
Her får du min opskrift på varme hveder, der er et hit år efter år. Mine varme hveder er helt traditionelle, sprøde udenpå og bløde indeni med skøn smag af kardemomme. De ualmindeligt skønne og bløde hvedeknopper er nemme at bage og du får masser af tips og tricks i opskriften.

VARME HVEDER AFTENEN FØR STOR BEDEDAG
Mit madhjerte banker for alle de danske højtider og for de der dejlige måltider som man kun laver til særlige anledninger. Netop sådan en ting er de varme hveder, der traditionelt spises aftenen før Store bededag. Sådan har man gjort i generationer og det siger meget om denne særlige bolles kvaliteter at den har overlevet tidernes skiften.
Oprindeligt var Store bededag en meget strengt håndhævet helligdag hvor man kun skulle bede og hverken måtte arbejde, lege eller rejse. Derfor opfandt bagerne hvedeknopperne. Hvedeknopperne er en særlige knap færdig bolle, der dagen efter kan ristes til perfektion og serveres som varme hveder uden at bryde arbejdesforbudet. At hvedeknopperne desuden var bagt af det luksuriøse hvide hvedemel har kun højnet dens popularitet. Med tiden fandt det københavske borgerskab på den tradition at man aftenen inden Store bededag gik tur på Voldene og kom hjem til te og varme hveder. Det var faktisk så hyggelig en tradition at den langsomt spredte sig ud over landet og i dag foregår hvedespiseriet derfor aftenen inden Store bededag.

VARME HVEDER OG HVEDEKNOPPER. HVAD ER FORSKELLEN?
Der opstår nogle gange lidt forvirring omkring begreberne når det kommer til hveder, men faktisk er det ret enkelt.
De boller man bager når man vil lave varme hveder hedder “hvedeknopper”. Når de flækkes og ristes kaldes de “Varme hveder”.
Kunne vi så ikke bare kalde det en ristet bolle og slippe for al forviringen spørg du måske? Og det kunne man jo godt, men hvedeknopperne er bagt på en særlig måde sådan at man sikre at de færdige hveder bliver særligt bløde, luftige og lækre. Det er altså lige lidt bedre end en almindelig ristet boller, selvom det også er godt.

VARME HVEDER TIL AFTENSMAD MED DEJLIGT TILBEHØR
I min familie har det altid været tradition at spise varme hveder som aftensmad med pålæg og lækre oste. Selvfølgelig ledsaget af dampende varm te. Det gjorde man i mine forældres barndomshjem og det gjorde vi da jeg var barn. Det er en tradition jeg har taget med ind i min egen familie og i dag er det en aften vi glæder os til hele året. Vi dækker bordet fint med forårsblomster og tændte stearinlys og nyder de knasende lækre hveder sammen.

BLØDE, LUFTIGE HVEDER
I min køkkenverden skal en hvede være bagt sådan at selve hvedeknoppen er helt blød og luftig. Derfor er opskriften fyldt med små tricks, der skal sikre dig de allermest luftige og lækre hvedeknopper.
Alligevel er opskriften helt enkel, hurtig og nem at bage for det er ikke spor svært at bage de traditionelle varme hveder når man bare kender fremgangsmåden og et par nemme tricks.
Mine luftige hveder er som sagt helt traditionelle og derfor ikke særligt sunde med groft mel, surdej eller andet. Jeg holder meget af langtidshævning og groft mel, men ikke i mine hveder. En hvede skal i min verden være let og luftig som brød kun kan blive det hvis det er hurtigt hævet og bagt af rent hvedemel.
Der kommer derfor aldrig syv slags opskrifter på hveder her på bloggen. Du får én og kun én opskrift, fordi det er de hveder jeg selv bager!

MINE TRICKS TIL DE BEDSTE HVEDER
Opskriften er fyldt med små tricks og tips, men du får lige billeder til et par af de vigtigste. Jeg er nemlig blevet bedt om jeg ikke godt kan dele nogle DIY billeder og derfor sidder jeg her på selve store bededag og deler nye billeder til opskriften.

I opskriften bruges revet koldt smør. Der skal selvfølgelig smør i hveder. Det er vigtigt for smagen og virkeligt vigtigt når man gerne vil have en bolle der ristes til lækker perfektion. I mange andre opskrifter vil du se at der bruges smeltet smør. Det bruger jeg stort set aldrig i mine opskrifter for koldt smør giver meget bedre bagværk. Hvis du har et skarpt rivejern kan smørret rives direkte i dejen. Ellers må du smuldre det med fingrene.

