• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Marinas mad

Opskrifter fra mit årstidskøkken

  • Opskrifter
  • Mormor mad
  • Madplaner
  • Varme hveder

Vafler: nemme, søde og sprøde hjertevafler

2020-03-25 by Marina 7 kommentarer

Pin
Share
Email
Gå til opskrift Udskriv
Opskrift på vafler

Hjertevafler er noget af det dejligste og her får du vores yndlings opskrift på en vaffeldej, der giver ualmindeligt skønne og sprøde vafler.

Lækre søde vafler opskrift på hjertevafler
De sprøde søde hjertevafler kan spises på mange dejlige måder. Her med friske bær og flødeskum.

DE DEJLIGSTE SPRØDE HJERTEVAFLER

Det er ikke nogen hemmelighed at vi i vores familie er ret glade for de skønne dessert klassikere fra mormorkøknet. Vi elsker æbleskiver, pandekager og lækre sprøde hjertevafler. I alle tilfældene er det hyggelige desserter vi har lavet så ofte at vi over årene har haft rig lejlighed til at eksperimenter og forbedre opskrifterne og på den måde nå frem til vores helt egne familieopskrifter. Opskrifterne på pandekager og æbleskiver bliver nu lavet i rigtigt mange andre hjem end vores eget og det gør mig simpelthen så glad at give lidt af vores familiehygge videre.

I dag er turen så kommet til vores dejlige opskrift på sprøde hjertevafler og lad det være sagt med det samme: Vi elsker dem med hjertet. Desuden har vores gæster altid rost dem for at være ualmindeligt lækre, smagfulde og stadigt sprøde. Det er derfor en opskrift jeg er stolt af at give videre og som jeg håber finder en plads i din families køkken.

Sprøde hjertevafler
Som oftest spiser vi de sprøde hjertevafler sådan her: enkeltvis og med lidt flormelis og syltetøj.

TRADITIONEN MED VAFLER

Vafler af forskellig slags har en meget lang kulturhistorie. De stammer helt tilbage til tiden inden brændekomfuret og det geniale er jo at de kunne bages i vaffeljern der kunne varmes i ildstedets gløder. Derfor var vafler med forskellige mønstre udbredte i Nordeuropa bla i Norden, England, Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig. Vafler kendes helt tilbage til 1200 tallets Frankrig og den første trykte opskrift på dansk er fra 1648.

De lækre vafler overlevede transformationen til brændekomfuret i slutningen af 1800 tallet og bages stadigt med meget stor glæde i mange danske hjem. Faktisk har vaflerne de sidste år fået en meget stor opblomstring og er gået fra de søde vafler, der oftest bages mest i juletiden og til noget der hygges med året rundt. Desuden er der opstået en begejstring for de såkaldte “madvafler” der ikke er søde.

Vafler en lækker opskrift på sprøde vafler
Sprøde vafler med friske bær. En skøn sommerspise.

MIN OPSKRIFT PÅ VAFLER

Det er oplagt at med så lang kultur historie vil der også være utallige forskellige opskrifter på vafler. Her får du min opskrift som vi elsker. Jeg ved med sikkerhed at den er videreudviklet fra en opskrift, der engang fulgte med et vaffeljern, men jeg har glemt hvilket da jeg nu efterhånden har haft fire forskellige. Desuden ved jeg at jeg gradvis har ændret på opskriften så den ikke længere er identisk med den oprindelige.

Min opskrift er hævet med bagepulver sådan som det idag er almindeligt når man bager søde vafler. Det er søde og ret mættende vafler.

Vaffeljern til sprøde vafler
Dit vaffeljern er afgørende for sprøde vafler. Her er mit som jeg er meget glad for. Bemærk at temperaturen skal lidt højere op for at få vafler som dem på billederne.

SÅDAN FÅR DU SPRØDE VAFLER

Der findes mange trick til at få sprøde vafler og nogle af dem går detsværre ret meget ud over smagen. Denne opskrift på vaffeldej giver dejligt sprøde vafler uden at gå på kompromis med smagen. Jeg vil ikke spise vafler, der ikke smager godt, hellere ikke selvom de knaser nok så fint.

Opskrift på vaffeldej

Der er to trick det er vigtige hvis du vil have sprøde vafler med min opskrift:

For det første er vaffeljernet helt afgørende. Normalt er jeg ikke meget for at tillægge udstyr større værdi end opskrifter, men når det kommer til vafler kan man simpelthen ikke lave sprøde vafler på et dårligt vaffeljern. Hvis du har prøvet mange opskrifter på vafler og ingen af dem vil blive sprøde er det måske dit vaffeljern den er gal med. Jeg har haft fire. Det første var super godt til det ikke gad mere, nummer to var ok, men ikke fantastisk og blev erstattet af nummer tre, der var elendigt. Mit fjerde vaffeljern høre til i den lidt dyre ende, men er simpelthen det bedste jeg nogensinde har haft og alle pengene værd.

