• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Marinas mad

Opskrifter fra mit årstidskøkken

  • Opskrifter
  • Mormor mad
  • Madplaner

Kandiserede æbler

2018-10-11 by Marina Skriv kommentar

Pin
Share
Email
Gå til opskrift Udskriv
Opskrift på kandiserede æbler

Kandiserede æbler er på én gang friske, knasende sprøde og dejligt søde. Desuden er kandiserede æbler bare noget af det hyggeligste, fordi man kan gå og holde i pinden, mens man gnasker det dejlige sukker glaserede æble i sig. Jeg har lært at lave mine kandiserede æbler af den bedste og det er slet ikke spor svært.

Opskrift på kandiserede æbler
De smukke kandiserede æbler er klar til at spise.

MIDT I DEN SMUKKESTE ÆBLETID

Jeg ved at mange forbinder kandiserede æbler med jul, men sådan har jeg det ikke.

Det var nemlig i vores år på Fejø at jeg for alvor kom til at holde af kandiserede æbler og på æbleøen er de glaserede æbler en efterårsglæde som man laver med friskplukkede æbler fra de æbletræer, der gror overalt på øen. På den måde får man verdens bedste kandiserede æbler, fordi selve æblet jo fylder det meste af sådan et glaseret sukker æble og jo friskere og saftigere æblet er, jo bedre bliver det kandiserede æble helt naturligt!

Æbler til kandiserede æbler
Det var på Fejø jeg lærte at elske kandiserede æbler. Her er det “Rød aroma” et rigtigt dejligt æble, der smager skønt og er så modstandsdygtigt over for sygdomme at det kan dyrkes økologisk. Da ingen æbleavler sprøjter mere end absolut nødvendigt betyder det samtidigt at de ikke økologiske danske “Rød Aroma”du finder i butikkerne er blandt de mindst sprøjtede (og faktisk ofte mindre end tyske økologiske æbler. Tyskere må nemlig sprøjte med bla kobber som er forbudt i Danmark)

Desuden er jeg ikke tilhænger af at alt hvad der er dejligt skal reserveres til den alt for travle december. Som jeg ser det er det da meget skønnere hvis vi kan fordele glæderne lidt ud over året så vi ikke helt drukner i sukker og traditioner til jul og står helt hulkindede af afholdenhed resten af året. I min verden skal der være glæder og traditioner til hele det dejlige danske år!

DIY på kandiserede æbler
Et lækkert fristede kandiseret æble. Mine piger elsker dem!

Endeligt har jeg faktisk ikke nogen barndomsminder om kandiserede æbler. De første jeg kan huske at have spist var da jeg boede i New York og dér er kandiserede æbler (og alle mulige skønne karamel varianter) en ting man i særlig grad spiser omkring Halloween. Halloween er nemlig ikke bare en fest for gys og gru, men også en efterårs/høst fest hvor sukker æblerne passer helt perfekt.

Æbler på pind
Jeg foretrækker at bruge ispinde til mine kandiserede æbler.

OPSKRIFTEN PÅ DE ALLERBEDSTE KANDISEREDE ÆBLER. FRA FEJØ TIL DIG!

Allerøverst lovede jeg at jeg havde opskriften fra den allerbedste mester i kandiserede æbler og det er faktisk ikke helt forkert. Hvert år til æblets dag på Fejø, blev der nemlig solgt masser af kandiserede æbler, men ingen lavede dem bedre end Peters mor og det vidste alle de lokale kendere af glaserede æbler. Derfor fik Peters mor udsolgt på nul kommer niks lige meget hvor mange æbler hun samme morgen havde stået og dyppet i sukker.

Opskrift på kandiserede æbler med kokosmel
Når æblet er blevet glaseret køres det hurtigt rundt i en lille skål med kokosmel.

Ét år skete det derfor at vi kom for sent til netop hendes kandiserede æbler og da hun så hvor triste mine børn blev var hun så sød at give os opskriften. Den opskrift har jeg så siden brugt og gennem årene lært mig lidt ekstra tips og tricks, der gør de kandiserede æbler ekstra gode. I opskriften får du hele molevitten: Peters mors opskrift og alle mine små tips!

Opskrift på glaserede æbler
De færdige sukker æbler er smukke, sprøde og saftige. Kort sagt helt uimodståelige!

