
Forårsfrisk hønsesalat med friske grønne asparges, bacon og purløg.
Hjemmelavet hønsesalat er en af mine yndlinge på frokostbordet. Denne skønne forårsudgave er med friske grønne asparges og sprødstegt bacon.

Hønsekødssalaten er pyntet med asparges, rød skovsyre og purløgsblomster. Nogle gange pynter jeg også med ærteskud.
Alle jeg kender bliver så glade når de ser at at der står hjemmelavet hønsekødssalat på frokostbordet. Tit får jeg at vide at min hjemmelavede hønsesalat slår den købte med længder og det tror jeg faktisk passer for jeg har ikke høje tanker om færdigkøbt hønsekødssalat.

Hønsesalat er så lækkert og når den klassiske frokostret som her laves med friske asparges er det også en dejlig ret til foråret og forsommeren.
Den hjemmelavede er en helt anden sag. Fyldt med lækker saftig kylling, sprød bacon og i dette tilfælde friske grønne asparges er det ren forkælelse. Tilmed er det faktisk ikke ret svært at lave sin egen hønsekødssalat og hvis man har en større frokost under opsejling og har brug for at komme på forkant er det også nemt at lave det meste dagen før frokosten. Hvad mere kan man forlange af en frokostret?
SÆSON
- Hønsesalat kan man med stor fornøjelse spise året rundt. Jeg tilpasser fyldet så det passer til årstiden. Her er det en forårsfrisk udgave med friske grønne asparges, forårsløg og purløg. Den smager friskt og lækkert præcis som man gerne vil spise i foråret.
- Hønsesalat er selvfølgelig en klassisk frokostret, men jeg kan nu også godt finde på at server denne udgave på en lun aften som aftensmad. Så kan man jo eventuelt tage sig en portion jordbær eller koldskål som dessert.
TIPS OG TRICKS TIL HJEMMELAVET HØNSEKØDSSALAT
- Jeg foretrækker at bruge kogt kyllingekød til hønsesalat. Nogle gange bruger jeg noget af det kyllingekød jeg får tilovers når jeg laver hønsekødssuppe. Andre gange koger jeg kyllingelår specielt til at lave hønsekødssalat.
- I begge tilfælde foretrækker jeg kødet fra overlårene, der er det saftigste.
- Når jeg som i denne opskrift koger kyllingelår er der den skønne bonus at jeg får super god hønsekødsbouillon som jeg fryser ned og bruger i andre opskrifter. Da jeg bruger kyllingeoverlår er hønsekødsbouillonen kraftig og lidt fed. Perfekt til at blande med vand med bouillon, men lidt for fed til suppe alene.
- Jeg koger stilkenderne fra de grønne asparges med i kogelagen. De giver masser af god smag. Har man ekstra stilkender kan man bare hive dem i også.
- Der bruges en kvist løvstikke i opskriften men hvis du har løvstikkesalt kan du eventuelt bruge det i stedet for andet salt istedet.