Trick til sprøde vafler

Det andet helt vigtige trick hvis du vil have sprøde vafler er at du aldrig må lægge dem oven på hinanden. Så bliver de nemlig bløde og derfor har jeg også på billederne modstået fristelsen til at lave de ellers lækre billeder hvor vaflerne ligger i en stak. Det går ikke! Sprøde vafler skal ikke ligge i stakke. De skal servers enkeltvis, stadigt lune efter et kort hvil på en afkølingsrist. Når de skal på afkølingsrist er det fordi dampen fra den varme vaffel kan gøre vaflen blød hvis du lægger den direkte på tallerknen.

Vafler med is og chokoladesovs
Vaffel med is og chokoladesovs. Du finder den nemme opskrift på chokoladesovs her.

TILBEHØR TIL VAFLER

Vafler kan faktisk spises som de er helt uden tilbehør, simpelthen fordi de smager så godt! De fleste vil dog gerne have lidt tilbehør og det helt klassiske her er lidt flormelis og syltetøj.

Andre gode og populære serveringer er med flødeskum og friske bær eller med is og chokoladesovs. Vi er vilde med alle mulighederne, men uanset hvilken du vælger skal du huske først at komme tilbehøret på umiddelbart inden du spiser vaflen.

Sådan laver du sprøde hjertevafler

SÆSON

Man kan spise vafler hele året, selvom højsæsonen i Danmark er i juletiden. Den 25. marts er vaffeldag en meget gammel tradition, der fejre foråret og det faktum at hønsene nu igen begynder at lægge mange æg.

TIPS OG TRICKS TIL VAFLER

Læs mine vigtigste tricks til sprøde vafler længere oppe i indlægget.

*

En vaffeldej skal behandles som en pandekagedej. Det vil sige at den ikke må overpiskes. Det er allerbedst hvis du kan røre dejen sammen med et piskeris, men ellers må du være forsigtig med din elpisker.

*

Dejen er krydret med vaniljesukker, men du kan selvfølgelig tilføje andre krydderier hvis du synes. Jeg bruger vaniljesukker fremfor ægte vanilje i denne opskrift fordi vanilje er en dyr og vaskeligt fremstillet råvarer som skal anvendes med respekt og steder hvor man virkelig kan smage den ægte vanilje. Det synes jeg ikke man kan i tilstrækkelig grad i vafler og derfor er vaniljesukker et udemærket valg.

*

Vaflerne bliver sprøde i de øjeblikke de ligger på afkølingsristen. Hvis du gerne vil kunne bøje dem som på billederne med flødeskum og bær, gør du det at du nænsomt folder dem mens de køler ned. Bare et øjeblik, det er nok!

SVÆRHEDSGRAD – HER SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM

Hvis du har et godt vaffeljern er det let at bage skønne sprøde vafler. Vil dit vaffeljern ikke samarbejde er det på tide at se sig om efter et nyt. Undlad at overpiske dejen og overhold rækkefølgen på ingredienser så smørret tilsættes til sidst.

Sprøde vafler opskrift

Opskrift på sprøde søde vafler

Vi elsker hjertevafler og her er vores favorit opskrift på vaffeldej. Dejen giver sprøde, skønne hjertevafler perfekte til at samle familien og vennerne til en hyggelige vaffelfest.
Det er nemt at lave vaffeldejen men da dejen helst skal hvile vil jeg anbefale at starte ca. 40 minutter inden du vil begynde at bage vaflerne.
Mængden af færdige vafler afhænger af dit vaffeljern. Hver person kan ca spise 1-2 vafler lidt afhængigt af hvad du server sammen med hjertevaflerne. Server dem i hjerter hvor flere kan dele én vaffel, eller server dem med fyld.
4.34 fra 48 stemmer
Udskriv
Forb. tid 7 min
Tilb. tid 3 min
Anbefalet hviletid mindst 30 min
Samlet tid 10 min
Antal 10 store vafler

Ingredienser

  • 150 g smør
  • 400 g hvedemel
  • 150 g rørsukker - (kan erstattes af almindeligt hvidt sukker)
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1 nip salt
  • 2 tsk bagepulver
  • 4 æg
  • 7 dl sødmælk - (kan erstattes af letmælk eller minimælk)

Sådan gør du
 

Vaffeldej

  • Smelt smøret og stil det til afkøling.
    TIP: Jeg smelter mit smør i en målekande i microovnen.
  • Bland hvedemel, rørsukker og vaniljesukker, salt og bagepulver i en skål.
  • Tilsæt æg og mælk og rør det hele godt sammen.
  • Tilsæt det let afkølede smør og rør sammen.
  • Sæt vaffeldejen i køleskabet i 30 minutter.
    TIP: Vaffeldejen kan sagtens laves dagen i forvejen, men så er det bedst at vente med at tilsætte bagepulver. Sigt det ned i dejen gennem en fintmasket sigte og rør godt rundt så det ikke klumber.

