• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Marinas mad

Opskrifter fra mit årstidskøkken

  • Opskrifter
  • Mormor mad
  • Hyldeblomstsaft

Æblegløgg

2019-11-16 by Marina 8 kommentarer

Gå til opskrift Udskriv
Opskrift på æblegløgg

Jeg elsker æblegløgg og i dag får du min opskrift på den skønne alkoholfrie hyggedrik. Håber sådan du bliver lige så glad for den som jeg er det!

Opskrift på hjemmelavet æblegløgg

OM MIN KÆRLIGHED TIL ÆBLEGLØGG

Jeg deler aldrig opskrifter her på madbloggen som jeg ikke holder af. Sådan er det fordi mit liv er for kort til alt det arbejde, der er med at udvikle og fotograferer en opskrift hvis ikke det er noget jeg elsker af hjertet. Så kan det godt være at der er efterspørgelsen på en opskrift og at det ville give en masse besøg hvis jeg skrev den. Jeg kan faktisk ikke være mere ligeglad for det eneste jeg gerne vil dele er mad jeg holder af!

I dag deler jeg så en opskrift som jeg elsker lidt ekstra. Jeg er nemlig så glad for æblegløgg og den varme hyggelig drik er fyldt med kærlighed og minder for mig.

Hjemmelavet æblegløgg opskrift

Jeg lærte at drikke “Hot appel cider” mens jeg boede i New York. Amerikanerne er generelt meget bedre til at fejre efteråret end vi er i Danmark. Det amerikanske efterår er selvfølgelig også mere tørt, lunt og farvestrålende end vores, men jeg er helt sikker på at alle de hyggelige ting man gør og spiser også er med til at gøre efteråret så dejligt. Hot appel cider er sådan en ting man drikker med vennerne hele efteråret og som man luner sig på helt ind i de isende kolde december dage.

Varm æblegløgg med julekrydderier

Da jeg kom hjem til Danmark opgav jeg hurtigt at lave min egen æblegløgg. Jeg prøvede ganske vist, men den gang var det svært at finde god æblemost og uden den bliver æblegløgg noget tyndt og trist pjask.

Derfor var det stor gensynsglæde da jeg flyttede til Fejø og oplevede hvordan der blev serveret æblegløgg hele efteråret og julen i stedet for den traditionelle rødvinsgløgg. På Fejø var der ingen mangel på god æblemost og den røg lige ned i gryden og blev krydret så den smagte noget hen af vores traditionelle danske gløgg, men selvfølgelig anderledes, fordi den er mildere og helt alkoholfri.

Opskrift på varm æblegløgg

Siden vi flyttede fra Fejø har jeg så lavet æblegløgg hvert eneste år og forgyldt mit sene efterår med hyggelige varme glas af den dejligt krydrede drik når jeg er kommet kold ind fra en travetur eller arbejde i haven. Jeg har skrevet om det fra første år jeg skrev på bloggen men det bliver så først i år at I får opskriften.

Krydderier til æblegløgg
Her er de krydderier jeg bruger til min æblegløgg: appelsin, kanel, stjerneanis, kardemomme, nelliker og frisk ingefær i skiver.

OM FORSKELLEN PÅ HOT APPEL CIDER OG DANSK ÆBLEGLØGG

Den amerikanske “Hot appel Cider” har intet at gøre med cider, men er simpelthen en rigtig god ufiltreret æblemost, der er kraftigt krydret med krydderier som amerikanerne holder af i efteråret, først og fremmest kanel, nelliker og allehånde. De tilsætter ikke mandler eller tørret frugt som vi gør det, men er glade for skiver af æble (og æblebrændevin!). Hot appel cider er så populært at man kan købe mange forskellige færdiglavede blandinger som så bare skal varmes.

Den danske æblegløgg er mildere krydret, men har lånt inspiration af vores elskede rødvinsgløgg. Det gælder både krydringen og det at vi tilsætter mandelsplinter og rosiner. Jeg kan nu bedre lide tranebær som jeg synes passer så godt til æbler. Desuden er det almindeligt i dansk æblegløgg at tilsætte ingefær og det smager da også dejligt.

Min opskrift på æblegløgg smager som danskere kan lide det. Den er mildt krydret og lidt frisk, men stadig hyggelig på kolde dage. Jeg laver den ofte til mig selv og lade den stå i en flaske i køleskabet så jeg kan tage et glas når jeg kommer træt ind fra kulden. Tranebær og mandler har jeg stående blandet i et patentglas og så er det jo faktisk lige så nemt som at lave te! Når jeg sådan laver æblegløgg til mig selv vælger jeg ofte at drikke den uden æblestykker og det er også dejligt!

