• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Marinas mad

Opskrifter fra mit årstidskøkken

  • Opskrifter
  • Mormor mad
  • Hyldeblomstsaft

Andesteg med æbler og svesker

2019-11-01 by Marina 25 kommentarer

Gå til opskrift Udskriv
Opskrift på langtidsstegt andesteg

Den dejligste danske andesteg fyldt med æbler og svesker. Langtidsstegt, mør og lækker, præcis som en klassisk dansk andesteg skal smage. Jeg har skrevet en opskrift fyldt med mine allerbedste tips så du er sikker på at sætte en dejlig andesteg på bordet, helt uden stress.

Opskrift på dansk juleand
Her er anden parteret og klar til at spise med alt det lækre klassiske tilbehør

Andesteg helt uden stress

Jeg har stået for julens klassiske andesteg fra jeg var en stor teenager og stadigt boede hjemme. Lige den dag havde min mor nemlig travlt med så mange andre ting og derfor fik jeg lov at stå for ænderne og meget af den anden julemad.

Siden har jeg så stået for julemaden år efter år og haft huset fuld af glade gæster.

Derfor tør jeg roligt sige at jeg har rigtig god erfaring med at langtidsstege ænder og jeg opfatter anden som det nemmeste og mest fejlsikre julemåltid du kan sætte på bordet. Så er det sagt!

Hvis du står for julemaden for første gang skal du bare holde dig til at lave langtidsstegt and, så skal det nok gå! Jeg har fyldt alle mine bedste råd og tricks ind i denne opskrift, både i selve teksten hvor du får uddybet nogle af punkterne i opskriften og i opskriften hvor gode tips står med kursiv. Min opskrift er også mere detaljeret end de fleste opskrifter. Simpelthen for at give dig den bedst mulige hjælp til din andesteg.

Mortens aften and opskrift med æbler og svesker
Den langtidsstegte and er klar til Mortens aften. Når man langtidssteger er man sikke på et mørt og perfekt resultat

Langtidsstegning er nemt og fejlsikkert

Det er virkeligt nemt at langtidsstege. Alt hvad du sådan set skal gøre er at sætte anden ind i en 120 C varm ovn og lade den passe sig selv. Meget nemmere bliver det da ikke!

Det er dog bedst at lade anden stege med brystet nedad først og herefter vende anden. Man gør det på den måde, fordi saften fra anden vil holde brystet saftigt og fyldet vil give god smag. Når anden efter de fire timer er blevet vendt om er det godt at dryppe anden med lidt af stegeskyen. Det holder den dejlig saftig og giver den flotte overflade.

Mange opskrifter skriver at man skal dryppe anden med stegesky under hele stegningen, men det er jo ikke til at komme til med moderne riste hvor man ikke kan komme til stegeskyen og giver hellere ikke meget mening på andens ryg.

I stedet hælder jeg stegeskyen fra efter de fire timer når jeg alligvel vender anden om. Stegeskyen kan så bruges dels til at dryppe anden og dels til at lave sovsen.

Opskrift på andesteg med svesker og æbler

Det særligt gode ved min opskrift på and

Min opskrift er langt hen af vejen HELT klassisk. Når det kommer til klassisk dansk and med æbler og svesker skal andestegen nemlig smage præcis som mormor lavede den!

Alligevel er der to ting, der er lidt anderledes i min opskrift end i de fleste. Det ene er sovsen hvor jeg hjælper dig til at lave en ekstra god sovs med mindre stress og det andet er fyldet til anden hvor jeg gør lidt ekstra ud af at få god smag ind i sveskerne – hvilket iøvrigt også bidrager til at gøre sovsen bedre.

Vi tager det sidste punkt først:

And fyldt med æbler og svesker
Her ser du fyldet til ænderne. Bemærk at sveskerne får lov at ligge i blød i lidt portvin. Det giver rigtig god smag både til anden og sovsen.

Fyld af æbler og svesker

En klassisk dansk andesteg fyldes med æbler og svesker. Og hvorfor nu det? Simpelthen fordi en fyldt fugl steger bedre. Har du ikke fyld i din and bliver andestegen lettere tør. Desuden bidrager fyldet til at give anden dejlig smag. Endelig er fyldet jo også lækkert i sig selv og de dyre svesker har i gamle dage været med til at gøre anden til et festmåltid.

De fleste propper bare deres æbler og svesker ind i anden, men jeg gør en lille smule mere ud af det.

Min mor blandede altid lidt appelsin i sit andefyld og det gør jeg også. Det er ikke så meget at anden smager af appelsin, men det giver lidt friskhed som er velkommen.

Fra en opskrift, der kom med årstidernes allerførste julekasse, har jeg lært at opbløde mine svesker i lidt portvin. Det er rigtig godt, fordi de så allerede er mættede og ikke suger af andens saft. Desuden giver det en skøn smag til anden og til sovsen. Resten af portvinen bruges nemlig i sovsen og stegevæsken fra andestegen kommer til at smage bedre.

Endelig har jeg en smule frisk timian i mit andefyld. Igen bidrager det med lidt smagsnuancer og gør fyldet mere lækkert når det spises.

Måske spørger du hvilke svensker du skal vælge og her vil svaret afhænge lidt af hvor glad du er for svesker. Hvis du spiser dem (og det vil jeg gerne anbefale) er det værd at købe nogle rigtigt gode store og saftige svesker. Høre du til dem der ikke spiser dem, men bare fylder dem i anden, fordi det nu høre sig til, er det ikke værd at købe de dyreste.

Æblerne skal helst være let syrlige madæbler. Holsteiner Cox eller Belle de Boskoop er begge super gode. Jeg skræller dem og skære dem i store både, fordi jeg godt kan lide at spise dem. Spiser du dem ikke, kan du bare lade skrællen blive siddende.

Den allerbedste andesovs opskrift
Her ser du de smagsgivere jeg bruger til at koge min andefond. Det giver en skøn smag og mindsker julestress. Portvinen i skålen smager af sveskerne og gør virkelig noget godt for sovsen. Det inderste lag af løgets skal bliver siddende på løgstykkerne, fordi det giver smag og farve til sovsen.

Andesovs uden stress

Engang drev Michael Larsen en fantastisk restaurant i Århus kaldet Svineriet. I 2008 skrev Larsen en opskrift i Jyllandsposten på “Perfekt And” og den opskrift har været med mig i julekøknet hver eneste år lige siden! Desuden har jeg kopieret og udleveret utallige kopier af opskriften til alle de der spørger om opskriften på min juleand.

