
Så har vi sagt farvel til januar og er godt i gang med hyggelige februar. Jeg holder altid meget af februar, der modsat januar er helt fyldt med fest og ballade og desuden så kort at årets sidste officielle vintermåned næsten er over før vi når at fatte det.
I ugens madplan tager jeg godt imod februar med masser af dejlig mad og vanen tro gør jeg også klar til at fejre vinterferie med børnevenlige favoritter. Ferien starter jo allerede fredag så det skal selvfølgelig kunnes ses i madplanen.
MANDAG:SANDWICH MED HAMBURGERYG

Alle ugens opskrifter (+ et par gamle favoritter) finder sammen i den lækre sandwich med hamburgerryg. Hvis man har rester af den ovnbagte hamburgerryg fra søndag er det et dejligt nemt og lækkert måltid.
Som et forsøg har jeg samlet alle ingrediens opskrifterne i forkortet form i indlægget om sandwichen. Jeg ved stadigt ikke helt hvad jeg skal mene om det for på den ene side bliver det et meget langt og lidt kluntet indlæg og på den anden side tænker jeg at det må være rart at have det hele på én side. Sig endelig til hvis du har en mening for der vil jo også i fremtiden være lignede opskrifter, der simpelthen samler en hel masse små opskrifter under én hat.
TIRSDAG: PASTA MED LAKS OG GRØNKÅL

Min mand er helt vild med denne pastaret der er cremet af ricotta og fyldt med lækker grønkål og laks. Retten er dejlig nem at lave og fyldt med vintervitaminer.
ONSDAG: BLOMKÅLSSUPPE

Onsdag sætter jeg en af mine elskede grønsagssupper på menuen når jeg foreslår den skønne blomkålssuppe lavet på bagt blomkål. Server med en lækker topping af sprødstegt bacon, nødder og persilleolie.

TORSDAG: RUGBRØDSDAG
Sidste dag inden vinterferien starter er det en god idé at holde fast i den rugbrødsdag jeg plejer at foreslå om torsdagen. Typisk er der nemlig en del man skal nå inden man kan gå på ferie.
FREDAG: PIZZA
Vi fejre at vinterferien står for døren med et af de mest populære børnehits, nemlig de altid elskede hjemmelavede pizzaer.
LØRDAG: KOTELETTER I FAD MED EKSTRA GRØNTSAGER

Koteletter i fad er dejlig hyggemad, elsket af store og små i de fleste familier.
Min udgave af den populære mormorret smager helt klassisk, men har lidt flere af de skønne møre grøntsager.
SØNDAG: LASAGNE

Næste uge står helt i vinterferiens tegn og jeg har skrevet en madplan fuld af børnefavoriter til jer. Kom lidt på forkant til flere af retterne ved at lave en stor portion af den gode tomatsovs med ekstra mange grøntsager og brug med det samme en del af tomatsovsen til at lave kødsovs til lasagne.
UGENS BRØD

Der skal bruges sandwichboller med rug mandag. Desuden er det selvfølgelig altid dejligt at tage hul på vinterferien med nogle hyggelige boller. Det kunne fx være lækre chokolade boller med rug.
UGENS SØDE

Når det er vinterferie skal vi selvfølgelig have pandekager også selvom vi fik dem i sidste uge til kyndelmisse. Det er nemlig bare så hyggeligt at bage og spise pandekager og ingen vinterferie er komplet uden. I denne omgang foreslår jeg at du server pandekagerne som dessert og gerne med en skøn chokoladesovs. Faktisk har jeg hele tre forskellige du kan vælge mellem og de er gode alle tre.

FERIE
Som jeg tidligere har fortalt holder jeg i år ferie her i begyndelsen af februar. Vi skal nemlig til Bali for at fejre min mands 50 års fødselsdag og vi håber selvfølgelig på en dejlig og ikke mindst afslappende tur. Vi plejer ikke at tage på badeferie så det bliver lidt nyt at vi allermest skal slappe af og hygge os sammen. Desuden er det kun anden gang vi skal på vinterferie, så det bliver vildt. Jeg håber sådan et skud sol og samværd kan give os glæde og energi, for vi er faktisk allesammen noget hverdagsslidte for tiden.
Hele ugen har jeg haft travlt med at gøre klar til de der skal bo her mens vi er væk og selvfølgelig med at pakke og alle de andre mange småting der skal nås før vi kan rejse. Jeg har dog også fundet øjeblikke til at skrive madplaner til jer mens vi er væk. I får altså nye madplaner hver uge som I plejer, men der kommer ingen nye opskrifter og jeg skriver hellere ikke mails til mine venner på mailinglisten.
Jeg havde også håbet på at skrive en opskrift der kunne ligge klar til udgivelse når jeg kom hjem, for jeg ved at jeg har svært ved at samle mod til at udgive opskrifter efter en pause. Men det nåede jeg detsværre ikke og så må jeg jo krydse fingre for at jeg finder modet i denne omgang!
Jeg vil bare ønske jer en dejlig ferie! Det lyder som en super idé at holde den i denne mørke tid. Og til lykke med din mand! Og tak for de skønne billeder som jeg lige sidder og nyder 🙂
Kære Nana
Mange TAK og undskyld jeg ikke har fået svaret dig før. Jeg har virkeligt holdt komplet blogfri og har ikke været forbi bloggen i ugevis. Det har faktisk været dejligt og vi har haft en rigtig dejlig familieferie.
Nu er vi hjemme og jeg har allerede været forbi og se hvad du har gang i over på mit landliv. Så mange fine blomster på vej. Det bliver så fint.