Opskrift på fisk i sølvpapir med hyldeblomst og citron
5 fra 3 stemmer
Udskriv

Opskrift på fisk en papillotes med hyldeblomst og citron

Denne nemme tilberedningsmetode er lige velegnet på grillen som i ovnen. Det er derfor en dejlig måde at server fisk på hele sommeren. Fisk med hyldeblomst kan både serveres som en nem hverdagsret og som gæstemad. Til gæster synes jeg fx at det er ret smart at server fisken som en skøn lille forret, men metoden er også god hvis man har en gæst eller to der ikke spiser kød men gerne fisk.

Fiskepakkerne kan samles på forhånd og tilberedes på under 10 minutter. 

Ret Aftensmad, fisk
Køkken Dansk mad
Keyword en papillotes, Fisk, Gæster, Hyldeblomst
Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet tid 15 minutter
Antal 4 personer som aftensmad
Forfatter Marina

Ingredienser

FISK MED HYLDEBLOMST OG CITRON

  • 600 g torskefilet gerne pæne og ikke alt for tynde. Andre torskefisk kan fint bruges.
  • 100 g smør
  • 8 tsk hyldeblomstsaft
  • 1 citron økologisk
  • lidt frisk timian
  • salt og friskkværnet peber

Sådan gør du

Forbered fiskepakkerne

  1. Start med at rive 4 stykker sølvpapir af. De skal hver være ca 30 cm lange.

  2. Smør hvert stykke sølvpapir med smør. 

  3. NB: Sørg for at underlaget er helt rent og glat så der ikke kommer huller i sølvpapiret. 

  4. Skær pæne ensartede stykker torsk. Læg hvert stykke på et stykke sølvpapir.

  5. Kryd med salt og friskkværnet peber.

  6. Skær smør i små stykker og anbring dem oven på fisken.

  7. Drys med lidt frisk timian.

  8. Skær citronen i tynde skiver og læg et par citronskiver på hver stykke fisk.

  9. Saml sølvpapiret lidt op om fisken og hæld 2 tsk hyldeblomstsaft ned til hvert stykke fisk.

  10. Saml sølvpapiret helt tæt.

Tilbered fisken

  1. Gril fiskepakkerne eller put dem i en 200C varm ovn. 

  2. TIP: Husk at vende åbningen på pakkerne opad så du er sikker på at saften ikke løber ud.

  3. Tilberedningstiden afhænger af størrelsen og tykkelsen på dine fiskestykker. Regn ca med 7-10 minutter.

  4. TIP: Det kan være svært at vide hvornår fisken er færdig og fisk må bare ikke få for meget. Du kan eventuelt åbne en af fiskepakkerne og se om fisken er klar. Fisken er færdig når den let deler sig i lækre flager når man trykker på den.

Servering

  1. Server fiskepakkerne straks og lad alle åbne deres egen ved bordet. På billederne server jeg helt enkelt med dampede asparges og dildkartofler.

Opskriftsnoter

HVOR STAMMER OPSKRIFTEN FRA

Jeg har spist fisk en papillots hele mit liv. Ideen med at grille fisk i foliepakker med hyldeblomst som er en variation af denne ide, har jeg fra den geniale grilbog "Genial Gril" af Tina Scheftelowitz. 

KOM PÅ FORKANT

Noget af det geniale ved denne tilberedningsmetode er at man kan tilberede de små fiskepakker en times tid inden de skal i ovnen eller på grillen. Det gør dem meget velegnede til gæstemad.

HVAD GØR DU VED RESTERNE

Hvis du holder af kold fisk smager fisken også dejligt dagen efter.