Det helt geniale i Larsens opskrift er sovsen! De fleste opskrifter gør nemlig det at de laver den brune sovs på stegeskyen fra anden og vel at mærke gør det i sidste øjeblik når anden er færdigstegt. Det er simpelthen opskriften på julestress for lige dér skal man også så meget andet! De brunede kartofler skal passes, gæsterne skal krammes, børnene trøstes, mandelgaven hittes og 1000 andre ting som man faktisk troede man havde styr på, men som du driller i sidste øjeblik.

Gør dig selv en tjeneste og gør som Larsen: lav sovsen i god tid og på en dejlige andefond lavet på de dele af anden som du alligvel ikke spiser. Det er ikke spor svært og jeg viser trin for trin hvordan du gør det i opskriften.

Opskrift på andesovs
Andesovsen er utrolig vigtig for en god andesteg. Den flotte brune farve er helt naturlig. Sådan ser sovsen ud uden brug af kulør. Vil du have piskefløde i sovsen synes jeg imidlertid du skal bruge lidt kulør. Det må man godt! Det er hjemmelavet rødkål i baggrunden.

Mine bedste tricks til den bedste andesovs

I modsætning til Larsen supplerer jeg andefonden med dens lette smag af urter med stegesky. Andens stegesky smager nemlig også dejligt og når jeg kombinerer de to dele er jeg sikker på at få masser af sovs, med ualmindelig dejlig smag. Og masser af sovs er en god ting!

Men i modsætning til de fleste opskrifter tager jeg andens stegesky fra efter fire timer når anden alligvel skal vendes. Så har jeg stadigvæk rigtig god tid til at lave sovs i god ro og mag!

Desuden har jeg et lille ekstra trick i baghånden, fordi jeg i god tid inden jul har lavet gastrik som simpelthen er genialt til at tilsmage sovs af alle slags. Det er så super nemt at lave og du får opskriften lige her. Har du ikke nået at lave din egen, kan gastrik også købes.

Andesovs er lidt en smagssag og der er mange forskellige familietraditioner. Nogle familier sværger til at putte piskefløde i sovsen, andre ribsgele eller ribssaft. Nogle vil have en opbagt sovs (som i opskriften) andre en jævnet. Du kan selvfølgelig tilpasse metoden med at komme i god tid til den tradition I har i din familie. Bare gør som jeg foreslår med andefond og andesky og følg familieopskriften for resten!

Sådan laver du brunsovs med andefond
Her er det andefond forest og stegesky bagerst. Jeg bruger begge dele og desuden lidt andefedt til sovsen. Bemærk den flotte brune farve på væskerne. Derfor er det faktisk ikke nødvendigt med kulør, men der sker ikke spor ved at tilsætte det og jeg har altid en flaske i baghånden til jul.

Krisehjælp til sovsen

Der er forskel på ænder og dermed også forskel på hvor meget stegesky der er og hvor fed den er. Derfor kan der også være forskel på din andesovs. Med min metode burde du have masser af væske til at lave en dejlig sovs og du skal bare huske ikke at kasserer det og helst hellere ikke dit kartoffelvand før du er helt færdig og klar til at sætte sovsen på bordet.

Sovsen er for tyk: tilsæt mere væske.

Sovsen er for tynd: kog den ind eller tilsæt en jævning. Jævningen laver du af lidt mel og ca dobbelt så meget kold væske. Ryst godt sammen og tilsæt under kogning. Lad herefter sovsen koge i mindst 5 minutter under omrøring.

Sovsen smager af for lidt: smag til med salt, peber og gastrik eller måske lidt ribssaft.

Sovsen smager for kraftigt: Det har jeg ikke oplevet, men der er jo forskel på smagsløg. Så ville jeg nok tilsætte lidt kartoffelvand.

Sovsen er for fed: Dette kan ske hvis du ikke har ladet andens stegesky stå længe nok. Så kommer der meget andefedt ind i sovsen. Hvis du stadigt har mere af den gode væske fra andefond og stegesky kan du kassere halvdelen af den sovs du allerede har og så tilsætte den mindre fede væske. Jævn eventuelt hvis sovsen herefter bliver tynd.

Der er for lidt sovs: Når du både bruger andefond og stegesky bør der være nok væske. Mangler du væske kan du bruge den stegesky du får fra anden i anden omgang. Du kan også bruge kartoffelvand.

Sovsen er brændt på: Å nej, det var synd! Der er ikke andet at gøre end at starte forfra!

Er det farligt med ænder? Gode råd til køkken hygiejne når du steger ænder

Jeg møder mennesker, der mener man kan bliver syg af at spise and. Det gør man ikke, men de rå ænder skal behandles med respekt, for man kan godt blive syg af at få rå saft fra anden ind i noget andet man skal spise.

Derfor er det jo genialt med langtidsstegte ænder, fordi man kan holde køknet fri til at forberede dem og herefter gøre grundigt rent inden man går igang med de øvrige retter.

TIng der skal bruges når anden skal fyldes med æbler og svesker
Her er der gjort klar til at fylde anden med æbler og svensker. Læs om de forskellige ting nedenfor.

Gør klar inden du begynder på anden

Jeg gør altid det at jeg sætter alle de ting frem jeg skal bruge til at gøre ænderne klar. Så skal jeg ikke røre ved noget, mens jeg håndterer ænderne og det er nemt at gøre rent bagefter. Desuden arbejder jeg mest i den helt rene køkkenvask og på den bagerist der ligger over bradepanden. Så er det igen nemt at gøre rent!

Du skal bruge (fra billedet):

  • køkkenrulle, riv rigeligt af i ark så du ikke skal røre ved rullen.
  • en god kniv, men ikke din bedste. Hvis du er uheldig kan den tage skade af andebenet i vingespidserne. Du kan også bruge en fjerkræssaks.
  • kødnåle. Kan erstattes med bambuspinde knækket i mindre stykker, men kødnåle fås i alle større supermarkeder og koster ikke ret meget.
  • bomuldssnor, klip det af du skal bruge. Husk at købe det der er beregnet til madlavning!
  • andefyld
  • en skål hvori du har det salt og friskkværnede peber du skal bruge til anden. Jeg bruger 50 drej på min peberkværn og 2 tsk fint salt pr and. På den måde undgår du at røre ved saltkar og peberkværn.

Desuden skal du bruge en gryde til sovsen og ovnens bradepande og rist som du stiller klar med 1 liter vand i bunden.

Jeg arbejder med anden i den rengjorte køkkenvask og direkte på risten over bradepanden. Hvis du vil arbejde på skærebræt skal det være af plastik så det kan gå i opvaskemaskinen. Bruger du et skærebræt af træ skal det rengøres og herefter overhældes med kogende vand. Du må ikke bruge det igen før det er helt tørt.

Gør grundigt rent når du er færdig med at håndterer anden.

