Min opskrift på hyldebærsaft smager så dejligt. Opskriften er lidt friskere end de fleste andre opskrifter og jeg ved mange vender tilbage til netop den opskrift år efter år.
Engang boede jeg på Fejø hvor der var hyldebuske overalt. Derfor lavede jeg selvfølgelig masser af både hyldeblomstsaft og hyldebærsaft og fik med tiden eksperimenteret mig frem til nogle virkeligt dejlige opskrifter. Det ville nok aldrig være sket her i Holstebro for her skal man virkeligt være heldig og ihærdig for at få plukket nok blomster og bær til hjemmelavet saft. Jeg gør det hver år, men det bliver sjældent til mere end et par portioner og så er det jo dejligt at jeg fuldt ud kan stole på mine gamle gennemprøvede opskrifter.
Da opskrifterne har været delt på min gamle blog Badut ved jeg at masser af andre mennesker også elsker netop de opskrifter. Opskriften på hyldebærsaft adskiller sig lidt fra de fleste ved at være kogt med både vanilje og citron hvilket giver en helt fantastisk dejlig hyldebærsaft, der er knap så fad i smagen. Opskriften var faktisk i flere år så populær at selv Rynkeby engang har bedt om at måtte dele opskriften på deres hjemmeside (man skulle jo ellers tro at de havde deres egen???) og jeg ved at masser af mennesker elsker den opskrift. Indtil i går har jeg faktisk ikke lagt noget videre i det, men I går fik jeg ved selvsmag konstateret at min hjemmelavede hyldebærsaft virkeligt smager langt, langt bedre end den købte!
I går lavede jeg nemlig hyldebærsaft efter min gamle gennemprøvede opskrift.
Det skete efter en relativt kaotisk dag hvor selve opgaven med at få fat på hyldebærrene havde været noget nær et umuligt projekt. Her hvor jeg bor modner de sent i år, men i weekenden havde jeg spottet flere gode steder. Om eftermiddagen futtede jeg derfor optimistisk afsted i bil for at plukke ind til hyldebærsaft, men ak alle steder var buskene imellemtiden plukket tomme af nogle andre. Til sidst var der kun ét sted tilbage og da jeg ankom var buskene simpelthen ved at blive ryddet bort i forbindelse med noget gravearbejde. Resolut hoppede jeg omkring i jordbunkerne og fik plukket nok ind til en omgang hyldebærsaft, men netop ikke nok til både at kunne lave hyldebærsaft OG fotograferer hyldebærsaften (og hyldebærsuppen) med hyldebær sådan som jeg selvfølgelig gerne ville. Hvad gør man så? Jeg småsnød og købte en flaske færdiglavet hyldebærsaft som jo altså har fuldstændigt samme farve som den hjemmelavede. Herefter fotograferede jeg opskrifterne med hyldebærene og den købte saft inden jeg lavede hyldebærsaft med de nyplukkede bær.
Derfor stod der to forskellige slags hyldebærsaft i køknet da mand og unger gik til angreb. De vidste jo ikke at halvdelen af saften var købt, men der var ingen som helst tvivl om at alle – også jeg – så langt foretrak den hjemmelavede version.
SÆSON
- Afhængigt af vejret og vokseplads modner hyldebærene i septemper og begyndelsen af oktober. Det er nemmest at spotte hyldebuskene når de blomstre i forsommeren og så vende tilbage og tjekke om de sætter bær i septemper. Der er rift om hyldebuskene både blomsterne og bærene så man skal som oftest være lidt om sig for at være heldig.
TIPS OG TRICKS TIL HYLDEBÆRSAFT
- Husk at hyldebær farver meget kraftigt. Det er derfor en god ide at have gammelt tøj på og være omhyggelig med ikke at få bær eller saft på træ eller stof.
- Jeg plukker helst hyldebær i rene spande eller gryder. Så har man styr på bærene og undgår at de maser hinanden helt så meget som i en plastik pose.
- Det er meget vigtigt at hyldebærsaft koger i mindst 20 minutter da der er blåsyre i rå hyldebær. Når hyldebærrene er kogt tilstrækkeligt er hyldebærsaft meget sund da hyldebær indeholder masser af C vitamin og naturlige antioxidanter.
- Drik hyldebærsaften fortyndet. Den kan drikkes kold, men jeg synes den er allerbedst varm med en skive citron.
