Sensommer madplan nu hvor vi skal vende os til hverdagen.

Det er blevet hverdag med fuld fart.
Heldigvis er vi blevet lovet sommerlig sol ihvertfald de første dage af ugen og det er i den grad tiltrængt efter efterårsstemning i den sidste sommerferie tid. På menuen i denne uge har vi yndlings sensommer retter. Masser af grønt, lidt kød og en smule fisk.
MANDAG: FRIED RICE MED KYLLING

Fried rice er nok min absolutte yndlings resteret. Lavet på en halv times tid af kyllingerester og kogt ris tilsat masser af friske sensommer grønsager. Hele familien på fem er glade når retten kommer på bordet og jeg elsker at mindes de mange forskellige udgaver jeg spiste som ung rygsæksrejsende. I denne uge foreslår jeg at lave den lækre Indonesiske version Nasi Goreng.
TIRSDAG: LAKS MED CREMEDE KARTOFLER OG PESTO

Jeg laver mange retter med laks og baggrunden for det er at vi af og til bytter os til nogle laksesider. Desuden er laks nemt at varierer så man ikke føler at man spiser det samme hele tiden. Denne ret er fra det australske Donna Hay magasin og den er virkelig nem at lave samtidig med at den er sensommer frisk takket være basilikum pesto og masser af rucola. Retten er en af de der gode hvor det hele bliver serveret i ét fad. Retten kan faktisk stå på bordet i løbet af 30 minutter og heraf er det meste ovntid.
KLIK HER FOR AT SE OPSKRIFT PÅ OVNBAGT LAKS
I familien er vi tre der elsker denne ret og to der ikke er så vilde med laks. Netop derfor er det smart at fried rice er glimrende på anden dagen.
ONSDAG: SENSOMMER MINESTRONE MED TOMATER

Sådan en dejlig og helt vegetarisk suppe, der også kan spises på lune sommeraftner. Serveret med flute og friskklippet basilikum.
KLIK HER FOR OPSKRIFT PÅ MINESTRONE MED TOMATER
TORSDAG: RUGBRØDS/RESTE DAG
Jeg er kæmpe tilhænger af en ugentlig rugbrøds/reste dag. Hjemme hos os ligger den en aften hvor ingen er hjemme samtidigt og det er blevet en tradition at alle sørger for selv at hitte noget mad i køleskabet eller lave sig en enkel ret. Det er på den måde en rigtig god måde at få ryddet ud i resterne i køleskabet. I mit barndomshjem havde vi også ofte sådan en dag og det var faktisk lidt en fest hvor min mor nogle gange supplerede resterne med en lille enkel varm ret ala æbleflæsk eller æggekage. Hos os er det den ene af to ugentlige dage hvor man må spise på sit værelse eller hvor man nu har lyst. Da børnene var mindre lavede jeg selvfølgelig mad til dem, men det var på samme måde bare rester eller et fad med rugbrødsmader.
FREDAG: HJEMMELAVET PIZZA
Fredag er der dømt hyggemad. Vi veksler mellem en lille håndfuld retter, der er elsket af alle tre børn og som egner sig til at tage med ud i haven med vennerne eller op på værelset foran en skærm. Det er nemlig en hævdvunden ret at alle kan gøre det de nu synes er mest hyggeligt på sådan en fredag. Tilmed har det den sidegevinst at min mand og jeg nogle gange får lov at spise sammen på tomandshånd. Vi voksne elsker at vende verdensituationen med børnene over aftensmaden de fleste aftener i ugen, men det er nu også dejligt at kunne snakke med sin mand uden at alt hvad man siger skal kunne forstås af en 10 årig.
Hjemme hos os har alle deres foretrukne pizzatopping og derfor laver vi pizzaerne som portionspizzaer som alle selv kan pynte med yndlingsfyldet. Selv holder jeg af at lade mit pizzafyld følge årstiderne.
LØRDAG: GRIL GLÆDE I HAVEN
Lørdag er det op og stå i kø hos slagteren sammen med alle de andre. Da der stort set ikke har været andet kød på menuen i denne uge end de kyllingerester, der indgik i fried rice mandag er det ok at lade sig friste af det allermest grillækre han vil lange over disken.

Til kødet kan det anbefales at serverer en tomatsalat med lynsyltede rødløg, mozzarella og masser af basilikum. Desuden kartofler kogt med løvstikkesalt, grillede majs, grillede squash og friskbagt brød.
Lørdag eftermiddag kan jeg anbefale at bage en omgang af de lette og luftige brydeboller. Det er nu sådan en hyggelig ting at deles om og især når der stadigt er jordbær rabarber syltetøj i køleskabet.
SØNDAG: GRØNTSAGSLASAGNE MED SPINAT BECHAMEL
Søndag er den dag jeg vil anbefale at man bruger nogle timer i køknet. Man kan let lave god mad i hverdagene uden at bruge ret meget tid i ulvetimen, men det går nemmere hvis man ca en gang om ugen forbereder sig lidt så man er foran når hverdagen rammer.
Tiden kan fx bruges på at lave en dobbelt portion suppe eller gryderet, der kan hives frem på en travl mandag eller den kan bruges på at lave et klassisk søndagsmåltid med en stor steg, der kan danne grundlag for skøn restemad i de første dage af den næste uge. Endeligt kan tiden også bruges til at lave en grundingrediens der kan gøre det let at lave god mad i hverdagene. Det sidste er lige hvad jeg anbefaler i denne madplan.

Min gode grønsags/tomat sovs er grundlaget for meget mad i mit køkken og laver en kæmpe portion ca. en gang om måneden.
I denne madplan anbefaler jeg at der laves nok til en vegetarisk lasagne, kødsovs til spagetti mandag og endelig ca 5 dl til fryseren.
SE OPSKRIFT PÅ HJEMMELAVET TOMATSOVS HER
UGENS BRØD
Flutes går fint til både minestrone og grilhygge. Til eftermiddagshygge kan man bage de lækre brydeboller.

SE OPSKRIFT PÅ LETTE LÆKRE BOLLER HER.
UGENS SØDE
Nu i hindbærsæsonen får man da bare lyst til små fine hindbærsnitter.
Bemærk:
Madplanen er ikke en 1:1 gengivelse af det vi spiser i Huset ved åen i denne uge. Princippet bag madplanerne er det samme som jeg bruger herhjemme og vi vil også ofte spise de ting jeg har anbefalet, men det er muligt at der sker en anden aften. Fx ligger vores restedag om tirsdagen, men jeg ville ønske at den lå om torsdagen i stedet og derfor er det det jeg skriver i min madplan. Desuden spiser vi af gode grunde ugens nye opskrift i ugen inden den kommer på madplanen sådan at jeg kan få den fotograferet til bloggen.
Det er tanken at de fleste foreslående retter med tiden vil blive tilknyttet en opskrift. Bloggen er bare lige gået i gang og ambitionen er foreløbigt at udgive én opskrift om ugen. nogle gange vil den opskrift bestå af flere del opskrifter, andre gange vil der kun komme ét opskrifts indlæg.
Skriv et svar