
Det har været en ufattelig uge for os allesammen. En uge der på mange måder forandre den grundvold vi står på, både som individer og som samfund. Heldigvis har det også været en uge med meget menneskelig varme, fleksibilitet og kampånd. Det gør mig faktisk glad midt i den frygt og afmagt vi vel allesammen i et eller andet omfang deler.
I ugerne og månederne fremover vil nogle blive alvorligt syge, nogle vil arbejde sig selv halvt ihjel og atter andre vil have mere tid mellem hænderne end de plejer. Det er en forandret hverdag for os allesammen. Det bedste vi hver især kan gøre er at holde humøret så højt som vi kan og at udvise varme og venlighed, der hvor det er muligt for os. Når vi ikke kan kramme må vi smile des mere. Nærvær og kontakt må finde nye veje.
Nu er det jo en madblog jeg skriver, men jeg må indrømme at opskriftsudviklingen de sidste uger ikke har haft de bedste vilkår. Nye opskrifter har virket sært uvirkelige set i lyset af den situation jeg vidste var under opsejling. Men nu er samfundet lukket halvvejs ned. Planen virker rigtig og jeg ved hvor hårdt der arbejdes på at sikre et velfungerende samfund – også på den anden side af denne situation. Vi håber det bedste selvom vi står på ukendt grund.
Det er vigtigt at hverdagen fortsætter og faktisk også rigtigt vigtig at vi spiser mad der samler os, hygger om os og styrker vores immunforsvar. Vi skal have lidt af det hele, netop fordi vores humør og generelle sundhedstilstand er så vigtig.
Derfor får du selvfølgelig også en madplan i denne uge og jeg har fyldt den med mad jeg selv har lyst til at spise i disse dage, samt selvfølgelig med mad til min lille hverdags fest til fejring af forårsjævndøgn. Lad os håbe at foråret kommer til at hjælpe på situationen!
Nu ved jeg godt at vi skal handle som vi plejer, men lad mig alligevel foreslår to ting der måske er lidt anderledes end det du plejer.
For det første at du ikke handler sådan dag til dag som mange af os normalt gør. Alle de danske fødevare kæder er velforberedte og lige om lidt når der kommer ro på vil der igen være masser af mad i butikkerne. Så er det altså ikke at hamstre at købe ind til mange dage af gangen. Det er tværdigmod at vise hensyn, fordi du så ikke skal ud i butikkerne mere end højst nødvendigt. Skriv en madplan og køb det du har brug for. Ikke det du tænker du sådan måske kunne få lyst til at få brug for! Det samme gælder hvis du får maden bragt til din hoveddør. Også her er det at vise hensyn til udbringnings kapaciteten at handle ud fra en gennemtænkt plan og så få gange som det nu er muligt.
Det andet jeg vil foreslå er at fryse færdige retter ned. Det er ALTID en god ide at fryse rester ned så man har til dage hvor man af den ene eller anden grund ikke vil stå i køknet. I øjeblikket er det en ekstra god idé, fordi det kan vise sig at være fantastisk hjælp hvis I bliver syge. God mad kurerer selvfølgelig ikke voldsomme tilfælde af nogen sygdom, men god mad er en stor hjælp for alle de der kun bliver smittet i mindre grad. I madplanen skriver jeg hvilke måltider der er fryseegnet så du kan vælge at lave en lidt større portion og få lidt til fryseren. Det værste der kan ske er at vi kan holde fryser fest i en uges tid engang hen på foråret!
MANDAG: SANDWICH MED HAMBURGERRYG

Mandag foreslår jeg som lovet en lækker sandwich med resterne af hamburgerryggen fra søndag. Super lækkert og altid et hit her i huset.
Den hjemmelavede agurkesalat holder længe i køleskabet. Sandwichbollerne kan fryses.


TIRSDAG: PASTA MED LAKS OG GRØNKÅL

Det er ved at være sidste udkald for grønkål men jeg vælger alligevel denne pastaret som ugens fiske forslag fordi den indeholder både laks og grønkål. Begge dele er super sunde og virkeligt gode for vores imunforsvar.
ONSDAG: KARTOFFEL-PORRE SUPPE

Kartoffel porre suppe er sådan en dejlig nem og enkel suppe som tilmed et et hit hos de fleste og som indeholder dejligt mange af de sunde porre. På billedet er suppen serveret med skønne sprøde rugbrødscrutoner (et godt sted at bruge dit rugbrød hvis du i panikken har fået forkøbt dig). Suppen smager også dejligt fx med bacon, skinke eller med en grov og grøn persille olie.
Kartoffel-porre suppe fryser glimrende og er netop sådan en mættende og mild suppe man har lyst til at spise hvis man er syg.