- Varm hyldebærsaft med en skive citron er et klassisk værn mod vinterforkølelser. Derfor fryser jeg næsten altid min hyldebærsaft så den kan drikkes i løbet af vinteren.
- Hyldebærsaft kan krydres på mange forskellige måder. I opskriften bruger jeg vanilje og citron, men ingefær eller kanel er også dejligt og der kan bruges eddike i stedet for citron.
- Mængden af sukker afhænger af hvor meget saft du får ud af dine hyldebær. Det svinger nemlig noget så jeg anbefaler at man måler saften før man tilsætter sukker. Husk at du altid kan tilsætte mere sukker, men ikke tage det ud igen. Smag dig derfor lidt frem.
- Tilpas opskriften med slideren så den passer til den mængde hyldebær du har plukket.

Opskrift på hyldebærsaft
Ingredienser
- 800 g hyldebær - uden grove stilke og blade
- 1 økologisk citron
- 2 æbler - gerne syrlige
- 1 vaniljebælg - hvor alle kornene er brugt til noget andet dejligt. Kan erstattes af 1 spsk hjemmelavet vaniljesukker.
- 1 1/2 liter vand
- 500 g rørsukker - NB: Læs opskriften og tips og tricks over opskriften. Mængden af rørsukker afhænger af hvor meget saft du får ud af dine bær. Rørsukker kan erstattes med almindeligt hvidt sukker.
Sådan gør du
- Skyl hyldebærene omhyggeligt i koldt vand.
- Rip alle bærene ned i en gryde.
- TIP: Det går let med en gaffel. Se eventuelt billede over denne opskrift. Det gør ikke spor at der kommer vand med så du behøver ikke tørre de skyllede hyldebær.
- Vask citronen og skær den i tynde skiver med skal og det hele. Put citronskiverne ned i gryden ovenpå hyldebærene.
- Skær æblerne i grove tern. Tilsæt æbletern til gryden. Kasser kernehusene.
- Tilsæt vand og den tomme vaniljebælg eller vaniljesukker.
- Varm hyldebærblandingen op til kogepunktet, skru ned for varmen og lad blandingen simre i 30 minutter.
- Hæld saften gennem en finmasket si eller endnu bedre en spidssigte ned i en anden gryde eller skål. Mas hyldebærkvaset godt med bagsiden af en grydeske så alt saften kommer ud.
- Mål saften for at finde ud af præcis hvor meget sukker du skal tilsætte. Der skal bruges 50g rørsukker pr. 1 dl. saft.
- Hæld saft og rørsukker tilbage i gryden. Varm op til kogepunktet og lad det koge et par minutter til alt sukkeret er opløst. Smag til om saften smager som du kan lide den og juster eventuelt med lidt mere sukker eller citronsaft.
- Hæld saften på rene skoldede flasker eller i beholdere til fryseren.
- TIP: Det er risikabelt at bruge poser da hyldebærsaft sviner utroligt meget hvis der går hul på posen.
Noter
DENNE OPSKRIFT ER EN DEL AF MIT TEMA MED MORMOR OPSKRIFTER FOR SELVFØLGELIG LAVEDE MORMOR HYLDEBÆRSAFT TIL DEN LANGE VINTER

Hyldebærsaft trylles nemt om til hyldebærsuppe
Se opskrift på hyldebærsuppe her
GemGem
kan man drikke for meget hyldeblomst for der er jo meget c vitamin i
Kære Jette
Jeg ville nok være mere bekymret for sukker indholdet hvis jeg drak meget hyldeblomstsaft? Som alle andre lækre ting (kager, desserter og syltetøj) tror jeg på at det er sundt og godt for humøret at drikke saftevand engang imellem ved særlige lejligheder (fx til en dejlig middag eller når man hygger på en varm dag i solen). Man skal ikke drikke saftevand hver dag ❤️
Hvis det er hyldebær saften vi snakker om er det en lidt anden sag. Den er væsenligt sundere end hyldebærsaft og også meget intens i smagen. Det er ikke noget man drikker i litervis men en skålfuld hyldebær suppe eller en glas varmt hyldebærsaft er dejligt og fyldt med sunde ting. Igen er det mere sukker indholdet end C vitaminerne jeg ville være bekymret for ved meget voldsomt forbrug.
Hav en dejlig weekend