• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Marinas mad

Opskrifter fra mit årstidskøkken

  • Opskrifter
  • Mormor mad
  • Varme hveder

Bagt kartoffelmos

2017-02-22 by Marina 20 kommentarer

Gå til opskrift Udskriv
Opskrift på kartoffelmos i ovn
Kartoffelmos bagt i ovnen smager skønt og er nemt at lave. Den bagte kartoffelmos er sprød på toppen og lækker som en souffle i midten.

Jeg holder af kartoffelmos på mange måder, men måske allermest af den kartoffelmos, der har været en tur i ovnen og er blevet lidt sprød på toppen og helt soufflé luftig i midten. Her får du opskriften og forslag til forskellige måder du kan varierer den ovnbagte kartoffelmos.

Opskrift på ovnbagt kartoffelmos
KaKartoffelmos bagt i ovnen smager forrygende dejligt. I midten bliver kartoffelmosen helt soufflé agtig, mens den på toppen er lækkert sprød og gylden. Det kan lyde som noget der er vanskeligt at lave, men den bagte kartoffelmos er i virkeligheden dejlig nemt at lave. 

KARTOFFELMOS I OVN – TIL HVERDAG OG FEST

Kartoffelmos passer perfekt til mange af de dejlige simreretter jeg holder af at lave og vi spiser forskellige former for kartoffelmos både på hverdagsaftner og når der kommer gæster. Især synes jeg det er et stort hit at bage kartoffelmosen i ovnen når jeg har gæster. Det er nemlig lige sådan lidt lækrere og så er det tilmed virkeligt praktisk, fordi kartoffelmosen kan gøres helt klar og så bare lige sættes i ovnen for at bage færdig. På den måde har man tid til sine gæster og kan samtidigt sætte helt frisklavet og lækker kartoffelmos på bordet.

Luftig kartoffelmos bagt i ovn
Server kartoffelmosen dampende varm. Bemærk hvor lækker og luftig kartoffelmosen er. Det skyldes fremgangsmåden med de stive æggehvider.

I princippet kan man jo bare varme sin færdige kartoffelmos, men jeg synes det er meget lækrere at lave bagt kartoffelmos med æg, fordi man så får en souffle konsistens på kartoffelmosen, der er virkelig dejlig og sådan lidt luksuriøs. På billedet herover kan man se hvor luftig og let den ovnbagte kartoffelmos er når man tager hul på den.

Det at lave bagt kartoffelmos med æg er en metode jeg har lært som barn af min mor, der ofte serverede den slags kartoffelmos for husets mange gæster. Det var ganske enkelt altid et hit og jeg har med glæde brugt samme fremgangsmåde lige siden.

KARTOFFELMOS: MED OG UDEN RODFRUGTER OG KRYDDERIER

Kartofler til kartoffelmos
De mest velegnede kartofler til kartoffelmos er de melede bagekartofler. Heldigt nok er det også de nemmeste at skrælle…

De mest velegnede kartofler til kartoffelmos er de melede vinterkartofler. I supermarket kan du simpelthen kikke efter de kartofler der kaldes bagekartofler. Ret praktisk er det også dem der er nemmest at skrælle og der er faktisk ikke ret meget kartoffelskræller arbejde involveret i at lave sådan en omgang ovnbagt kartoffelmos.

Kartoffelmosen kan som sagt varieres på utallige måder, allerdejligst ved at erstatte nogle af kartoflerne med andre rodfrugter. På den måde får man jo rodfrugternes dejlige smag og vitaminer ind i kartoffelmosen. Min yndlings rodfrugt til kartoffelmos er selleri, men pastinakker, persillerødder og gulerødder er også gode. Vær opmærksom på at kartoffelmosen får farve af de rodfrugter du bruger så hvis dine rodfrugter ikke er lyse vil du altså få en kartoffelmos med farve. Vær også opmærksom på at rodfrugterne ikke giver en helt så luftig og lækker kartoffelmos. Det er derfor du kun skal erstatte nogle af kartoflerne med rodfrugter og ikke dem allesammen.

