• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Marinas mad

Opskrifter fra mit årstidskøkken

  • Opskrifter
  • Mormor mad
  • Madplaner
  • Fastelavnspynt

Nøddesmåkager

2018-11-01 by Marina 13 kommentarer

Pin
Share
Email
Gå til opskrift Udskriv
Opskrift på nemme nøddesmåkager

De allerbedste småkage opskrifter har altid været de lidt hemmelige. Dem der overrækkes på små sedler fra bedstemor til barnebarn og fra veninde til veninde. Disse nemme og lækre nøddesmåkager er netop sådan en opskrift. Jeg har opskriften fra min svigermor, der har den fra en veninde, der har den fra en veninde, der sikkert igen har den fra en veninde eller en bedstemor. I dag er det dig der får opskriften og selvom det ikke bliver på en lille håndskreven seddel lover jeg dig alligevel at du bliver virkeligt glad for den opskrift!

Nøddesmåkager der skæres af en dejpølse
Dejen til nøddesmåkagerne formes til en dejpølse, der hviler koldt og herefter skæres i skiver. Nemmere bliver det ikke!

LIDT OM MIN SVIGERMOR DER HAR GIVET MIG OPSKRIFTEN

Jeg har simpelthen verdens bedste svigermor! Altid fuld af kærlighed til sine børnebørn, god at snakke med og utroligt sød til at hjælpe os med at passe vores kat når vi er ude at rejse. Gennem de efterhånden mange år jeg har været gift med min mand er jeg kommet til at holde utroligt meget af min svigermor og jeg glæder mig altid til at se hende. Fordi hun jo gør så meget for os havde jeg et år lyst til at lave hende en adventskrans. Til min overraskelse og store glæde blev hun meget glad for den adventskrans og nu er det simpelthen blevet en tradition. 

Sammen med adventskransen får hun altid nogle dåser med julesmåkager og én småkage har hun været særlig glad for, nemlig den småkage jeg kalder “hjerter i julesne”. Mange der kender mig vil gerne have opskriften på netop den småkage, men jeg tøver lidt med at dele den, simpelthen fordi det er en lidt besværlig småkage, der kræver indkøb af særlig kagesprøjte og at man gør nogle ting på en særlig måde. Det er med andre ord ikke en robust opskrift, sådan som jeg rigtigt gerne vil have at mine opskrifter her på min madblog skal være det.

Opskrift på nøddesmåkager fra Marinas Mad
De skønne småkager med hasselnøddemel smager fantastisk og er meget nemme at bage. Du får flere småkager ud af opskriften end der kan være i denne lille dåse, men jeg lover dig de er væk på nul komma niks.

DEN HEMMELIGE OPSKRIFT PÅ NEMME NØDDESMÅKAGER

Opskriften på denne nøddesmåkage er derimod super nem og nærmest umulig ikke at få succes med. Opskriften har jeg som sagt fra min svigermor, der havde fået småkagerne hos en veninde og straks gik hjem og bagte mig en dåsefuld. Da jeg begejstret ringede og sagde tak var jeg så heldig at få opskriften, der er dejlig enkel. Alle i vores familie synes at de smager næsten som mine “hjerter i julesne” og det er selvfølgeligt, fordi begge småkager er bagt med hasselnøddemel. Til alle de der har spurgt efter opskriften på hasselnødde hjerterne kan jeg nu med glæde og TAK til min svigermor anbefale denne opskrift istedet!

Småkager til kaffe Mortens Aften
Til kaffen Mortens Aften synes jeg det er hyggeligt med småkager. Jeg anbefaler disse nemme nøddesmåkager og som det lidt mere voksne valg de lækre småkager med lakrids og tranebær.

EFTERÅRS SMÅKAGER TIL MORTENS AFTEN

Når jeg deler opskriften netop i denne uge er det igen med særlig tanke på min svigermor. Det er nemlig min svigermor der hvert år gør en fantastisk indsats og samler hele familien til en virkelig hyggelig og dejlig Mortens Aften. Derfor skulle hendes nøddesmåkager selvfølgelig også være en del af mit Mortens Aften tema. Desuden passer disse lækre nøddesmåkager virkeligt godt til kaffen Mortens Aften. De er jo lidt efterårsagtige, fordi de er bagt med hasselnødder og de er faktisk bedst hvis de bages dagen før de skal spises hvilket passer godt med at man skal have ovnen fri til anden. Endeligt er de virkeligt nemme at bage, hvilket er en fordel når fokus selvfølgelig skal være på and og tilbehør.