Hjertevafler

  • Varm dit vaffeljern godt op og bag vaflerne til de er sprøde og gyldne. Løft dem straks over på en afkølingsrist og lad dem ligge et øjeblik her hvor de vil blive mere sprøde.

Servering

  • Spis vaflerne straks med flormelis og syltetøj eller med flødeskum og friske bær. Chokoladesovs og is er også lækkert!
    TIP: Hvis du bager flere vafler af gangen er det vigtigt at vaflerne ikke ligger i en stak for så bliver de bløde. Lad dem i stedet ligge på en rist til de bliver spist.

Noter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA
Dette er min egen opskrift, videreudviklet fra en opskrift der engang fulgte med et vaffeljern. 
KOM PÅ FORKANT
Vaffeldejen kan sagtens laves dagen før. De færdige vafler bør spises med det sammen.
HVAD GØR DU VED RESTERNE
Vaffeldejen kan gemmes i køleskabet i op til et døgn. De færdige vafler kan fryses men jeg synes de er langt bedre friskbagte. Bag dem lidt af gangen så det passer!
HAR DU BAGT VAFLER EFTER MIN OPSKRIFT?
Så vil jeg meget gerne høre fra dig. Det betyder meget for mig når mine opskrifter bliver brugt og jeg værdsætter alle kommentarer og alle de mennesker der giver sig tid til at bedømme mine opskrifter med stjerner.
Del gerne et billede på InstagramNævn @marinas_mad eller tag #marinas_mad. Jeg deler hver uge billeder i stories og bliver så glad når jeg kan se mine opskrifter i brug.

Lige nu på Instagram. Klik og læs med:

PÅSKE LEGE 🐣 🐥

DERFOR ER DIN MENING VIGTIG

Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester dem før jeg deler. Alligevel er det jo først når du bruger opskriften i dit køkken at jeg for alvor kan vide om opskriften virker.

Derfor vil jeg rigtigt gerne høre fra dig!

Du er altid velkommen til at skrive en kommentar og jeg har stort udbytte af dine erfaringer når jeg udvikler og reviderer opskrifter. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.

Bloggen har også et stjernesystem hvor du kan rate opskrifterne. Jeg er ikke tilhænger af at alt skal rates hele tiden, men det giver faktisk mening med opskrifter at man kan se om andre bruger dem og er glade for dem. Derfor bliver jeg virkelig glad hvis du vil bruge et øjeblik på at vurderer opskriften ved at trykke på det antal stjerner du synes den fortjener.

På forhånd MANGE TAK!

SERVER FX VAFLERNE MED CHOKOLADESOVS

Lækre sprøde vafler med chokoladesovs
Opskrift på
NEM CHOKOLADESOVS
-Så nemt og lækkert

MERE SULTEN EFTER DANSKE DESSERTER?

Opskrift på danske dessert pandekager.
Opskrift på
PANDEKAGER
Mormors lækre dessert pandekager vækker altid lykke.
Opskrift på lækre runde æbleskiver
Opskrift på
ÆBLESKIVER
Nem og virkelig dejlig opskrift på runde lækre æbleskiver
Danske opskrifter. Mormor mad.
HELE MIT TEMA MED MORMORS BEDSTE OPSKRIFTER
Scroll ned for at finde desserterne
Pin
Share
Email

Skrevet i: Dessert, Julemad, Opskrift, Vafler Tags: Dessert, hjertevafler, julemad, Mormormad, vafler

Previous Post: « Dejlig mad til usædvanlige martsdage
Next Post: Mad til de første april dage »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Henriette Dahlmann skriver

    2020-07-31 kl. 12:58

    Er det rigtig at vaffelerne dejen er meget tynd?

    Svar
    • Marina skriver

      2020-07-31 kl. 13:29

      Hej Henriette

      Det synes jeg ikke.

      Håber de blev gode alligevel

      Svar
    • Marina skriver

      2020-08-01 kl. 11:19

      Hej igen Henriette

      Beklager hvis mit svar blev lidt for kort i går. Jeg var midt i noget andet og fik ikke svaret tilstrækkeligt detaljeret.

      Jeg synes som sagt ikke at vaffeldejen er tynd, men det kommer jo dels an på hvad du sammenligner med og dels på om du vurderer den før den har hvilet i køleskabet.

      Hvis du plejer at have en meget tyk vaffeldej (fx med stiftpiskede æggehvider eller flødeskum) vil denne vaffeldej måske virke tynd i forhold til. Men jeg synes den er fin tyk selvom den er flydende hvis det giver mening. Jeg foretrækker iøvrigt en flydende dej fordi den kan løbe bedre ud i vaffeljernet.