Kartoffelmos skal altid bruge mere salt og peber end jeg lige tror. Det overrasker mig simpelthen hver gang på trods af at jeg har lavet kartoffelmos i så mange år efterhånden. Desuden synes jeg det er virkeligt dejligt at krydre min kartoffelmos med hvidløg og parmesan ost samt at koge et laurbærblad eller lidt anis med i kogevandet. Det er ikke sådan at kartoffelmosen kommer til at smage af hvidløg, laurbær eller ost, det giver bare en lille smagsnuance der er meget dejlig.

Ovnbagt kartoffelmos med rodfrugter

SÆSON

  • Man kan spise bagt kartoffelmos hele året, men jeg synes især det er en servering der passer dejligt til efterårs og vintermad.

TIPS OG TRICKS TIL OVNBAGT KARTOFFELMOS

  • Til klassisk kartoffelmos er det bedst at bruge melede kartofler. De kartofler man køber som bagekartofler er perfekte og dejligt nemme at skrælle.
  • Kartoffelmos kan laves af kartofler alene, men det er også dejligt at blande lidt rodfrugter i mosen. Vælg dem der passer til den ret du vil server. Rodfrugter smager af mere end kartofler og bliver ikke helt så lette og luftige når de bliver lavet til mos. Hvis man stadigt gerne vil have kartoffelmosen til at smage af kartofler skal man derfor helst ikke bruge for mange rodfrugter. Som en tommelfinger regl kan man sige max 1/4.
  • Smag din kartoffelmos godt til. Den skal altid bruge overraskende meget salt og peber, men tilsæt alligevel lidt af gangen for du kan altid tilsætte mere, men ikke fjerne salt hvis du har kommet for meget i. Jeg holder også af at krydre min bagte kartoffelmos med lidt reven parmesan og hvidløg. Sådan gjorde min mor nemlig!
  • Der er mange holdninger til hvor fed man ønsker sin kartoffelmos. Mine amerikanske udvekslingsstuderende har nogle gange lavet kartoffelmos så fed af fløde og smør at man blev mæt bare af at kikke på den. Det smager nu dejligt nok, men jeg holder af en mindre fed kartoffelmos. I den anden grøft kan man lave kartoffelmos næsten uden smør og mælk, men problemet er at den ofte bliver lidt kedelig og kønsløs. Min opskrift er til den mindre fede side. Juster selv med mere eller mindre smør afhængigt af anledning og smagsløg. Man kan også udskifte sødmælk med minimælk eller piskefløde. Faktisk gør jeg tit det at jeg bruger minimælk tilsat en sjat piskefløde. Konsistensmæssigt kan opskriften sagtens bære mere smør.

SVÆRHEDSGRAD – HER SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM

Opskriften er nem. Vær opmærksom på at få dine kartofler kogt helt møre og på at få tilsat den rigtige mængde mælk. Det svinger lidt fra gang til gang præcis hvor meget der skal bruges så her skal du tilsætte lidt af gangen til konsistensen passer. Husk også at smage godt til inden du tilsætter æg.

Opskrift på bagt kartoffelmos

Opskrift på ovnbagt kartoffelmos

Kartoffelmos bagt i ovnen smager skønt og er nemt at lave. Den bagte kartoffelmos er sprød på toppen og lækker som en souffle i midten.
Ovnbagt kartoffelmos er meget velegnet til gæstemad, fordi den kan gøres helt klar og så bare sættes i oven 25 minutter før man gerne vil spise. 
Start mindst 1 time inden spisetid. Det meste af tiden er kogetid for kartoflerne og ovntid.
4.36 fra 64 stemmer
Udskriv
Forb. tid 10 min
Tilb. tid 50 min
Samlet tid 1 t
Antal 4 personer

Ingredienser

OVNBAGT KARTOFFELMOS

  • 1 kg bagekartofler - (Erstat meget gerne nogle af kartoflerne med selleri eller andre rodfrugter)
  • Laurbærblad eller anis - (til kogevandet, kan undlades)
  • 2 æg
  • 25 g smør - (eventuelt 25 g mere hvis du synes)
  • 1 1/2 dl sødmælk - (kan erstattes af piskefløde eller minimælk alt afhængigt af hvor smagfuld og fed man ønsker sin bagte kartoffelmos. Jeg bruger ofte minimælk med en lille sjat piskefløde)
  • salt og friskkværnet peber
  • 50 g friskreven parmesan - (kan udelades)
  • 1 fed presset hvidløg - (kan udelades)

