejen inden det hæles i formen? Jeg har nogle herhjemme der ikke er så vilde med konsistensen af varm frugt, men godt kan lide smagen ?.
Mvh Tanja
Hej Tanja
Det har jeg ikke prøvet men det er da absolut et forsøg værd. Sørg for at der ikke er alt for meget væde ved de revne æbler for så bliver dejen klæg. Hvis de safter meget når du river dem kan du eventuelt presse lidt af væden af.
Rigtig god bagelyst
Marina
Dejlig kage, lidt “brødet”, jeg vil lave den igen og gå lidt op i æblemængde. Måske var mine æbler lidt for små sidst… Men et klart hit hos manden min.
Hej Sanne
Dejligt at du og din mand var glade for æblekagen. Jeg synes ikke at den er sådan “brødet” selvom jeg godt forstår udtrykket. Men ja, med æbler er der jo både forskel på størrelse og på hvordan de opfører sig i kagen. Håber du får lyst til at prøve den igen med flere æblestykker. OG så rigtig god weekend. Jeg sidder selv og glæder mig sådan!
Mange æbleglade efterårshilsner
Marina
We are making the cake the second time already. Yammy!
Dear Irene
I am so happy to hear you love the cake. I really like it too and it is very nice as an alternative Christmas cake with the warm spices.
Hope you and your family are doing well and that you will have a lovely and cozy Christmas
December greetings
Marina
Super god kage. Jeg er vild med den.
Følger din gode vejledning – kommer dog lidt mere æble i.
Hej Jeannett
Hvor er det dejligt at høre at du er glad for opskriften på æblekagen – og for min måde at skrive opskrifter på. Jeg bliver simpelthen så glad når jeg får sådan en dejlig tilbagemelding. Man kan selvfølgelig sagtens juster med mere eller mindre æble. Det der jo det gode ved de fleste opskrifter at man kan tilpasse og gøre dem til sine egne.
Rigtig god sommer
Marina
Dejlig kage! I mangel af smør brugte jeg i stedet rapsolie med smørsmag – 85% af den angivne mængde. Jeg prøvede desuden også at putte lidt hakkede mandler i – ikke smuttede – det kan også anbefales.
Venlig hilsen
Birthe
Hej Birthe
Hvor er det bare godt at høre og tak for de gode råd om rapsolie og mandler. Jeg kan godt forestille mig at begge dele er godt og det er dejligt for mine andre læsere at du vil dele dine erfaringer.
Jeg synes det er dejligt når læsere leger videre med mine opskrifter og på den måde blev kagen jo også din helt egen.
Mange varme efterårshilsner
Marina
Super lækker æblekage 👏 tak for den 😊 Jeg kom hakkede pecannødder i og udskiftede det halve af kanelen med “brunkagekrydderier” for en mere julet version 🎄 Den vakte jubel ved kagebordet!
Hej Eva
Tak for din skønne kommentar og virkeligt gode råd til at gøre kagen endnu mere julet. Det er sjovt for jeg sidder og skriver på en lille liste med gode småkager og kager til juletiden og har denne med på listen. Dit råd om brunkagekrydderiet og pekannødder er spot on. Det vil jeg selv have testet ved lejlighed og jeg tager det med som et råd i anbefalingen.
Rigtig god december til dig
Marina
Da jeg var 10 år begyndte jeg at hjælpe min mor i køkkenet, når hun skulle bage. sandkage som regel. Dengang var de eneste hjælpemidler en træske og muskler i overarmen, som jeg ikke havde mange af. Sukkeret skulle røres med smørret, indtil det var helt opløst. Derefter ‘hed det’ 100 slag mellem hver æggeblomme; det var hårdt, så jeg talte dem! Det sigtede mel skulle røres i, stille og roligt, MEN kun indtil dejen var jævn. Det vil blive en dårlig kage, HVIS man rører kraftigt OG længe, som når man laver en brøddej! Der kom ikke bagepulver i dengang, så derfor var det hårdt kun at røre æggeblommer i smør- og sukkerblandingen. De fire hvider skulle piskes stive med piskeris (her måtte jeg have hjælp!)- de agerede hævemiddel, og de skulle vendes i til sidst, MEGET forsigtigt og kun til der ikke var små klumper at se. Blev hviderne slået i stykker, ville kagen falde sammen – det kan stadig snyde mange amatørbagere.
