Denne mættende salat med bagt græskar, rucola, feta og valnødder er simpelthen bare altid et hit. Den kan spises alene som måltidssalat eller som dejligt mættende tilbehør.
GRÆSKARSALATEN SOM ALLE KAN LIDE
Jeg har været så heldig at bo i New York og derfor er amerikansk mad en stor del af min mad inspiration. Amerikanerne kan nemlig meget andet end bare at lave fastfood, de er suverænt dygtige til at få nye ideer og i disse år også til at få noget helt nyt og lækkert ud af grønsager.
Denne skønne salat er imidlertid ingen nyhed. Det er nemlig en vaskeægte klassiker som er blevet serveret i græskarsæsonen lige siden jeg gik på universitetet og det er alligevel nogle dage siden, også selvom jeg nødigt vil indrømme det!
Som det er tilfældet med alle klassiskere er det en noget nær genial salat. Smuk, velsmagende og faktisk også meget nem at lave. Det eneste der er lidt bøvlet er at få ordnet græskaret, men med en stor skarp kniv går det.
Salaten er virkelig god til efterårsgæster, fordi alle jeg kender elsker den. Selv min lidt salat forskrækkede svigermor tager gerne to gange og det synes jeg salaten skal vælge at tage som et stort kompliment. Desuden kan salaten laves næsten klar på forhånd så du har hænderne fri til andre ting. Endeligt synes jeg jo at det er ret praktisk at man kan få brugt hele græskaret på én gang når man er mange nok.
SÆSON
- Dette er en rigtig efterårssalat som jeg især holder af at lave i oktober og november.
TIPS OG TRICKS TIL SALAT MED GRÆSKAR
- Man kan udskifte de forskellige elementer i opskriften og stadigt bruge den samme opskrift. Salaten smager fx dejligt med sød kartoffel i stedet for græskar og med spinat eller grønkål istedet for rucola. På samme måde kan du erstatte valnødder med hasselnødder, ristede græskarkerner eller pekannødder (det klassiske amerikanske valg).
- Hvis jeg har lavet brombæreddike bruger jeg meget gerne lidt af den i dressingen. Jeg synes det passer så smukt til smagen af efterår.
- Salaten kan selvfølgelig suppleres op med andre ting der passer til. Nogle synes fx at det er lidt mærkeligt at spise en salat som hovedemåltid, men med lidt ristet bacon eller parmaskinke er der ingen der finder på at klage. Jeg har også set salaten med kylling og granatæble, men må indrømme at jeg bedre kan lide den mere klassiske version.

Opskrift på salat med hokkaido græskar, rucola, feta og valnødder
Ingredienser
Salat med bagt hokkaido græskar
- 1 lille hokkaido græskar - kan erstattes af andre græskar eller af sød kartoffel.
- 100 g rucola - kan erstattes eller suppleres med spinat eller grønkål
- 70 g feta - meget gerne kirks gedefeta
- 50 g valnødder
Til bagning af græskar
- 1 spsk olivenolie
- salt og friskkværnet peber
Dressing til salaten
- 3 spsk olivenolie
- 2 spsk god balsamico
- 1 spsk ahornsirup - kan erstattes af flydende honning
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Bagt græskar
- Tænd ovnen på 200 C.
- Put olie, salt og peber i en skål og rør let sammen. Dette skal bruges til at give græskarstykkerne et let lag olie.
- Vask dit græskar. Dette er vigtigt for at undgå at få jord og bakterier ind i græskarkødet.
- Skær dit græskar igennem så du får to halvdele. Det kræver en god tung køkkenkniv og nogle kræfter. Skrab kernerne og snasket ud med en ske.
- Læg det halve græskar på skærefladen og skær skallen af. Gentag med den anden halvdel.
- Skær græskarkødet i ensartede firkantede stykker på ca 3 cm længde. Put stykkerne op i skålen efterhånden som de er klar.
- Vend græskarstykkerne rundt og rundt et par gange i olien til de er ensartet dækket.
- Læg et stykke bagepapir på en bageplade og hæld græskarstykkerne ud på pladen. Sørg for at græskarstykkerne ligger i ét lag.
- Sæt pladen i ovnen og lad græskaret bage i 20 minuter. Tag pladen ud og vend græskarstykkerne om med en paletkniv. Sæt pladen tilbage i ovnen og giv græskarstykkerne 6-10 minutter (afhænger af dine græskarstykker og din ovn). De færdigbagte græskarstykker skal være gyldne og møre, men ikke slatne og overbagte. Hold øje!
- Tag de færdige græskarstykker ud og lad dem køle af. Hvis det skal gå stærkt kan du flytte bagepapiret med græskarstykkerne over på en bagerist. Her kan de køle af på godt og vel 10 minutter. Har du bedre tid lader du bare pladen stå på komfuret.
Salat
- Mens græskarstykkerne køler af skyller du salaten og fordeler den ud på et flot fladt fad.
Dressing
- Gør også dressingen klar ved at putte alle ingredienserne i et glas med låg og ryste det godt. Smag på dressingen med et stykke græskar. Smager den godt eller skal den justeres med mere syre fra eddike eller mere salt og peber?
Salat med bagt græskar, rucola, feta og valnødder.
- Når græskarstykkerne er kølet af fordeler du dem ud over rucola salaten. Smuldre herefter fetaen ud over og slut af med valnødder. Undgå at rode for meget rundt i salaten. Hæld dressingen ud over salaten i sidste øjeblik inden serveringen.
Noter
SE MIT HELT NYE TEMA MED SALATOPSKRIFTER HER. DET ER ET TEMA JEG GLÆDER MIG MEGET TIL AT UDBYGGE
GemGem
GemGem
spændende side – bange for “den bliver væk” for mig. derfor tilmelder jeg mig besked om nye indlæg, så er der sikkert et link i mailen. Der er så meget spændende jeg gerne vil gå på opdagelse i hen ad vejen og når bedre tid / inspiration mm
mvh
britt
Kære Britt
Sikken dejlig besked! Jeg blev virkelig glad for at du synes at min lille madblog er spændende og håber jeg også fremover kan skrive opskrifter der kan inspirerer dig i dit køkken. Jeg blogger som oftest meget sæson nært og med en fast struktur sådan at de kommer en til to nye opskrifter om ugen og en madplan om søndagen. Når du abonnerer på mails kommer der en mail når der sker noget nyt på bloggen. Lige i disse dage arbejder jeg på en ny type mails der gerne skulle være mere inspirerende end de automatiske der bliver udsendt nu. Om alt går godt i bloggens maskin rum skulle jeg gerne være klar med den nye type mails fra næste uge.
Spørg endelig hvis der er noget der er uklart. Jeg bliver selvfølgelig også altid vildt glad for en kommentar hvis du er glad for en opskrift. ❤️
Hav en dejlig uge