      Desuden er det muligt du spurgte inden vaffeldejen havde fået lov at hvile i køleskabet. Der kan den rigtigt nok godt virke en smule tynd, men den bliver tykkere i hviletiden. Det tror jeg jeg skal have skrevet ind i opskriften så tak fordi du spurgte.

      Håber stadigt at du blev glad for vaflerne. Vi er vilde med dem!

      Mange sommerhilsner

      Marina

      Svar
  2. Marianne skriver

    2021-03-07 kl. 12:51

    Hej
    Har bagt hjertevafler efter din opskrift, de blev lette og gode selvom de stadig var bløde og de blev lagt enkeltvis på risten. Mit vaffeljern er af mærket wilfa og blev bagt på tallet 7 højeste varme har du en ide om hvad jeg skal gøre næste gang så de bliver sprøde ? Hvad model er det du bruger ?

    Svar
    • Marina skriver

      2021-03-09 kl. 10:57

      Hej Marianne

      Dejligt at I kunne lide vaflerne. Jeg oplever dem altid som super sprøde og de får altid ros, men det er også min erfaring at vafler afhænger utroligt meget af vaffeljernet. Jeg er utroligt glad for mit vaffeljern som er et Bell fra Wilfa. Det vinder alverdens tests og er det bedste jeg har haft men jeg syntes også at vaffeldejen var god på de vaffeljern jeg havde før, bare ikke helt så sprøde. Jeg har engang haft et dobbeltjern og her var det faktisk kun det ene jern der kunne lave sprøde vafler så selv inden for det samme mærke kan der være forskel.

      Mange varme forårshilsner

      Marina

      Svar
  3. Cornelia skriver

    2021-04-09 kl. 9:15

    Hej.
    Lækker vafler 😊
    Tak for opskrift!

    Mvh Cornelia

    Svar
    • Marina skriver

      2021-04-09 kl. 10:54

      Hej Cornelia

      Hvor er jeg bare glad for at høre det. Vi er selv så utroligt glade for den opskrift så det er dejligt at høre vaflerne også vækker glæde hos dig.

      God weekend og godt forår

      Marina

      Svar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Primær Sidebar

VELKOMMEN TIL MIT ÅRSTIDSKØKKEN

Her på Marinas Mad deler jeg ud af mine yndlingsopskrifter på dejlig hverdagsmad. Jeg tror det er vigtigt at spise både til helbredet og humøret og deler alle slags opskrifter fra de super sunde til de syndigt dejlige. Velkommen.

Varme hveder til store bededag

Opskrift på varme hveder

Min opskrift på skønne hveder er med omhyggelige DIY fotos og masser af gode tips

Sæson for ramsløg

Opskrift på ramsløgspesto

Min opskrift på ramsløgspesto er med hasselnødder og får meget ros for at have en afbalanceret og dejlig smag.

Opskrift på ramsløgssmør

Ramsløgssmør er fantastisk til brød, til grillmad og til at stege forårsgrøntsager. Få den nemme opskrift her

Fiskefrikadeller

Opskrift på Fiskefrikadeller

Min bedste opskrift på dejlige gammeldags fiskefrikadeller.

SØG I ALLE INDLÆG

FÅ NYT FRA MARINAS MAD

Marinas Mail

Få det hele med! Hver søndag formiddag udsender jeg et nyhedsbrev. Foruden besked om nyt indhold på bloggen får du fx køkkentips, liste med danske mærkedage og årstidsrelevant råvarer information.

HER SKER NOGET NYT

Jeg tester og reviderer bloggens opskrifter løbene.  Nedenfor kan du se de senest opskrifter jeg har tilføjet nye fif.

Opskrift på lasagnesuppe

Min opskrift på lasagnesuppe er nu opdateret med meget omhyggelige DIY billeder og en lidt mere børnevenlig beskrivelse. Tanken er at min datter og andre børn selv skal kunne lave suppen.

Opskrift på gammeldags frikadeller

Min populære opskrift på gammeldags frikadeller er gennem redigeret med masser af DIY billeder. Få alle mine tips og tricks.

Min bedste opskrift på hjemmelavede pommes frites

Min populære opskrift på super lækre, sprøde ovn pomfritter har fået DIY billeder og lidt flere tricks.

Glasur til småkager

Min populære opskrift på glasur til småkager er opdateret med DIY billeder og masser af gode små tips.

Opskrift på gastrik

Gastrik er den rene sovsmagi og dejligt nemt at lave selv. Få alle mine tips i den nemme opskrift der har fået lidt mere tekst og et nyt billede.

Copyright på billeder, tekst og opskrifter Marina Starcke 2019. Del venligst ikke indhold uden tilladelse.