Æblegløgg med Calvados
Æblegløgg er naturligt alkoholfri men kan drikkes med Calvados hvis du har lyst til ekstra farve i kinderne. Småkagerne er min svigermors hemmelige opskrift på nemme nøddesmåkager.

ÆBLEGLØGG MED ELLER UDEN ALKOHOL

I udgangspunktet er æblegløgg alkoholfri og det er jo dejligt for så kan man jo glad server den for børn og de der af den ene eller anden grund ikke drikker alkohol. Sådan drikker jeg den også oftest selv.

Alligvel vil jeg virkeligt gerne anbefale at prøve æblegløggen med et skvæt Calvados. Det smager simpelthen super godt og understreger æblesmagen.

Sådan laver du æblegløgg

SÆSON FOR ÆBLEGLØGG

  • Amerikanerne tænker på hot appel cider som en efterårsdrik. Mange danskere tænker på æblegløgg som en juledrik. Selv holder jeg mest af at drikke æblegløgg i det sene efterår fra efterårsferien og frem til første søndag i advent.

TIPS OG TRICKS TIL ÆBLEGLØGG

  • Det allervigtigste når du skal lave æblegløgg er at få fat i en rigtig god æblejuice, der smager af noget. Dem kan du heldigvis få i helt almindelig handel nu om stunder og jo bedre og kraftigere din æblemost smager jo bedre bliver din æblegløgg. Prøv dig lidt frem og find en du synes er særlig skøn.
  • Jeg har selvsagt skrevet en opskrift til dig, men i virkeligheden gør det ikke så meget hvis du ændre lidt i den. Skru op og ned for de krydderier du er gladest for.
  • Der bruges hele krydderier i opskriften. Amerikanerne kan sagtens finde på at bruge stødte krydderier, men det giver en mere grumset og bittert smagende æblegløgg. Hele krydderier holde iøvrigt rigtigt godt og du kan sagtens gemme dem du ikke får brugt et år eller mere. Det kan du ikke med stødte krydderier.
  • Brug eventuelt de samme krydderier til at lave en julesirup. Julesirup smager helt vidunderligt i æblegløgg (og mange andre steder).

SVÆRHEDSGRAD – HER SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM

Opskriften er nem og der er ikke noget der kan gå galt, så længe din gryde ikke koger over!

Æblegløgg opskrift

Opskrift på æblegløgg

Æblegløgg er simpelthen så hyggeligt på kolde dage og et dejligt alternativ til den almindelige rødvinsgløgg. Man kan helt selv vælge om man vil server æblegløggen alkoholfri som den er eller om man vil tilsætte lidt calvados. Jeg holder af begge dele.
Det er meget nemt at lave æblegløgg, men det er en god ide at lave den dagen inden man vil drikke den. Den bliver nemlig bedre af at stå.
Husk at vælge en rigtig god æblemost. Man kan ikke lave æblegløgg på billig æblejuice, der mest smager af sukker.
4.86 fra 35 stemmer
Udskriv
Forb. tid 5 min
Tilb. tid 10 min
Trækketid helst mindst 3 t
Samlet tid 15 min
Antal 4 personer

Ingredienser

Krydret æblegløgg

  • 1 flaske ufiltreret æblemost - (ca. 0,75 liter)
  • 3 kanelstænger
  • 3 hele stjerneanis
  • 5 kardemomme kapsler
  • 10 nelliker
  • 5 skiver frisk ingefær
  • 1 økologisk appelsin
  • 2 spsk rørsukker - (afhænger af æblemosten så måske lidt mere eller mindre)

Fyld til æblegløgg

  • 1 æble
  • mandel splinter
  • tørrede tranebær

Sådan gør du
 

Krydret æblegløgg

  • Hæld æblemosten i en gryde og tilsæt alle tørrede krydderier.
    DIY Krydderier til æblegløgg
  • Skær skiver af ingefær og tilsæt dem til gryden. (TIP 1)
    DIY æblegløgg er klar til at koge
  • Vask appelsinen og riv lidt af appelsinskallen ned i æblemosten. Skær herefter appelsinen over og pres saften. Tilsæt appelsinsaften til gryden.
  • Varm æblemosten op til den når kogepunktet. Lad den herefter simre i 10 minuter.
  • Tag gryden af varmen og smag til med rørsukker. Der er meget forskel på æblemost og sukker mængden vil afhænge af din æblemost. Rør sukkeret ind i den varme æblemost til æblemosten smager dejligt.
  • Lad æblegløggen stå og trække i mindst 30 minutter og gerne længere, allerhelst i køleskab til næste dag.
  • Si æblegløggen gennem en sigte så krydderierne sis fra. (TIP 2)