Brunede kartofler. Opskrift
Perfekt brunede kartofler. Uundværlige til klasisk flæskesteg

Tilbehør til klassisk dansk andesteg

Skal det være helt, helt klassisk – og det skal det til jul – serveres andestegen med brunede kartofler, rødkål, hvide kartofler, fyld fra anden og andesovs. I nogle familier får man også chips og/eller sukkerkogte æbler med ribsgele. Det eneste nye der er kommet til i årtier er at man nu i næsten alle familier også får en rødkålssalat eller en grønkålssalat, så der kan være noget friskt. Og det er det! I forhold til det der serveres til jul i de fleste lande er det en ukompliceret menu.

rødkål til juleand
Her står rødkålen lunet og klar til at komme på bordet med anden, sovsen og de brunede kartofler.

Hvor mange spiser and – og hvad spiser vi ellers?

Andestegen er populær til jul hvor den står på bordet hos ca 80% af os, men rigtigt mange supplere desuden anden med flæskestegen og nogle få får fx også kalkun eller medisterpølse. De der spiser gås får nok ikke også and!

Til mortensaftenen er det ca. 25 % af alle danskere, der har and på bordet.

Hvis du vil gøre det nemt for dig selv holder du dig til langtidsstegte ænder med tilbehør. Her er det kun de brunede kartofler der kræver overvågenhed i sidste øjeblik og når alt det andet er klar har du overskud til at fokuserer på dem.

Alternativt laver du anden dagen før og koncentrerer dig om flæskestegen på selve dagen. Flæskesteg kan nemlig ikke varmes op med succes. Vil du uddelegerer opgaver (og det er en god ide) skal det på samme måde være anden og ikke flæskestegen du uddelegere. Flæskestegen skal spises kort tid efter at den er lavet, hvis den skal bevare de sprøde flæskesvær.

Andesteg parteret og klar
Hvis du laver anden klar dagen før er det smart også at parterer den. Sådan gør jeg når jeg laver mere end to ænder juleaften.

Kan man spise noget alternativt tilbehør til anden?

Kan man server noget alternativt til anden? Jamen selvfølgelig kan man det! Det er dit køkken og dig der bestemmer. Til Mortensaften holder jeg selv meget af at fylde anden med et lidt andet fyld (bla. mange flere appelsiner). Desuden elsker jeg at server en anden type salat, rodfrugter, kartofler stegt i andefedt eller noget helt fjerde. Jeg kan nemlig godt lide at Mortens aften ikke er en gentagelse af julen. Hvis du vil prøve en anden type rødkål end den sædvanlige var det måske noget med lynstegt rødkål?

Sådan laver du langtidssteg andesteg med æbler og svesker

Sæson

  • Den klassiske danske andesteg spises til jul og i mange familier til Mortens aften.

Endnu flere tips og tricks

  • Opskriften og blogteksten er pakket med gode råd, men mit bedste råd er faktisk at tage det roligt! Når du laver langtidsstegt andesteg skal det nok gå godt!
  • Pynt andens fad. Det ser så fint ud og er ganske nemt. Vask og tør fx. lidt grangrene eller brug grønkål. Fine røde æbler, appelsiner eller halverede granatæbler er også smukke.
  • Varm andens fad og sovseskålen hvis du vil være sikker på at server varm mad.
  • Sæt alt hvad du skal bruge til serveringen af middagen frem på forhånd. Så undgår du at stå på hovedet i et køkkenskab efter sovsekanden, mens alt det andet er klar.
  • Du kan sagtens lave to ænder på én gang. Skal du bruge flere må du lave dem dagen før. Server de nylavede ænder hele og de allerede tilberedte udskårne.
  • Hvis din and har en helt anden størrelse end den jeg bruger i opskriften, må du holde lidt ekstra øje med tilberedningstiden. En større and skal have lidt længere og en mindre and lidt mindre. Jeg giver altid bare mine ænder de første fire timer og så tilpasser jeg. Er anden færdig før tid tager jeg den ud og putter den ind i ovnen til bruning lige før servering.

Her skal du være opmærksom

Det er faktisk nemt at lave klassisk andesteg med æbler og svesker.

Der er nemlig stort set ikke noget der kan gå galt når du langtidssteger. Det eneste er at du skal være en opmærksom på er tilberedningstiden. Ænder er jo forskellige og hvis din ovn er koldere eller varmere end de 120 C kan tilberedningstiden ændre også sig. Og med ovne kan man faktisk ikke helt vide sig sikker. Derfor kikker man bare lidt til anden og tilpasser tiden til sidst. Der er rigtig god fejlmargen, så med en smule opmærksomhed går det ikke galt!

Andesteg med æbler og svesker opskrift

Opskrift på langtidsstegt andesteg med æbler og svesker

Den dejlige danske andesteg bliver allerdejligst når anden langtidssteges ved 120 C i ca seks timer. Så får du nemlig en perfekt mør andesteg med saftigt kød. Anden har jeg stoppet med æbler og svesker marineret i portvin. Det giver fantastisk smag til din and og din sovs.
Andestegen passer stort set sig selv i ovnen og med mine gode råd kan du imens lave sovsen og tilbehøret så du ikke får julestress.
Hvis det er første gang du laver and har jeg inkluderet en masse tips og tricks, der står med kursiv under opskriften. Desuden er der mere hjælp at hente i selve blogteksten over opskriften hvodr der også er mange billeder. (TIP 1)
4.86 fra 28 stemmer
Udskriv
Forb. tid 15 min
Tilb. tid 5 t 45 min
Samlet tid 6 t
Antal 1 and

Ingredienser

  • 1 and - (ca 3500 g)

Fyld til anden

  • 300 g svesker
  • 3 store æbler - (gerne syrlige madæbler Belle de Boskop eller Holsteiner Cox er fx gode)
  • 1 økologisk appelsin
  • 1 tsk. fint salt
  • friskkværnet peber
  • 1 dl portvin
  • 1 lille bundt timian - (Kan erstattes af 1 tsk tørret hvis du ikke har frisk)

Ande fond

  • Vingespidser, gump og indmad fra anden
  • 2 mellemstore Løg
  • 75 g knoldselleri
  • 1 porre
  • 1 lille gulerod
  • 1 laurbærblad
  • 20 hele peberkorn
  • 1,2 liter vand

Sauce

  • 4 spsk. andefedt - (det får du fra anden når vi når dertil i opskriften)
  • 4 spsk. mel
  • ande fond - (den du laver i opskriften)
  • væde fra bradepanden - (fremgår af opskriften)
  • 1-2 spsk. gastrik - (dette tilsætter du under tilsmagningen og mængden bestemmer du selv. Hvis du ikke har gastrik kan du tilsætte lidt ribssaft)
  • Lidt piskefløde - (hvis I kan lide det i jeres familie)
  • Lidt kulør - (hvis du bruger piskefløde og jep det må man gerne bruge til julemaden)
  • salt og friskkværnet peber

Sådan gør du
 

And

  • Sørg for at ligge anden til optøning i køleskabet senest to dage inden du vil tilberede den. Tag den ud og lad den stå en halv time inden den skal i ovnen så den kan få stuetemperatur.

