Farvel til oktober

Stars and Stripes… Niagara Falls… Pasta med sprøde tomatbrødkrummer… Hyggeplet ved “vores” hytte i Vermont… Slutty Brownie. Den ultimative fødselsdags brownie… Madplan uge 43… Hasselnøddebrød… Efterårsfarver i Vermont… Træer spejler sig i en sø i Vermont…

Det bedste ved at skrive blog er at man her uindskrænket ret til at lave tingene om hvis man ikke synes de fungere godt som de er. Det er ikke noget der skal forhandles i udvalg, man gør det bare! I årevis har jeg skrevet måneds tilbageblik på Badut og det var en af de ting jeg virkeligt gerne ville have med til min nye madblog. Her forestillede jeg mig oprindeligt at jeg ville fortælle om blogtekniske ting som besøgstal mm, samt opsummerer  alle månedens opskrifter. Ingen af delene fungere rigtigt godt synes jeg. Alt det blogtekniske har fået sin egen (overraskende populære) kategori bag om bloggen. Opsummering af opskrifter virker rent ud sagt lidt overflødigt og fjollet.

Tilgengæld er der en ting som I læsere har fortalt mig I mangler og det er en øget grad af personligt nærvær. Det kunne fx være i form af de hverdagsglimt jeg delte i årevis på Badut eller de nogle gange lidt tungsindige lommefilosofiske tanker fra Badut. Flere har mailet mig og fortalt at det netop var de indlæg som fik jer til at holde af Badut og at I virkeligt savner dem på den nye blog.

Her står jeg i et dillema for på den ene side er jeg et voldsomt privat menneske, men på den anden side vil det altid være sådan at jeg skriver blog til mine læsere og det der er vigtigt for jer er (indenfor rimelighedens grænse) også vigtigt for mig. Desuden vil jeg meget gerne holde denne blog ret simpel med et mindre antal kategorier, jeg og mine læsere skal forholde sig til. Det er derfor udelukket at hverdagsglimtene får deres egen kategori. I stedet har jeg besluttet at jeg fremover vil dele brudstykker fra mit liv to steder på min nye madblog. Først og fremmest vil der nederst i hver ugens madplan komme et lille hverdagsglimt fra mig. Som i de oprindelige hverdagsglimt, kan det være et ustylet billed med en bid tekst, eller et billed næsten uden tekst, som jeg oprigtigt føler fortæller noget om et øjeblik der har rørt mig. I kan se det første (ikke særlig hverdagsagtige) glimt af hverdag nederst i denne madplan. Det andet sted hvor jeg vil dele ud fra mit liv er lige her i kategorien: Opskrifter fra mit årstidskøkken. Sådan hed kategorien fra starten og jeg kan rigtigt godt lide den titel, også som ramme om mere personlige tanker.

Lige nu er det oktober jeg skal sige farvel til og det er som altid med vemod. Oktober er en af mine personlige yndlingsmåneder. Ikke nok med at både min mand og jeg har fødselsdag, det er også sådan en måned der rummer den dobbeltydighed jeg elsker. Oktober er på en og samme gang en måned, der vemodigt siger farvel til lyset og farverne og en måned der formår at sprudle i farver, fest og høst overskud. Den slags dobbeltydighed elsker jeg både i mennesker, musik og årstider.

I år har oktober været sindsygt travl i huset ved åen, med to fødselsdage og en fantastisk tur til det nord amrikanske. Min mand holdt stort set ikke sommerferie i år og derfor var det ekstra fantastisk at han valgte at give mig en familietur til Vermont plus det løse i fødselsdagsgave. Det at vi var sammen hele familien betød alverden for mig og jeg havde den mest fantastiske fødselsdag i en hytte i Vermonts bjerge. Her blev jeg vækket med fødselsdagssang, amerikanske flag og morgenmad med ægte Vermont ahornsirup. Så fint.

Når det lige blev Vermont skyldes det at jeg i al den tid min mand har kendt mig har snakket og snakket om efteråret i Vermont. Da jeg engang boede i New York havde jeg en veninde fra Vermont og hendes begejstring for efteråret dér kendte ingen grænser. Hver gang jeg sukkede af glæde over farverne i New York, fortalte hun mig at det intet var at regne mod stemningen i Vermont. Hvis jeg skal være ærlig har jeg altid tænkt at både hun og fotografer i almindelighed skruede lige lovligt meget op for farveknappen når de skulle beskrive efterårspragten, men virkeligheden var netop så vild og så farvestrålende som lovet. Mit elskede New York efterår er intet mod hele bjergsider dækket af farver. Detsværre blev det ikke til så mange billeder for selvom vi kørte 1000 vis af farvestrålende kilometer så stoppede vi ikke sådan op. Tanken var jo at jeg kunne fotograferer mens vi boede i den lejede hytte. Hytten var helt fantastisk og hyggelig, men lå oppe i bjergene hvor farverne allerede var aftaget. Måske var der en mening med det. Jeg føler ihvertfald at farverne sidder i mig, også selvom det ikke blev til ret mange fotos. Ikke alt i livet skal fastholdes og deles, noget skal bare have lov at flyde igennem en og på den måde sætte sig dybere fast.

Foruden Vermont nåede vi også at se noget af upstate New York, Niagara Falls og Montreal. Vi sluttede af med tre dage i New York som jeg næsten ikke kunne slippe igen. Jeg længes allerede tilbage også selvom jeg elsker mit danske liv.

I morgen er det november, en måned jeg har valgt at elske. Jeg lukker trodsigt øjnene for alt det alt for tidlige juleri og stornyder den pause som november giver mig. I november vil jeg hygge og nå lidt af alt det meget der altid mangler. Decembers stress og bimlende julehumør kan tids nok komme.

Til alle jer derude: TAK. Tak fordi I vil læse med og tak fordi I hver især gør jeres for at skabe hverdagsmagi også i november.