TIL SERVERING

  • eventuelt lidt citrontimian

Sådan gør du
 

KARTOFLER

  • Skræl kartoflerne og skær dem i ensartede stykker. Hvis du bruger selleri eller andre rodfrugter skal de også skrælles og skære i tern, gerne noget mindre end kartoffelternene da de er længere om at koge møre.
    Kartofler til kartoffelmos
  • Kom kartoffeltern og eventuelle rodfrugter i en gryde og dæk med vand. Lad være med at komme salt i vandet!
    TIP: Det er et gammelt huskeråd at man ikke skal komme salt i vandet når man koger kartofler til mos. Du kan imidlertid sagtens tilsætte andre smagsgivere fx. et laurbærblad, et hvidløgsfed eller lidt anis.
  • Kog kartoflerne helt møre. Afhængigt af dit komfur, dine kartofler og størrelsen på dine tern tager det ca 20-25 minutter. Tjek at både kartofler og eventuelle rodfrugter er kogt helt møre. 
    DIY sådan tjekker du om kartoflerne er møre
  • Hæld vandet fra og sæt gryden tilbage på blusset. Sluk for varmen og lad kartoflerne dampe tørre på eftervarmen. Rør jævnligt du vil ikke have noget til at brænde på.
    TIP: 
    Hvis du skal lave sovs er det en god ide at gemme kartoffelvandet. 
    Har du gas må du vælge det lavest mulige blus når du damper kartoflerne tørre.
    Nu er du klar til at lave kartoffelmos

KARTOFELMOS

  • Mos kartoflerne med en kartoffelmoser.
    TIP: Man kan fristes til at bruge elpiskeren eller en anden maskine, men det er en dårlig idé, der giver langt og klistret kartoffelmos. Hvis kartoflerne er kogt ordentligt møre er det slet ikke svært at mose dem.
    Sådan moser du kartofler
  • Varm mælken op i en lille gryde eller i microovnen. Den må ikke koge.
    TIP. Læs afsnittet om valg af mælk over opskriften.
  • Tilsæt mælken til de mosede kartofler under omrøring. Det er aldrig helt til at sige hvor meget mælk der skal bruges, det afhænger af kartoflerne. Rør mælk i til kartoffelmosen har en passende konsistens. 
    Rør mælken ind i kartoffelmosen
  • Hak smøret i små stykker og rør dem ind i den varme kartoffelmos. Kryd med rigeligt salt og peber. Du kan også vælge at tilføje et presset fed hvidløg og/eller halvdelen af den revne parmesan.
    TIP: Husk at smage om kartoffelmosen smager godt. Når du om lidt har kommet æg i kartoffelmosen er det for sent at smage til. Du kan justerer smagen med salt og peber og også tilsætte lidt mere smør hvis du synes.
    Smag kartoffelmosen til
  • Del æggene i blommer og hvider. Kom hviderne i en helt ren skål og rør æggeblommerne ind i den let afkølede kartoffelmos én af gangen. Rør godt mellem hver æggeblomme. 
    Rør æggeblommer i kartoffelmosen
  • Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt ind i kartoffelmosen. 
    Kartoffelmos DIY med æg
  • Smør et ovnfast fad med smør og fordel kartoffelmosen deri. 
    TIP: 
    Lav eventuelt et pænt mønster på toppen med bagsiden af en våd ske eller med en gaffel. Du kan også sprøjte lidt af kartoffelmosen ud i små toppe med en sprøjtepose hvis du synes det er flot og har god tid.
    Nogle gange river jeg parmesan ud over toppen af kartoffelmosen. Det smager lækkert.
    Sådan laves mønster i kartoffelmosen

Bagt kartoffelmos

  • Tænd ovnen på 200 C
  • Sæt fadet i ovnen og bag kartoffelmosen i ca 25 minutter til den er gylden på toppen.

