
Den dejlige septemper går nu på hæld.
Nu er det efterår! Holder man sig til kalenderen er hele septemper ganske vist kategoriseret som efterår, men i naturen er det mere jævndøgn der tæller. Det at vi netop idag kan fejre efterårsjævndøgn betyder at vi nu går ind i det mørke halvår hvor der er mere nat end dag. Det er noget naturen hurtigt indretter sig efter og derfor er det nu for alvor efterår.
For mig er det fint nok. Jeg elsker nemlig efteråret både for farverne, duftene og stemningen. Af samme grund har det været en fryd at fylde ugens madplan med masser af hyggelig sæson aktuel mad.
MANDAG: VILDTGRYDE

Livret med vildtkød
I denne uge er mandags maden ekstra nem for det er simpelthen bare rester fra søndag hvor vi fejrede efterårsjævndøgn med vildtpie. Vildtpien er lavet med en dejlig vildtgryde som basis og den er som næsten alle gryderetter næsten endnu bedre på anden dagen. Har man ikke rester af kartoffelmosen kan vildtgryden også fint spises til pasta.
TIRSDAG: PASTA MED LAKS OG GRØNKÅL

Lækker pastaret med laks. Super nemt og meget lækkert.
Tirsdag foreslår jeg en af min mands yndlings retter og som en slags bonus en pastaret der er virkelig sund hvis man vel og mærke er så fysisk aktiv at det er en god ide at spise pasta. Alt det med hvad der er sundt og mindre sundt er der jo ikke meget enighed om i disse år. Alligevel kan de fleste blive enige om at det er sundere at gøre pastaretter cremede med proteinrig ricotta og pastakogevand end med fløde. De fleste er også enige om at laks og grønkål er sundt og mange vil være glade for chilien og majsen. Det er en opskrift jeg har lavet til min mand der er meget sportsaktiv og som gerne vil have pasta dagen før store løb og den slags. Resten af familien er nu også glad for retten og til de der ikke er vild med laks kan man erstatte fisken med lidt stegt kylling.
SE OPSKRIFT PÅ PASTA MED LAKS OG GRØNKÅL HER
ONSDAG: TOMATTÆRTE
Det er nu vi skal nyde de lækre solmodne tomater for om et lille øjeblik er det slut for i år. Derfor foreslår jeg for sidste gang i år en tomattærte. Server eventuelt en lækker spidskålssalat med feta som tilbehør.
TORSDAG: SOUFFLE OMELET MED SVAMPE

Skøn omelet med svampe.
Om torsdagen foreslår jeg som oftest en reste/rugbrødsdag, men jeg kan også finde på at foreslå et virkeligt let og hurtigt måltid. Netop sådan et måltid er de lækre souffle omeletter der smager helt anderledes let og luksuriøst end de almindelige. Souffle omeletten er ikke svær at lave og i min opskrift fylder jeg den lækre sag med årstidsaktuelle svampe.
SE OPSKRIFT PÅ SOUFFLE OMELET MED SVAMPE
FREDAG: HJEMMELAVEDE BURGERE

Hjemmelavede og helt klassiske burgere er bare altid et fredagshit.
I huset ved åen er hjemmelavede amerikanske burgere helt sikkert den mest efterspurgte fredagsret og hele familien elsker når det står på menuen. Vi har tradition for at jeg bager burgerboller, laver dressing og lynsyltede rødløg og skære nogle grøntsager ud. Så er der bare tilbage at sprødstege bacon og lave nogle bøffer af friskhakket oksekød. Ved bordet får alle lov at lave deres burger som de bedst kan lide den.
SE OPSKRIFT PÅ BURGERBOLLER HER
SE OPSKRIFT PÅ BURGERDRESSING HER
SE OPSKRIFT PÅ LYNSYLTEDE RØDLØG HER