Fyld til anden

  • Put svenskerne i en skål, tilsæt lidt reven appelsinskal, salt, friskkværnet peber og portvin. Lad svenskerne stå og trække minimum et par timer og gerne natten over. (TIP 2)
    Svesker i portvin til and
  • Skræl appelsinen og skær appelsinbådene i små stykker. Put appelsinstykkerne op i skålen.
  • Riv bladene af timian og put dem op i skålen.
  • Skræl æblerne og skær dem i både. Kasser kernehus og skræl. Put æblebådene op til sveskerne. Vend rundt så det hele blandes godt sammen.
    Æbler og svesker til anden

GØR KLAR TIL AT LAVE ANDESTEG

  • Tænd ovnen på 120 C jævnvarme. Hæld 1 liter vand i bradepanden. Læg risten ovenpå bradepanden og sæt en gryde frem til de andestykker, der skal bruges til soven.
  • Gør alt klar inden du begynder at håndterer anden. Se afsnittet med forklaring over opskriften og kik på billedet hvor alt på nær bradepande, rist og gryde er afbilledet.
    Det skal du have klar når du laver and

And

  • Tag posen med indmad og hals ud af anden og put indholdet op i gryden til sovsen. Tilsæt også de fedtstykker, der sidder lige inden i anden og let kan fjernes.
    Rens anden for eventuelle rester af indmad, fjern eventuelle rester af dun og fjer og tør den godt udvendigt med køkkenrulle.
  • Skær vingespidser og gumpen af anden og put op i gryden til sovsen. (TIP 3)
    Ingredienser til andefond
  • Gnid anden med salt og peber udvendigt og indvendigt.
  • Stop fyldet i anden. Den skal være stopfyldt! Den væde der er tilbage i skålen gemmer du til sovsen.
    Fyld anden med æbler og svesker
  • Bind lårene sammen med bomuldssnor og luk herefter med kødnåle.
    Bind anden sammen

Langtidsstegt and

  • Læg anden på risten over bradepanden med brystet nedad og sæt den i ovnen. Lad den stege i fire timer. Tag den herefter ud og hæld indholdet af bradepanden gennem en sigte og ned i en skål. Hæld nyt vand i bradepanden, vend anden om så den har brystet opad og lad den stege videre i ca halvanden timer. Til slut skrues temperaturen i ovnen op til 225 C og anden får 15 minutter så den kan få sprødt skind. (TIP 4)
    Vend anden om så brystet vender nedad

Forberedelser til sauce: andefond (TIP 5)

  • Svits indmaden og de afskårne stykker af anden til de er brunet godt af. Andestykkerne smider selv det nødvendige fedt hvis du starter ved lav varme. Dette tager ca 10 minutter og du kan gøre grøntsagerne klar imens. (TIP 6)
    Andestykker brunet af til fond
  • Vask gulerod, rens porren og skær et stykke selleri af knolden. Skær i mindre stykker.
  • Pil det yderste lag af løgene, men behold resten af skallen. Skær i både.
    Gør grønsager klar til andesovs
  • Tilsæt løg til de brunede andestykker og steg i fem minutter.
    Løg steges med andestykker
  • Tilsæt de øvrige grøntsager og steg i fem minutter.
    Grøntsager stege med andestykker
  • Hæld 2 dl vand ned i gryden og lad det koge op mens du skraber bunden af gryden godt så du får alle de små stykker med op i fonden.
  • Hæld 1 liter vand på og tilsæt laurbærblad, portvinsvæden fra sveskerne og peberkorn. Lad det koge ind til det halve. Det tager ca 30 minutter. Herefter slukkes for varmen og gryden står med låg på til der skal laves andesauce senere. (TIP 7)
    Indkogt andefond

Forberedelser til sauce: andefedt og væde fra bradepanden

  • Det fedt og væske du hældte fra anden efter fire timer vil efterhånden afkøle så du har rent andefedt øverst. Det er det du skal bruge når du skal lave melbollen til sovsen. Væsken i bunden af skålen skal du bruge i sovsen. (TIP 8)

Andesovs (TIP 9)

  • Hæld andefonden gennem en sigte og pres godt på det så du får alt væden med. Kasser andestykker og udkogte grøntsager.
  • Kom andefedt og mel i en ren gryde og bag det godt igennem for middelvarme mens du pisker godt til det er lysebrunt.
  • Tilsæt andefonden og væden fra bradepanden lidt af gangen, mens du pisker indtil du synes du har en passende konsistens. Det er ikke sikkert du skal bruge det hele! Lad herefter sovsen stå for svag varme og simre. Rør jævnligt. Sovsen skal som minimum have 20 minutters varme ellers smager den af mel. Hvis du synes den er kogt for meget ind tilsætter du lidt mere af væden.
  • Tilsmag sovsen med salt, peber, gastrik og måske lidt piskefløde eller ribssaft. Juster eventuelt farven med lidt kulør hvis det er nødvendigt.
  • Stil til side og varm langsomt op inden servering. (TIP 10)

Lad anden hvile

  • Tag anden ud af ovnen og lad den hvile tildækket i ca 20-30 minutter, mens du gør det sidste tilbehør klar og varmer et fad op til anden.