Varme hveder bages med en særlig teknik hvor bollerne stilles tæt i en bradepande og under hævningen og bagningen hæver sammen. Det sikre den bløde og luftige kerne. Jeg har taget nye billeder så man kan se hvor tæt bollerne skal stå i formen og hvordan de efterhånden hæver sammen når de står under det let fugtige viskestykke og hæver.

Man skal kikke lidt på sin form og tænke over præcis hvor mange boller man skal lave. I opskriften står der fx 16 boller men i denne form er der plads til 15. Så tilpasse jeg bare lidt!

Hvedeknopperne skal være færdigbagte så de ikke er klæge, men de må endelig ikke få for meget for det er hele særkendet ved hvedeknopperne at det er boller der er bagt til at riste. Bager man dem for længe bliver de derfor kedelige når de bliver ristet. Måler du temperaturen midt i en bolle skal den være på ca 98 C.

Når bollerne stilles til afkøling lader jeg dem være i bageformen i de første 15 minutter, overdækket med et rent viskestykke. Herefter lader jeg dem køle af på en bagerist. Dette er med til at sikre saftige boller, der ikke bliver tørre og at hvedeknopperne er helt bløde.

SÆSON
Varme hveder skal traditionen tro spises aftenen inden Store bededag. Alligevel sælger butikkerne dem typisk også i ugerne op til Store Bededag.
FLERE SMÅ TIPS OG TRICKS TIL VARME HVEDER
Læs de vigtigste tips med billeder til illustration højere oppe og i selve opskriften.
Bollerne kan koldhæves hvis man synes. I så fald reduceres gærmængden og dejen stilles i køleskabet. Imidlertid får man et andet resultat hvis man koldhæver. Som alle koldhævede deje vil brødet få en anden smag og strukturen vil også være anderledes. Den helt rigtige traditionelle hvedeknop er hurtigt hævet hvedebrød med kardemomme. Iøvrigt kan man sagtens bage hvedeknopperne dagen før så de er lige klar til at flække og riste på dagen.
De varme hveder bliver bedst hvis de ristes i ovnen. Kun der får de den helt rigtige sprøde overflade hele vejen rundt. Imidlertid kan man godt riste dem på brødrister hvis man bare skal hyggespise en enkelt eller to.
Vi bruger de varme hveder som aftensmad serveret med pålæg og gode oste. Iøvrigt elsker vi at hyggespise varme hveder dagen efter. Hvis din familietradition er anderledes skal du måske bage en mindre portion. Du tilpasser nemt mængden i opskriften. Husk at dit fad også skal passe.
SVÆRHEDSGRAD – HER SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM
Jeg synes det er nemt at bage varme hveder, men du skal selvfølgelig være god til at ælte en bolledej og forme boller. Kast dig ud i det og prøv!

