
De smukke vagtelæg er perfekte på påskebordet og når de som her serveres med den dejlige grønne dukkah krydderiblanding er de den dejligste lille hapser.

VAGTELÆG PÅ PÅSKEBORDET
På påskebordet må der aldrig mangle æg og det er sådan set lige meget om det er en påskebrunch, en påskefrokost eller en påskemiddag. Der skal bare være fine æg, der repræsenter foråret og ny begyndelse.
Et af de fineste æg man kan bruge er de smukke vagtelæg. Vagtelen er en lille fin fugl i familie med fasanen og den ligger altså de smukkeste prikkede miniæg, der er perfekte som pynt og nydelse på påskebordet.
Vagtelæg smager sådan set næsten lige som almindelige hønseæg omend blommen har en lidt kraftigere smag. Derfor har jeg altid syntes at de skal bruges sådan at man kan se at det er vagtelæg. Det giver for mig at se ikke meget mening at lave dem til røræg eller finthakke dem. Jeg vil gerne have dem hele eller halve i salater og supper, men jeg vil faktisk allerhelst server dem sådan at man kan se den smukke prikkede skal og derfor kan jeg godt lide når gæsterne selv skal pille dem ved bordet. Jeg synes faktisk også at det er vildt hyggeligt at have sådan en lille opgave.

Til min påskemiddag har jeg i år valgt at server vagtelæggene med den dejlige grønne dukkah. Jeg har selvfølgelig valgt den grønne variant, fordi den smager dejligt, men også pga den fine forårsgrønne farve.
Til servering kan man fx. vælge at server en hel skål med vagtelæg omgivet af en tallerken med dukkah. Det er en fin lille appetizer som gæsterne kan spise fx. med velkomstdrinks, mens de venter på at gå til bordet. Det er iøvrigt også en servering man kan bruge både til påskebrunch og påskefrokost hvor vagtelæggene så bare kan være et smukt indslag blandt de andre retter på bordet. En anden mulighed er at bruge vagtelæggene som en del af bordpynten og server dem som en lille bitte haps på hver tallerken.

AMUSE BOUCHE: SMÅHAPSERE TIL AT VÆKKE APPETITTEN
Når jeg spiser på bedre restauranter er en af mine yndlingsting altid de små fine “amuse-bouche”, små miniforretter som man får før måltidet starter og som er perfekte at hygge sig med, mens man venter på den første rigtige servering. Jeg ved jo godt de små amuse serveringer kommer, men jeg føler det alligevel altid som en gave.
Der er i princippet ikke så meget forskel på det vi danskere kalder hapsere og så amuse bouche, men der er nok en tendens til at der er lidt mere gimmick over amuse serveringerne. De må gerne være sådan lidt sjove eller skævt tænkt, mens hapser bare skal smage godt og være nemme at spise.

Fordi jeg nu er så glad for amuse bouche er jeg også begyndt at tænke dem ind i mine egne mere ydmyge hjemlige middage. Jeg synes det er vildt fint når man får den slags små hapsere inden det egentlige måltid. Samtidigt skal man selvfølgelig bare huske på at man sjældent har tid til at lave helt så avancerede småretter derhjemme. Derfor prøver jeg at finde på små nemme løsninger, der alligvel giver et sjovt og lækkert resultat.
I år får du tre af den slags små forrets ideer op mod påske. Dagens ide er selvfølgelig den allernemmeste fordi du sådan set bare skal lave grøn dukkah og koge vagtelæg. Alligvel synes jeg er en påskefin og hyggelig lille servering som er en fin start på påskefrokosten.

SÆSON
Dette er en lille nem idé til påskebordet.
TIPS OG TRICKS TIL VAGTELÆG MED DUKKAH
- Læs om dukkah i dette tema indlæg. Du kan selvfølgelig også bruge en af de andre varianter hvis du har mere lyst til det.
- Hvis du ikke har lyst til at lave din egen hjemmelavede dukkah kan du købe en lille dåse i supermarket. Så vil jeg anbefale servering i de små skåle da kg. prisen er høj. Findes i store supermarkeder ved krydderierne.
- Vagtelæg finder du i de store supermarkeder, typisk omkring de andre æg.
- Det er nemmest at pille vagtelæg fra den buttede side. Slå ægget let mod bordet og pil den fine skal af.
- Husk at sætte en lille skål frem som gæsterne kan bruge til æggeskallerne.

Opskrift på kogte vagtelæg
Ingredienser
- 12 Vagtelæg
- Salt
Sådan gør du
- Kom vagtelæggene i koldt vand tilsat salt og kog op. Når vandet koger lader du æggene koge i ca 2 minutter for blødkogte æg og ca 4 minutter for hårdkogte æg.
- Skyl de kogte vagtelæg under koldt vand og lad dem køle af.
Noter

OPSKRIFT PÅ GRØN DUKKAH
Ingredienser
NØDDER OG KRYDDERIER TIL HJEMMELAVET GRØN DUKKAH
- 25 g mandler
- 25 g hasselnødder
- 25 g usaltede pistacienødder
- 50 g sesamfrø - (det ser pænt ud med hvide)
- 1/2 spsk. fennikelfrø
- 1/2 spsk. tørret mynte - (gerne marrokansk der smager af noget)
- 1 tsk. salt - (eller efter smag)
- friskkværnet peber - (efter smag)
Sådan gør du
SÅDAN LAVER DU HJEMMELAVET GRØN DUKKAH
- Varm ovnen op til 200 C jævn varme.
RIST NØDDER OG FENIKEL FRØ
- Hæld hasselnødderne ud på en lille bradepande eller lignene. Hæld mandler og pistacienødder ud på en anden. Sæt nødderne i ovnen og bag hasselnødderne i ca. 5-8 minutter til de er ristede og skallen let kan gnides af. Giv mandler og pistacienødder ca 7 minutter. TIP: Hold hasselnødderne adskilt fra de andre nødder så du kan gnide skinnet af dem om lidt.
- Put hasselnødderne i et rent viskestykke og gnub dem godt så de brune skaller løsnes og falder af. Kasserer skallerne og læg alle nødderne til afkøling.TIP: Der brune skind der bliver siddende på hasselnødderne er ikke noget problem så længe du har fået det meste gnubbet af.
- Rist sesamfrøene i nogle minutter på en tør pande til de er let ristede. Ryst panden af og til så de ikke brænder på. Hæld dem fra panden over på en kold tallerken til afkøling.
- Rist fennikelfrø et minut eller to på panden. Hæld i en skål til afkøling.
HJEMMELAVET GRØN DUKKAH
- Put de tre slags nødder i din minihakker og hak dem til de har fået en konsistens hvor noget er fint hakket mens der stadigt er ret grove nøddestykker imellem.
- Hæld de hakkede nødder over i en skål hvor du har god plads til at lave hele blandingen.
- Hæld ca 1/3 af de let ristede sesamfrø i skålen. Put resten af sesamfrøene i minihakkeren sammen med fennikelfrø. Hak til sesamfrø og krydderi er godt hakket. Tilsæt til skålen.
- Tilsæt salt, tørret mynte og friskkværnet peber.
- Bland det hele godt sammen og smag til med mere salt, peber og eventuelt andre krydderier.
Skriv et svar