Noter

TIPS TIL OPSKRIFTEN
TIP 1: En and rækker til ca fem personer. Den kan godt spises af fire og godt strækkes til seks så du kan få det til at passe.
Du kan sagtens lave to ænder i samme ovn samtidigt, hvis din ovn er stor nok. Tilberedningstiden er den samme. Hvis dine and har en anden størrelse end den standart and jeg bruger i opskriften tilpasser du tilberedningstiden lidt. Læs mere under tips og tricks.
Skal du også lave flæskesteg anbefaler jeg at du laver ænderne dagen før og koncenterer dig om flæskestegen.
Der er ret meget forskel på ænder og ovne. Derfor bliver du nød til at holde lidt øje. Hvis anden ser ud til at blive færdig før tid tilpasser du bare tilberedningstiden.
TIP 2: Gem appelsinen til senere.
Hvis du vil kan du gøre alt fyldet klar aftenen inden anden skal i ovnen. Tilsæt i så fald de øvrige ingredienser med det samme, vend godt rundt og sæt skålen i køleskabet. Næste morgen vender du det godt rundt så de svesker der ikke har ligget nederst får chancen mens du gør anden klar.
TIP 3: Det går nemmest at skære vingespidserne af hvis du knækker dem i ledet inden du skærer. Du kan mærke at de bliver løse i det. NB: Bemærk på billedet at der kun var hals ved den and jeg købte til fotografering af opskriften. Hvis du er heldig at få lever og hjerte skal det også med.
TIP 4: Hold lidt øje mens anden langtidssteges. Tilberedningstiden er vejledene, fordi der er forskel på ovne og ænder. Hvis du kan se at anden er ved at være færdig tilpasser du selvfølgelig tilberedningstiden. Når anden er færdig sidder lårene ligesom lidt løst når du forsigtigt rykker dem udad, den er smukt gylden og kødsaften er klar.
Der skal hele tiden være vand i bunden af bradepanden så det gode andefedt ikke brænder på. Tilsæt lidt mere vand hvis vandet er fordampet.
Det er godt at dryppe anden med fedt ca hver halve time de sidste to timer hvor den har brystet opad. Til det bruger jeg lidt af væsken fra bradepanden som jeg har hældt i en lille skål for sig mens det stadigt er varmt så der på den måde både er væde og fedt.
TIP 5: Alle tilberedningstider er vejlende da det afhænger af dit komfur og din gryde. Se på billederne og læs instruktionen og gå mest efter det. Ud over and skal du bruge det der er på billedet. Læs afsnittet om hjælp til sovsen længere oppe hvis noget driller.
TIP 6: Synes du der mangler fedtstof kan du tilsætte lidt smør eller andefedt.
TIP 7: Modstå fristelsen til at si fonden med det samme. Den skal stå og trække smag.
TIP 8: Andefedt er rent køkkenguld. Det fedt du ikke bruger til sovsen kan bruges i rødkålen og meget gerne til at stege kartofler.
TIP 9: Start på andesovsen når andefedtet har sat sig. Så har du god tid og sovsen har kun godt af at stå lidt og samle sig. Du laver sovsen af andefedt, andefond og væsken fra bradepanden. Andefonden smager lidt af grøntsager, væsken fra bradepanden mest af and. Hvis du har mere væde end du skal bruge kan du selv vælge hvilken du helst vil have mest af i din sovs. Skulle du have for lidt væske kan du bruge det vand du har kogt kartofler i til at supplerer op.
TIP 10: Rør jævnligt i sovsen så den ikke brænder på. Du kan godt lave noget andet på komfuret samtidigt og ellers er der sikkert en gæst der gerne vil have et lille køkkenjob.
HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA
Jeg har lavet andesteg til jul i så mange år at min inspiration kommer mange steder fra. Grundstammen i opskriften stammer fra en opskrift på “Perfekt And” forfattet af Michael Larsen fra restaurant “Svineriet“. Opskriften på den perfekte langtidsstegte and blev bragt i Jyllands Posten 23/12 2008. 
KOM PÅ FORKANT
Man kan godt stege sine juleænder dagen før, selvom de er bedst den dag de er tilberedt. Undlad i så fald bruningen til sidst, parter anden, læg den i et fad og brun den på dagen penslet med lidt andefedt. Den største fordel ved dette er at sovsen også kan gøres klar dagen inden!
Fyldet kan gøres klar dagen før, anden kan også renses og fyldes så den bare skal sættes i ovnen. 
HVAD GØR DU VED RESTERNE
And smager dejligt dagen derpå. Både som den er og i forskellige resteretter. Andefedt er det bedste i verden til at stege kartofler og mange andre ting. Væsken i bunden af bradepanden er skønt til andesovs hvis du en dag laver andebryst eller andelår. 
HAR DU PRØVET OPSKRIFTEN
Så vil jeg rigtigt gerne høre din mening. Jeg gør mig umage med mine opskrifter og vil så gerne høre om de virker i dit køkken. Kommentarer er altid velkomne og hvis du er glad for opskriften er det en stor hjælp for mig hvis du vil vurderer den med stjerner. Det gør du helt enkelt ved at klikke på det antal stjerner du synes den fortjener. På forhånd TAK for din hjælp og god jul.
Senest let redigeret 12/9/21
Del gerne et billede på InstagramNævn @marinas_mad eller tag #marinas_mad. Jeg bliver så glad når jeg kan se mine opskrifter i brug.

Få årstidsinspiration på Instagram. Klik og læs med:

Sea kissed in Skagen today. MARINEREDE JORDBÆR LØVSTIKKESALT

Lidt om Marinas Mad

Marinas Mad er en madblog med fokus på de danske årstider. Året rundt deler jeg opskrifter med årstidsaktuelle råvarer. Jeg skriver desuden hver uge en madplan med fokus på årstiden og de aktuelle mærkedage.

Alle opskrifter på bloggen er gennemtestede og med masser af tips.

Madplanerne er mere end en opremsning af opskrifter. Her finder du fx baggrunds information om alle danske mærkedage, årstidsinspiration og råd om brug af rester fra det ene måltid til det næste.

Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester før jeg deler. Alligevel er det jo først når opskriften virker hjemme i dit køkken at den er en succes. Derfor vil jeg virkeligt gerne høre fra dig og lære af dine erfaringer. Skriv meget gerne en kommentar, som selvfølgelig besvares. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.

Bloggen har desuden et stjernesystem hvor du kan trykke på det antal stjerner du synes den fortjener. Det gør mig altid meget glad når jeg ser at nogen har givet en opskrift en top vurdering. TAK.

Jeg er ikke aktiv på Facebook, men jeg skriver et nyhedsbrev og deler bag om bloggen glimt mm på Instagram.

TAK fordi du læser med.

Mortens aften

Alle opskrifter til Mortens aften

Få opskrifter til hele menuen Mortens aften. Både de helt klassiske opskrifter fra Mormor køknet og nogle nye alternative forslag. Der er også mange ting du kan printe helt gratis og bruge som bordpynt til den hyggelige aften.

Opskrifter til Mortens aften

Juleopskrifter

Alle mine juleopskrifter

Fra småkager til risalamande: Få alle mine bedste juleopskrifter samlet ét sted:

JULEOPSKRIFTER: ALLE MINE BEDSTE OPSKRIFTER TIL DEN DEJLIGE DANSKE JUL

Andesteg med æbler og sveskerAndesteg med æbler og sveskerAndesteg med æbler og sveskerAndesteg med æbler og sveskerAndesteg med æbler og sveskerAndesteg med æbler og sveskerAndesteg med æbler og svesker
Pin
Share
Tweet
Email

Skrevet i: And, Julemad, Kød, Mortens Aften, Opskrift Tags: And, andesteg, langtidsstegt, Mormormad

Previous Post: « Gastrik: den rene sovse magi
Next Post: Mad til Mortens aften og hverdage først i november »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Emilie skriver

    2019-11-02 kl. 14:32

    Åhh, du får det jo til at dufte af jul! Det er langt fra hvert år, at vi fejrer Mortens Aften, men al din andesnak har virkelig givet mig lyst til at sætte en and i ovnen. Så det gør vi i år 🙂

    Svar
    • Marina skriver

      2019-11-02 kl. 17:29

      Å Emilie hvor bliver jeg glad for sådan en kommentar og så netop fra dig ❤️ Jeg synes Mortens aften er så hyggelig og håber også I vil hygge jer på søndag.