Servering

  • Varm æblegløggen.
  • Imens vasker du æblet og skære det i fine tern.
  • Server æblegløggen med mandelsplinter, tranebær og æbletern. Det smager skønt med et skvæt calvados til de voksne og ser fint ud at servere med kanelstænger til rørepinde hvis du kan finde nogle der er lange nok. (TIP 3)

Noter

TIPS TIL OPSKRIFTEN
TIP 1: Du behøver ikke skrælle ingefæren.
TIP 2: Jeg synes det ser fint ud at beholde et par stjerneanis i gryden hvis jeg server for gæster.
TIP 3: Har du lavet julesirup smager det rigtigt godt i æblegløggen.
HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA
Jeg lærte at drikke hot apple cider i New York hvor drikken er væsenligt mere krydret. Siden boede jeg på Fejø hvor vi drak æblegløgg i store mængder i efteråret og julen. Den version var mindre krydret. Min nemme opskrift ligger sig tættere på Fejøs æblegløgg end på hot apple cider, men er inspireret af begge. 
KOM PÅ FORKANT/HOLDBARHED
Jeg synes æblegløgg bliver bedst når den har fået lov at stå med krydderierne i nogle timer.
Holdbarheden er fem dage i køleskab (selvom min aldrig holder så længe…).
Æblegløgg er derfor en skøn ting at have klar på forhånd. Jeg drikker ofte min æblegløgg løbende og varmer så bare et enkelt glas i microovnen. Til gæster varmer jeg selvfølgelig det hele på en gang.
KAN KRYDDERIERNE GENBRUGES?
De tørrede krydderier vil stadigt have en del smag tilbage når du har brugt dem til at lave en omgang æblegløgg. Hvis du tørre dem kan de godt genbruges næste gang du laver æblegløgg. Du skal dog i så fald regne med at tilsætte nogle nye også for smagen er ikke så kraftig længere. 
HAR DU PRØVET OPSKRIFTEN
Så bliver jeg glad hvis du vil tage dig tid til at vurderer opskriften med stjerner. Det tager kun et lille øjeblik, men gør en stor forskel for mig og bloggen! Jeg bliver også altid glad for kommentarer og svarer alle. På forhånd TAK for din venlighed.
OPSKRIFTEN ER SENEST LET REDIGERET 12/9/21
Del gerne et billede på InstagramNævn @marinas_mad eller tag #marinas_mad. Jeg bliver så glad når jeg kan se mine opskrifter i brug.

Netop nu på Instagram. Klik og læs med:

Sea kissed in Skagen today. MARINEREDE JORDBÆR LØVSTIKKESALT

Lidt om Marinas Mad

Marinas Mad er en madblog med fokus på de danske årstider. Året rundt deler jeg opskrifter med årstidsaktuelle råvarer. Jeg skriver desuden hver uge en madplan med fokus på årstiden og de aktuelle mærkedage.

Alle opskrifter på bloggen er gennemtestede og med masser af tips.

Madplanerne er mere end en opremsning af opskrifter. Her finder du fx baggrunds information om alle danske mærkedage, årstidsinspiration og råd om brug af rester fra det ene måltid til det næste.

Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester før jeg deler. Alligevel er det jo først når opskriften virker hjemme i dit køkken at den er en succes. Derfor vil jeg virkeligt gerne høre fra dig og lære af dine erfaringer. Skriv meget gerne en kommentar, som selvfølgelig besvares. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.

Bloggen har desuden et stjernesystem hvor du kan trykke på det antal stjerner du synes den fortjener. Det gør mig altid meget glad når jeg ser at nogen har givet en opskrift en top vurdering. TAK.

Jeg er ikke aktiv på Facebook, men jeg skriver et nyhedsbrev og deler bag om bloggen glimt mm på Instagram.

TAK fordi du læser med.

Opskrift på julesirup

Julesirup

Alle bloggens juleopskrifter

ÆblegløggÆblegløggÆblegløggÆblegløggÆblegløggÆblegløggÆblegløggÆblegløggÆblegløggÆblegløgg
Pin
Share
Tweet
Email

Skrevet i: Opskrift, Varme drikke Tags: Æble, Gløgg

Previous Post: « Hverdagsmad i november
Next Post: Novembers dejlige hverdage og mad til den hyggelige juleskovtur »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Ingeborg skriver

    2019-12-01 kl. 15:52

    Kære Marina

    Har lavet din æbleglögg, og den smagte dejligt og vinterligt. Nåede ikke at lade den trække lige så længe som den skulle, så det har jeg til gode til en anden god gang her i december. Æblemosten er allerede på lager:).