Nøddesmåkager en nem småkage med hasselnøddemel
Her er nøddesmåkagerne i selvskab med min elskede æblegløgg. Simpelthen så dejligt og efterårshyggeligt.

PRØV DEM GERNE MED ÆBLEGLØGG

De nemme nøddesmåkager er en perfekt hverdagssmåkage fordi de er så nemme og enkle at bage. Derfor er de også et af mine sikre valg til efterårets små hyggestunder hvor de fx smager fantastisk med min elskede æblegløgg (der kan tilskrives en stor del af æren for min kærlighed til November).

Ofte har jeg svært ved ikke at pille lidt i en opskrift og gøre nogle ting anderledes. Det gør jeg fx i ugens anden opskrift på småkager med lakrids og tranebær hvor jeg har selve ideen fra Marcus Grico, men har lavet min egen opskrift. Denne opskrift har jeg derimod slet ikke pillet ved. Det enste jeg har gjort er at tilsætte vanilje. Ellers er opskriften fuldstændigt som jeg fik den af min svigermor.

Nemme småkager med hasselnødder. Opskrift fra Marinas Mad

SÆSON

  • Nøddesmåkager kan man spise året rundt, men jeg synes de er særligt fine i efteråret og måske også i julens kagedåser!

TIPS OG TRICKS TIL NØDDESMÅKAGER

  • Der skal bruges hasselnøddemel til at bage småkagerne. Derfor kræves det at du har en maskine der kan hakke nødder (fx en foodprocessor). Resten af dejen laves herefter i den samme maskine så det er super nemt. Har du kun en lille maskine (fx en minihakker) der kan hakke nødderne, men ikke samle dejen, kan resten gøres uden maskine. Bare sørg for at dit smør er smuldret helt ind i melet.
  • Pas på ikke at overforarbejde dejen. Det går nemlig ud over sprødheden i småkagerne. Du skal kun netop køre med foodprocessoren til dejen begynder at samle sig. Gør den færdig på køkkenbordet. Det er nemt.
  • Der er ikke vaniljesukker i den oprindelige opskrift så det kan du sagtens springe over. Jeg synes bare det passer godt til småkagen.

SVÆRHEDSGRAD – HER SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM

Det er en super nem opskrift og der er ikke noget der rigtigt kan gå galt. Som altid skal du selvfølgelig holde øje med småkagerne og tage dem ud på det rigtige tidspunkt. Det afhænger af din ovn så hold øje.

Nemme nøddesmåkager opskrift

Opskrift på nemme nøddesmåkager

De skønne nøddesmåkager er bagt med hasselnøddemel og smager helt forrygende. Desuden er de virkeligt nemme og enkle at bage. Et sikkert hit!
Det er en ret stor portion, men du kan let halver opskriften ved at indtaste det antal småkager du gerne vil bage. Iøvrigt lover jeg dig at småkagerne nok skal blive spist!
Da dejen skal hvile er det bedst at starte dagen inden du vil server småkagerne.
4.24 fra 13 stemmer
Udskriv
Forb. tid 10 min
Tilb. tid 20 min
Hviletid i køleskabet mindst 2 t
Samlet tid 30 min
Antal 75 småkager

Ingredienser

Dej til nemme nøddesmåkager

  • 125 g hasselnødder
  • 300 g hvedemel
  • 125 g flormelis
  • 1 tsk. vaniljesukker - (kan udelades)
  • 250 smør

Sådan gør du
 

Dej til nøddesmåkager

  • Hak hasselnødderne til fint nøddemel i en foodprocessor. 
  • Tilsæt hvedemel, flormelis og vaniljesukker. Bland sammen.
  • Tilsæt koldt smør i små terninger. Hak smørret ind i melblandingen til dejen samler sig. 
  • Tag dejen ud på et bord, saml den og rul den herefter til to dejpølser.
  • Put husholdningsfilm om dejrullerne og læg dem i køleskabet. Dejen skal hvile i køleskabet i mindst 2 timer og gerne til næste dag.
    TIP: Undgå at få husholdningsfilm ind i din dejrulle ved at ligge dejrullen midt på husholdningsfilmen, samle husholdningsfilmens ender og herefter pakke det om dejpølsen.