TORSDAG: RISTET BRØD MED RAMSLØGSPESTO, RØRT RICCOTA, SPEJLÆG OG SAUTERET RAMSLØG

Den skønne sæson for ramsløg er i fuld gang og det er en fantastisk følelse at høste årets første danske sæson grøntsag. Elsker det og der er jo intet i vejen for at komme ud og få lidt frisk luft så længe det ikke foregår i selvskab med andre end dem man ser til dagligt.
Vel hjemme i køknet kan man lave en lækker ramsløgspesto på minutter og et af de steder hvor jeg elsker at bruge den skønne nordiske pesto er på sådan en skive ristet brød. Foruden ramsløgspestoen består maden af rørt riccota, nænsomt spejlet spejlæg og ramsløg der lige har fået ét minut panden.
Ramsløgspesto fryser iøvrigt glimrende. Frys det i små poser eller beholdere du ikke vil genbruge. Ramsløg har det nemlig med at afgive smag til isterningebakker og du vil ikke have dine sommerdrinks til at smage af ramsløg.

FREDAG: VI FEJRE FORÅRSJÆVNDØGN

Fredag er det forårsjævndøgn og det skal selvfølgelig fejres. Lad os krydse fingrene for lys, håb og glæde på denne dag.
Min faste forårsjævnsdøgns menu består af lammegryde med ærter og citron panna cotta med passionsfrugsirup. Jeg har også gemt en portion af vores elskede rabarberlemonade, der simpelthen smager så dejligt af forår
Lammegryden er en af husets yndlingsretter og fryser glimrende hvis du har lyst til at lave dobbelt portion. Desserten kan ikke fryses.



LØRDAG: HAKKEBØFFER MED SVAMPESOVS

Hakkebøffer med svampesovs er bare altid hyggeligt og hygge er netop det der er brug for i disse dage. Hvis du ikke synes du vil bruge hakket oksekød (der skal være af god kvalitet når man laver hakkebøffer – ellers er det lige meget) kan du bruge koteletter eller kyllingebryst.
Server meget gerne med dampet brokoli og de lækre kartofler kogt drysset med lidt støv af tørrede svampe.

SØNDAG: KYLLING MED AHORNSIRUP OG SØDE KARTOFLER + ASIATISK HØNSEKØDSFOND

Søndag foreslår jeg en helstegt kylling med søde kartofler og ahornsirup. En super lækker kylling der er værd at samles om. På skroget koger jeg en asiatisk kyllingefond så der er mulighed for asiatisk puddel suppe i morgen.
Kyllingefonden og eventuelle rester af kyllingen fryser glimrende.

UGENS EKSTRA SØDE

Alle ved at kage højner humøret og er der noget vi har brug for i disse dage er det at få højnet humøret. Derfor får I lige et forslag til en kage også selvom der faktisk allerede er et sødt indslag på madplanen i form af desserten til forårsjævndøgn.
Jeg har valgt min elskede opskrift på amerikansk brownie fordi det er en kage alle elsker og fordi den fryser så ualmindeligt godt. Selvom du eventuelt sidder alene kan du derfor godt bage en brownie, skære den ud i små stykker og putte stykkerne i fryseren. Så har du også kage til andre dage hvor humøret trænger til et løft.
FORÅRSJÆVNDØGN

Mange varme og kærlige tanker til jer allesammen derude. Jeg håber I kan holde humøret oppe og at I passer godt på jer selv og hinanden.

Få årstidsinspiration på Instagram. Klik på et billede og læs med:
Hver uge skriver jeg en madplan til ugen der kommer. Jeg tager hensyn til alle danske mærkedage og skoleferier. Desuden tager jeg selvfølgelig hensyn til råvarernes sæson. I det omfang jeg kan forudse det tager jeg også hensyn til vejret og forholdene omkring hverdagsrytmen.
Nederst i madplanen får I ofte små glimt fra min hverdag og/eller arbejdet med bloggen.
Madplanerne udkommer altid søndag klokken 9. I løbet af søndagen udgiver jeg desuden et sæsonaktuelt nyhedsbrev til medlemerne af min mailingliste. Nyhedsbrevet er det der binder bloggen sammen gennem året.
Har du en opskrift på hjemmebagt rugbrød?
Vi er i frivillig karantæne, min mand har nedsat lungefunktion og nedsat immunforsvar, så vi
vil ikke ud, heller ikke for at købe ind, men lige netop rugbrød kommer vi til at mangle snart.
Kære Bedste
Mange varme tanker til jer ?I gør det helt rigtige, især når man tager din mands helbred i betragtning. Det er virkeligt bekymrende for os allesammen og selvfølgelig især for mennesker i jeres situation. Godt i har hinanden og kan hjælpes med at holde humøret oppe. Hvis I på et tidspunkt kommer til at mangle dagligvare er der jo heldigvis mange der bringer ud (eller man kan prøve det der Bilka to go koncept hvor man ikke skal ind i butikken).
Jeg synes detsværre ikke at mine opskrifter på rugbrød er gode nok til at dele. Jeg burde arbejde på det for der er også flere amerikanere der spørg. Mine børn insisterer bare på et helt bestemt type købe rugbrød så jeg får ikke øvet mig så tit på hjemmebagt rugbrød for til dagligt er vi jo bare dem og mig og jeg kan ikke spise et helt rugbrød alene.
Jeg er sikker på du kan finde en god opskrift på en anden madblog.
Mange varme hilsner og de bedste ønsker til jer
Marina