Jeg elsker rabarberkompot! Elsker den perfekte balance mellem surt og sødt og de fine små vaniljekorn, der tilføjer en dejlig smag til den hjemmelavede rabarberkompot. Jeg elsker også at rabarberkompot er virkeligt nemt at lave og kan bruges til så mange forskellige skønne formål.
Måske synes du at jeg bruger store ord når jeg taler så kærligt om rabarberkompotten. Men helt ærlig prøv at se på den! Den er bare så smuk og man føler sig rig på den dejligste måde, når man lige kan hive sådan et fint glas hjemmelavet rabarberkompot ud af køleskabet. I disse tider er det virkeligt en af de store glæder når man har noget ægte hjemmelavet i baghånden. Rabarberkompotten er desuden så nem at lave og så anvendelig i mange sammenhænge. Perfekt hverdagsluksus.
Rabarberkompotten kan rede dagen når man lige har brug for lidt ekstra. Den smager lige perfekt når man vil forkæle sig selv med lidt græsk yoghurt om morgenen og når man vil glæde sine uventede gæster med is og rabarberkompot i sommernatten. Desuden er den fantastisk anvendelig i kager, koldskål og andre desserter.
Rabarberkompoten kan kort sagt det hele og derfor kan man kun elske den.
SÆSON
- Jeg laver rabarberkompot i rabarbersæsonen. Det vil sige fra april og til hen på sommeren. Herefter får planterne lov til at samle kræfter i en måneds tid og så kan man igen høste af dem i sensommeren. Imidlertid laver jeg allerhelst den hjemmelavede rabarberkompot om foråret. I sensommeren er der andre lækre råvarer i haven og så vælger jeg oftest at fryse de rabarber jeg høster ned. De kan sagtens holde sig et helt år og er hyggelige at kunne tage ud af fryseren når man trænger til lidt forår før der kan høstes i haven.
TIPS OG TRICKS TIL RABARBERKOMPOT
- Opskriften nedenfor er med vejledende mål og kan let tilpasses til den mængde rabarber du nu har ved hånden. Brug slideren til at tilpasse opskriften. Lad dog være med at lave en alt for kæmpestor portion i en for lille gryde for så bliver fordampningen fra gryden ikke tilstrækkelig.
- Rabarber er en råvarer der varrierer meget afhængigt af sort og dyrkningsforhold. Derfor er det vigtigt at smage rabarberkompotten til.
- Hvis du høster rabarber i din egen have skal du gøre det ved at trække i rabarberstilken sådan at du får hele stilken med helt ned til den lille fod. Hvis du klipper eller skære rabarberen over vil det tilbageværende stykke stå og rådne.
- De bedste rabarber er de relativt unge og røde stængler.
- Jeg foretrækker min rabarberkompot med store synlige stykker. Jeg synes det ser smukt ud og kan godt lide at jeg kan bruge rabarber eller rabarbersaft som det passer mig bedst. Hvis du gerne vil have helt udkogte rabarber skal du skære dem i mindre stykker og røre lidt i gryden når de er kogt møre. Så vil de blive mere som en grød.
- Opbevarer din rabarberkompot i et skoldet glas med tætsluttende låg og brug kun rene redskaber til at tage med. Hvis du spiser rabarberkompotten med det samme behøver du ikke at skolde dine glas.

Opskrift på hjemmelavet rabarberkompot med vanilje
Rabarberkompot er en fantastisk lille hjemmelavet luksus. Du kan lave rabarberkompot på ca 20 minutter så det er dejligt nemt. Sæt den færdige rabarberkompot i køleskabet og brug den til alt fra skyr topping og til lækre hjemmelavede kager.
Ingredienser
- 500 g rabarber renset vægt. Dvs uden blade mm.
- 500 g rørsukker kan erstattes af hvid sukker, men rørsukker smager bedre
- 1 vaniljestang
- 1/2 citron reven skal og måske saft. Kan udelades.
Sådan gør du
Glas
-
Hvis du vil opbevarer din rabarberkompot i mere end et par dage skal du bruge helt rene og tætsluttende glas. Sæt rene syltetøjsglas i en ren vask og overhæld dem og deres låg med kogene vand. Gentag eventuelt et par gange. Hæld vandet ud og sæt dem til tørre på et rent viskestykke. lad dem lufttørre.
Rabarberkompot
-
Start med ar vaske og rense rabarber: Find en gryde i passende størrelse og sæt den på en køkkenvægt. Skær rabarberne i tykke skiver (ca 1 1/2 cm) og hæld dem direkte op i gryden efterhånde som du er klar. Mål hvor mange gram rabarber du har til sidst.
-
Tilsæt ligeså meget rørsukker som du har rabarber.
-
Flæk vaniljestangen midt igennem med en skarp kniv. Skrab de små sorte korn ud med kniven og gnid dem med lidt sukker så de klistre lidt mindre sammen. Du kan også gnide kniven med lidt sukker så du får det hele med. Kom vaniljekornene og den tomme vaniljebæld op i gryden.
-
Vask og tør citronen. Riv citronskal direkte ned i gryden. Vent med citronsaften.
-
Sæt gryden på komfuret. Varm meget langsomt op til alt sukkeret er opløst. Rør et par gange undervejs.
-
Når sukkeret er helt opløst skal rabarberne simre videre på lav varme i 5-8 minutter uden at du røre i gryden. Ideen er at noget af væden skal fordampe og syltetøjet fortættes lidt. Hold øje med dine rabarber, de skal blive møre, men må ikke koge helt ud. (Hvis du gerne vil have en konsistens som rabarbergrød kan du kikke i tips og tricks over opskriften).
-
Når rabarberkompotten har simret færdig tager du et stykke rabarber op på en ske sammen med lidt saft. Lad det køle lidt af og smag på kompotten. Tilsæt eventuelt lidt mere sukker eller lidt citronsaft efter din egen smag. Hvis du tilsætter noget skal rabarberkompotten simre i endnu et minuts tid.
-
Når rabarberkompoten har simret færdig hælder du den skoldhed direkte op i det rengjorte glas. Lad bare vaniljebælgen komme med også den vil fortsætte med at give vaniljesmag til kompotten. Luk straks for glasset med det rengjorte låg og sæt på køl.
Opskriftsnoter
Husk at læse tricks og tips over opskriften.
HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA
Denne opskrift har tidligere været udgivet på min gamle blog Badut. Masser af læsere har været glade for opskriften så den er grundigt gennemprøvet.
HOLDBARHED
Hvis dine glas er rene holder rabarberkompotten sig glimrende i køleskabet.
KOM PÅ FORKANT
Rabarberkompoten bliver kun bedre af at stå et par dage i køleskabet inden den skal bruges.
Opskriften på Rabarberkompot er en del af mit tema med klassiske danske opskrifter fra mormorskøkken
Rabarberkompot kan bla bruges til at lave den lækre brownie med cheesecake
Skriv et svar