Her er de syltede rødløg i selvskab med en meget nem og lækker burgerdressing. For mig er de lynsyltede rødløg nemlig helt uundværlige til hjemmelavede burgere.
LØRDAG: LAMMEKOTELETTER MED GRÆSKE OVNKARTOFLER, SALAT OG LANGTIDSBAGTE TOMATER
Jeg elsker lam! Jeg er vokset op med grønlandsk lam og det er måske det bedste i verden. Derfor er lam måske også mit yndlingskød og jeg holder af at spiser det på alle mulige måder fra langtidsstegte lammekøller og til gryderretter og hurtige hverdagsretter med lammefars. I denne uge forslår jeg et ret simpelt, men altid dejligt måltid af lammekoteletter stegt med rosemarin og hvidløg. Som tilbehør foreslår jeg langtidsstegte tomater, lækre græske ovnkartofler og en grøn salat der gerne må smage af sommer i Grækenland.
SØNDAG: LASAGNE

Hjemmelavet tomatsovs. Sundt og lækkert og et hit i den travle hverdag fordi det kan bruges til alt muligt godt.
Det er igen blevet tid til at fylde en god portion af den lækre hjemmelavede tomat-grønsagssovs i fryseren. En del af den bruger jeg med det samme til at lave en dejlig kødsovs. Alle børn jeg kender (også de grøntsagsforskrækkede) elsker den kødsovs også selvom den faktisk bliver halvt grønsager pga tomatsovsen med alle de grove grøntsager. Både børn og voksne elsker når kødsovsen ender i en skøn lasagne og jeg elsker mandagene hvor der er kødsovs til overs til en omgang pasta med kødsovs. WIN WIN hele vejen rundt!
SE OPSKRIFT PÅ HJEMMELAVET TOMATSOVS HER
UGENS BRØD

Hjemmelavede burgerboller smager bare 100 gange bedre end de købte.
Der skal bruges burgerboller fredag.
UGENS SØDE: KANELSNEGLE MED ÆBLEMOS OG MARCIPAN

Fyldet bliver dejligt snasket af æblemosen og smager skønt af kanel og marcipan.
Ugens nye opskrift er de lækre saftige kanelsnegle med ekstra lækkert fyld af æblemos, marcipan og kanelkrydret remonce. Jeg har bagt de kanelsnegle i mere end 10 år og har slet ikke tal på hvor mange gange jeg har udleveret opskriften til folk der syntes de var gode.
Opskriften er selvfølgelig en del af mit tema med kager du kan bage med æblemos og er derfor højaktuel netop nu hvor det gælder om at få det allerbedste ud af de mange skønne æbler.
SE OPSKRIFT PÅ KANELSNEGLE MED ÆBLEMOS HER
BAG OM BLOGGEN: FARVEKORDINERET

Alle opskrifterne i mit tema med kager der kan bages med æblemos er farvekordineret så de passer sammen. Det er bedstefars skæg kage med æbler i baggrunden, gammeldags æblekage på billedet med servietten, chokoladekage med æblemos på den lyseblå tallerken og selvfølgelig kanelsnegle i de lyseblå muffinsforme.

Det er disse gule æbler der har sat hele farvetonen for temaet med æblemos
Ugens opskrift er som sagt en del af mit tema med kager, der kan bages med æblemos. Når jeg som her laver et tema kan jeg rigtigt godt lide når billederne passer sammen. Oprindeligt blev farverne til billederne valgt efter nogle æbler fra min have der er rigtigt gode til æblemos. De har sådan en lysegul farve der passer til farven på æblemos. For at det hele ikke skulle blive for lysebrunt blev den gule farve sat sammen med en lyseblå.
De oprindelige billeder af kanelsneglene var lavet med nogle muffinsforme i samme farve som æblerne, men dem havde jeg ikke flere af. Derfor valgte jeg istedet nogle lyseblå, der passer til farverne på tallerkner og servietter i temaet.
HVERDAGSGLIMT: LILLE GROSSER