Nøddesmåkager

  • Varm ovnen op til 200 C. (Jævnvarme). Put bagepapir på bageplader.
  • Tag dejpølserne ud af køleskabet og skær dem i skiver med en skarp kniv.
  • Læg de rå småkager på bageplader på bagepapir.
  • Bag nøddesmåkagerne midt i ovnen i ca 7-10 minutter til de er lysebrune i kanten.
  • Lad nøddesmåkagerne køle af på en bagerist.
  • Opbevar nøddesmåkagerne i en kagedåse med tætsluttende låg.

Noter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA
Jeg har fået opskriften på nøddesmåkagerne af min svigermor, der har opskriften fra en veninde. Det er altså en af den slags skønne opskrifter der er gået fra mund til mund. 
HOLDBARHED
Opbevar småkagerne i en tætsluttende kagedåse hvor de fint kan holde sig i ca. 10 dage.
HAR DU PRØVET OPSKRIFTEN
Så bliver både jeg og min svigermor rigtigt glade for at høre fra dig. Det betyder meget vil du vil tage dig tid til at rate opskriften med stjerner og vi vil også altid gerne høre fra dig i kommentarfeltet. 
SENEST GENNEMTESTET OG REVIDERET 28/11/19
Del gerne et billede på InstagramNævn @marinas_mad eller tag #marinas_mad. Jeg deler hver uge billeder i stories og bliver så glad når jeg kan se mine opskrifter i brug.

Netop nu på Instagram. Klik ind og læs med:

💚 ❄️ ❤️

DERFOR ER DIN MENING VIGTIG

Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester dem før jeg deler. Alligevel er det jo først når du bruger opskriften i dit køkken at jeg for alvor kan vide om opskriften virker.

Derfor vil jeg rigtigt gerne høre fra dig!

Du er altid velkommen til at skrive en kommentar og jeg har stort udbytte af dine erfaringer når jeg udvikler og reviderer opskrifter. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.

Bloggen har også et stjernesystem hvor du kan rate opskrifterne. Jeg er ikke tilhænger af at alt skal rates hele tiden, men det giver faktisk mening med opskrifter at man kan se om andre bruger dem og er glade for dem. Derfor bliver jeg virkelig glad hvis du vil bruge et øjeblik på at vurderer opskriften ved at trykke på det antal stjerner du synes den fortjener.

På forhånd MANGE TAK!

Nøddesmåkager og æblegløgg

KAGER TIL KAFFEN MORTENS AFTEN

Småkager til Mortens Aften
Småkager til Mortens aften. Efter anden og desserten er det dejligt med småkager til kaffen. Jeg har valgt to nemme småkager der smager efterårsskønt:  nemme nøddesmåkager og småkager med lakrids og tranebær. Småkagerne kan fint bages et par dage i forvejen og tager ikke lang tid at lave.
Pin
Share
Email

Skrevet i: Mortens Aften, Opskrift, småkage Tags: Hasselnødder, julekager, Julesmåkager, Mortens aften, Småkage

Previous Post: « Småkager med lakrids og tranebær
Next Post: Mortens Aften og dejlig november mad »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Elsebeth skriver

    2018-11-01 kl. 13:37

    Og så kan man lave en stor portion dej og gemme den ene rulle i fryseren til jul – eller en anden god gang …

    Svar
    • Marina skriver

      2018-11-02 kl. 9:29

      Kære Elsebeth

      Ja det er SÅ skønt at have sådan en rulle småkage dej i fryseren. Jeg har faktisk ikke prøvet det med nøddesmåkagerne endnu og det er derfor der ikke står noget om det i opskriften. Det er svært at forestille sig at dejen ikke fryser udemærket (som de fleste småkagedeje), men når jeg ikke selv har prøvet det endnu vil jeg ikke skrive det ind i opskriften. Jeg ville faktisk have frosset det halve da jeg i denne uge bagte småkagerne til fotos, netop for at kunne skrive om det, men familien protesterede højlydt og haps, haps, haps var alle småkagerne spist, så nej der var ikke for mange!