    God første søndag i advent:)

    Mvh. Ingeborg

    Svar
    • Marina skriver

      2019-12-03 kl. 11:55

      Kære Ingeborg

      Hvor er jeg bare glad for at du prøvede min æblegløgg og selvfølgelig endnu mere for at du holdt af den! Det er som sagt en af de opskrifter jeg selv er virkelig nært knyttet til så det betyder meget for mig at den kan vække glæde hos dig og andre. Hvis du lader krydderierne trække længere vil æblegløggen smage af mere. Det er lidt en smagssag hvor krydret man kan lide sin æblegløgg så der må man prøve sig lidt frem.

      Hav den skønneste december og mange TAK fordi du tog dig tid til at skrive til mig. Det gør mig altid glad at høre fra dig.

      Decemberhilsner

      Marina

      Svar
  2. Gitte Petry Hallenslev skriver

    2019-12-19 kl. 22:45

    Super skøn æble gløgg. Den er jeg fan af allerede. Lavede den til en veninde i går i stedet for kaffe eller den alm.gløgg. Denne er dejlig frisk. Jeg har lige lavet en portion mere til et andet hold veninder i morgen. Jeg undlader dog helt sukkeret ??? Rigtig glædelig jul ???

    Svar
    • Marina skriver

      2019-12-20 kl. 10:25

      Kære Gitte

      TAK hvor blev jeg bare glad for den kommentar.

      Jeg udgiver aldrig opskrifter som jeg ikke selv holder af, men æblegløgg er en af de ting der virkeligt har en særlig plads i mit hjerte og derfor betyder det ekstra meget for mig når netop den opskrift vækker glæde.

      Så dejligt at høre at æblegløggen vakte glæde hos dig og din veninde og at du allerede er i gang med at lave en ny portion. Mængden af sukker afhænger som, jeg skriver, utroligt meget af den æblemost man har og selvfølgelig også af ens personlige smag. Jeg har lavet æblegløgg i så mange år nu og både haft æblemost der ikke behøvede sukker og andet æblemost hvor det virkeligt var nødvendigt. Heldigvis er det jo nemt at smage til så det passer.

      Rigtig glædelig jul og god venindehygge i morgen

      December hilsner

      Marina

      Svar
  3. Helle Due skriver

    2020-09-29 kl. 14:37

    Min absolut favorit opskrift på æblegløgg.
    Opdagede den først sidste år i december, og lavede den flere gange.
    I år har jeg besluttet mig for at æblegløgg sæsonen allerede starter på lørdag, den 3. oktober,
    efter en lang efterårs travetur med et vennepar:-)

    Svar
    • Marina skriver

      2020-09-29 kl. 21:31

      Hej Helle

      Hvor er jeg bare glad for at høre at du også er vild med min æblegløgg. Den opskrift betyder virkeligt noget særligt for mig så det gør mig meget glad at du bruger den.

      Min sæson for æblegløgg starter i november, men nu da du skriver din starter allerede den 3 oktober bliver jeg helt misundelig. Måske jeg også skulle smugstarte lidt tidligere i år ❤️?

      Håber I får en dejlig travetur og hygger jer godt med æblegløggen.

      Og TAK fordi du skrev. Det betyder så meget at høre disse historier. Så kan jeg ligesom se mine opskrifter leve videre ude i Danmark og det elsker jeg.

      Mange efterårshilsner

      Marina

      Svar
  4. Stephanie skriver

    2020-11-14 kl. 18:46

    Hej
    Jeg glæder mig meget til at prøve denne skønne opskrift på æblegløgg og vil høre hvilken Calvados du bruger?
    Mange hilsner
    Stephanie

    Svar
    • Marina skriver

      2020-11-15 kl. 8:49

      Hej Stephanie

      Hvor er det hyggeligt at du har lyst til at lave min elskede æblegløgg. Det er helt ærligt en af de bedste hyggeting i min egen november.

      Jeg drikker og server den mest i den alkoholfri version og når der skal Calvados i bruger jeg bare en rimelig billig version som jeg kan købe i et supermarked. Det er ikke så vigtigt hvilken så længe man synes den smager godt. Det er dog næsten synd at bruge en meget særlig eller fin Calvados her for der er jo mange krydderier i selve æblegløggen. På et af billederne er der faktisk et billede af den flaske jeg havde sidste år.