Jeg elsker havet også på en grå og blæsende dag. Derfor var det den første rigtige tur jeg kørte i min lille nye bil.
Sidste uge var en frygtelig uge. Kun ved et mirakel har vi stadigt min datter og hendes kæreste og jeg er dybt taknemmelig. Bilen derimod stod ikke til at redde. Jeg har set den og den er smadret i en grad der giver mig marerit. Men den holdt og det er godt præsteret af en minibil. Netop derfor ville jeg have en helt magen til igen!
Stod det til mig havde jeg fået dagligdagen til at hænge sammen uden bil længe endnu, men min mand er mere handelkraftigt anlagt og mente ikke at det var særligt praktisk når han nu sjældent er hjemme i Holstebro. Derfor trak han mig søndag ud til forhandleren. Efter at have set min gamle bil var jeg meget, meget stille, mens min mand og forhandleren snakkede og snakkede. De kender nemlig hinanden godt og det var tydeligt at forhandleren syntes at jeg skulle opgraderes fra den helt almindelige UP jeg gerne ville have igen. Jeg er nu ikke sådan at overtale til den slags med fælge og farver og udstyr og hvad ved jeg. Derfor holdt jeg på mit, lige indtil vi blev lokket ud og køre prøvetur i en UP med lige lidt mere motor. Hold da op som jeg hurtigt kunne forelske mig i det med at den ikke larmede og faktisk kunne komme over krydsene inden det blev rødt igen.
Min mand kunne jo godt høre at dén bil var jeg lun på og mandag formiddag forhandlede han så en god pris på plads. Tirsdag eftermiddag travede jeg ud i den anden ende af byen og hentede bilen, der er sølvgrå fordi det simpelthen var den eneste bil med den motor vi kunne få med det samme. Onsdag eftermiddag satte jeg mig ind i bilen og kørte ud til havet for at prøve bilen af på nogle veje uden trafik. Og jeg er vild med den. Både med farven og lyden og det at det stadigt bare er en fin lille bil.
Faktisk var jeg så glad for den lille hurtige bil at jeg ville kalde den for sølvpil. Af en eller anden sær grund synes familien nemlig altid at mine ting skal hedde noget og nu tænkte jeg at jeg ville komme dem i forkøbet og selv vælge et navn. Det kunne jeg nu godt have sparet mig for da jeg fredag aften fortalte familien om navnet sagde min ældste at hendes venner allerede kaldte den for “den flyvende gråspurv”. Det synes jeg faktisk var ok, men inden jeg havde set mig om havde min mand så grinede sagt at det så måtte være en “grosser” og sådan ender det nu nok med at blive.
PAUSE: JEG ER BAGEFTER MED ALT MULIGT. DERFOR UDKOMMER DER INGEN NY OPSKRIFT I NÆSTE UGE. MADPLANEN UDKOMMER SOM DEN PLEJER PÅ SØNDAG.
Madplaner med hverdagsglimt og fototips: Hver uge udkommer den nye madplan klokken 9 søndag morgen. Jeg tager hensyn til sæson, mærkedage og i en vis grad til vejrudsigten. Når jeg nævner retter jeg har udgivet opskrifter på får du et link til opskriften. Nederst i madplanen får du et lille kik ind bag ved arbejdet med bloggen og et lille hverdagsglimt fra min uge.
Selvfølgelig skal din bil have et navn, jeg synes så bare, at det er dig, der skal bestemme det.
Vores bil hedder Yl -det er det, dens nummerplade stater med – vi omtaler den aldrig som andet end Yl og så har den en personlighed uden lige, da den har det med at få “gode” ideer, så da vi som for eksempel for tre år siden stod på en yde parkeringsplads ved Rebilbakker og den ikke ville starte, da dens starter var gået itu.
Kære Tine
Jeg ved ikke lige hvordan jeg kan have overset din kommentar, men jeg har lidt meget om ørene i disse uger. Undskyld!
Ikke så hyggeligt at stå der med en bil der ikke vil starte. Jeg håber YI kom på bedre tanker eller at den fik lidt hjælp til det!
“Lille grosser” synes jeg faktisk passer helt fint til den lille sølvgrå bil så jeg er glad for navnet. Det er bedre end det jeg selv fandt på synes jeg. Jeg har altid holdt meget af gråspurve og hvis jeg en dag støder på en fin lille gråspurv på et kunsthåndværkermarked kunne jeg godt finde på at købe den til nøglering.
Og ja det er da hyggeligt når ting hedder noget, men af en eller anden grund er det næsten kun mine ting der skal hedde noget i vores familie?