      Normalt er jeg ret glad for at holde november julefri, men når nu alle jeg spørger siger at det er denne her opskrift på andesteg de gerne vil have ville det da være helt tosset ikke at tage julebilleder med anden. Så nu har jeg haft juleand på hjernen i de to fulde uger det har taget mig at fotografere og skrive opskriften?. Sådan en and er faktisk svær at fotografere så den ser lækker ud og jeg nægter at putte grønne ting ovenpå den for sådan gør jeg jo aldrig når jeg server den. Alt det grønne på fadene er faktisk præcis sådan jeg gør når jeg server anden (og min mor gjorde det også) men jeg ligger jo hverken rosemarin eller timian op oven på anden når jeg server den og kender hellere ikke andre der gør det. Så det måtte jeg undvære. At du nu synes det ser julehyggeligt ud gør mig bare helt vildt glad og stolt. TAK ❤️

      Masser af november kram til dig

      Svar
  2. Lotte skriver

    2019-11-16 kl. 10:58

    Hejsa
    Jeg er pt. igang med din lækre opskrift, men kom i tvivl om det er varmluft eller alm varme?

    Kh Lorrw

    Svar
    • Marina skriver

      2019-11-16 kl. 11:32

      Kære Lotte

      Hvor hyggeligt med andesteg! Som der står i opskriften bruger jeg mest jævnvarme, men jeg kan godt finde på at give den lidt varmluft engang imellem, især hvis jeg har to ænder i ovnen samtidigt. Som de fleste ovne har min ovn personlighed og jeg synes den kan finde på at tabe lidt varme og ikke varme helt jævnt hvis jeg ikke giver den lidt varmluft engang imellem. Jeg tror dog mest det er min ovns personlighed så jeg har ikke skrevet det ind i opskriften! Til sidst når jeg skruer op for varmen for at gøre skindet sprødt giver jeg den også ofte varmluft.

      Husk i det hele taget at holde lidt øje. De færreste ovne er helt nøjagtige og det gør en stor forskel når tilberedningstiden er så lang. Derfor må man nogle gange regulerer lidt op eller ned hvis det ser ud til ikke at passe. Det skønne ved langtidsstegning er dog at det nok skal gå!

      Rigtig god fornøjelse med andestegen. Jeg bliver jo helt misundelig selvom jeg allerede har fået and to gange i år!

      Mange hilsner

      Marina

      Svar
    • Marina skriver

      2019-11-16 kl. 11:34

      – og der sker altså ingenting hvis du allerede er startet på vekselvarme. Så holder du bare lidt øje med tilberedningstiden.

      Svar
  3. Anette skriver

    2019-11-17 kl. 12:04

    Denne opskrift er fantastisk! Den er nem, du har beskrevet arbejdsgangen tydeligt. Den bliver min favorit andstegsopskrift fremover. Det giver helt klart mere saftige stykker andebryst, når anden steges nedad først og senere vendes. God ide! Sovsen var også super god. Tak for opskrifterne til Mortensaften , og for det store arbejde du har lagt i hele udarbejdelsen af temaet med alt fra fine bordkort, invitationer mm til gastrik og pyntning. Kæmpe indsats… Og præcis derfor er din bolg så interessant. Det hele er gennemført.

    Svar
    • Marina skriver

      2019-11-17 kl. 23:04

      Kære Anette

      Mange TAK for den dejligste kommentar jeg kunne ønske mig ❤️ Når min opskrifter bliver sådan modtaget er det da værd at gøre sig umage. Jeg er simpelthen så glad for at den langtidsstegte and og sovsen var en succes hjemme hos dig for jeg er selv så glad for den opskrift som jeg har brugt i 20 år! Til jul steger jeg altid to ænder af gangen og ét år prøvede jeg faktisk at ligge en and med brystet opad under hele stegningen. Bare for at se om man kan smage forskel. Og det kan man virkeligt! Det er tydeligt at det gør en forskel når safterne fra anden og det gode andefyld får lov at sive nedad og gøre anden saftig.

      Jeg bliver helt sikkert aldrig en blogger der kan udgive 4 opskrifter om ugen. Til gengæld prøver jeg at gøre det jeg gør ordentligt. Det varmer virkeligt når du som læser kan se det.

      TAK fordi du gav dig tid til at skrive til mig

      Mange varme november hilsner

      Marina

      Svar
  4. Anja skriver

    2019-12-08 kl. 23:09

    Hej Marina

    Din opskrift lyder fantastisk – Vi skal dog have gås 🙂 Tror du at du kan fortælle mig hvor lang tid sådan en bandit skal have af stegetid kontra anden. Tror den bliver omkring 4-5 kg – Er der sådan fingerpeg om tid pr kg
    Mvh Anja

    Svar
    • Marina skriver

      2019-12-09 kl. 7:07

      Kære Anja

      En gåsesteg lyder virkeligt lækkert, det har jeg aldrig fået, men tit haft lyst til at prøve. Derfor er jeg nok hellere ikke den rigtige at spørge. Jeg tror umiddelbart jeg ville bruge nogle af de samme fif som til andestegen fx i forhold til fyld og sovs og det gode med langtidsstegning er jo også at der sjældent går helt galt. Derfor ville jeg helt sikkert også gøre det med gåsen. Gåsen skal selvfølgelig have længere men på stående fod kan jeg ikketilberedningstid pr. Kg. Hvis jeg fanger min slagter i et øjeblik hvor butikken ikke er propfyldt med mennesker vil jeg spørger ham. Det er jo også noget med hvornår det er bedst at vende den.

      Jeg håber din gåsesteg bliver skøn

      Mange december hilsner

      Marina

      Svar
      • Anja skriver

        2019-12-17 kl. 10:21

        Hej Marina

        Tak for svar ? men er stadig på herrens mark ? Det vil jo være trist at spise kl 10 Juleaften ??

        Må prøve at google lidt

        God Jul ? til dig og dine

        Svar
        • Marina skriver

          2019-12-17 kl. 11:38

          Kære Anja

          Ja jeg er ked af at jeg ikke kan hjælpe mere, men jeg vil ikke spille klog på noget jeg ikke har prøvet og der har været pakket med mennesker hos min slagter de gange jeg har været der.

