
Det er sensommer i Danmark og høsten er fuld i gang på markerne. Lige nu kan man købe sig glad i de skønneste danske grøntsager så selvfølgelig indeholder ugens madplan masser af lækre danske grøntsager.
MANDAG: SPAGHETTI MED KØDSOVS

I sidste uges madplan anbefalede jeg at bruge lidt tid på at lave en stor portion grønsags/tomat sovs.
Søndag brugte jeg tomatsovsen til en ren grønsagslasagne og i dag på en hverdagstung mandag betyder forarbejdet søndag at der med et minimum af arbejde kan fremtrylles en virkelig lækker kødsovs med dyb smag af langtidssimring. Dertil helt enkelt spaghetti. I de fleste børnefamilier er den servering lig med jubel ved spisebordet.
Vi voksne spiser spaghetti med kødsovs med høvlet parmasan og masser af friskklippet basilikum.
SE OPSKRIFT PÅ SPAGHETTI MED KØDSOVS HER
TIRSDAG: FISKEBURGER MED SPRØD FISK, URTECREAM OG LYNSYLTEDE RØDLØG

Med sådan en lækker fiskeburger på menuen vil de fleste børn gerne spise fisk. Denne friske grønne version er en sommerfavorit i Huset ved åen. Hvis man synes at sæsonen for asparges er forpasset kan man erstatte med letdampede forårsløg. De lækre hjemmebagte burgerboller kan fint erstattes af koldhævede boller hvis det passer bedre ind i hverdagen. Find opskriften på fiskeburger med panko paneret rødspætte her.
ONSDAG: RODFRUGT DELLER SERVERET MED GRØNSAGSFAD OG DIP SAMT FOCCACIA BRØD
Det skal ikke være en hemmelighed at mine to yngste børn helst vil have kød på bordet hver dag. Alligevel er der altid glæde når de lækre rodfrugt deller kommer på bordet. Fordi det er højsæson for lækre sprøde grønsager servers de i denne uge helt enkelt med et kæmpe fad gnavegrønt og en god skål dip der går til det hele. Har man rester af urtecreamen fra tirsdag er den super skøn som dip. Foccacia brødet kan man bage selv eller tage med hjem fra bageren.
TORSDAG: RUGBRØD/RESTEDAG

Hjemme hos os er der delte meninger om den ugentlige dag hvor jeg ikke sætter aftensmad på bordet. Nogle elsker det, andre sukker dybt. Netop derfor er det min erfaring at det er en god ide at holde rugbrøds/restedagen på samme ugedag hver uge. Læs mere om vores rugbrød/reste dag i sidste uges madplan.
I denne uge tror jeg at jeg laver en omgang Kylie Kwong æg til mig selv og dem der vil have lidt med.
FREDAG: GRÆSK KYLLINGE GYROS
Skøn fredagsmad med den ekstra fordel at kyllingespydene kan grilles udendørs. Lav dobbelt portion af kyllingespyd nu du er igang for så har du let mad lørdag.
LØRDAG: CÆSAR SALAT MED KYLLING
Super nemt når der nu allerede er stegt kylling og derfor perfekt til en dag med lørdagsudflugt.
SØNDAG: SOMMERFLÆSKESTEG PÅ GRIL SERVERET MED KARTOFFELSALAT MED MAJS OG ÆRTER
Sommeren går på hæld så det er ved at være sidste chance for at server ægte sommerflæskesteg stegt på gril. Steg lidt rigeligt så der er til biksemad i morgen og kog også ekstra kartofler så de er klar til i morgen.

Til flæskestegen kan der fx serveres en skøn peach melba salat med hindbær-vinaigrette. Se opskrift på den smukke salat lige her.
UGENS BRØD

I denne uges madplan er der brugt burgerboller og foccacia brød samt græske pitabrød.
UGENS SØDE

Pandekager med brombærsyltetøj nu hvor de første brombær kan plukkes.
SE OPSKRIFT PÅ BROMBÆRSYLTETØJ HER
Bemærk:
Som jeg skrev i sidste uge er mine madplaner et udtryk for den måde jeg tænker madlavning hvor jeg hele tiden prøver at genanvende gårsdagens retter sådan at jeg kan lave god mad med mindre besvær. Vi spiser sådan ca de retter jeg har foreslået i denne madplan, men det er ikke sikkert at det foregår nøjagtigt på den dag jeg har foreslået.
Med tiden er det tanken at der skal følge en opskrift med til de fleste punkter på madplanen. Som man kan tænke sig til kommer der dog nok til at gå lidt tid før jeg når så langt. Jeg håber alligevel madplanen kan bruges til inspiration i dit køkken. Madplanen bliver opdateret med de opskrifter jeg har nævnt så snart jeg får dem skrevet.
Skriv et svar