
Sikken da en påskeferie vi har haft i år! Sjældent kan jeg huske SÅ flot et forårvejr og jeg må indrømme at det hverken har været køkkenet eller computeren der har råbt højest på opmærksomhed.
Disse dage hvor tulipanerne blomster og de første bøge står med lysegrønne blade er simpelthen for kostbare til at opholde sig ret meget indendøre og jeg tænker at det meste af Danmark har været udendørs så meget som det overhovedet har kunnet lade sig gøre.
Jeg håber selvfølgelig at I allesammen har haft en fantastisk påskeferie og er klar til hverdagen igen. Ugens madplan er ihvertfald fyldt med dejlig forårsmad.
MANDAG: ANDEN PÅSKEDAG FEJERES MED LAMMEGRYDE MED ÆRTER

Vi slutter påskeferien af med den helt vidunderligt dejlige lammegryde med ærter. I vores familie er vi simpelthen vilde med den lækre smag og det møre lammekød. Gryderetten er nem at lave og smager af forår pga. af ærterne (der bare er fra frost så det er nemt…).
Vil man gerne have en nem tirsdag efter ferien kan man eventuelt lave så man har til begge dage.
TIRSDAG: FISKEPAKKER PÅ GRIL

Det dejlige vejr ser heldigvis ud til at fortsætte til og med tirsdag og derfor foreslår jeg et virkeligt nemt og hurtigt måltid til at få os godt igang med hverdagen. De nemme fiskepakker med hyldebær og citron kan laves på grill eller i ovnen og fisken bliver altid lækker og saftig. Server med asparges og dild kartfler (eller kartofler kogt med løvstikkesalt).
Asparges skal du bare vaske, knække enderne af hvor de naturligt knækker og koge i spildkogende letsaltet vand i ca. 1 minut.

ONSDAG: FRIKADELLER MED KARTOFFELSALAT

Onsdag er der sæson premiere på en af bloggens yndlingsopskrifter nemlig den skønne kartoffelsalat, der lige er en lille smule friskere end den de fleste laver. Den opskrift får simpelthen SÅ meget ros både herhjemme når jeg selv laver den og af bloggens brugere. Til kartoffelsalaten server foreslår jeg dejlige klassiske danske frikadeller.

TORSDAG: RUGBRØDS/RESTEDAG
Som sædvanlig foreslår jeg at holde torsdag køkkenfri og i denne uge er vi måske så heldige at der er rester af både kartoffelsalat og frikadeller.
FREDAG: KYLLINGE GYROS

Fredag foreslår jeg græske kyllinger gyros med græske pitabrød, græsk salat og tzatziki.
Opskriften på kyllinge gyros er planlagt til at udkomme først på sommeren.
LØRDAG: SVINEMØRBRAD MED DUKKAH

Lørdag foreslår jeg den lækre dukkah krydrede svinemørbrad serveret med broccoli tabbouleh.
SØNDAG: CHILI CON CARNE

Spørg man min familie er det altid sæson for Chili Con Carne — og det gælder selvfølgelig også selvom der står forår på kalenderen. Få ting er nemlig hyggeligere at spise og så er det tilmed så dejligt at rester altid er populære mandag.
UGENS BRØD

I denne uge skal der bruges græske pitabrød fredag.
UGENS SØDE: SMÅKAGER MED CHOKOLADE

Alle elsker disse småkager med chokolade der er en af variationerne over min populære nemme småkagedej. Vildt nemme at bage og et hit hos både børn og voksne.
Med choko småkager i kagedåsen er man klar til at tage på skovtur eller måske bare et smut ud i baghaven med en kop kaffe.
HVERDAGSGLIMT: PÅSKELEGE