      Svar
      • Elsebeth skriver

        2018-11-02 kl. 17:47

        Der er ikke noget i dejen, der skulle kunne gøre, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg fryser også brunkagedej i ruller, og lader dem tø op i køleskabet. Man kan også fryse småkage- og tærtedej, der skal rulles ud, bare sørg for, at det er en flad pakke og ikke en tyk klump

        Svar
        • Marina skriver

          2018-11-05 kl. 11:37

          Kære Elsebeth

          Du har fuldstændigt ret, men som sagt jeg dobbelttjekker helst!

          Svar
  2. Krista Klingenberg skriver

    2019-03-18 kl. 14:43

    Skal nødderne afskalles?

    Svar
    • Marina skriver

      2019-03-18 kl. 15:35

      Hej Krista

      I min svigermors nemme opskrift er det ikke nødvendigt. Det er nemlig den allerenkleste måde hvor nødderne ikke ristes på forhånd. Derfor bliver deres skind hellere ikke porøst så det skal fjernes. Det er virkeligt så nemt som du kan se i opskriften.

      God bagelyst

      Svar
  3. Connie Moisen skriver

    2019-11-04 kl. 10:00

    Hej marina
    Tak for dejlige opskrifter – altid meget omhyggeligt skrevet, stort arbejde du gør, det er vi mange der sætte stor pris på.:-)
    Tak for fine bordkort – jeg vil glæde mig til at pynte bordet og høre familiens kommentar 🙂

    Svar
    • Marina skriver

      2019-11-04 kl. 10:19

      Kære Connie

      Sikken dejlig kommentar. TAK. Sidder lige og bøvler med noget teknik jeg ikke kan hitte ud af og så er sådan en kommentar jo fuldstændig fantastisk at få.

      Det glæder mig så meget at du er glad for bordkortene. Jeg synes selv de akvareller jeg har købt mig til at måtte bruge er SÅ fine og har allerede brugt bordkortene selv (man kan jo fx klippe ænderne fra hvis det er et efterårstema man vil have). Der kommer ligende bordpynt og menukort i løbet af ugen. Måske kan du også bruge noget af det.

      Hav en rigtig dejlig Mortensaften og tak igen for opmuntringen midt i teknikken.

      Svar
  4. Anette skriver

    2020-11-10 kl. 19:46

    Hej Marina
    Ved du om de os kan laves i en gluten fri udgave?
    På forhånd tak.
    Mvh. Anette

    Svar
    • Marina skriver

      2020-11-10 kl. 19:59

      Hej Anette

      Det ved jeg ikke men det vil jeg faktisk tro. Der er som jeg ser det ikke noget i småkagerne der gør det nødvendigt med gluten, men jeg plejer ikke at bage glutenfri småkager så jeg er ikke på hjemmebane.

      Hvis jeg var dig ville jeg prøve med en lille portion og se hvordan de bliver. Du må meget gerne dele dine erfaringer.

      God bagelyst og god november

      Marina

      Svar
  5. Anette skriver

    2020-11-11 kl. 14:33

    Det skal jeg gøre

    Svar
  6. Lise Strand skriver

    2021-01-27 kl. 8:51

    Hej.
    Jeg vil så gerne bage dine nøddesmåkager, men har hverken en minihakker, blender eller lign.
    Det kan ikke lade sig gøre selv at hakke nødderne rigtig rigtig fint i hånden? – for mig gør det ikke noget, der måske er en lidt grovere struktur i dejen.
    Tror du ikke det kan lade sig gøre?