Noter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA
Det er min mor der har lært mig at lave kartoffelmos i ovnen. Vi fik det ofte og sjovt nok kan jeg stort set ikke huske at vi fik normal kartoffelmos før jeg blev næsten voksen. 
HVAD GØR DU VED RESTERNE
Bagt kartoffelmos er bedst lige ud af ovnen. Den kan dog godt varmes og spises dagen efter. Pga æggene er ovnbagt kartoffelmos ikke velegnet til mange af de resteretter man ellers laver med kartoffelmos og hellere ikke egnet til frysning.
KOM PÅ FORKANT
Kartoffelmosen kan gøres helt klar så den bare lige skal en tur i ovnen. 
HAR DU PRØVET OPSKRIFTEN
Så vil jeg meget gerne høre din mening. Bedøm opskriften med stjerner eller skriv en kommentar til mig og andre læsere. På forhånd TAK for din tid.
OPSKRIFTEN ER SENEST GENNEMTESTET OG REVIDERET 30/9/19
Del gerne et billede på InstagramNævn @marinas_mad eller tag #marinas_mad. Jeg bliver så glad når jeg kan se mine opskrifter i brug.

Lidt om Marinas Mad

Marinas Mad er en madblog med fokus på de danske årstider. Året rundt deler jeg opskrifter med årstidsaktuelle råvarer. Jeg skriver desuden hver uge en madplan med fokus på årstiden og de aktuelle mærkedage.

Alle opskrifter på bloggen er gennemtestede og med masser af tips.

Madplanerne er mere end en opremsning af opskrifter. Her finder du fx baggrunds information om alle danske mærkedage, årstidsinspiration og råd om brug af rester fra det ene måltid til det næste.

Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester før jeg deler. Alligevel er det jo først når opskriften virker hjemme i dit køkken at den er en succes. Derfor vil jeg virkeligt gerne høre fra dig og lære af dine erfaringer. Skriv meget gerne en kommentar, som selvfølgelig besvares. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.

Bloggen har desuden et stjernesystem hvor du kan trykke på det antal stjerner du synes den fortjener. Det gør mig altid meget glad når jeg ser at nogen har givet en opskrift en top vurdering. TAK.

Jeg er ikke aktiv på Facebook, men jeg skriver et nyhedsbrev og deler bag om bloggen glimt mm på Instagram.

TAK fordi du læser med.

Opskrift på ovnbagt kartoffelmos

RETTER MED BAGT KARTOFFELMOS

Bagt kartoffelmos smager fx skønt til:

Opskrift på fransk daube
OPSKRIFT PÅ
DAUBE
-den dejlige franske gryderet, lav den med lam eller okse
Opskrift på vildtpie
OPSKRIFT PÅ
VILDTGRYDE
– der kan laves til de fineste små vildtpies
opskrift på hakkebøffer med svampesovs
OPSKRIFT PÅ
HAKKEBØFFER MED SVAMPESOVS
-det er også min mors opskrift

GemGem

MERE KARTOFFEL SULTEN?

Prøv også mine andre populære kartoffel opskrifter.GemGem

GemGem

Gammeldags kartoffelsuppe fra mormors køkken

Kartoffel-porre suppe er hyggeligt i den kolde tid.

OPSKRIFT PÅ
KARTOFFEL-PORRE SUPPE
Nemt, billigt og altid lækkert
Mormors kartoffelsalat opskrift

Den dejligste kartoffelsalat til hyggelige sommerdage

OPSKRIFT PÅ
KARTOFFELSALAT
Frisk og lækker. Mine gæster elsker den

GemGem

Pin
Share
Tweet
Email

Skrevet i: Kartofler, Opskrift Tags: Aftensmad, gæstemad, hverdagsmad, kartoffelmos, kartofler

Previous Post: « MADPLAN UGE 8: Fastelavns søndag
Next Post: Vildtpie »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Sandra skriver

    2019-11-20 kl. 12:12

    Hej Marina.
    Lyder til at være en lækker opskrift! Når du skriver den kan laves klar så den bare skal en tur i ovnen, har du så erfaring med at lave den dagen før og have den i køleskabet indtil den skal i ovnen? Eller vil æggehviderne falde sammen over natten?
    Mvh Sandra.