          Der er også blevet spurgt til en lille and som jeg hellere ikke har erfaring med (for vi er altid mange mennesker til jul og Mortens aften). Sådan en størrelse har jeg nu indkøbt og vil lave den 23 som ekstra and. Gåsen kan det så muligvis være jeg prøver næste år til Mortens aften. Du må endelig vende tilbage og hjælpe mig med gode råd hvis du har succes med gåsestegen.

          Jeg ønsker dig og dine den allerbedste jul og håber I får det så hyggeligt

          Mange december hilsner

          Marina

          Svar
  5. Pia Gravsen skriver

    2019-12-10 kl. 0:25

    Hvor lang stegetid vil du mene en and på 2800 g skal have ved de 120 grader?

    Svar
    • Marina skriver

      2019-12-10 kl. 7:59

      Kære Pia

      Det er en ret lille and så det vil påvirke stegetiden. Man kan ikke bare helt gå frem efter stegetid pr. Kg fordi der også er relativt mindre kød på en lille and. Meget afhænger dog også af race mm. Jeg har aldrig selv lavet en and af den størrelse, men det jeg selv ville gøre var at starte med tre timer med brystet nedad (hvor det er fire timer i opskriften). Herefter ville jeg vende anden om og holde godt øje. Det der er godt ved at langtidsstege ænder er at de ikke pludselig bliver ødelagt og det er let at se hvornår en and er færdig. Bliver den færdig før tid kan man godt lade den vente og så bare brune af til sidst.

      Jeg er træt af at jeg ikke kan give dig et mere præcist svar, men jeg har som sagt ikke prøvet at stege en and af den størrelse. Måske gør jeg det næste år til Mortens aften, fordi der vil være andre end dig der vil have en mindre and. Til fotos valgte jeg netop en standart supermarkeds and (dog i den bedste ende), fordi det er den and de fleste vil stå med juleaften og så skal der ikke være en eller anden kæmpe luksus and på billederne.

      Jeg håber din andesteg bliver fantastisk og at jeres juleaften bliver hyggelig. Fortæl endelig hvordan du gjorde og hvordan anden blev.

      Mange december hilsner

      Marina

      Svar
      • Pia Gravsen skriver

        2021-12-22 kl. 9:37

        Tak for svar
        Jeg havde også tænkt ca 5 timer i alt, så jeg prøver.
        Glædelig jul.

        Svar
        • Marina skriver

          2021-12-25 kl. 9:08

          Hej Pia

          Jeg håber anden blev vellykket og at I havde en dejlig juleaften.

          Mange julehilsner fra

          Marina

          Svar
  6. Lotte skriver

    2019-12-22 kl. 23:48

    Hejsa
    Jeg er meget i tvivl om hvor lang tid jeg skal give mine ænder på hhv 4000 og 4200 g. Vi er i sommerhus uden stegetermometer 🙂 Har før prøvet din opskrift – den er fantastisk 🙂
    Jeg steger én and af gangen
    Mvh Lotte

    Svar
    • Marina skriver

      2019-12-23 kl. 3:35

      Kære Lotte

      Dejligt at høre at du er glad for min opskrift på andesteg. Det er en stor fordel for stress niveauet at du har prøvet opskriften før for så ved du at det er nemt at se hvornår anden er færdig.

      Det er store flotte ænder der nok skal have lige godt 6 timer og så måske bruning. Det afhænger også lidt af anden. Når du steger dem af to omgange kan du gøre det at du steger den største først (går ud fra det så er den 23). Her skal det jo ikke ramme helt præcist til spisetid så der er ro på. Giv anden fire timer med brystet nedad. Vend den om og hold øje. Når anden er færdig tager du den ud uden at brune den. Parter den og put den i et fad der kan gå i ovnen.

      Dagen efter (den 24) ved du hvor lang tid den anden and skal have for det er jo stort set det samme bare en andeles mindre. Anden fra 23 tager du ud af køleskabet lidt før spisetid så den kan få varmen. Pensl den med andefedt og brun den af umiddelbart inden du vil have den på bordet.

      Håber det var en hjælp

      God appetit og rigtig dejlig juleaften til dig

      Julehilsner

      Marina

      Svar
  7. Berit Dyrehauge skriver

    2020-12-25 kl. 6:05

    Hej Marina
    Tusind tak for dine skønne opskrifter på den lækreste julemad ?
    Anden sad – næsten – lige i skabet (kunne godt ha tænkt mig
    den en anelse mere mør – den var lidt for fast efter min
    mening… familien mente den var perfekt) – sovsen smagte
    himmelsk og de brunede kartofler var perfekte. Risalamanden
    var megagod! Altsammen takket være dine opskrifter ??
    Du skal ha stor ros for din meget udførlige hjemmeside med
    gode forklaringer – billeder og tips ??

    Svar
    • Marina skriver

      2020-12-28 kl. 9:24

      Kære Berit

      Mange TAK for din fantastisk dejlige kommentar og for at prøve så mange af mine juleopskrifter. Det gør mig meget glad at du var tilfreds med dem og at maden smagte lige så dejligt som den skal juleaften. Jeg er sikker på at du stegte anden perfekt, men der kan være meget forskel på selve ænderne og det kan godt være derfor du oplevede andestegen lidt for fast. Et år stegte jeg to ænder af helt samme størrelse og på helt samme måde, men der var utroligt stor forskel på dem alligevel. Det bedste man kan gøre er i alle tilfælde langtidsstegning.

      Rigtigt godt nytår til dig og endnu engang TAK fordi du gav dig tid til at skrive en så dejlig kommentar

      Mange hilsner

      Marina

      Svar
  8. Steffen Jensen skriver

    2021-12-20 kl. 12:42

    Hej Marina

    Jeg har flere gange lavet din skønne opskrift på and, til familiens store fornøjelse. I år skal vi holde jul hos min far, hvor vi altid lave and og flæskesteg. Der er kun en ovn til rådighed, har du forslag til hvordan jeg kan lave begge ting på en gang. Det hele skal laves på dagen. Håber at du kan hjælpe.

    God jul.

    Bh. Steffen

    Svar
    • Marina skriver

      2021-12-20 kl. 14:03

      Hej Steffen

      Jeg har lige skrevet et længere svar til dig omme i opskriften på flæskesteg så her vil jeg bare sige tak for din tilbagemelding på opskriften på langtidsstegt andesteg. Det gør mig virkelig glad at du er glad for opskriften og har brugt den flere gange.

      Rigtig glædelig jul jeg håber I får en super hyggelig juleaften hos din far.