    Svar
    • Marina skriver

      2021-01-27 kl. 9:17

      Hej Lise

      Lige med disse nøddesmåkager er man nød til at have helt finthakkede nødder så det bliver detsværre nok svært at hakke dem tilstrækkeligt fint i hånden. Beklager. Men hvis du har tålmodighed til det kan du godt prøve. Jeg bager fx også mine vaniljekranse med mandelmel som jeg laver i en maskine, men i gamle dage blev de jo ofte hakket i hånden. Nøje med en lille portion, både i forhold til arbedsindsatsen og fordi det så er knap så ærgerligt hvis resultatet ikke er optimalt. Når man hakker nødder i hånden er det iøvrigt nemmest at bruge en tung god savtakket kniv hvis du har sådan en. Så har man bedre styr på nødderne.

      Håber svaret var en hjælp

      Mange varme hilsner

      Marina

      Svar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Primær Sidebar

VELKOMMEN TIL MIT ÅRSTIDSKØKKEN

Her på Marinas Mad deler jeg ud af mine yndlingsopskrifter på dejlig hverdagsmad. Jeg tror det er vigtigt at spise både til helbredet og humøret og deler alle slags opskrifter fra de super sunde til de syndigt dejlige. Velkommen.

BAG MED BØRN

Opskrift på børnevenlig småkagerdej

Nem og lækker småkagedej der kan bruges til udstikssmåkager. Perfekt til en hyggedag med børnene.

Opskrift på gammeldags havregrynskager

Gammeldags havregrynskager smager dejligt og er super nemme at bage. Opskriften har masser af DIY billeder så større børn selv kan bage småkagerne

Opskrift på chokolade cookies

Disse lækre chokolade cookies er vores egen yndlingssmåkage

DEJLIG VINTER MAD

Marinas opskrift på dejlig dansk hønsekødssuppe.

Klassisk dansk hønsekødssuppe. En ægte sjælevarmer. Opskriften er nyudgivet med masser af tips og DIY billeder

Opskrift på den franske gryderet Daube

Den Franske gryderet Daube smager fantastisk

Sådan koger du torskerogn

Torskerogn smager helt fantastisk og er så sundt. Se hvordan du koger den friske torskerogn her

Opskrift på Fiskefrikadeller

Min bedste opskrift på dejlige gammeldags fiskefrikadeller.

GOD MAD TIL HVERDAG

Opskrift på nem ærtesuppe

Nem og billig ærtesuppe lavet på frosne ærter. Smager af forår men kan laves om vinteren.

Opskrift på kartoffel porre suppe

Kartoffel pore suppe er skøn og billig mhverdagsmad der bare smager fantastisk

Nem og virkelig lækker opskrift på kyllingelår

Kyllingelår med chili og lime smager fantastisk og er super nem aftensmad.

Opskrift på ovnbagt frittata

Nem og lækker fritatta med ærter, squash og porre

SØG I ALLE INDLÆG

FÅ NYT FRA MARINAS MAD

Marinas Mail

Få det hele med! Hver søndag formiddag udsender jeg et nyhedsbrev. Foruden besked om nyt indhold på bloggen får du fx køkkentips, liste med danske mærkedage og årstidsrelevant råvarer information.

HER SKER NOGET NYT

Jeg tester og reviderer bloggens opskrifter løbene.  Nedenfor kan du se de senest opskrifter jeg har tilføjet nye fif.

Opskrift på lasagnesuppe

Min opskrift på lasagnesuppe er nu opdateret med meget omhyggelige DIY billeder og en lidt mere børnevenlig beskrivelse. Tanken er at min datter og andre børn selv skal kunne lave suppen.

Opskrift på gammeldags frikadeller

Min populære opskrift på gammeldags frikadeller er gennem redigeret med masser af DIY billeder. Få alle mine tips og tricks.

Min bedste opskrift på hjemmelavede pommes frites

Min populære opskrift på super lækre, sprøde ovn pomfritter har fået DIY billeder og lidt flere tricks.

Glasur til småkager

Min populære opskrift på glasur til småkager er opdateret med DIY billeder og masser af gode små tips.

Opskrift på gastrik

Gastrik er den rene sovsmagi og dejligt nemt at lave selv. Få alle mine tips i den nemme opskrift der har fået lidt mere tekst og et nyt billede.

Copyright på billeder, tekst og opskrifter Marina Starcke 2019. Del venligst ikke indhold uden tilladelse.