    Svar
    • Marina skriver

      2019-11-20 kl. 12:43

      Kære Sandra

      Den ovnbagte kartoffelmos får altid masser af ros så jeg håber også du bliver glad for den.

      Jeg har ikke prøvet at lave den helt klar dagen før og ligesom du kan jeg godt være lidt bekymret for om der bliver problemer med æggehviden. Tror jeg skal have prøvet det af ved lejlighed.

      Jeg laver typisk kartoffelmosen klar hen på eftermiddagen når det er til gæstemad. Det passer jo med at jeg alligevel går og dækker bord og gør andre retter klar så for mig er det et praktisk tidspunkt.

      Tak for dit spørgsmål iøvrigt. Det er sådan jeg bliver bedre til at skrive opskrifter.

      Hav en god dag og held og lykke med kartoffelmosen.

      Mange efterårshilsner

      Marina

      Svar
      • Sandra skriver

        2019-11-20 kl. 13:05

        Tak for svar – vi får nemlig gæster til middagstid på søndag, så må gøre den klar op ad formiddagen ???

        Svar
        • Marina skriver

          2019-11-20 kl. 16:06

          Rigtig god fornøjelse ❤️??

          Svar
      • Anne skriver

        2020-02-06 kl. 22:23

        Tænker man kan lave mosen uden æg dagen før og varme den forsigtig op og derefter tilsætte æggeblommer og til sidst hvider
        Så er man da et skridt foran

        Svar
        • Marina skriver

          2020-02-07 kl. 9:03

          Hej Anne

          Det er ihvertfald et godt bud men jeg har ikke selv prøvet det af. Tænker jeg snart må have det afprøvet så jeg kan svare med vished.

          Mange tak fordi du bidrog med din mening. Det er sådan vi kan lære noget af hinanden så det er meget værdsat.

          Hav en skøn weekend

          Marina

          Svar
  2. Eva skriver

    2019-12-30 kl. 8:40

    Hej, min mand skal have herremiddag med vildtragout og kartoffelmos/rodfrugtmos og de bliver 28, så mon ikke det vil være en god ide at lave det som bagt kartoffelmos? Har nemlig tænkt på det kan være svært at lave kartoffelmos til så mange og så holde det varmt. Hvor meget tror du jeg skal lave?

    Svar
    • Marina skriver

      2019-12-30 kl. 14:12

      Kære Eva

      Vildtragout og ovnbagt kartoffelmos passer simpelthen super godt sammen så det er en allertiders ide. Også fordi det er meget nemmere at håndterer til så mange gæster. Jeg er især glad for at tilsætte selleri når det er til vildt.

      Hvor meget du skal beregne afhænger selvsagt af hvor sultne dine gæster er og af hvad der ellers serveres (Forret og dessert mm). Som udgangspunkt synes jeg den mængde jeg har angivet er passende så hvis du taster 28 ind hvor der står 4 får du mit bedste forslag. Du kan jo eventuelt ligge en smule mere til hvis du gerne vil være på den sikre side.

      Husk at alle tilberedningstider vil være lidt længere når du laver mad til så mange. Hvis kartoffelmosen er i relativt flade fade er det dog ikke så meget længere den skal have i ovnen. Hold øje og gå efter beskrivelsen mere end tilberedningstiden.

      Rigtig god fornøjelse med herremiddagen og godt nytår

      Mange nytårshilser

      Marina

      Svar
  3. Hanne Frederiksen skriver

    2020-01-01 kl. 15:25

    Hej. Godt nytår. Skøn opskrift. Har brug for et råd. Det blev temmelig tør kartoffelmos. Lavede den med sødmælk og 50 gr smør. Ventede 2 timer med at sætte den i ovnen. Hvor højt op fylder du det ildfaste fad? Har du andre erfaringer?
    Mvh Hanne.

