
Sikken en smuk uge det har været. Måske stadigt lidt kold men med sol og en verden der folder sig ud i lysegrønt. Det er et af årets absolutte højdepunkter når det hele igen kommer til live og man må bare suge til sig for det går så utroligt stærkt hvert år.
I den kommene uge er der hele to mærkedage nemlig Storebededag på fredag og Mors dag på søndag. Derfor er det jo en dejlig kort uge med kun fire arbejdsdage og en lang hyggelig weekend. Vi får besøg af en af vores udvekslingsstudenter og hendes kæreste og vi glæder os.
MANDAG: ÆGGEKAGE MED RESTER AF HAMBOURGERRYG OG RAMSLØG
Mandag foreslår jeg altid en hurtig resteret baseret på rester fra søndag. Denne skønne maj mandag bliver det til en æggekage hvor både rester af steg, grønsager og de lækre kartofler kogt i løvstikkesalt er velkomne. Drys til slut med fint klippet ramsløg og du har et ægte forårsmåltid. Server gerne med et foccacia brød eller lækkert rugbrød.
TIRSDAG: SPRØDSTEGT TORSK PÅ PERLEBYG SALAT
Lækkert måltid der ikke ligger sig alt for tungt.
ONSDAG: FRIKADELLER MED NYE KARTOFLER VENDT I RAMSLØGSPESTO

Det er med at få det meste ud af ramsløgs sæsonen og derfor foreslår jeg igen at bruge den dejlige ramsløgspesto til noget dejligt. I denne uge til at vende med nye kartofler. Nogen ting har jo så kort en sæson at vi gerne spiser dem et par gange med kort mellemrum for så at vente et helt år på at det igen bliver sæson. Serveres med frikadeller.
SE OPSKRIFT PÅ RAMSLØGSPESTO HER
SE OPSKRIFT PÅ KLASSISKE FRIKADELLER HER
TORSDAG: STORE HVEDEAFTEN

Fredag er det store bededag og det betyder at det om torsdagen er tid til de lækre sprøde varme hveder. Man kan selvfølgelig købe dem, men det er faktisk ikke særligt svært at lave dem selv. Har man ikke tid til at bage torsdag kan man bage hvedeknopperne onsdag aften og så er de lige klar til at flække og riste torsdag aften. Vi spiser varme hveder som et hyggeligt aftensmåltid med lækkert pålæg fra slagteren og gode ost. Dertil selvfølgelig te.
Faktisk er det så hævdvunden en tradition hos os at min mand stejlede da jeg vil bage varme hveder i denne uge for at have billeder til bloggen. Det kunne der simpelthen ikke blive tale om i hans verden!
SE OPSKRIFT PÅ VARME HVEDER HER
FREDAG: STORE BEDEDAG: FORÅRS KYLLINGESUPPE

Fredag er set store bededag og det kan fejres med den dejlige forårs kyllingesuppe med masser af grønt.
SE OPSKRIFT PÅ FORÅRS KYLLINGESUPPE HER
LØRDAG: PIZZA
Normalt er det fredag at jeg foreslår et af de måltider som man bare ved hitter hos de fleste børn. I denne uge fejrede vi imidlertid store bededag fredag og faktisk tænker jeg også at det er super hyggeligt med hjemmelavet pizza midt i miniferien.
SØNDAG: MORS DAG: BØRNENE (og måske far) OVERRASKER

Søndag er det mors dag og jeg skal være fuldstændigt ærlig og indrømme at det ikke rigtigt er en dag vi fejre i vores familie. Imidlertid ved jeg at det gøres i rigtigt mange familier og jeg synes den hyggeligste måde er at overraske moren med morgenmad på sengen, selvplukkede blomster buketter og måske med at inviterer ud at spise om aftenen.
Til morgenmad på sengen vil jeg foreslå scones med chokolade, frugtspyd, banan smoothies med jordbær, små pandekager og æg en cocotte. Alt sammen noget der godt kan laves af større børn med en lille smule hjælp fra far.
Til eftermiddags hyggen har mine piger engang lavet den fineste sandkage pyntet med jordbærhjerter.
Om aftenen vil jeg som sagt synes det var hyggeligt at blive inviteret ud, men ellers må børn (og far) igang i køknet. Det måltid min yngste holder allermest af at lave er en pastaret med kæmperejer og chili.