Opskrift på luftige og lækre varme hveder
Ingredienser
- 4 dl vand
- 25 g gær
- 2 æg
- 1 tsk fint salt - (måske lidt mere hvis du er glad for saltet brød)
- 2 spsk rørsukker - (kan erstattes af hvidt sukker)
- 2 tsk kardemomme
- 750 g hvedemel - (Sådan ca. Start med at holde ca 50 g tilbage hvis du håndælter. Det er muligt du skal bruge en smule mere eller mindre. Den nøjagtige mængde afhænger af dit mel, størrelsen på æggene og luftfugtigheden)
- 75 g smør
Sådan gør du
Dej til hvedeknopper
- Hæld vand i en skål, smuldre gæren ned i vandet og rør med en gaffel til den er opløst.
- Tilsæt salt, sukker, kardemomme og æg. Rør det sammen.
- Tilsæt mel og riv smøret ud over. TIP: Har du ikke et rivejern der er skarpt nok til at rive koldt smør kan du istedet smuldre blødt smør ind i melet med fingrene.
- Rør dejen sammen. Når dejen er sammenhængene skal den æltes enten på maskine på lav hastighed eller grundigt på et meldrysset bord. Ælt til dejen er lækker og slipper hænderne/redskaberne. Dejen skal have et lidt blankt skær. TIP: Det er vigtigt ikke at få for meget mel ind i dejen, selvom det kan være fristende når man håndælter. Brød der tilsættes for meget mel bliver tørt og kedeligt. Det er muligt du skal bruge en andelse mere mel selvom du ælter på maskine. Tilsæt en spsk af gangen til dejen samler sig om æltekrogen.
- Stil dejen til hævning i en stor skål med låg. TIP: Med låget undgår du at dejen tørre ud. Har du ikke en stor skål med låg kan du filme din skål.
- Dejen skal hæve til dobbelt størrelse. Det tager ca 1 time lidt afhængigt af temperaturen.
Hvedeknopper
- Tænd ovnen på 200 C (varmluft).TIP: Det er godt at bage med damp. Stil eventuelt et lille støbejerns fad ind i bunden af ovnen. Lad det varme op med ovnen og hæld vand i når du sætter bollerne ind i ovnen, så vil der udvikles damp til bagningen.
- Find en firkantet bradepande eller et ovnfast fad med høje sider og beklæd formen med bagepapir.TIP: Formen skal idealt set passe til mængden af dej. Hvis den er lidt for stor stiller du bollerne korekt og lader lidt af formen stå tom i dene ene ende. De yderste boller vil så blive lidt runde, der hvor de ikke har naboer. De smager lige så godt for det!
- Tag dejen ud på et meldrysset bord og del den i ca 16 boller.
- Stil bollerne tæt, men sådan at de lige præcis ikke røre. Se billede.
- Stil bollerne til efterhævning dækket af et fugtigt, men ikke vådt viskestykke.TIP: Jeg spænder viskestykket op så det ikke rør ved bollerne ved at putte enderne ind under formen.
- Stil bollerne til efterhævning i ca 30 – 45 minutter til de er hævet sammen. TIP: Den nøjagtige hævetid afhænger af temperaturen i dit køkken. Kik på bollerne. De skal være hævet sammen i siderne men stadigt have huller i midten. De vil hæve yderligere op når de bages. Inden bollerne kommer i ovnen kan de eventuelt pensles med vand eller sammenpisket æg, men det er ikke nødvendigt.
- Bag bollerne i en 200 C varm ovn til de er let gyldne. Det tager afhængigt af din ovn og din form ca 25 minutter men hold øje da bagetiden kan varierer noget.Tip: Hvis du er i tvivl om bollerne er færdige kan du vende dem ud på en bagerist og banke dem under bunden. De skal lyde hule. Lyder de ikke hule må du sætte dem hurtigt ind i ovnen igen og give dem lidt længere. Du kan også måle temperaturen i midten af en bolle. Til hveder skal den perfekte temperatur være 98 C. Hveder må nemlig ikke overbages!
- Stil de færdige boller til afkøling. De første 15 minutter i formen under et viskestykke. Herefter på afkølingsrist.TIP: Ved først at lade bollerne køle af i egen damp sikre du at de forbliver bløde. Hvis du lader dem stå under hele afkølingen kan de blive for våde.
Varme hveder
- Når hvedeknopperne er kolde kan de skilles ad og flækkes med en brødkniv. Herefter ristes de i en ovn ved 250 C i ca 7 minutter til de er sprøde og lækre. TIP: De kan også ristes på brødrister, men det er bedst i ovn.
Noter
OPSKRIFTEN ER SENEST TESTET OG REVIDERET 8/5/20.
DERFOR ER DIN MENING VIGTIG
Jeg gør mig meget umage med mine opskrifter og gennemtester dem før jeg deler. Alligevel er det jo først når du bruger opskriften i dit køkken at jeg for alvor kan vide om opskriften virker.
Derfor vil jeg rigtigt gerne høre fra dig!
Du er altid velkommen til at skrive en kommentar og jeg har stort udbytte af dine erfaringer når jeg udvikler og reviderer opskrifter. Det gælder også selvom du helt enkelt bare er glad for opskriften.
Bloggen har også et stjernesystem hvor du kan rate opskrifterne. Jeg er ikke tilhænger af at alt skal rates hele tiden, men det giver faktisk mening med opskrifter at man kan se om andre bruger dem og er glade for dem. Derfor bliver jeg virkelig glad hvis du vil bruge et øjeblik på at vurderer opskriften ved at trykke på det antal stjerner du synes den fortjener.
På forhånd MANGE TAK!

Skriv et svar