Findes der noget skønnere end en frisk og mættende salat med masser af knas og smag? Denne lækre salat er med perlebyg og smager helt forrygende dejligt når man trænger til et skud friskhed midt om vinteren.
Jeg elsker salat. Elsker at der er så uendeligt mange muligheder for at blande og varierer smagsindtryk og struktur og elsker at man året rundt kan få lækre ingredienser, der føles dejlige og sunde at spise. Salat giver dit måltid knas, struktur og farve. Helt uundværligt!
Til gengæld er jeg ikke så glad for den der salat variant hvor man blander lidt grøn salat med agurk i skiver og tomater i både. Bevares med en mormor dressing og helt frisk lækker salat kan det være dejligt på en sommerdag, men ellers må det forrige århundrede godt beholde den type salat.
Giv mig i stedet en hurtig hverdagssalat jeg kan servere som tilbehør eller en lidt mere kompleks måltidssalat, der kan gøre det ud for et helt måltid. Denne skønne vintersalat er netop sådan en måltidssalat som man fint kan spise sig mæt i både til frokost og aftensmad. De mættende elementer er hvidkål der giver knas og de dejlige perlebyg, der giver struktur og noget at tygge på. Man føler kort sagt at man faktisk spise et rigtigt måltid når man spiser sådan en portion vintersalat. Foruden hvidkål og perlebyg har jeg tilsat glaskål, æble og jordskokker som allesammen er i højsæson lige nu.
SÆSON
- Jeg bruger perlebyg og andre korn i mine salater året rundt. Dette er en vintersalat, fordi de øvrige ingredienser er ting der smager forrygende hele vinteren. Nu indvender du med det samme at hverken salatblade fra napolitana salat mixet eller æbler er i sæson om vinteren. Når det kommer til salat mixet har du ret, men det smager simpelthen så godt sammen med resten af salaten at jeg synder lidt dér. Det er min køkken filosofi at man godt må “snyde” lidt om vinteren for ellers bliver længslen efter det friske og sprøde simpelthen for overvældende. Æbler derimod er faktisk i sæson om vinteren og har været det fra gammel tid. I gamle dage havde man særlige sorter som smagte skrækkeligt nyplukkede, men som lå og modnede sig lækre og var perfekte i vintermånederne. Effektiviseringen har taget den slags æblesorter ude af produktionen, men til gengæld har vi i dag æble hotellerne hvor æblerne bliver sat i dvale umiddelbart efter plukningen. Det er ikke farligt, men er bare et spørgsmål om meget lavt ilt indhold og lav temperatur. Altså optimale opbevaringsforhold for æbler. Det dur både til økologiske og konventionelle æbler.
TIPS OG TRICKS TIL VINTERSALAT MED PERLEBYG
- Jeg skeldner mellem to hovedtyper af salater: hverdagssalater der er enkle, lynhurtige at lave og gode som tilbehør og måltidssalater der kan stå alene, men som også tager længere tid at lave, fordi de er mere komplekse. Dette er en måltidssalat. Hvis du gerne vil forenkle salaten kan du fjerne fyld af æble, jordskok og glaskål samt pynt af lynsyltede rødløg. Brug eventuelt bare en eller to af elementerne.
- Der er glaskål i salaten. Det er en lidt overset grønsag, men hvis du ikke kender den skulle du tage og give den en chance. Du får ofte glaskål til en god pris og den smager fantastisk, sprødt og lidt sødt, men stadigt også lidt af kål. Glaskål (der også kaldes knudekål) kan spises rå som her eller bruges lynstegt i wok og andre steder. På ingrediens billedet ovenfor er glaskålen de to lysegrønne lidt flade bolde med bladstilke. Det er ikke altid at man kan få glaskålen med bladstilke på for de visner ret hurtigt, men du kan se at de har siddet der.
- Hvidkål skal være fintsnittet ellers smager det ikke godt. For et års tid siden anskaffede jeg mig en kålskære og den er simpelthen fantastisk, fordi man nemt og hurtigt kan høvle sig til en portion fintsnittet kål. Se eventuelt billedet af kålskærren her i indlægget om lynstegt rødkål.
- Du kan erstatte perlebyg med andre kornsorter som spelt, hvede eller rug. Kog eventuelt en større portion og opbevar i små portioner i fryseren. Så er det super nemt at lave sig en mættende salat.
- Jeg bruger hindbæreddike i opskriften. Det smager fantastisk sammen med vinteringredienserne og kan anbefales, men hindbæreddike kan selvfølgelig erstattes af andre frugtagtige eddiker. Nederst i indlægget finder du opskriften på hjemmelavet hindbæreddike. Den må du selvfølgelig vente til sensommeren med at lave, men hindbæreddike kan heldigvis købes. Under afprøvning af opskriften på denne salat brugte jeg først min egen hjemmelavede og derefter den købte. Den købte smager af mindre end min hjemmelavede, men er også dejlig.