      Håber du bliver glad for opskriften og mange varme søndagshilsner

      Marina

      Svar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Primær Sidebar

VELKOMMEN TIL MIT ÅRSTIDSKØKKEN

Her på Marinas Mad deler jeg ud af mine yndlingsopskrifter på dejlig hverdagsmad. Jeg tror det er vigtigt at spise både til helbredet og humøret og deler alle slags opskrifter fra de super sunde til de syndigt dejlige. Velkommen.

Lemonade

Opskrift på lemonade

Få hemmeligheden til den bedste lemonade jeg kender

Glas med rabarberlemonade på en bakke: Man kan se citron og isterninger

Rabarber lemonaden er noget af det bedste man kan lave i rabarber sæsonen.

Jordbær lemonade

Dejlig forfriskende jordbær lemonade

Opskrift på hyldeblomstsaft

Hyldeblomstsaft er ren sommermagi. Få alle mine bedste tips til den bedste hyldeblomstsaft. Masser af billeder og gode råd.

Havregrynskager

Opskrift på gammeldags havregrynskager

Nemme og lækre havregrynskager. Perfekte at bage med børn

Udrul småkagedej til udstikssmåkager

Nem småkagedej - perfekt til udstik og vinterferie hygge

Sommer frokostretter

Opskrift på hønsesalat med grønne asparges

Hønsesalat med friske grønne asparges er en dejlig frokostret.

Fiskefrikadeller

Opskrift på Fiskefrikadeller

Min bedste opskrift på dejlige gammeldags fiskefrikadeller.

Æggesalat

Opskrift på æggesalat

Min populære opskrift på hjemmelavet æggesalat har fået DIY billeder.

SØG I ALLE INDLÆG

FÅ NYT FRA MARINAS MAD

Marinas Mail

Få det hele med! Hver søndag formiddag udsender jeg et nyhedsbrev. Foruden besked om nyt indhold på bloggen får du fx køkkentips, liste med danske mærkedage og årstidsrelevant råvarer information.

HER SKER NOGET NYT

Jeg tester og reviderer bloggens opskrifter løbene.  Nedenfor kan du se de senest opskrifter jeg har tilføjet nye fif.

Opskrift på mormorsalat

Mormorsalat er den bedste danske sommersalat fra mormorkøknet. Opskriften har fået DIY billeder og svar på lidt spørgsmål

Sorbet af hyldeblomstsaft og jordbær

Opskrift på jordbær hyldeblomst sorbet

Sorbet af hyldeblomstsaft med jordbær er en nem og lækker sommerdessert

Agurkesalat

Agurkesalat opskrift

Mormors opskrift er den bedste og hurtigste måde at lave agurkesalat. Nu med trin for trin billeder.

Smørstegte nye gulerødder

Opskrift på smørstegte gulerødder

Smørstegte nye gulerødder er noget af det bedste tilbehør til sommermaden.

CHOKOLADE COOKIES

Opskrift på amerikanske chokolade cookies med chokolade

Min opskrift på chokolade cookies er de bedste cookies vi kender i vores familie. Opskriften er nu opdateret med DIY billeder så de bliver nemme at bage for børn.

Copyright på billeder, tekst og opskrifter Marina Starcke 2022. Del venligst ikke indhold uden tilladelse.

Godkend cookies
På Marinas Mad deler jeg opskrifter med masser af tips. Opskrifterne formidles i et brugervenligt format, der forudsætter at du godkender cookies.

Cookies anvendes hos mig primært til at forbedre din oplevelse når du bruger opskrifterne. Jeg bruger desuden anonym statistik.

Se cookiepolitik for flere informationer. (Scroll ned til bilag og se hvilke oplysninger der gemmes og hvorfor).

Cookies er anonyme og jeg kan ikke spore din adfærd tilbage til dig. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

God læselyst og tak fordi du læser med
Funktionsdygtig Altid aktiv
Den tekniske lagring eller adgang er strengt nødvendig med det legitime formål at muliggøre brugen af en specifik tjeneste, som abonnenten eller brugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller udelukkende med det formål at overføre en kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet.
Præferencer
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for det legitime formål at lagre præferencer, som abonnenten eller brugeren ikke har anmodet om.
Statistikker
Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til statistiske formål. Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til anonyme statistiske formål. Uden en stævning, frivillig overholdelse fra din internetudbyders side eller yderligere optegnelser fra en tredjepart kan oplysninger, der er gemt eller hentet til dette formål alene, normalt ikke bruges til at identificere dig.
Marketing
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for at oprette brugerprofiler med henblik på at sende reklamer eller for at spore brugeren på et websted eller på tværs af flere websteder med henblik på lignende markedsføringsformål.
Vælg muligheder Manage services Vælg forhandler Læs mere om disse formål
Se præferencer
{title} {title} {title}