Denne spidskålssalat med bagt blomkål og ristede hasselnødder, er sådan en salat man bliver mæt og glad af at spise. Helt igennem grøn og frisk kan salaten gøre det ud for et måltid, især hvis den serveres med dejligt brød. Man kan også vælge at servere salaten som mættende tilbehør til kød eller fisk.
Netop det sidste er noget jeg tit gør. Altså servere en salat eller en anden type grønsagsret som man faktisk bliver mæt af at spise, suppleret med fisk eller kød. På den måde bliver der spist meget mindre kød eller fisk, men man får stadigt følelsen af et komplet måltid med mange smagsvarianter på tallerknen. I vores familie hvor vi er tre, der gerne spiser meget grønt og to der helst spiser kød er det også en rigtig god strategi, for så kan alle blive mætte.
…