Rugbrødscroutoner smager forrygende godt og knaser så dejligt. Tilmed er de super nemme at lave og mætter godt. Som du ser er der ikke meget at betænke sig på!

Rugbrødscroutoner kan laves helt enkelt af kun tre ingredienser, men du kan også vælge at krydre dem lidt mere.
CROUTONER AF RUGBRØD
Croutoner af rugbrød kan laves med kun tre ingredienser af dit daggamle rugbrød og arbejdesindsatsen er meget lille. Helt enkelt fortalt skære du rugbrød i passende tern, vender rugbrødsternene i olivenolie med salt og bager dem i ovnen til de er knasende og sprøde. Har du lyst kan du krydre yderligere med hvidløg, chili og tørrede urter. Og det er det! Med et absolut minimum af anstrengelse kan du stoppe madspild og få knas og smag til din suppe eller salat.
BRUG RESTER AF RUGBRØD OG STOP SPILD AF MAD
I huset ved åen er vi ret vilde med at genbruge vores gamle brød til forskellige formål. Fx som fyld i kødboller som her i Lady og Vagabondens kødboller eller som sprød topping på pastaen eller fiskefadet.
Rugbrød kan på samme måde bruges på mange måder. Allermest holder vi selvfølgelig af sprøde rugbrødschips. I familie med rugbrødschipsene er disse sprøde lækre rugbrødscroutoner, der faktisk er endnu nemmere at lave. For at rugbrødschips skal blive rigtigt gode skal brødet jo være i ultratynde ensartede skiver, hvilket godt kan være lidt svært. Samme besvær har man slet ikke med rugbrødscroutoner, der simpelthen bare skal skæres i nogenlunde ensartede tern. En opgave der ikke kræver særligt fingersnilde eller særligt udstyr. Desuden synes jeg faktisk at rugbrødscroutonerne er bedre som suppe og salat topping, fordi de ikke så hurtigt bliver bløde.

Rugbrødscroutonerne smager skønt til suppe.
RUGBRØDSCROUTONER SOM SUPPE TOPPING
Jeg elsker fyldige grønsagssupper og de knasende rugbrødscroutoner er rigtige dejlige som som mættende suppe topping. Det eneste man skal huske er først at tilsætte croutonerne i sidste øjeblik så de ikke når at blive bløde.
På bloggen har jeg foreløbigt to dejlige hverdagssupper hvor jeg bruger croutoner af rugbrød som en del af toppingen.

Den smukke ærtesuppe er nem at lave og jeg foretrækker den helt uden fløde. Her har jeg toppet suppen med rugbrødscroutoner og mandler.
Den første opskrift er den elskede ærtesuppe som vi i mange år har serveret henover foråret. Suppen er jo både nem, billig og sund og jeg ville gerne have en topping der passede til det. For at være ærlig får min familie altid bacon eller parmaskinke til denne suppe, men jeg ville gerne vise at man ikke nødvendigvis behøver bacon til alle cremede supper og derfor gik jeg og tænkte lidt over en topping der kan det samme som bacon. Altså give det sprøde, salte modspil til den cremede grønsagssuppe. Helt tilfældigt bladrede jeg i det nye nummer af Spis Bedre ved kassen og så deres tema med upcykling af daggammelt rugbrød. Det tema solgte mig bladet for det er lige sådan noget jeg elsker. Selvfølgelig var der også rugbrødscroutoner i temaet og selvom de laver dem en smule anderledes end jeg plejer var det alligevel bladet, der inspirerede mig til at vælge netop den topping. Så tak for det Spis Bedre.

Her er kartoffel porre suppe serveret med purløg og rugbrødscroutoner.
Den anden suppe er den klassiske og altid dejlige kartoffelsuppe med porre. Suppen kan selvfølgelig toppes med et hav at forskellige ting, men den smager dejligt helt enkelt med de lækre croutoner af rugbrød og et grønt drys purløg eller timian.
SÆSON FOR CROUTONER AF RUGBRØD
- Rugbrødscroutoner kan man selvfølgelig lave hele året og de smager lige så dejligt i en suppe om vinteren som i en salat om sommeren.
TIPS OG TRICKS TIL RUGBRØDSCROUTONER
- Rugbrødscroutoner kan i princippet bruges på samme måde som croutoner af hvidt brød, men har meget mere smag. De er derfor mere end det sprøde knasende element som de almindelige croutoner bidrager med. Brug rugbrødscroutonerne de steder hvor du bruger ingredienser, der passer godt sammen med rugbrød. Gode eksempler er avokado, kylling, laks, kartofler, grønkål og ærter.
- Den mest enkle udgave af rugbrødscroutonerne er kun krydret med salt. Jeg er personligt helt vild med at krydre mine croutoner med hvidløg, chili og tørrede krydderier, men det er ikke i alle sammenhænge at det passer lige godt ind. Tænk derfor over anvendelse når du vælger krydring.
- Pas på ikke at oversalte dine rugbrødscroutoner. Mange opskrifter skriver bare salt, men ikke hvilket salt og der er altså meget stor forskel på om du bruger fint salt, groft havsalt eller flagesalt. Personligt holder jeg mest af at bruge flagesalt.
- Jeg kan bedst lide at bruge rugbrød med masser af kerner. Det giver ekstra knas i croutonerne. Du skal selvfølgelig bare bruge det rugbrød du har ved hånden.

Opskrift på rugbrødscroutoner: sprøde, nemme og lækre til salat og suppe
Ingredienser
RUGBRØDSCROUTONER
- 4 tykke skiver rugbrød - skåret af et helt rugbrød.
- 3 spsk olivenolie
- 1/2 spsk flagesalt - mindre hvis du bruger fint salt
FORSLAG TIL KRYDRING
- 2 fed presset hvidløg
- 3 tsk tørrede grønne krydderier
- lidt chilipulver eller harrisa
Sådan gør du
TÆND OVNEN PÅ 200 C
- Læg et stykke bagepapir på en bageplade
RUGBRØDSTERN
- Skær skorpen af rugbrødet og skær det i ensartede tern ca 1 cm x 1 cm. TIP: Skær lidt forsigtigt med en brødkniv så du undgår at rugbrødet smuldre.
RUGBRØDSCROUTONER
- Put olie salt og eventuelt krydring i en skål og bland det lidt.TIP: Du kan også bruge en pose.
- Put rugbrødstern i skålen og vend det hele godt rundt til alle rugbrødsternene er dækket af olie, salt og eventuelle krydderier.
- Fordel rugbrødsternene ud på bagepapiret og sæt pladen i ovnen. Giv rugbrødsternene ca 15-20 minutter i ovnen til de er sprøde og færdigbagt. Vend dem ca halvvejs og holdt godt øje med at de ikke brænder på.NB: Den nøjagtige tilberedningstid afhænger af din ovn og dine rugbrødstern. Hold lidt øje.
- Tag rugbrødscroutonerne ud af ovnen og lad dem køle af på fedtsugende papir. NB: Rugbrødscroutonerne bliver sprødere når de er kølet helt ned.
Noter
OPSKRIFTEN ER SENEST GENNEMTESTET OG REVIDERET 9/1/19.
RUGBRØDSCROUTONER KAN BRUGES SOM KNAS I SALATER. SE HELE MIT TEMA MED SALATER HER.
Rugbrødscroutoner smager skønt i cremede supper
Skriv et svar