Når jeg har valgt at flytte opskriften fra min gamle blog i netop denne uge er det fordi efterårs ferien står for døren og for mig og mine børn er det ikke rigtigt efterårsferie hvis der ikke er kandiserede æbler. Det passer meget godt med at man landet over kan komme til æbleplukning og æbledage i efterårsferien. Måske går I bare ud i egen have eller måske finder I et andet sted at plukke æbler, men uanset hvad er det en hyggelig og ret nem aktivitet til efterårsferien at lave kandiserede æbler af de nyplukkede æbler.

Hvem ved måske kan kandiserede æbler også blive en efterårsferie tradition i jeres familie?

Nem opskrift på glaserede æbler fra Marinas Mad

SÆSON FOR KANDISEREDE ÆBLER

  • Kandiserede æbler skal man lave når man har adgang til lækre, sprøde og saftige æbler. Faste æbler med lidt syrlighed er bedst og det vil sådan helt overordnet sige efterårsæblerne. For mig er glaserede æbler en efterårsglæde mens andre forbinder dem med julen.

TIPS OG TRICKS TIL KANDISEREDE ÆBLER

  • Æblet er vigtigt! Det er jo det der fylder det meste så det skal være lækkert, sprødt og saftigt. Tag en prøve bid af et ekstra æble og se om æblet er saftigt og gerne med lidt syre til at afbalancere alt sukkeret. Triste æbler bliver aldrig til gode glaserede æbler! Kog æblemos af dem i stedet for. Hvad angår størrelsen synes jeg lidt mindre, men ikke små æbler er de bedste.
  • Hvis du vælger røde æbler synes jeg ikke at det er nødvendigt med farve i sukkermassen. Faktisk tror jeg aldrig at jeg har prøvet at tilsætte farve og jeg synes altid at mine æbler bliver smukke alligevel.
  • Jeg foretrækker at bruge ispinde til mine kandiserede æbler, men du kan selvfølgelig bruge alle mulige slags pinde, spisepinde, gafler eller hvad du nu synes så længe de kan holde æblet. Rigtige små grene ser så pæne ud, men jeg er ikke helt tryg ved om der bliver introduceret unødvendige bakterier til æblet så jeg foretrækker ispindene.
  • Jeg anbefaler at bruge lidt glukosesirup til sukkermassen, jeg synes nemlig den bliver lidt bedre af det. Glukosesirup fås i bageafdelingen i større supermarkeder og holder nærmest uendeligt. Jeg bruger også glukosesirup til mit ekstra gode drømmekagefyld. Det kan være svært at måle glukossirup helt nøjagtigt men så længe du rammer nogenlunde er det godt. Har du ikke glukosesirup kan du udelade det.
  • Det er en stor fordel at have et sukkertermometer når man laver kandiserede æbler. De fås digitale til ca. 100 kr. Har du ikke et sukkertermometer kan du bruge isvandstesten som beskrevet i opskriften.
  • Kandiserede æbler bør spises samme dag de er lavet. Der er nemlig en lille bitte risiko for udvikling af farlige bakterier hvis man opbevarer dem mere end to dage og det hjælper ikke at komme dem i køleskabet hvor kandiserede æbler ikke har det godt. Industien sælger os nogle gange ældre kandiserede æbler, men dels har de adgang til ting vi andre ikke bruger og dels er det faktisk netop massefremstillede æbler der har gjort nogle amerikanere syge og som derfor er grund til advarslen. Friske kandiserede æbler er ikke farlige.

SVÆRHEDSGRAD – HER SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM

Opskriften er nem, men sukkermassen er meget varm og derfor bør kandiserede æbler laves af en voksen.

Du skal være opmærksom på at ramme den rigtige temperatur på sukkermassen, ellers bliver de kandiserede æbler ikke gode. Hvis karamellen er for kold bliver den ikke sprød og vil lettere glide af æblerne. Er temperaturen omvendt for høj bliver de glaserede æbler meget svære at bide i. Temperaturen på karamellen er derfor vigtig, men der er heldigvis en god fejlmargen, så det er ikke så svært at ramme den rigtig.