    Svar
    • Marina skriver

      2020-01-02 kl. 19:46

      Kære Hanne

      Jeg har faktisk aldrig oplevet at kartoffelmosen blev tør og det er da ærgeligt. Jeg laver faktisk næsten altid den ovnbagte version i den type fade som er med på billederne her. Nogle gange vælger jeg jo at style billederne med noget andet fordi det ser pænere ud eller for at skabe variation i bloggens billeder, men her er kartoffelmosen faktisk fotograferet fuldstændigt som jeg næsten altid laver den. Derfor kan du også se højden på den.

      Det jeg kan sige er at kartofler er meget forskellige, selv inden for den samme sort. Derfor kan det også være svært at skrive en fuldstændigt nøjagtig opskrift, fordi det vil varierer en smule fra gang til gang hvor meget mælk (og smør) der skal i. Som jeg skriver i opskriften er det vigtigt at tilsmage kartoffelmosen inden der tilsættes æg og det gælder både smag og konsistens. Hvis kartoffelmosen smager godt på det tidspunkt kommer den også til at smage godt når den bages.

      Umiddelbart har jeg tre mulige gæt på hvorfor du oplevede at kartoffelmosen blev tør. Du kan have brugt kartofler der ikke var så velegnede til kartoffelmos? Din kartoffelmos kan have været tør før du tilsatte æg? Kartoffelmosen kan måske have fået for hård varme eller have været for længe i ovnen?

      Håber det måske er en hjælp?

      Mange varme nytårshilsner

      Marina

      Jeg håber

      Svar
  4. Rina skriver

    2020-01-26 kl. 12:05

    Jeg lavede den i går til vores gæster, men det var desværre ingen succes, den blev for tør.
    Jeg lavede den klar et par timer før den skulle i ovnen og fulgte opskriften nøje, dog med lidt ekstra smør. Men man kan jo ikke være heldig hver gang.

    Svar
    • Marina skriver

      2020-01-27 kl. 8:01

      Kære Rina

      Det er jeg selvfølgelig ked af at høre. Vi er selv så glade for den ovnbagte kartoffelmos og mine gæster er også altid glade for den, men den er jo selvfølgelig anderledes, souffle agtig om man vil, end almindelig kartoffelmos. Måske er det det jeg ikke har fået formidlet godt nok? Hvordan smagte kartoffelmosen inden du tilsatte æg? På det tidspunkt skal kartoffelmosen smage som man kan lide det og der er som sagt forskel på hvor meget mælk og smør der skal i, afhængigt af kartoflerne og ens smagsløg. Hvis kartoffelmosen smagte skønt før du puttede æg, i men blev for tør af at komme i ovnen er det nok den lidt souffle agtige konsistens som du ikke er glad for. Det er jeg selvfølgelig oprigtigt ked af og jeg håber resten af middagen var en succes.

      Mange varme januar hilsner

      Marina

      Svar
  5. Bente Hein skriver

    2020-05-16 kl. 11:13

    Hej Marina
    Jeg har flere gange brugt din opskrift – med forskellige rodfrugter og med/uden ost – og den har HVER gang været super skøn
    Min erfaring er, at det ikke så meget drejer sig om, hvilke kartofler du bruger, men derimod hvor fast/lind du laver din mos inden der kommer æg i
    Glad mad-hilsen
    Bente

    Svar
    • Marina skriver

      2020-05-16 kl. 15:59

      Hej Bente

      Mange TAK for din søde og indsigtsfulde kommentar.

      Vi er jo selv så glade for den ovnbagte kartoffelmos og jeg kan se på antallet af mennesker der genbesøger opskriften at vi ikke er alene.

      Netop fordi det jo faktisk er en meget populær opskrift er det jo lidt ærgerligt at de to foregående kommentarer ikke var glade for den. Men sådan er det jo. Smag og behag er forskellige og der er også forskel på hvordan man gør i et køkken. Selvom jeg prøver at lave gennemtestede opskrifter (og i dette tilfælde også har trin for trin billeder) er det derfor ikke sikkert at alle er lige glade for en opskrift.