Opskrift på vintersalat med perlebyg
Ingredienser
Vinter salat med perlebyg
- 1 dl perlebyg
- salt og eventuelt lidt herbamare - til kogning af perlebyg
- 150 g hvidkål - fintsnittet
- 50 g napolitana salatmix
- 2 jordskokker
- 1 æble
- 1 glaskål
- 1/2 rødløg - lynsyltet se link til nem fremgangsmåde over eller under opskriften
Hindbær vinaigrette
- 4 spsk. hindbæreddike - købt eller hjemmelavet. Se link til opskrift over eller under opskriften.
- 2 spsk. raspolie
- salt og frisk kværnet peber
Sådan gør du
Arbejdsgang til vinterslat med perlebyg
- Start med at koge perlebyg efter anvisningerne på pakken. Imens laves først de lynsyltede rødløg og derefter hindbær vinaigretten. Fordel hindbær vinagretten i to skåle. Når perlebyggen er færdig kogt og mør vendes den med det samme i den ene halvdel af hindbær vinaigretten. Gør grønsagerne klar. Jordskokker og æbler vendes i den anden halvdel af hindbær vinagretten. Til sidst vendes alle ingredienser sammen og salaten servers.
Sådan koges perlebyg
- Følg anvisningerne på pakken eller gør sådan her: Perlebyg skylles grundigt under koldt vand og puttes i en gryde med ca 2 dl vand. Tilsæt lidt salt og eventuelt en lille bitte smule herabamare. Kog til perlebyggen er mør, men stadig bidefast. Det tager ca 15-20 minutter. Smag på et par korn for at tjekke om perlebyggen er klar. Koger vandet væk inden perlebyggen er klar tilsætter du bare lidt mere vand, det sker der ikke noget ved. Er der omvendt lidt vand tilbage når perlebyggen er klar dræner du bare det overskydende vand fra.
- Vend med det samme de varme færdigkogte bygkerner i halvdelen af hindbær vinaigretten.
Lynsyltede rødløg
- Lav de lynsyltede rødløg så de har tid til at stå og trække. 15 minutter er nok. 1 time er bedre.
Hindbær vinaigrette
- Put hindbæreddike og raspolie i et glas eller en lille skål. Pisk det sammen med en gaffel. Tilsæt salat og peber og pisk igen. Smag til. Smager det dejligt er det godt, ellers må du justerer til du er tilfreds med smagen.
- Del hindbær vinaigretten i to skåle. I den ene skal du have plads til perlebyg, i den anden til æble og jordskokker. Pisk dressingen lynhurtigt sammen igen lige inden du tilsætter bygkerner eller grønsager.
Salat grønt
- Snit hvidkålen fint. Allerbedst med en kålskærre, men ellers med en mandolin eller meget omhyggeligt med en god stor kniv.
- Vask og tør napolitana salat mix grundigt. Pil eventuelt triste blade fra.
- Skræl jordskokkerne og skær dem i tynde skiver. Vend dem med det samme i hindbær vinaigretten så de ikke bliver brune.
- Skræl æblet og skær det i tynde æblebåde (eller tern hvis du bedre kan lide det). Vend med det samme dine æblebåde i hindbær vinagretten så de ikke bliver brune. Lad bare æbler og jordskokker ligge i hindbær vinagretten til du skal bruge dem.
- Skær den ynderste hårde skræl af glaskålen. Skær glaskålen i tynde lange tændstik stykker.
Færdiggør salaten
- Læg hvidkålen nederest, fordel først perlebyg og så salat grønt ovenpå. Løft forsigtigt lidt op i salaten så det hele bliver blandet. Hæld overskydende hindbær vinaigrette ud over salaten. Fordel de smukke lynsyltede rødløg ovenpå salaten.
Noter
SE ALLE MINE SALAT OPSKRIFTER HER
I opskriften bruges der lynsyltede rødløg og hindbæreddike:
Opskrift på hjemmelavet hindbæreddike

I denne uge udgiver jeg tre opskrifter der smager dejligt sammen. Dagens perlebyg salat, ovnbagte pestokartofler og helt klassiske frikadeller som mormor lavede dem. Så er der noget for alle. Jeg spiser mig stort set mæt i salaten, mens børnene er gladest for frikadellerne og kartoflerne. De tre opskrifter kan selvfølgelig også bruges i andre kombinationer og salaten kan spises alene.
GemGem
Skriv et svar