Opskrift på kandiserede æbler

Kandiserede æbler er på en gang friske, sprøde og søde. En rigtig skøn og hyggelig ting at lave med friske lækre æbler. Desuden er det nemt at lave de smukke glaserede æbler.
Bemærk at karamelmassen er meget varm. Børn kan derfor godt være med til at lave de glaserede æbler, men de skal holde god afstand til karamelmassen. 
Arbejdsindsatsen er ikke stor, men det tager lidt tid at koge karamelmassen til den opnår den rigtige temperatur. Start derfor mindst 30 minutter inden du vil spise de kandiserede æbler.
Mængden af karamel passer til 6 mindre æbler (som dem på billederne) eller fire store æbler. Det er svært at lave en mindre portion karamel, men du kan godt lave en større. 
4.56 fra 18 stemmer
Udskriv
Forb. tid 5 min
Tilb. tid 15 min
Samlet tid 20 min
Antal 6 mindre æbler

Ingredienser

Æbler

  • 6 middelstore røde æbler – (eller fire store)
  • 6 pinde – (se tips og tricks over opskriften)

Karamelmasse

  • 250 g sukker
  • 1 dl. vand
  • 1 spsk. æbleeddike – (kan fint erstattes af æblecidereddike)
  • 25 g glukosesirup

Pynt

  • 75 g kokosmel

Sådan gør du
 

Æbler

  • Start med at vaske dine æbler omhyggeligt. Herefter tørre du dem i et rent viskestykke og polerer dem samtidigt op så de bliver skinnende blanke.
    TIP: Det er vigtigt at vaske æblerne pga bakterierne, men også fordi de æbler man kan købe nogle gange har et vokslag der forhindre karamellen i at sætte sig fast. 
  • Sæt alle æblerne på bordet og sæt en pind i hvert æble. Tør eventuel æblesaft væk med lidt køkkenrulle. 
    TIP: 
    Det er godt at sætte æblet ned på bordet for på den måde ser du hvordan æblet helst vil stå og så vælter de færdige æbler ikke for dig.
    Stik pinden godt ind i æblet, men ikke helt igennem. Pinden skal kunne holde æblet.
  • Sæt æblerne i køleskabet mens du laver karamellen. Det får karamellen til at størkne hurtigere så du får det helt tynde sprøde lag. 

Karamelmasse

  • Put sukker i en lille gryde og tilsæt forsigtigt de øvrige ingredienser. 
    TIP: 
    Der må ikke være sukker op af siderne på gryden. Dette undgås nemmest ved at putte sukker i først og herefter være forsigtig. Får du sukker op af siden kan du vaske det ned med en pensel dyppet i koldt vand.
    Undlad af samme grund at røre for meget i sukkermassen mens den varmer op. Jeg røre kun forsigtigt en enkelt gang eller to for at få sukkeret fra siderne ind i midten. Hvis du hælder din sukker op i en top så den er højest på midten kan man nogle gange helt undlade at røre rundt.
  • Varm sukkermassen op til den begynder at tykne en lille smule og boblerne bliver tættere og mere træge i det (massen må aldrig blive gylden). Mål temperaturen med et sukker termometer, den skal mindst være 150 C. Det tager lidt tid at nå dette stadie på karamelmassen. Afhængigt af komfur og gryde 10-15 minutter fra du tænder for varmen. 
    TIP:
    Karamellen skal være 150 C, fordi det først er dér den kan danne det tynde glasklare lag. Ved lavere temperaturer bliver den snasket og kan glide af æblet eller den sætter sig i tykke lag der er svære at bide igennem. For høje temperaturer giver omvendt en meget hård karamel, men op til ca 158 C er fint nok.
    Har du ikke et sukker termometer kan du i stedet prøve dig frem med vand testen: Fyld et glas med iskoldt vand og dryp lidt karamel ned i vandet. Hvis karamellen straks størkner og bliver sprød er temperaturen høj nok.
    Hvis du har ekstra æbler kan du også vælge at prøve dig frem når du tror temperaturen er rigtig. Sukkermassen skal let hænge fast på æblerne i et tyndt lag og størkne hurtigt når æblet stilles til afkøling.