      Netop derfor gør det mig super glad at du også er glad for opskriften og jeg tror du har ret. Det er meget vigtig at kartoffelmosen smager dejligt og har en god konsistens inden der tilsættes æg. Den bliver jo naturligvis lidt mere fast når den bages.

      Du har også ret i at det er en super god opskrift at varierer med forskellige rodfrugter og tilsmagninger. Sådan gør jeg selv så kartoffelmosen helt naturligt er lidt forskellig fra gang til gang.

      Mange varme madhilsner til dig og rigtigt godt forår

      Marina

      Svar
  6. Heidi Schack skriver

    2020-10-21 kl. 17:48

    Kan mosen laves dagen før også komme i køleskab også bages i ovn dagen efter ??

    Svar
    • Marina skriver

      2020-10-24 kl. 15:53

      Hej Heidi

      Af grunde jeg ikke kan gennemskue var din kommentar havnet i spam mappen. Derfor ser jeg den først nu. Beklager meget for nu er du jo nok færdig med at lave kartoffelmos.

      Jeg har aldrig selv prøvet at gøre mosen helt klar dagen før, så jeg må detsværre blive dig svar skyldig. Jeg laver den typisk tidligere på dagen og lader den stå nogle timer. Test af om det dur at gøre den klar dagen før er på min alt for lange to-do-liste, men jeg har ikke nået det endnu.

      Hav et skønt efterår og endnu engang undskyld for det sene svar

      Marina

      Svar
  7. Helle skriver

    2020-12-02 kl. 18:56

    Hej
    Har du fået afprøvet om man kan lave kartoffelmosen dagen før og først komme den i ovnen dagen efter?

    Svar
    • Marina skriver

      2020-12-02 kl. 19:28

      Hej Helle

      Nej beklager, det står stadig på min liste.

      Jeg får ikke lavet kartoffelmosen så ofte længere. Det er fordi min mand arbejder i København og jeg er alene med mine to yngste her i Holstebro (hvoraf den ene ikke er vild med kartoffelmos). Desuden har vi jo stort set ikke har gæster siden marts.

      Beklager virkeligt. Jeg plejer at lave den til solhverv så hvis jeg har plads i køleskabet vil jeg tjekke der.

      Mange venlige hilsner og god december fra

      Marina

      Svar
  8. Lene Jacobsen skriver

    2022-04-09 kl. 19:37

    Hej, jeg har forsøgt mig med den bagte kartoffelmos, var tilfreds med konsistens og smag inden jeg forsigtig vendte æggehvider i. Nu hvor den er færdigbagt, syntes jeg at mosen virker grynet. Kan æggehvider mon være skyld i det på en eller anden måde

    Mvh Lene

    Svar
    • Marina skriver

      2022-04-12 kl. 11:32

      Hej Lene

      Det har jeg aldrig oplevet, men det lyder næsten som om kartoffelmosen har været for varm. Der står “let afkølet” i opskriften og det er fordi kartoffelmosen ikke må være for varm. Jeg kan godt se at den formulering måske er lidt for åben for fortolkning så jeg vil få den rettet når jeg er tilbage fra påskeferie. Mange tak fordi du skrev og spurgte. Mit mål er at skrive de bedst mulige opskrifter og det kan jeg kun når jeg får tilbagemeldinger som din. Jeg er ked af at kartoffelmosen denne gang ikke blev helt vellykket, men håber alligevel du får lyst til at prøve den en anden gang.

      Rigtig god påske

      Mange forårshilsner

      Marina

      Svar

Skriv et svar til Marina Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Primær Sidebar

VELKOMMEN TIL MIT ÅRSTIDSKØKKEN

Her på Marinas Mad deler jeg ud af mine yndlingsopskrifter på dejlig hverdagsmad. Jeg tror det er vigtigt at spise både til helbredet og humøret og deler alle slags opskrifter fra de super sunde til de syndigt dejlige. Velkommen.