Fredag er var den eneste dag i påsken hvor alle ligesom var hjemme samtidigt. Derfor var det selvfølgelig også den dag påskeharen venligst pr. brev var blevet anmodet om at hoppe forbi Huset ved Åen. I samme brev havde min yngste iøvrigt nøje udspecifiseret hvilke farver bånd hvert barn skulle have i år. Farver der ikke lige indgik i det ellers omfattende udvalg af gavebånd jeg ligger inde med og som derfor måtte indkøbes til hjælp for påskeharen.
Fredag morgen lidt over 6 var jeg kun lige ude af sengen og ret søvndrukken (og ikke særligt påklædt…) igang med at overtale kaffemaskinen til at lave kaffe. Trods tidspunktet, der ellers ikke plejer at appelerer til teenagere (heller ikke de helt unge) høre jeg pludselig trin på trappen og få øjeblikke efter står min 13 årige meget trist og kikker ud i haven hvor der ingen kurve er at se under det lille bøgetræ. Påskeharen sætter nemlig altid kurve ud lige under det samme træ, men der var altså ingen at se. Det krævede lidt overtalelse at få det søvndrukne barn tilbage i seng så jeg kunne komme igang med at hjælpe påskeharen med at få chokolade i alle papæggene. I 16 år har jeg gjort det på samme måde, men i år mente manden så pludselig at han vil hjælpe, hvilket var helt vildt hyggeligt og langt mere effektivt, fordi hele processen selvfølgelig fik et skud LEAN. Godt nok med det resultat at vi stadigt har et påskeæg der ikke er fundet, men effektivt og klaret på under den halve tid…
Senere på dagen malede vi så vores traditionelle kampæg. De fleste af æggene er nogle drabelige størrelser tegnet til at udslette hinanden i den tredelte kamp om æren som årets æggetriller. Den eneste der laver et venligt udseende æg er mig der altid har den dumt udseende PIP med i kampen. PIP har nemlig flere gange formået at vinde hele baduljen så han skal selvfølgelig med. Alle andre har også en genganger + en ny karrakter og der er altid fokus på at kunne udslette de største af modstandernes konkurenter. Derfor vælger jeg også at opfatte det som en kompliment at min mand simpelthen dedikerede sit ene æg til at være en PIP dræber. Til hele familiens store fryd døde PIP dræberen iøvrigt hurtigt, mens PIP fik et enkelt af de fire point og den samlede konkurence i år blev vundet af min søn, der nu har håneretten til næste år.

Du er simpelthen fantastisk, Marina, og hvor er det hyggeligt at læse om alle de traditioner, du og din familie har. Jeg håber, jeg kan give mine børn de samme oplevelser engang <3
Kære Stinna
Hvor er du bare sød. Jeg bliver så helt utrolig glad for sådan en kommentar. TAK.
Vi tror helt sikkert at børnene vil vælge at lege videre med deres børn og måske hvis vi er heldige bliver vi inviteret med som bedsteforældre. Det kunne i hvertfald være helt vildt hyggeligt.
Kæmpekram og tak fordi du gav dig tid til at skrive til mig.
Hej Marina og Torben
Vi har lavet fritta/æggekage til hele familien. Den var der masser af mad til 5 i. Mikkel synes nu, at der næste gang skal en håndfuld chili i.
Vi håber, at I har det godt. Vi så Torben på fisketur på billedet, og vi læste også om indretning af lejlighed på Fr.berg. Vi er ikke på instagram. Efter sommerferien har vi een, som skal læse til søofficer i Svendborg og et andet barn, som skal et halv år på højskole, så vi blive lidt færre ved middagsbordet. Mange hilsner Maangnesen fra Hillerød.
Kære Marie
Hvor er det bare dejligt at høre fra dig og endnu bedre at høre at I allesammen har det godt og at der er så gode fremtidsplaner for jeres skønne unge voksne. Det bliver måske lidt tomt om middagsbordet men det går nok når man ved de har det godt. Vi glæder os til at se jer. Måske allerede til sommer hvis det her afstands princip bliver mindre nødvendigt.
Og dejligt at I kunne lide frittataen. Man kan jo krydre som man vil og også komme så mange forskellige grøntsager i. Jeg bruger nogle gange lidt chili (men aldrig ligefrem en håndfuld…) til andre varianter. Det vigtigste er grundprincipperne.
Mange varme og kærlige tanker fra Holstebro. Du må hilse hele familien
Forårskram fra
Marina