Opskrift på varme hveder
5 fra 2 stemmer
Udskriv

Opskrift på varme hveder

Varme hveder spises aftenen før Store bededag og det er en ualmindelig lækker og sprød bolle som danskerne har spist i generationer.

Min opskrift på varme hveder er helt klassisk og resultatet er sprøde hveder med en lækker blød kerne og den rigtige smag af kardemomme. 

Det er ikke svært at bage hjemmelavede hveder men start i god tid så hvedknopperne kan nå at køle godt af inden de skal ristes til varme hveder. Man kan fint starte dagen inden man vil spise varme hveder. Så bager man bare hvedeknoperne så de er lige til at riste dagen efter.

Ret Brød
Køkken Dansk mad
Keyword Boller, Hveder, Mormormad, Store Bededag
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Hviletid (af 2 omgange) 1 time 30 minutter
Samlet tid 40 minutter
Antal 16 hvede knopper
Forfatter Marina

Ingredienser

  • 4 dl vand
  • 25 g gær
  • 2 æg
  • 1 tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 2 tsk kardemomme
  • 700 g hvedemel sådan ca. Hold lidt tilbage, for den nøjagtige mængde afhænger af størrelsen på æggene og luftfugtigheden.
  • 75 g smør

Sådan gør du

Arbejdsgang til Varme hveder

  1. Som med det andet brød starter man med at lave dejen og stille den til hævning. Herfra adskiller varme hveder sig fra traditionelle boller. Varme hveder har nemlig deres helt egen fremgangsmåde. Bollerne skal stå ganske tæt og helst i et fad eller i en bradepande med høje sider. På den måde bliver de næsten firkantede når man skiller dem ad. De firkantede boller flækkes og ristes umiddelbart inden serveringen, sådan at de bliver sprøde og knasende. 

Dej til hvedeknopper

  1. Hæld vand i en skål, smuldre gæren ned i vandet og rør med en gaffel til den er opløst. 

  2. Tilsæt salt, sukker, kardemomme og æg. Rør det sammen.

  3. Tilsæt mel og riv smøret ud over. 

  4. TIP: Har du ikke et rivejern der er skarpt nok til at rive koldt smør kan du istedet smuldre blødt smør ind i melet med fingrene.

  5. Rør dejen sammen. Hvis dejen er helt flydene og klistret tilsættes lidt mere mel. Når dejen er sammenhængene skal den æltes enten på maskine på lav hastighed eller grundigt på et meldrysset bord. Ælt til dejen er lækker og slipper hænderne/redskaberne. Dejen skal have et lidt blankt skær. 

  6. NB: Det er vigtigt ikke at få for meget mel ind i dejen, selvom det kan være fristende når man håndælter. Brød der tilsættes for meget mel bliver tørt og kedeligt.

  7. Stil dejen til hævning i en stor skål med låg. 

  8. TIP: Med låget undgår du at dejen tørre ud. Har du ikke en stor skål med låg kan du filme din skål.

  9. Dejen skal hæve til dobbelt størrelse. Det tager ca 1 time lidt afhængigt af vejret.

Hvedeknopper

  1. Tag dejen ud på et meldrysset bord og del den i ca 16 boller. Stil bollerne meget tæt i en form med høje sider. Jeg bruger et ildfast fad beklædt med bagepapir. Hvis du bager tre dobbelt portion passer det nogenlunde med en bradepande. 

  2. Stil bollerne til efterhævning i ca 30 minutter

  3. TIP: Inden de kommer i ovnen kan de eventuelt pensles med vand eller sammenpisket æg, men det er ikke nødvendigt.

  4. Bag bollerne i en 200 C varm ovn til de er let gyldne. det tager afhængigt af din ovn og din form ca 25 minutter men hold øje da bagetiden kan varierer noget.

  5. Tip: Hvis du er i tvivl om bollerne er færdige kan du vende dem ud på en bagerist og banke dem under bunden. De skal lyde hule. Lyder de ikke hule må du sætte dem hurtigt ind i ovnen igen og give dem lidt længere.

  6. Stil de færdige boller til afkøling.

Varme hveder

  1. Når hvedeknopperne er kolde kan de skilles ad og flækkes med en brødkniv. Herefter ristes de i en ovn ved 250 C i ca 7 minutter til de er sprøde og lækre. 

Opskriftsnoter

Husk at læse tips og tricks over opskriften.

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Dette er den opskrift på varme hveder som jeg delte på min gamle blog tilbage i 2009. De er siden blevet bagt i hundredvis af gangen og mine læsere har været glade for opskriften. 

HVAD GØR DU VED RESTERNE

Der er næsten ikke noget bedre end at gå og hyggespise varme hveder dagen efter. Det er jo også præcis det de er skabt til. Varme hveder er bedst den dag hvedeknopperne er bagt eller dagen efter, men de kan også fint spises to dage efter hvis bollerne er opbevaret rigtigt.

KOM PÅ FORKANT

Det er oplagt at bage hvedeknopperne dagen før de varme hveder skal spises. Så skal hvedeknopperne bare flækkes og ristes. 

OPSKRIFTEN ER SENEST TESTET OG REVIDERET 27/4/18.