
Kokosris er helt enkelt ris kogt med kokosmælk så man får lækre cremede ris, der passer dejligt til meget asiatisk mad.

Cremede kokosris
Når man spiser asiatisk mad bliver man nogle gange forkælet med de aromatiske kokosris. Kokosrisene er helt enkelt jasminris, der er kogt i en blandning af vand og kokosmælk.
Kogt på denne måde bliver risene dejligt cremede så de er nemmere at spise fx med pinde. De får også en smule smag af kokosmælken, men faktisk mindre end man umiddelbart skulle tro. For at gøre dem endnu mere smagfulde koger jeg dem gerne med lidt asiatiske krydderier.

Krydderier til mine kokoskogte ris
Asiatiske restauranter tilsætter ofte en smule sukker, der virker som smagsforstærker, og også nogle gange lidt krydderier. Selv koger jeg mine kokosris uden sukker, men med lidt aromatiske krydderier som jeg synes giver meget til smagen. På billedet herover kan du se et forslag, men du kan fint selv lege videre og også bruge det nu har. Smagen er i min opskrift afdæmpet. Vil du have mere smag skal du tilsætte flere krydderier.
Kaffir limeblade
Jeg er rigtig glad for at bruge kaffir limeblade i min asiatiske madlavning. De utroligt aromatiske blade er vel nærmest at sammenligne med vores laurbærblade, men har selvfølgelig en anden smag. Smagen kan bedst beskrives som limeagtig, men er faktisk helt sin egen og kan ikke rigtigt erstattes med noget andet.
I gode asiatiske butikker kan bladene købes friske, men den luksus har jeg ikke her i provinsen. Her kan jeg til gengæld købe tørrede kaffir limeblade som har rigtig dejlig smag og holder utroligt længe. Jeg bruger fx kaffir limeblade når jeg koger asiatisk kyllingefond og også når jeg vil give supper eller gryderetter dejlig asiatisk smag. Tænk på dem som laurbærblade og oversæt til det asiatiske køkken.

Ingefær
Vi kender allesammen ingefær og jeg er ofte glad for at tilsætte et par skiver til ting jeg koger. Hvis du køber økologisk ingefær kan du bare skærer et par skiver uden at skrælle først. Er din ingefær ikke økologisk skræller du bedst med en teske.
Stjerneanis
Jeg har virkelig en ting med stjerneanis. Duften er fantastisk og jeg synes stjerneanis tilføjer smag som få andre krydderier. Som en bonus er holdbarheden lang så man kan sagtens have sådan en pose stående også selvom man kun bruger den til få opskrifter. Dette gælder jo generelt hele krydderier som har meget bedre holdbarhed end stødte krydderier.

Vendt eller toppet med urter
Kokosris er ret smagsneutralt i sig selv. Sådan skal det være fordi der er tale om tilbehør der ikke skal stjæle billedet fra hovderetten.
Hvis man har lyst er det meget fint og giver dejlig smag at supplerer med lidt urter, chili eller lime. Det kan man gøre på to måder. Enten kan man vende urterne ind i kokosrisen når den er færdigkogt eller man kan drysse dem ovenpå. Det første er bedst hvis man vil have urterne fordelt i risen, løsningen med at drysse ovenpå er fin hvis ikke alle er vilde med fx chili eller koriander. Desuden ser det smukt ud. Vær opmærksom på at risen er varm og at urter derfor vil komme til at se lidt triste ud. Det gør ikke noget de tilføjer alligevel fantastisk smag.