UGENS SØDE
Foruden sandkagen på mors dag vil jeg foreslå en klassisk bedstefars skæg kage, men med rabarberkompot i stedet for æblemos.
SE OPSKRIFT PÅ BEDSTEFARS SKÆG HER
UGENS BRØD
I denne uge har jeg foreslået focaccia om mandagen, varme hveder torsdag og dejligt brød til suppe fredag.
HVERDAGSGLIMT: こんにちは日本 (Kon’nichiwa Nihon)

Der er mange måder sådan en lidt træls onsdag aften kan blive bedre på. Det her er måske en af de vildeste! Manden er kendt for det der med pludselig at indkøbe flybilletter og onsdag aften sad han åbenbart på et hotelværelse og tænkte at NU måtte vi til Japan. Hold da op som jeg glæder mig helt vildt. Jeg har været i Japan en enkelt gang da jeg studerede, men det er så længe siden at det lige så godt kunne være i et andet liv. Tænk at jeg nu kan få lov til at opleve det helt fantastisk land sammen med mand og børn. Resten af planlægningen er nu op til mig så jeg skal til at fordybe mig i Japan og se om jeg kan få stykket en rejse sammen der gør alle i familien glade. Gode tips er mere end velkomne. 万謝
Madplaner med hverdagsglimt: Hver uge skriver jeg en madplan til ugen der kommer. Jeg tager hensyn til mærkedage og årstider og inkluderer (næsten) hver uge en ny opskrift. Desuden linker jeg selvfølgelig til tidligere udgivne opskrifter hvis jeg har skrevet dem. Min madblog er endnu ny og derfor har jeg detsværre ikke opskrifter til alle forslag endnu men jeg regner bestemt med at det kommer hen ad vejen. Madplanerne bliver opdateret efterhånden som jeg udgiver opskrifter jeg tidligere har nævnt. Nederst i hver madplan inkluderer jeg et lille hverdagsglimt fra min uge.
Kære Marina. Af mange årsager har jeg ikke været så trofast med madplanerne et stykke tid, men jeg er nu klar igen. Tak for inspirationen – jeg kan mærke, at jeg har savnet at læse dine dejlige skriverier om mad. Nu er jeg her igen, og jeg glæder mig til at igen at være med på sidelinien. Jeg vil tænke på dig og dine, når vi sætter os til bordet St. bededag og spiser din forårsudgave af kyllingesuppen. Vi elsker også kyllingesuppe! Det lyder forrygende med en tur til Japan, det gad jeg også godt! God søndag. Kh Mette
Kære Mette
Mange tak for fantastisk dejlig kommentar. Hvor er jeg glad for at du kan bruge mine madplaner og opskrifter. Det er jo hele ideen med at dele! Og ja Japan det er for vildt er det ikke? Nogle gang får manden altså gode indfald (mindre godt den gang han impulsivt indkøbte en båd…)
Hej Marina.
Hverderne skal ikke spises aften før Store Bededag, men på Store Bededagsaften, da baggrunden for at spise hveder Store Bededag er den, at selve dagen jo skulle være en arbejdsfri bede- samt bodsdag og derfor skulle bagerne også have fri. De kunne altså ikke bage brød med mere på selve dagen. Derfor bagte de hvedetvebakker aftenen før, som folk så kunne købe for at spise samt eventuelt varme dem først dagen efter.
Hej Tine
Det er fuldstændigt rigtigt at dette var den oprindelig grund til at de varme hveder blev opfundet og det mener jeg også at jeg skriver over under selve opskriften. Imidleritd skete der det at det Københavnske borgerskab fik den hyggelige vane at gå tur på voldene aften INDEN store bededag og så bagefter gå hjem og tage forskud på hvedespiseriet med en varm kop te. Det er denne tradition der har spredt sig ud over hele landet så vi nu (ret ulogisk) spiser de varme hveder aftenen inden Store bededag. Den oprindelige tradition med at holde store bededag arbejds fri forsvandt, men det hyggelige hvedespiseri blev bevaret. Jeg har læst historikere der mener at Store bededag kun overlevede pga den hyggelige varme hvede. Heldigvis kan man jo spise de varme hveder som man nu synes det passer bedst både ind i kalenderen og traditionen. Nyd miniferien.