Kandiserede æbler

  • Stil en skål klar med kokosmel.
  • Når karamelmassen er klar tages den af varmen. Vent et kort øjeblik til alle boblerne er væk og begynd herefter straks at dyppe æblerne.
  • Hold i pinden og drej æblet hurtigt rundt i karamellen til du får et tyndt lækkert lag på hele æblet. Giv æblet et lille ryst så det drypper en smule af og drej herefter straks æblet rundt i kokosmelet. Lad æblet stå et øjeblik i kokosmelet til karamellen og flyt det herefter over på en tallerken. 
    TIP: 
    Karamel i den rigtige temperatur kan danne det fine tynde lag som vi gerne vil have på vores kandiserede æbler. Hvis dit karamellag bliver for tykt kan æblet nemlig blive svært at spise. 
    Det er lettes at få æblerne kandiseret pænt hvis gryden tippes en smule. 
    Når man vender æblet i kokosmel undgår man det tykke lag karamel i bunden som amerikanerne ofte har på deres glaserede æbler. Kokosmelet suger nemlig en lille smule så det er ret smart. Hvis du ikke vil have kokosmel på selve æblet kan du nøjes med at sætte æblerne på en tallerken med kokosmel. 
    Hvis du er lidt for langsom er det svært at få kokosmel over det hele før karamellen er størknet. Fortvivl ikke, det skyldes at din karamel er perfekt!
  • Gentag med de øvrige æbler.
    TIP: Hvis du har mange æbler eller ikke er så hurtig kan karamelmassen blive for kold. Du kan let se det fordi karamellen danner et tykkere lag på æblet. Varm karamelmassen op igen og fortsæt når den har den rigtige temperatur.

Servering

  • De glaserede æbler er spiseklar så snart karamellen er størknet hvilket ikke bør tage mere end et minut eller to. Spis dem som de er direkte af pinden!

Noter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA
Opskriften er flyttet fra min gamle blog hvor jeg udgav den i oktober 2010. Oprindeligt fik jeg opskriften på de kandiserede æbler af Peters mor, der var berømt for at lave verdens bedste (I hvert fald på Fejø og nærmeste omegn). Siden har jeg lavet dem mange gange og er blevet lidt klogere undervejs. Tips og tricks er derfor mine egne. 
RENGØRING
Det er nemt at gøre rent efter karamel. Bare lad vand opløse sukkeret. Gryden sætter du i vasken og fylder vand i. Lad den stå til sukkeret er opløst. Har du spildt karamel ligger du en våd klud på pletten og lader den ligge til karamellen er opløst. Undlad at forsøge at skrabe karamel af, det kan give ridser. 
KOM PÅ FORKANT
Du kan gøre æblerne klar og opbevare dem på køl i nogle timer inden tilberedningen (fx smart hvis du vil lave mange). Karamellen bør først koges umiddelbart inden du vil lave de kandiserede æbler.
HOLDBARHED AF KANDISEREDE ÆBLER
Sukker glaserede æbler bør spises den dag de er lavet! Opbevar dem ikke i køleskabet.
HAR DU PRØVET OPSKRIFTEN
Så vil jeg altid gerne høre fra dig. Skriv meget gerne en kommentar eller bedøm opskriften med stjerner. Det er en stor glæde og hjælp for mig når jeg får respons fra mine læsere. TAK!
OPSKRIFTEN ER SENESTE TESTET OG LET REDIGERT 23/10/19
Del gerne et billede på InstagramNævn @marinas_mad eller tag #marinas_mad. Jeg deler hver uge billeder i stories og bliver så glad når jeg kan se mine opskrifter i brug.

Netop nu på Instagram. Klik og læs med:

https://www.instagram.com/p/CKYnGQChKov/ https://www.instagram.com/p/CKD9F8fh_0W/ https://www.instagram.com/p/CJ-tuyMhwnY/

DERFOR ER DIN MENING VIGTIG

Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester dem før jeg deler. Alligevel er det jo først når du bruger opskriften i dit køkken at jeg for alvor kan vide om opskriften virker.

Derfor vil jeg rigtigt gerne høre fra dig!

Du er altid velkommen til at skrive en kommentar og jeg har stort udbytte af dine erfaringer når jeg udvikler og reviderer opskrifter. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.

Bloggen har også et stjernesystem hvor du kan rate opskrifterne. Jeg er ikke tilhænger af at alt skal rates hele tiden, men det giver faktisk mening med opskrifter at man kan se om andre bruger dem og er glade for dem. Derfor bliver jeg virkelig glad hvis du vil bruge et øjeblik på at vurderer opskriften ved at trykke på det antal stjerner du synes den fortjener.