Lemonade

Jordbær lemonade

Dejlig forfriskende jordbær lemonade

Havregrynskager

Opskrift på gammeldags havregrynskager

Nemme og lækre havregrynskager. Perfekte at bage med børn

Udrul småkagedej til udstikssmåkager

Nem småkagedej - perfekt til udstik og vinterferie hygge

Forårs frokostretter

Opskrift på hønsesalat med grønne asparges

Hønsesalat med friske grønne asparges er en dejlig frokostret.

Fiskefrikadeller

Opskrift på Fiskefrikadeller

Min bedste opskrift på dejlige gammeldags fiskefrikadeller.

Æggesalat

Opskrift på æggesalat

Min populære opskrift på hjemmelavet æggesalat har fået DIY billeder.

SØG I ALLE INDLÆG

FÅ NYT FRA MARINAS MAD

Marinas Mail

Få det hele med! Hver søndag formiddag udsender jeg et nyhedsbrev. Foruden besked om nyt indhold på bloggen får du fx køkkentips, liste med danske mærkedage og årstidsrelevant råvarer information.

HER SKER NOGET NYT

Jeg tester og reviderer bloggens opskrifter løbene.  Nedenfor kan du se de senest opskrifter jeg har tilføjet nye fif.

Jordbærlemonade

Jordbær lemonade

Sommerens bedste lemonade er nok jordbær lemonade. Opskriften har fået lidt nye billeder fra min søns studenter tid

RABARBERCRUMBLE

Opskrift på rabarbercrumble

Det her er min svigerindes opskrift og det er helt enkelt den bedste rabarber crumble jeg kender. Opskriften har fået lidt nye billeder og DIY billeder

Rabarberkompot

Opskrift på rabarberkompot

Gammeldags rabarberkompot. Nem og super populær opskrift på den bedste rabarberkompot med vanilje.

Lammegryde

Opskrift på lammegryde

Lammegryden med ærter og kartofler er en af mine egne yndlings opskrifter. Det er også en af de første jeg delte på bloggen. Opskriften har fået nye billeder, nye DIY billeder og nye tips. Kort sagt samme gode opskrift men totalt gennemskrevet.

CHOKOLADE COOKIES

Opskrift på amerikanske chokolade cookies med chokolade

Min opskrift på chokolade cookies er de bedste cookies vi kender i vores familie. Opskriften er nu opdateret med DIY billeder så de bliver nemme at bage for børn.

ÆRTESUPPE

Ærtesuppe opskrift. På billedet kan man se den flotte grøne farve

Min populære opskrift på nem ærtesuppe har fået DIY billeder.

Copyright på billeder, tekst og opskrifter Marina Starcke 2022. Del venligst ikke indhold uden tilladelse.

Godkend cookies
På Marinas Mad deler jeg opskrifter med masser af tips. Opskrifterne formidles i et brugervenligt format, der forudsætter at du godkender cookies.

Cookies anvendes hos mig primært til at forbedre din oplevelse når du bruger opskrifterne. Jeg bruger desuden anonym statistik.

Se cookiepolitik for flere informationer. (Scroll ned til bilag og se hvilke oplysninger der gemmes og hvorfor).

Cookies er anonyme og jeg kan ikke spore din adfærd tilbage til dig. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

God læselyst og tak fordi du læser med
Funktionsdygtig Altid aktiv
Den tekniske lagring eller adgang er strengt nødvendig med det legitime formål at muliggøre brugen af en specifik tjeneste, som abonnenten eller brugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller udelukkende med det formål at overføre en kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet.
Præferencer
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for det legitime formål at lagre præferencer, som abonnenten eller brugeren ikke har anmodet om.
Statistikker
Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til statistiske formål. Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til anonyme statistiske formål. Uden en stævning, frivillig overholdelse fra din internetudbyders side eller yderligere optegnelser fra en tredjepart kan oplysninger, der er gemt eller hentet til dette formål alene, normalt ikke bruges til at identificere dig.
Marketing
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for at oprette brugerprofiler med henblik på at sende reklamer eller for at spore brugeren på et websted eller på tværs af flere websteder med henblik på lignende markedsføringsformål.
Vælg muligheder Manage services Vælg forhandler Læs mere om disse formål
Se præferencer
{title} {title} {title}