Opskrift på hjemmelavet hønsesalat med friske grønne asparges og bacon
Denne nemme hønsesalat smager forrygende dejligt. De friske grønne asparges, forårsløgene og purløgene får hønsekødssalaten til at smage dejligt friskt, så det er en frokostret der passer særligt godt til forårets mange hyggelige frokoster. Samtidigt er der selvfølgelig bacon i hønsekødssalaten for det smager bare fantastisk og jeg tror mine gæster ville blive skuffede hvis det manglede.
Server hønsekødssalaten på ristet rugbrød eller hvidt brød, eventuelt med et lille sprødt salatblad for ekstra knas og friskhed.
Hønsekødsalaten rækker langt som frokostret og selvfølgelig knap så langt hvis du server den som aftensmad.
Har du allerede kogt hønsekød kan hønsekødssalaten laves på under 10 minuter, men ellers skal du selvfølgelig bruge tid på at koge kyllingelårene.
Ingredienser
Kogt kyllingekød
- 5-6 kyllinge overlår
Kogelage til kyllingekød
- 1 liter vand
- 1 løg
- 2 laurbærblade
- 1 kvist timian
- 1 stilk løvstikke
- 10 sorte peberkorn
- 1 tsk groft havsalt
- asparges ender den gode del bruges i hønsesalaten.
Dressing til hønsesalaten
- 4 spsk majonæse
- 4 spsk cream fraise
- salt og friskkværnet peber
- 1 nip karry
Øvrige ingredienser til hønsesalaten
- 1 bundt asparges den nederste del bruges til kogelagen
- 1 pakke bacon
- 4 forårsløg
- Lidt purløg
Eventuelt pynt på hønsesalaten
- Skovsyre
- blomster fra purløg
- ærteskud
TIL SERVERING
- ristet brød
- eventuelt salatblade
Sådan gør du
-
Hvis du allerede har kogt kyllingekød springer du bare første del af opskriften over.
Kogelage til kyllingelår
-
Put vand i en gryde og tilsæt laurbærblade, timian, løvstikke, salt og sorte peberkorn.
-
Skyl asparges og bræk den nederste træede ende af. Kom endestykkerne i kogelagen og gem resten af aspargesene til salaten.
-
Skær løget i kvarte og tilsæt dem til kogelagen.
-
TIP: Hvis skallen på løget er pæn behøver du ikke fjerne den. Den giver lidt smag og farve til kogelagen.
-
Kom kyllingelår i kogelagen.
Kogt kyllingekød
-
Bring kogelage med kyllingelår i kog. Når vandet koger skal kyllingelårene simre i ca 20 minuter.
-
Tag kyllingelårene op og læg dem til afkøling på en tallerken.
-
Når kyllingelårene er til at røre ved piller du kødet af og kasserer skind og ben.
Hønsefond
-
TIP: Din kogelage er nu blevet til den skønneste hønsefond som du kan bruge i mange andre opskrifter.
-
Sigt hønsefond gennem en sigte og kasser urter, løg og aspargesender.
-
Hæld hønsefond tilbage i gryden. Du skal nemlig bruge den til at koge asparges.
Asparges
-
Skær asparges i mundrette bidder.
-
Blancer aspargesstykkerne i hønsefond. De skal ca koge 2-3 minutter afhængigt af tykkelse.
Bacon
-
Steg bacon på en pande til det er sprødt og lækkert. Læg det til afdrypning på køkkenrulle.
Dressing til hønsesalat
-
Bland ingredienserne til dressingen i en skål med plads til hønsekødssalaten.
-
TIP: Jeg plejer at lave salaten i en skål og så bagefter flytte den til en serveringsskål. Det sviner nemlig ret meget op på kanterne når man vender det hele rundt og derfor ser det pænere ud at putte hønsesalaten i en ren skål.
Hønsesalat
-
Riv kyllingekødet i mundrette stykker og put dem i dressingen.
-
Tilsæt aspargesstykkerne, men gem aspargeshovederne til pynt på toppen.
-
Vask forårsløg og skær dem i helt fine tynde skiver. Tilsæt dem til skålen.
-
Vask purløg og klip det meste ned i salaten. Gem lidt til pynt på toppen.
-
Gem de pæneste stykker bacon og knus resten ned i skålen.
-
Vend det hele rundt og rundt til alle ingredienser er dækket af dressing.
Servering
-
TIP: Flyt eventuelt forsigtigt hønsesalaten til en ny skål. Jeg synes det er pænest hvis salaten når helt op til kanten. Hønsesalat ser måske lidt kedeligt ud og derfor pynter jeg gerne lidt. Her har jeg pyntet med aspargeshoveder, bacon, rød skov syre og purløgsblomster.
-
Server med ristet brød. Meget gerne rugbrød men godt fransbrød er også godt. Jeg synes også det klæder salaten med et salatblad.
Opskriftsnoter
HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA
Hønsesalat er en af de klassiske danske frokostretter. Oprindeligt opfundet dengang der skulle mange retter på bordet hver dag og hvor det var vigtigt at kunne lave noget af resterne fra dagen før.
Hønsesalat er en af mine yndlinge på frokostbordet og jeg har lavet den i mange forskellige variationer gennem tiden. Jeg har selvfølgelig set en opskrift et eller andet sted da jeg først lavede hønsekødssalat, men jeg kan ikke huske hvor.
KOM PÅ FORKANT
Hønsekødssalaten har kun godt af at stå i en times tid eller længere i køleskabet. Vent dog til sidste øjeblik med at tilsætte bacon så det stadigt er sprødt når I skal spise.
Vil du gerne i gang dagen før kan du sagtens koge kyllingelår og pille dem fri for kød. Du kan også blancerer asparges. Put kyllingekød og asparges i hver sin beholder og sæt dem i køleskabet. Nu kan resten af salaten laves med ganske få øjeblikkes indsats.
HVAD GØR DU VED RESTERNE
Hønsesalat smager forrygende dagen efter.
Den hønsefond som du får hvis du koger kyllingelår smager virkeligt godt og kan bruges alle de steder hvor en opskrift anbefaler hønsefond. Jeg gemmer min hønsefond i fryseren i 1/2 liters flasker. Fordi det er kyllingeoverlår der bruges i opskriften er hønsefonden lidt fed, men i mange opskrifter gør det ikke noget og hvis jeg synes det det bliver for meget blander jeg bare med noget mindre kraftfuldt.
Skriv et svar