      Mange varme julehilsner

      Marina

      Svar
  9. Pernille Rosenkilde skriver

    2021-12-22 kl. 0:32

    Jeg skal bare lige høre dig om noget ift andesteg. Min mand og min far vil gerne have and juleaften (de andre spiser flæskesteg, og min ældstedatter og jeg spiser vegetarsteg), vi lavede det også sidste år, for første gang. I år vil jeg bruge din opskrift på langtidsstegt andesteg, og den bliver stegt d. 23., og anden er taget ud af fryseren og ligger i køleskab. Og nu til mit måske dumme spørgsmål, men here goes: Skal anden pakkes ud af sin plastik, mens den ligger til optøning i køleskab? (🤷🏼‍♀️🤦🏼‍♀️)
    (Har også skrevet til dig på Insta med samme spørgsmål, bare for at der er størst mulig chance for, at du ser mit spørgsmål 😉)

    Svar
    • Marina skriver

      2021-12-22 kl. 0:43

      Hej Pernille

      Beklager jeg ikke har set dit spørgsmå før. Jeg er temmelig syg så får ikke lige tjekket insta osv.

      Men bare lige for at berolige dig er det helt fint at lade anden tø op i indpakningen. Den er jo fødevare godkendt osv. vær sikker på at anden ligger hvor saft ikke kommer i kontakt med andre fødevarer. Jeg har mine til optøning i den nederst grøntsagskuffe i køleskabet.

      Jeg håber du bliver glad for opskriften og har en dejlig jul

      Marina

      Svar
      • Pernille Rosenkilde skriver

        2021-12-22 kl. 9:15

        Kære du.

        Jeg er ked af at høre, du er syg, og så lige midt i pakning og flytning og jul og det hele. Jeg sender dig alle mine god bedring-ønsker 💐

        Tusind tak for svar mht. anden, som faktisk allerede ligger i grøntsagsskuffen netop pga. “faren” for udsivning af kødsaft 😉
        Kærlige hilsner fra Pernille (du ved, mig fra vforvegetarisk, ik 💜)

        Svar
        • Marina skriver

          2021-12-25 kl. 9:07

          Hej Pernille

          Jeg var rigtig syg da jeg svarede dig og så slet ikke at det var dig der havde skrevet. Det er jo en kæmpe ære at du der er så fantastisk dygtig har lavet juleand efter min opskrift. Jeg håber andestegen blev god og at I havde en dejlig juleaften. Jeg skriver lige en DM til dig.

          Stort julekram

          Marina

          Svar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Primær Sidebar

VELKOMMEN TIL MIT ÅRSTIDSKØKKEN

Her på Marinas Mad deler jeg ud af mine yndlingsopskrifter på dejlig hverdagsmad. Jeg tror det er vigtigt at spise både til helbredet og humøret og deler alle slags opskrifter fra de super sunde til de syndigt dejlige. Velkommen.

Lemonade

Opskrift på lemonade

Få hemmeligheden til den bedste lemonade jeg kender

Glas med rabarberlemonade på en bakke: Man kan se citron og isterninger

Rabarber lemonaden er noget af det bedste man kan lave i rabarber sæsonen.

Jordbær lemonade

Dejlig forfriskende jordbær lemonade

Opskrift på hyldeblomstsaft

Hyldeblomstsaft er ren sommermagi. Få alle mine bedste tips til den bedste hyldeblomstsaft. Masser af billeder og gode råd.

Havregrynskager

Opskrift på gammeldags havregrynskager

Nemme og lækre havregrynskager. Perfekte at bage med børn

Udrul småkagedej til udstikssmåkager

Nem småkagedej - perfekt til udstik og vinterferie hygge

Sommer frokostretter

Opskrift på hønsesalat med grønne asparges

Hønsesalat med friske grønne asparges er en dejlig frokostret.

Fiskefrikadeller

Opskrift på Fiskefrikadeller

Min bedste opskrift på dejlige gammeldags fiskefrikadeller.

Æggesalat

Opskrift på æggesalat

Min populære opskrift på hjemmelavet æggesalat har fået DIY billeder.

SØG I ALLE INDLÆG

FÅ NYT FRA MARINAS MAD

Marinas Mail

Få det hele med! Hver søndag formiddag udsender jeg et nyhedsbrev. Foruden besked om nyt indhold på bloggen får du fx køkkentips, liste med danske mærkedage og årstidsrelevant råvarer information.

HER SKER NOGET NYT

Jeg tester og reviderer bloggens opskrifter løbene.  Nedenfor kan du se de senest opskrifter jeg har tilføjet nye fif.

Opskrift på mormorsalat

Mormorsalat er den bedste danske sommersalat fra mormorkøknet. Opskriften har fået DIY billeder og svar på lidt spørgsmål

Sorbet af hyldeblomstsaft og jordbær

Opskrift på jordbær hyldeblomst sorbet

Sorbet af hyldeblomstsaft med jordbær er en nem og lækker sommerdessert

Agurkesalat

Agurkesalat opskrift

Mormors opskrift er den bedste og hurtigste måde at lave agurkesalat. Nu med trin for trin billeder.

Smørstegte nye gulerødder

Opskrift på smørstegte gulerødder

Smørstegte nye gulerødder er noget af det bedste tilbehør til sommermaden.

CHOKOLADE COOKIES

Opskrift på amerikanske chokolade cookies med chokolade

Min opskrift på chokolade cookies er de bedste cookies vi kender i vores familie. Opskriften er nu opdateret med DIY billeder så de bliver nemme at bage for børn.

Copyright på billeder, tekst og opskrifter Marina Starcke 2022. Del venligst ikke indhold uden tilladelse.

Godkend cookies
På Marinas Mad deler jeg opskrifter med masser af tips. Opskrifterne formidles i et brugervenligt format, der forudsætter at du godkender cookies.

Cookies anvendes hos mig primært til at forbedre din oplevelse når du bruger opskrifterne. Jeg bruger desuden anonym statistik.

Se cookiepolitik for flere informationer. (Scroll ned til bilag og se hvilke oplysninger der gemmes og hvorfor).

Cookies er anonyme og jeg kan ikke spore din adfærd tilbage til dig. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

God læselyst og tak fordi du læser med
Funktionsdygtig Altid aktiv
Den tekniske lagring eller adgang er strengt nødvendig med det legitime formål at muliggøre brugen af en specifik tjeneste, som abonnenten eller brugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller udelukkende med det formål at overføre en kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet.
Præferencer
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for det legitime formål at lagre præferencer, som abonnenten eller brugeren ikke har anmodet om.
Statistikker
Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til statistiske formål. Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til anonyme statistiske formål. Uden en stævning, frivillig overholdelse fra din internetudbyders side eller yderligere optegnelser fra en tredjepart kan oplysninger, der er gemt eller hentet til dette formål alene, normalt ikke bruges til at identificere dig.
Marketing
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for at oprette brugerprofiler med henblik på at sende reklamer eller for at spore brugeren på et websted eller på tværs af flere websteder med henblik på lignende markedsføringsformål.
Vælg muligheder Manage services Vælg forhandler Læs mere om disse formål
Se præferencer
{title} {title} {title}