På forhånd MANGE TAK!

Opskrift på kandiserede æbler

De kandiserede æbler kan også bruges som et hyggeligt bordkort:

Madplan til efterårsferien
Hvis du skriver på pinden til de kandiserede æbler kan de bruges som et hyggeligt bordkort. Fint hele efteråret (fx til Mortens Aften) og i den søde juletid.
Pin
Share
Email

Skrevet i: Æbler, Dessert, Julemad, Opskrift Tags: æbler, kandiserede æbler

Previous Post: « Hyggelig oktobermad
Next Post: Efterårsferie »

Læserinteraktioner

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Primær Sidebar

VELKOMMEN TIL MIT ÅRSTIDSKØKKEN

Her på Marinas Mad deler jeg ud af mine yndlingsopskrifter på dejlig hverdagsmad. Jeg tror det er vigtigt at spise både til helbredet og humøret og deler alle slags opskrifter fra de super sunde til de syndigt dejlige. Velkommen.

BAG MED BØRN

Opskrift på børnevenlig småkagerdej

Nem og lækker småkagedej der kan bruges til udstikssmåkager. Perfekt til en hyggedag med børnene.

Opskrift på gammeldags havregrynskager

Gammeldags havregrynskager smager dejligt og er super nemme at bage. Opskriften har masser af DIY billeder så større børn selv kan bage småkagerne

Opskrift på chokolade cookies

Disse lækre chokolade cookies er vores egen yndlingssmåkage

DEJLIG MAD I JANUAR

Marinas opskrift på dejlig dansk hønsekødssuppe.

Klassisk dansk hønsekødssuppe. En ægte sjælevarmer. Opskriften er nyudgivet med masser af tips og DIY billeder

Opskrift på den franske gryderet Daube

Den Franske gryderet Daube smager fantastisk

Sådan koger du torskerogn

Torskerogn smager helt fantastisk og er så sundt. Se hvordan du koger den friske torskerogn her

Opskrift på Fiskefrikadeller

Min bedste opskrift på dejlige gammeldags fiskefrikadeller.

GOD MAD TIL HVERDAG

Opskrift på nem ærtesuppe

Nem og billig ærtesuppe lavet på frosne ærter. Smager af forår men kan laves om vinteren.

Opskrift på kartoffel porre suppe

Kartoffel pore suppe er skøn og billig mhverdagsmad der bare smager fantastisk

Nem og virkelig lækker opskrift på kyllingelår

Kyllingelår med chili og lime smager fantastisk og er super nem aftensmad.

Opskrift på ovnbagt frittata

Nem og lækker fritatta med ærter, squash og porre

SØG I ALLE INDLÆG

FÅ NYT FRA MARINAS MAD

Marinas Mail

Få det hele med! Hver søndag formiddag udsender jeg et nyhedsbrev. Foruden besked om nyt indhold på bloggen får du fx køkkentips, liste med danske mærkedage og årstidsrelevant råvarer information.

HER SKER NOGET NYT

Jeg tester og reviderer bloggens opskrifter løbene.  Nedenfor kan du se de senest opskrifter jeg har tilføjet nye fif.

Opskrift på gammeldags frikadeller

Min populære opskrift på gammeldags frikadeller er gennem redigeret med masser af DIY billeder. Få alle mine tips og tricks.

Min bedste opskrift på hjemmelavede pommes frites

Min populære opskrift på super lækre, sprøde ovn pomfritter har fået DIY billeder og lidt flere tricks.

Glasur til småkager

Min populære opskrift på glasur til småkager er opdateret med DIY billeder og masser af gode små tips.

Opskrift på gastrik

Gastrik er den rene sovsmagi og dejligt nemt at lave selv. Få alle mine tips i den nemme opskrift der har fået lidt mere tekst og et nyt billede.

Opskrift på tomatsovs med grøntsager

Min gamle opskrift "hjemmelavet tomatsovs" er erstattet af en ny "tomatsovs med grøntsager". Samme gode opskrift men nu med masser af omhyggelige DIY billeder.

Copyright på billeder, tekst og opskrifter Marina Starcke 2019. Del venligst ikke indhold uden tilladelse.