Det må være svært at skulle beskrive en opskrift, så alle kan få et godt resultat. En helt uerfaren, skal kunne læse den nøjagtige fremgangsmåde. En erfaren bager kan derimod straks se, hvilken type kage, det drejer sig om og kan klare sig uden beskrivelse. Sandkager var de første, jeg aldrig var i tvivl om, da jeg fik min egen husholdning (og heldigvis også en el-pisker). Mine egne børn var med på køkkenbordet fra helt små og er i dag dygtige og meget erfarne i køkkenet. det gør mange ting meget lettere.
Kære Elsebeth
Tak for endnu en dejlig beskrivelse af tidernes forandring og alle dine fantastiske køkken erfaringerne.
Du har helt ret det er en balance når jeg skriver opskrifter. På den ene side vil jeg gerne have en masse tips med så alle får svar på deres spørgsmål og får held med opskriften. På den anden side gør det jo også opskrifterne lidt lange og måske uoverskuelige. Jeg arbejder med den balance og prøver at formidle både i billeder og med ord. Med tiden håber jeg at jeg bliver dygtigere.
Jeg håber din december er god ved dig og at du får en dejlig jul.
Mange hilsner
Marina
Marina, jeg synes, du ER dygtig. Du har mange kunder i butikken med forskellige behov. Jeg skriver andres opskrifter ned i hånden. Oftest kun ingredienserne. Er jeg i tvivl, skriver jeg metoden ned. Du forlanger jo ikke, at man skal skrive noget ned, man IKKE behøver. Men det er vigtigt, at man som uerfaren læser en opskrift grundigt og til slut husker at løbe ingredienslisten igennem for at sikre sig, at man har fået det hele med. Dét var noget af det første, jeg lærte mine børn. da de oftest bagte helt på egen hånd. Det allerførste var, at de skulle sikre sig, at vi havde alle ingredienser, FØR de gik i gang. Anne-Mette ringede engang til mig på arbejdet: “Undskyld jeg forstyrrer, mor. Jeg glemte at sikre mig – for vi har altså ikke noget stødt melis!” Hun var i gang med en opskrift fra en gammel kogebog, hun havde fundet. Jeg kunne berolige hende, før i tiden sagde man stødt melis; nu siger man sukker – så det havde vi. Da var hun også kun 12 år, men hun havde bagt den fineste kage, da jeg kom hjem!
Tak Marina. Jeg ønsker for jer, at det bliver en særlig dejlig jul, netop fordi det bliver den sidste ved åen!
TAK Elsebeth
Det betyder meget at du synes jeg gør det godt nok. Især fordi du ved så meget og har et helt liv med masser af mad at vurderer ud fra. Derfor betyder din mening meget, men jeg kan nu selv mærke at der er mange ting jeg kan forbedre og blive skarpere på. Og det er jo dejligt. Det er en kæmpe ære at så mange bruger mine opskrifter, men jeg vil selvfølgelig gerne gøre det endnu bedre og det arbejder jeg hele tiden på.
Det er så sjovt med gamle kogebøger. Jeg bruger mine nedarvede fra begge sider af familien rigtigt meget. Til inspiration og til at se hvordan traditionerne har udviklet sig. For 100 år siden var betegnelserne nogle andre og også (i mine ældste kogebøger) målene. Dertil kommer beskrivelse af opskriften som er helt kortfattet i mange tilfælde nærmest kun stikord. Man kan se hvordan brugerne af bøgerne i forvejen vidste hvad de skulle gøre. Min farmors kogebog fra 1932 er særlig sjov, fordi den også har de der afsnit hvor man skal lære husførelse og fordi hun har lagt udklip ind med opskrifter fra aviser og blade. Jeg har også en virkelig gammel syltebog som jeg ikke ville ture lave meget fra. De bruger ting og kemikalier som jeg ikke ville spise eller bare have i mit køkken.
Tak endnu engang og hav en god weekend
Marina