Sæson
Man kan spise kokoskogte ris hele året rundt.
Tips og tricks
Læs om krydring og brug af urter til topping og fyld højere oppe. Du kan sagtens lege videre og lave dine egne smagssammensætninger.
Når man laver mad med ris skal man være omhyggelig med opbevaring og nedkøling. Ris der ikke er nedkølet og opbevaret korrekt kan udvikle farlige giftstoffer. Ris skal helst serveres noglelunde friskkogt. Du kan godt lade det stå lidt, men ikke i timevis. Ris der skal gemmes til næste dag skal køle hurtigt ned og herefter i køleskabet.
Der bruges jasminris til kokosris. Dette er vigtigt dels pga smagen, men også fordi man gerne vil opnå den særlige lidt mere klistrede konsistens der passer godt til asiatisk mad. Der er tale om løse ris og kokosis skal derfor ikke svømme i væske, men de færdige ris har en mere klistret overflade der gør dem mere velegnede til fx at spise med pinde.
Ris bør altid skylles. Det giver mere smagfulde ris og fjerner noget af den arsen som kan være en bekymring når man spiser ris.
Her skal du være opmærksom
Det er en meget nem opskrift, men det kræver alligevel lidt øvelse at koge ris så de bliver perfekte. Den helt præcise kogetid afhænger af din gryde, dit komfur og den mængde ris du koger. Du bør derfor holde øje og følge rådene i opskriften fremfor blindt at følge de angivne tider.
Kog ikke ris ved for høj temperatur og altid i en gryde med tætsluttende låg. Ellers når risen at koge tør/brænde på før den er mør og færdig.

Opskrift på kokosris
Ingredienser
Kokosris
- 4 dl jasminris
- 1 dåse kokosmælk - (Almindelig størrelse af 4 dl)
- 4 dl vand
- 1 1/2 tsk fint salt
Krydning (kan udelades eller tilpasses)
- 4 skiver frisk ingefær
- 2 blade tørret kaffir limeblade
- 1 stjerneanis
Pynt (kan udelades eller tilpasses)
- frisk koriander
- 1 chilipeber
- 2 forårsløg
- lime
Sådan gør du
Kokosris
- Skyl risene grundigt under den kolde hane.TIP: Brug fx en fintmasket sigte.
- Kom ris, kokosmælk, vand, salt og eventuelle krydderier i en gryde med tætsluttende låg.TIP: Brug dåsen til at måle vandet med, så får du alt kokosmælken med.
- Læg låg på gryden og bring risen i kog. Skru godt ned for varmen og lad risene simre i ca. 12 minutter.TIP: Hold lidt øje. Risen skal ikke koge tør før tid, men vandet skal være opsuget af risen når kogetiden er slut. Den præcise kogetid kan varriere afhængigt af din gryde og komfur. Brug meget gerne et glaslåg så du bedre kan holde øje og undlad at tage låget af gryden.
- Træk gryden af varmen og lad den stå i mindst 12 minutter så risen kan dampe helt færdig.TIP: Jeg synes risen bliver bedre med lidt længere tid til at stå og dampe og anbefaler gerne 18-20 minutter. Risen skal være helt mør når den er dampet færdig.
Servering
- Mens risen koger vasker og hakker du eventuel pynt.
- Fluf risen godt op med en gaffel og pil krydderierne fra.
- Flyt kokosrisen til en serveringsskål og drys med eventuel pynt.TIP: Du kan også vælge at vende urterne ind i kokosrisen.
Noter
Netop nu på Instagram. Klik og læs med:
DERFOR ER DIN MENING VIGTIG
Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester dem før jeg deler. Alligevel er det jo først når du bruger opskriften i dit køkken at jeg for alvor kan vide om opskriften virker.
Derfor vil jeg rigtigt gerne høre fra dig!
Du er altid velkommen til at skrive en kommentar og jeg har stort udbytte af dine erfaringer når jeg udvikler og reviderer opskrifter. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.
Bloggen har også et stjernesystem hvor du kan rate opskrifterne. Jeg er ikke tilhænger af at alt skal rates hele tiden, men det giver faktisk mening med opskrifter at man kan se om andre bruger dem og er glade for dem. Derfor bliver jeg virkelig glad hvis du vil bruge et øjeblik på at vurderer opskriften ved at trykke på det antal stjerner du synes den fortjener.
På forhånd MANGE TAK!
Server fx kokosris til asiatisk inspireret kylling

Kyllingelår marineret med chili, lime og honning

Skriv et svar